Ring, symboliserer som cirklen og kredsen bl.a. helhed, harmoni, kosmos, cyklisk tid og evighed, men også bånd og forbindelse, magt og (embeds-)værdighed samt magisk evne. Den mytiske slange, Ouroboros, “den, der æder sin egen hale”, er en personifikation af ringens form, som det også kendes fra nordisk mytologis Midgårdsormen, den dæmoniske magt, der i form af en havslange når hele menneskenes verden rundt.

I de nordiske kilder er der i øvrigt omtalt både mytologiske og rituelle ringe. Odins guldring Draupner, “Drypperen”, drypper hver niende nat otte nye ringe, dvs. den er et genskabelsessymbol; den blev ved Balders ligfærd lagt på hans brændende skib, men blev returneret fra Hel, vel som tegn på, at Balder ikke skulle stadigt genskabes. I den guldalderagtige periode i Danmark, hvor kong Frode herskede, blev en guldring lagt frit på heden som tegn på freden og rigdommen. De hedenske helligdomme var måske forsynet med en alterring, hvor man svor og aflagde ring-ed til guderne; ved større folkemøder skal gudehovets gode have båret denne ring. I fortællingen om nibelungerne, bl.a. overleveret i sagaen om Vølsungerne, men især selvstændigt og voldsomt udfoldet i Richard Wagners store musikdramaNibelungens Ring,1876, spiller en ring en dominerende symbolsk rolle. Både velfærd og forbandelse er knyttet til den. Den giver sin ejer den fulde magt, hvad der nærmest er ensbetydende med herskesyge og undergang. Også i Tolkiens store romantrilogi med inspiration fra nordisk mytologi,Ringenes Herre, spiller ringe en magisk rolle. Den magiske, ondtafværgende ring som symbol kendes også fx fra den lydiske konge Gyges og fra legender om kong Salomons seglring, der gav ham visdom og overnaturlige evner. Fra det gamle Egypten er fund af amuletringe med skarabæ som motiv. I GT sætter den egyptiske Farao sinsignetring på drømmetyderen Josefs hånd, som tegn på at folket skal adlyde ham, 1. Mos. 41, 42.

I kristen sammenhæng findes bl.a. pavens fiskerring, med billedet af Peter, der fisker med net, jævnfør Jesu metafor om mission som “menneskefiskeri”; i den katolske kirke bruger kleresiet i øvrigt signetringe, især knyttet til biskopperne, bisperinge. Det er et værdighedstegn, som fx også findes i forbindelse med lærdomssymbolet doktorringen, dvs. en ring, der tildeles en videnskabsmand, som har skrevet doktordisputats. Traditionen med ringridning viser vel ringen som et seksuelt symbol i en ridderkultur.

Ringe, der binder og forbinder, er et symbol i forbindelse med forlovelse og ægteskab, en forlovelses- eller vielsesring. De elskende bindes hermed i al evighed i “hymens lænker”. I Karen Blixens fortælling “Ringen”, 1958, mister den nygifte Lovise sin ring i en mangetydig scene ude i skoven, hvor hun møder en vild fåretyv; scenen antager karakter af ny indvielse, nu til vildskab og dæmoni og panisk angst, mens hendes ægtemand Konrad stadig lever i en idyllisk og barnlig verden uden “Skovdæmon”, uden Pan eller Lucifer – og blot siger: “Jeg kan skrive efter en anden Ring til dig”.

Den olympiske bevægelse har som symbol de fem såkaldte “olympiske ringe”. I nutidig piercingkultur kan ringe indsættes i kroppen på snart sagt alle steder, næsen, tungen, navlen osv. Den har overtaget symbolik fra stammefolk, men også skabt nye, knyttet til fænomener som ungdom, oprør, anderledeshed. En ring opfattes normalt som en cirkel, men fx i boksesportens ring er der tale om en firkant, og bokserne kan fx være i et ringhjørne – og ende som ringvrag. Overført kan ring bruges om bl.a. sammenslutning, ofte af mere obskur art, eller om en fast ramme eller om afslutning (“ringen er sluttet”).