Lutherdom, den del af den reformatoriske bevægelse, der i 1500-t. sluttede op omMartin Luther og snart blev kirkeligt organiseret, og som i nutiden repræsenteres af talrige landskirker og frikirker over hele verden.

Den evangeliske bevægelse, der ca. 1520 spontant opstod i Tyskland, viste sig hurtigt mindre entydig end først antaget (seReformationen). Fra 1520'ernes slutning antog lutherdommen imidlertid en fast skikkelse på grundlag af to forskellige, men parallelt løbende og samvirkende aktionsformer: 1) Luther gjorde op med de afvigende, evangeliske strømninger, og 2) de fyrster og byråd, der fulgte Luther, begyndte at organisere det kirkelige liv i deres territorier efter hans synspunkter.

Et højdepunkt blev nået medDen Augsburgske Bekendelse 1530, der under de følgende religiøse og politiske, til dels også militære kampe forblev samlingsmærket for lutherdommen; vedden augsburgske religionsfred 1555 blev den accepteret af kejser og rigsdag som grundlag for evangelisk kristendom i de territorier, hvor fyrsten var evangelisk-luthersk.

Lutherdommen strakte sig på dette tidspunkt over hele Nordtyskland og rådede også i Sachsen, Hessen og Württemberg, ligesom den havde sejret i en række rigsstæder. Den havde også bredt sig til Danmark-Norge og Sverige, hvor den var den eneste tilladte religion, og spillede en fremtrædende rolle i de baltiske lande.

Bortset fra disse kernelande har lutherdommen siden vundet betydeligt fodfæste i USA, og i Asien og Afrika har missionen i 1800- og 1900-t. medført en række kirkedannelser. De fleste lutherske kirker er medlemmer afDet Lutherske Verdensforbund.

I modsætning til de reformerte kirker holder lutherdommen fast ved den gudstjenstlige tradition og de kirkelige skikke i det omfang, de ikke strider imod evangeliet. Men samtidig medfører betoningen af syndernes forladelse ved troen på Kristus som det evangelium, der alene er bestemmende for alt i kirken, at ingen kirkeordning har absolut karakter.

Man kan have biskopper eller synoder til at lede det kirkelige apparat, men hverken det ene eller det andet er nødvendigt for kirken, som ifølge Den Augsburgske Bekendelse er identisk med de troendes forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret.

Den ydre kirkelige institution har med andre ord ingen selvstændig betydning, men er kun et middel til gennemførelse af forkyndelse og sakramentsforvaltning.