Begrebetpropaganda fik i 1900-tallet en gennemgribende politisk betydning, fx med den britiske regerings propaganda mod Centralmagterne under1. Verdenskrig, ledet af bladudgiveren Alfred Harmsworth Northcliffe, og i TysklandJoseph Goebbels' Ministerium for Folkeoplysning og Propaganda under2. Verdenskrig.

Propaganda kendes allerede fra oldtiden, ikke mindst iRomerriget, hvor et værk somGajus Julius CæsarsCommentarii de bello Gallico (Gallerkrigen) om hans erobring af Gallien i 58-51 f.v.t. var beregnet på at skabe ham den bedst mulige politiske platform i kampen om magten i Rom. Også møntvæsenet udnyttedes kraftigt til propaganda for stat og hersker.

I Danmarksmiddelalder repræsenterer Saxos Danmarkskrønike,Gesta Danorum (Danernes bedrifter), et stykke propaganda for Valdemarsslægten,ærkebiskop Absalon og Danmark, skrevet på tidens internationale sprog, latin. I 1300-tallets Sverige rummer bådeDen Hellige Birgittas åbenbaringer og den tids populære rimkrøniker antidansk propaganda.

I 1400- og 1500-tallet anvendte først tiggermunkene og senere de protestantiske reformatorer prædikenen som propagandamiddel. Propaganda i form af flyveblade blev et nyt vigtigt propagandamiddel efter bogtrykkerkunstens opfindelse i 1440'erne og spillede en stor rolle i agitationen under Reformationen, især i Tyskland.

I flyveskrifter i 1500-tallet og aviser fra 1600-tallet tryktes statsmagtens officielle syn på begivenheder, samtidig med at anderledestænkende var underlagtcensur. Den "officielle" historieskrivning på latin i 1500- og 1600-tallet tjente ligeledes i høj grad som propaganda over for udenlandske magter.

I kraft af sit sammensatte udtryksregister har teatret tidligt været anvendt til at fremføre synspunkter og budskaber. Religiøse og politiske idéer forfægtedes i antikkens tragedie og komedie, men det er med middelalderens kirkelige spil, at der kan tales om en egentlig propaganda, når forkyndelsen blev anskueliggjort for menigmand gennem fx mysteriespil og moraliteter. Både Reformation og modreformation brugte teatret i troskampen, således i hhv. antipapistiske fastelavnsspil og det belærende jesuiterteater.

Siden har propaganda i scenisk sammenhæng især været knyttet til politiske ideologier. Det sovjetiskeagitprop-teater med dets stærkt forenklede typer og problemstillinger dannede forbillede for aktiviteter i en række lande og influerede på det politiske teater hos Erwin Piscator og Bertolt Brecht. Stilen dukkede op igen med 1960'ernes og 1970'ernes politiske teater. Propagandistiske iscenesættelser, der kan betjene sig af suggererende stilisering som talekor og masseaktion, anvendes med forkærlighed af totalitære regimer. Nazisterne lancerede såkaldte tingspil til ideologisk indlæring. Allegoriske masseoptrin, som kendes fra kommunistisk propaganda, kan ligeledes anskues som en form for teater.

