Slimhinde, fugtig hinde, som beklæder dyrs og menneskers indre overflader i fordøjelseskanal, luftveje, urinveje, kønskanaler, lungehule, hjertesæk, bughule, mellemøre og rummet mellem øjenlåg og øje.

Selvom slimhinders struktur og funktion varierer alt efter deres placering, er deres opbygning principielt ens. Overfladen dækkes af et slimlag, som kan være tyktflydende (slimet) i fordøjelseskanal og luftveje eller tyndtflydende (serøst) i lunge- og bughule samt hjertesæk. Herunder findes etepithel, som hviler på enbasalmembran, hvorunder der findesbindevæv, som binder slimhinden til de underliggende væv.

Slimhinder beskytter det underliggende væv mod fremmedstoffer og -legemer, fx mikroorganismer. I mundhule og spiserør findes et mangelagetepithel, som yder god beskyttelse, og i de øvre luftvejes slimhinde findes et højt epithel med bevægeligefimrehår, der fjerner fremmedpartikler fanget i det ovenliggende slimlag.

I mavesæk og tarme skal slimhinderne tillade kroppens optagelse af væske og næringsstoffer, og epithelcellerne danner her kun et enkelt lag af absorberende celler. Selvom en sådan slimhinde er sårbar for angreb af mikroorganismer, modstås angreb som regel, da slimlaget over epithelet indeholderantistoffer mod disse.

Andre slimhinder har som væsentligste funktion at nedsætte gnidningsmodstanden (friktionen) mellem organer og væv, fx i hjertesæk samt lunge- og bughinde. Disse hinder beklæder spalterummet uden om organerne, hvori den sparsomme væske virker som smøremiddel.