Selvom Lisbet Dahl hurtigt cementerede sin position som den nye revygenerations sjove og slagfærdige pige, har talentet vist sig at række langt videre. Hun gav i 1975 skuespillerenSusse Wold kvalificeret modspil i gangster-musicalenChicago.

I musicalenMylord, 1981, skabte hun et gribende portræt af den neurotiske og desperate franske sangerinde Edith Piaf, hvis viser hun sang med et altopslugende temperament. Det blev en gribende præstation uden at forfalde til det sentimentale og var i høj grad medvirkende til, at hun i 1983 modtog Henkel-Prisen.

I Willy Russells monologShirley Valentine var hun nærmest eksplosiv i sit kærlige og inderlige portræt af den galgenhumoristiske engelske middelklassekvinde, der kæmpede sin ensomme kamp mod livets trummerum, og som under en rejse til syden lod sig friste til for et øjeblik at leve et liv, som hverdagens gentagelser og pligter ellers ikke tillod. Der var både stand-up-komik og fin persontegning over præstationen, som karakteriserer noget af den vitalitet og det mod til at gå til den yderste grænse, som hun altid har udvist i sin afsøgning af en rolles muligheder. Forestillingen er blevet et af hendes glansnumre og er blevet genopsat flere gange, senest i 1999.

Lisbet Dahl har ikke trukket nogen grænse mellem det fine og det folkelige. Ligeså selvfølgeligt hun har kunnet te sig tosset i en revyparodi eller som Billie drikke sig sanseløst beruset iDen grønne elevator, 1996, lige så naturligt har hun foldet sig ud i det klassiske repertoire. Således var der noget forsonende over hendes ellers så skrappe Nille i Ludvig HolbergsJeppe på bjerget på Grønnegårds Teatret i 1996, og hun var triveligheden selv som kobbersmedemadamme i C. HostrupsGenboerne, 1990.

Det var oplagt at lade hende spille den folkelige Grevinde Danner i Maria Hellebergs monologSvanekød, 1995, mens det var mere overraskende at se hende som en indfalden og grim dronning Elisabeth i Schillers dramaMaria Stuart, 1998, hvor hun fremstillede hende som både magtfuld, tvivlrådig og utilregnelig.

Det er dog lystspillet, farcen og revyen, der har domineret Lisbet Dahls karriere. Hun har spillet med en sjælden autoritet, der ud over det kvikke og kontante rummer en syrlig sødme og et skarpt vid, som har gjort humoren både overrumplende og dramatisk.

I revyen har hun haft et frugtbart samspil med Ulf Pilgaard og især Claus Ryskjær. Fra 1984 og frem til 1995 var hun kunstnerisk leder og instruktør af Cirkusrevyen, hvor hun atter demonstrerede sit sikre håndelag for den bredt anlagte underholdning, der da også trak fulde huse hver sommer. Hendes seneste revybase har været Helsingør, som hun med sin ildhu og engagement har genskabt som revyby.

I 1999 udgav hun sin selvbiografiAt overkomme livet.

• Cirkusrevyen

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.