Den første egentlige propagandafilm var den amerikanskeTearing Down the Spanish Banner, som blev lavet i forbindelse med USA's krig mod Spanien i 1898. Propagandafilm blev også benyttet under1. Verdenskrig og af den unge sovjetmagt underDen Russiske Borgerkrig 1918-1920. Lenin var optaget af filmen som middel til udbredelse af kommunismen, og i 1920'erne produceredes mange sovjetiske propagandafilm; instruktører somSergej Eisenstein,Vsevolod Pudovkin og Esfir Shub (1894-1959) stod bag disse film, der ofte var af fremragende kunstnerisk kvalitet. EfterHitlers magtovertagelse i 1933 og udnævnelsen afJoseph Goebbels til minister for folkeoplysning og propaganda fik filmmediet meget stor betydning for udbredelsen af den nazistiske ideologi og for opfattelsen af et regime i voldsom fremgang.Leni Riefenstahls dokumentarfilm om partikonventet i Nürnberg i 1934,Triumph des Willens (1935), er det mest berømte eksempel og siden hyppigt citeret i antinazistisk modpropaganda, bl.a. i den amerikanske dokumentarserieWhy We Fight (1942-1945). Historiske spillefilm fik ligeledes tiltagende betydning som propaganda for et massepublikum, fx film om historiske lederskikkelser som EisensteinsAleksander Nevskij (1938), Veit HarlansDer Große König (1942,Den store Ensomme) om Frederik 2. den Store ogAlexander KordasThat Hamilton Woman (1941,Lady Hamilton) om den britiske søhelt lord Nelson. Underden kolde krig blev de mest originale propagandafilm mod Vesten, især Vesttyskland, skabt i DDR. I Hollywood produceredes i 1950'erne en stribe antikommunistiske spillefilm af stærkt propagandistisk karakter, men publikum blev efterhånden kritisk, og fx John Waynes meget propagandistiskeThe Green Berets (1968,De grønne djævle) omVietnamkrigen blev ingen succes. 1962-1972 forsøgte den amerikanske regering i en række dokumentarfilm at fremme sine synspunkter vedrørende Vietnamkrigen. Filmens rolle som propagandamedie blev siden helt overvejende overtaget af tv.

Propaganda i trykte massemedier er oftest af politisk karakter. Den kan være direkte i form af fx ledere, kommentarer eller læserbreve eller indirekte i form af en ensidig nyhedsudvælgelse.

Aviserne er gennem Europas historie især blevet benyttet til propagandaformål af enevældige eller diktatoriske regimer, der derved fastholdt et monopol på opinion og nyhedsformidling gennem både styring af medierne og ved hjælp af censur. De klareste eksempler herpå har været den nazistiske og sovjetiske mediepolitik. Desuden er medierne hyppigt blevet brugt af krigsførende magter til både "hvid", regulær propaganda, dvs. udbredelse af egne standpunkter, og "sort" propaganda, dvs. forfalskede eller camouflerede budskaber.

I Danmark kom den første systematiske propaganda i form af flyveskrifter, som fra tidligt i 1500-tallet blev benyttet af statsmagten i udenrigspolitisk øjemed, ganske særligt underTrediveårskrigen (1618-1648). Også de tidligste aviser fra 1600-tallet blev benyttet af den enevældige statsmagt til videregivelse af dens officielle syn på begivenhederne. Blandt de mest vellykkede var DenDanske Mercurius, der forherligede kongemagten. Samtidig forhindrede censuren oppositionen i at komme til orde, ligesom der var grænser for de religiøse ytringsmuligheder. Først i slutningen af 1700-tallet opstod en oppositionspresse, der propaganderede forDen Franske Revolutions frihedsidealer.

Fra 1830'erne blev aviserne i Danmark et slagkraftigt våben i kampen for en fri forfatning. Efter indførelsen af en fri presse med Grundloven af 1849 blev alle partier formelt stillet lige mht. udbredelse af propaganda. Denpartipresse, der var den dominerende avistype fra ca. 1860 til 1960'erne, havde bl.a. til formål at propagandere for partiernes program og aktiviteter. Især partierne på de politiske yderfløje førte skarp kontrol med indholdet i deres aviser.

Den moderneomnibuspresse, der omkring 1970 afløste partipressen, er ikke i samme grad politisk forpligtet, men udtrykker snarere forskellige tværpolitiske normer og værdier som fx liberalisme, kønnenes ligeberettigelse og miljøbeskyttelse, evt. helt generelle principper som fx velfærd eller menneskerettigheder. Her bliver der tale om en mindre åbenlys propaganda, men dog et forsøg på almen meningspåvirkning.

