Mere end 30 dage gammel

To uger og tre dage. Længere tid gik der ikke, før den danske fregat Esbern Snares pirat-afskrækkelsesmission i Guineabugten blev blodig alvor.

Onsdag eftermiddag kom soldater fra Frømandskorpset i ildkamp med otte personer ombord på et formodet pirat-fartøj. Fire omkom og en femte person blev såret i skudvekslingen.

Ingen danske soldater kom til skade i træfningen.

Forsvarskommandoen oplyser, at alle involverede blev taget ombord på Esbern Snare, hvor de fire formodede pirater - en såret og tre uskadte - nu er tilbageholdt.

- Det er selvsagt ikke ønskeligt, at menneskeliv går tabt. Men jeg glæder mig over, at ingen fra den danske besætning er kommet til skade. De løser en vigtig opgave med at beskytte danske og andre handelsskibe i regionen, lyder det fra forsvarsminister Trine Bramsen via Ritzau.

Statsminister: Kender ikke nationaliteten

Statsminister Mette Frederiksen (S) er på besøg i Ghana og skulle efter planen have besøgt fregatten senere i dag.

- Operationen understreger med al tydelighed, at truslen fra pirateri i Guineabugten er reel, siger hun ved et improviseret pressemøde foran hotellet i Ghana.

Statsministeren fortæller, at man endnu ikke er klar over nationaliteten af de omkomne og tilbageholdte.

- Der er en række faktuelle, faktiske ting, der nu skal afklares og derefter går det diplomatiske arbejde i gang, siger Mette Frederiksen, der også oplyser, at fregatten foreløbig er i stand til at behandle den såredes skader.

Se statsminister Mette Frederiksens (S) reaktion på nyheden:

Frømandskorpset i kamp

Esbern Snare har patruljeret aktivt i Guineabugten ved den afrikanske vestkyst siden den 6. november.

Episoden opstod onsdag eftermiddag, hvor fregattens Seahawk-helikopter opdagede en hurtigtgående motorbåd med otte mistænkelige personer ombord.

Forsvarskommandoen oplyser, at der ombord på motorbåden også var stiger og andre redskaber, der kan forbindes med pirateri.

Fregatten optog forfølgelsen og var hen under aften tæt nok på til, at en styrke fra Frømandskorpset kunne sejle hen til pirat-fartøjet.

- Esbern Snare kaldte piraterne op for at bringe dem til standsning, så de danske soldater kunne komme ombord, oplyser Forsvarskommandoen, der også beskriver, at piraterne ignorerede opkaldet.

Derfor skød de danske soldater varselsskud mod piraterne.

- Piraterne åbnede derefter ild direkte mod de danske soldater. De danske soldater reagerede herefter i selvforsvar og besvarede ilden fra piraterne, lyder det ipressemeddelelsen.

De formodede pirater

Der er i alt tale om otte formodede pirater.

Fire er døde.

Én er alvorligt såret og bliver behandlet ombord.

Tre pirater er tilbageholdt. De sidder formentlig i nogle tilbageholdelsesfaciliteter på fregattens flexdæk. Det er en slags bure med madrasser, som også kan skærmes af, så de kan få lidt privatliv.

Det er ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) uklart, hvilken nationalitet de har.