Ledeblokke er løse sten, som kan kendes på en karakteristisk farve eller mineralsammensætning, og hvor man kan fastslå, hvor de stammer fra, dvs. det sted, hvor stenen findes som fast fjeld. De er transporteret bort fra deres oprindelige hjemsted af naturkræfter, ofte afgletsjere.

Siden 1880 har ledeblokke været brugt af tyske, hollandske, polske, russiske og danske forskere for at fastlægge bevægelsesretninger i istidens nordeuropæiske indlandsis.Moræneaflejringer afsat af forskellige isfremstød har ofte kunnet kendes fra hinanden på deres forskellige indhold af ledeblokke.

Ledeblokforskningens pioner i Danmark varV. Milthers, som i 1909 anbefalede at eftersøge nogle få typer ledeblokke; et udvalg, der kun udgør 0,2 % af alle sten i Danmark. Som følge af denne begrænsning var det for tidskrævende at søge efter ledeblokke direkte i moræneaflejringerne. I stedet talte han løstliggende sten i markbunker, på strande og i grusgrave, hvor sten fra forskellige moræneaflejringer findes mellem hinanden. Dette er hovedårsagen til, at metoden anses for usikker og ikke er anvendt siden 1950.

I dag tælles stenene direkte fra lag af moræneler i klinter, grusgrave og andre åbne brud; både de traditionelle ledeblokke samt en række langt hyppigere forekommende sandsten, skifre, kalksten o.a. fra den lokale undergrund i Danmark og Skåne samt i Østersøen og Kattegat. Eksempelvis har stenene langs stranden vedRistinge Klint på Langeland deres oprindelse i flere områder i Skandinavien, nemlig Dalarna, