Full resolution (TIFF)-On this page / på denna sida - Impressionister - Imprimatur - improbabel - Improbitet - Impromptu - Improperier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is theraw OCR textfrom the above scanned image.Do you see an error?Proofread the page now!
Här nedan synsmaskintolkade texten från faksimilbilden ovan.Ser du något fel?Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofreadat least once.(diff)(history)
Denna sida har korrekturlästsminst en gång.(skillnad)(historik)
værdifuldt Udviklingsled, som de under intens
Nyskaben frigjorde sig for, bort fra I.’s
Flygtighed og nervøse maleriske Uro hen imod større
Helhedsvirkning. Cézanne med sine geniale
Dyrkningsforsøg af Farven i dens Flader til
Opnaaelse af Ro og Balance i Billedvirkningen.
Fra denne fører Vejen videre til I.’s Modpol.
Ekspressionismen (s. d.). 1874—89 arrangerede
I. i alt 8 større Udstillinger, i øvrigt
foranstaltede de ofte, refuserede fra de alm.
Saloner, Særudstillinger af deres Værker.
Saa forskelligartede I. end kunde fremtræde
indbyrdes, viste Retningen dog udadtil et ret
tydeligt Signalement: En Læggen Vægt paa det
rent maleriske og dette opfattet som det
øjeblikkelige, vage Farveindtryk, det, det gælder
om lynsnart at gribe i Flugten uden Hensyn
til Enkeltheder, som Følge heraf en
Ligegyldighed for Tegningen, saa Konturerne opløses og
bliver flydende og vibrerende; Lyset skal være
den alt beherskende Magt og Atmosfæren det
Medium, der giver Tingene den rette
Farvevalør — »Lyset tegner lige saa meget, som det
farver«; Billederne fremtræder derfor i lyse
Farver, ofte med lette blaa Skygger. For at
være mere i Overensstemmelse med Optikkens
Love end tidligere Kunst sætter I. Farverne
ubrudte Side om Side paa Lærredet, idet
Beskueren ad den Vej (og ved Anvendelse af
Komplementærfarver) i nogen Afstand fra
Billedet vil opnaa et kraftigere Totalindtryk.
Da en plastisk Udformning af Genstandene
forudsætter en tillært Rumopfattelse, men ikke
skyldes en umiddelbar og naiv Anskuen,
forsømmer I. ofte Perspektiven og giver i Stedet
Farveflader; betegnende i saa Henseende er
Fortællingen om, at Courbet skal have sagt om
Manet’s »Olympia«, at hun var saa flad som
en Spardame, hvortil da Manet skal have
svaret, at Courbet’s badende Kvinder var runde
som Billardkugler. Under deres Analyse af
selv de flygtigste Indtryk opnaar I. ofte en
forbavsende Slagfærdighed i Evnen til at gribe
Momentet — under kendelig Indflydelse fra
Japanerne — de uvilkaarlige Udtryk og
Vendinger, der let forflygtiges under en rolig og
langsomt dvælende Iagttagelse. Af Frygt for
det anekdotemæssig fortællende svinger de ofte
over i en Foragt for selve Indholdet, Emnet i
Billedet, hvis Indholdsløshed saa at sige bliver
Maalet — Kunsten skal ikke være Tanke, men
blot Øje; den skal ikke forme Billeder med
nøje gennemtænkt Komposition, men give friske
Studier og Skitser, tilfældige Udsnit.
Impressionismen som Skole, som
Partiretning, hører allerede Historien til. Et klassisk
Skær begyndte snart efter Forkætringen at
kaste sig over dens Koryfæer, og Caillebotte’s
Samling af impressionistiske Værker fandt, om
end med lidt Besvær, Vej til
Luxembourg-Samlingens Sale. En stor Del af det, der i
Impressionismen var blot Mode, blev afstrøjfet og I.’s
Lære gik over i Blodet paa senere moderne
Malerkunst; dens Principper er i Virkeligheden
et nødvendigt Led i al sund naturalistisk
Malerkunst, og med sine Studier af Lyset,
Atmosfærens Indvirkning, Valørerne — Cl. Monet
malede saaledes atter og atter desamme
Poppeltræer blot sete under Aars- og
Dagstidernes skiftende Belysning — har den øget
Øjets Farvesensibilitet og indvundet nyt Land
for Kunsten. Ogsaa uden for Malerkunsten
gik Impressionismen sin Sejrsgang, saaledes
i Skulpturen (for Eksempel Rodin’s), og i
æstetisk Litteratur og Musik gik
sideløbende Strømninger. Med Moreau-Nelaton’s Saml.
