Strukturtilpasningsprogrammer, økonomiske politikker af mere langsigtet karakter, der er rettet mod at gøre kriseramte økonomier mere effektive. Samtidig er målet at etablere et godt grundlag for fremtidig vækst. Verdensbanken, der hjælper mange ulande med at udforme strukturtilpasningsprogrammer, deler Den Internationale Valutafonds, IMFs, liberale syn på den økonomiske politik; seulande (økonomiske reformer). Typiske tiltag er derfor krav om fjernelse af statsmonopoler, liberalisering af prisdannelsen og privatisering af statsvirksomheder. Samtidig igangsættes en række økonomisk-politiske initiativer med henblik på at øge den indenlandske opsparing og investering, og bedre balance over for udlandet søges fremmet dels ved ændringer i valutakursen, dels ved eksportfremmende investeringer. Desuden indgår en gennemgribende revision af den offentlige sektors udgifts- og indtægtspolitik som en central komponent. Verdensbanken lægger således vægt på strukturelle ændringer i økonomien som forudsætning for, at økonomiske kriser kan overvindes. Der kan her opstå dilemmaer i forhold til den mere kortsigtede makroøkonomiske stabiliseringspolitik, som IMF er eksponent for. IMF og Verdensbanken søger at mindske sådanne modsætninger, ved at stabiliserings- og strukturkomponenter af den økonomiske politik udarbejdes parallelt.