De elektroniske medier bød på helt nye muligheder for massepropaganda. IHitlers Tyskland i 1930'erne solgtes en billig såkaldtVolksempfänger 'folkemodtager', så alle kunne høre Førerens propagandataler. Fra 1960'erne overtog tv radioens rolle som vigtigste massepåvirkningsmiddel i de fleste lande, men udviklingen af den batteridrevne transistorradio i samme årti betød dog, at radioens rolle som væsentligt propagandamiddel ikke ophørte. Endvidere var det stadig nemmere at udbrede radio over store afstande end fjernsyn. Således sendte Moskva Radio propagandaudsendelser på en række sprog helt frem til Sovjetunionens opløsning i 1991, og Radio Free Europe/Radio Liberty og Voice of America har siden2. Verdenskrig sendt til bl.a. Østeuropa på de lokale sprog. Deres opgave er i dag at give modinformation til nationalistiske, regeringsstyrede massemedier, fx i Hviderusland og i landene i det tidligere Jugoslavien. Et uhyggeligt eksempel på radioens muligheder som propagandamiddel stammer fra Rwanda, hvor en radiostation i 1994 ophidsede hutubefolkningen til massakrer på tutsiminoriteten.

En variant af transistorradioen er radioen med kassettebåndafspiller. Kassettebånd var meget udbredte iMellemøsten, og propaganda på kassettebånd kunne nemt udbredes hemmeligt. Det skete fx, da den iranske ayatollah Khomeini i sit eksil i udlandet i 1970'erne indtalte sine propagandataler mod shahen på kassettebånd, som blev smuglet ind i Iran og kopieret og distribueret illegalt.

Som propagandamedie har tv særlige fortrin: Det forener kvaliteter fra teater, film, presse og radio og gør det muligt for seeren at opleve sig selv som øjenvidne til begivenhederne, mens de finder sted. Tv forudsætter desuden ikke som den trykte presse, at man kan læse, og den teknologiske udvikling har ført til, at tv er kommet inden for rækkevidde selv for store dele af ulandenes befolkninger. Tv er således siden 1960'erne blevet det ubetinget vigtigste propagandamedie. Især nyhedsudsendelser har fungeret som forklædt propaganda; eksempler på dette sås bl.a. under Golfkrigen i 1991 og under NATO's luftkampagne mod Jugoslavien i foråret 1999. Vigtigheden af tv som propagandamedie illustreredes af, at NATO forsøgte at lamme jugoslavisk tv gennem bombninger af tv-stationer, sendemaster og elforsyning, mens den jugoslaviske regering på sin side gjorde alt for, at afbrydelserne blev så korte som muligt. I 1990'erne blev reklamebureauer desuden blevet brugt til at udarbejde iscenesatte "nyheder"; et eksempel på dette var rapporter om, at irakiske soldater efter besættelsen af Kuwait havde smidt for tidligt fødte børn ud af deres kuvøser for at bringe kuvøserne til Baghdad.

Tv havde længe den begrænsning, at rækkevidden fra senderne var beskeden. Derfor havde de nationale tv-stationer længe et reelt monopol. Men med udviklingen af satellitter blev ikke blot radio, men også tv global.

Et afledt propagandamedie til tv var videokassetten. Den var ikke afhængig af sendere og satellitter og heller ikke af dyre produktionsanlæg. Videokassetter spillede fra 1980'erne en betydelig rolle for miljøorganisationer som Greenpeace og blev i slutningen af 1980'erne taget op og brugt som modpropaganda af kritikerne af miljøbevægelserne. I 1990'erne blev videokassetter især blevet brugt under konflikterne på Balkan til at rejse penge hos emigranter i udlandet, rekruttere frivillige og lave politisk lobbyarbejde, fx i USA.

• propaganda
• Propagandakongregationen
• historie
• Sovjetunionen
• den kolde krig