kom I. til deres Ret i Louvre. I. er nu godt
repræsenteret i offentlige Saml. i Danmark,
særlig gennem Ordrup-Samlingen. (Litt.:
Duranty,La nouvelle peinture [Paris 1876];
Duret,Les peintres impressionnistes [Paris
1878, 1906];samme,Critique d’avant-garde
[1885];Lecomte,L’Art impressionniste
[1892];G. Geoffroy,La vie artistique, 3.
Serie:Histoire de l’impress. [Paris 1893];
Muther, »Geschichte d. Malerei d. 19. Jahrh.«, II
[München 1893];G. Moore, »Erinnerungen an
die Impressionisten«, mitget. v. Meyerfeld
[Berlin 1907];W. Weisbach, »Impressionismus«
[Berlin 1910 ff.];Picard, »Ende d.
Impressionismus« [München 1916]. Endvidere Værker om
I. afMauclaire [1904],W. Dewhurst
[1904],Meier-Gräfe [1907] ogKessler
[1908];Carl Petersen, »Impressionismen«
[Kunstmuseets Aarsskrift 1917]).
A. Hk.
Imprimatur, »maa trykkes«, af det latinske
Verbumimprimere. Det bruges om en Forf.’s
Erklæring, at et Manuskript er færdigt til
Trykken, ell. at Satsen er tilstrækkelig
korrigeret og saaledes kan rentrykkes; men den
hyppigste Anvendelse af Ordet er dog om den
Tilladelse til at udkomme i Trykken, hvormed i
Bogcensurens Tider (seCensur) de af den
beskikkede Censor gennemsete Bøger og Blade
forsynes, naar han ikke har fundet noget
anstødeligt ell. lovstridigt i deres Indhold. Det lat.
Udtryk, der opr. hidrører fra den kat. Kirkes
gejstlige Censorer, vedblev i lange Tider at
være det gængse, ogsaa i de nordiske Lande;
i Danmark afløstes det dog hen i 19. Aarh. af
den ovf. anførte Overs. — Naar Per Degn i
Holberg’s »Erasmus Montanus« (3. Akts 3.
Scene) spørger den fra Univ. hjemvendte
Bondestudent: »Hvem er I. i Aar?«, saa henpeger
hans havarerede Peblingelatin, hvori vistnok
en Sammenblanding med de lat. Substantiver
paa -tor kan skimtes, her paa, at Censuren
for en stor Del var i Hænderne paa Univ.’s
Professorer.
E. G.
improbabel (lat.), usandsynlig, forkastelig.
Improbitet [’em-] (lat.), Uredelighed.
Impromptu [æprå’ty] (fr., af lat.:in prómptu,
i Beredskab), egl. d. s. s. Improvisation, et
øjeblikkeligt Indfald, benyttes bl. a. som
Betegnelse for en Art Musikstykker, der gør
Indtryk af at være let henkastede Øjebliksfostre
og derfor ikke gør Fordring paa særlig streng
Udarbejdelse ell. sluttet Form; altsaa omtr. det
samme som Fantasistykker. Betegnelsen I.
finder særlig Anvendelse paa Klaverstykker
(Chopin, Schubert).
S. L.
Improperier (lat.: »Bebrejdelser«) kaldes de
Antifonier og Responsorier, som synges i kat.
Kirker Langfredag i St. f. den sædvanlige
Messe; de synges efter den gl. gregorianske
Melodi. Kun i det sixtinske Kapel i Rom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
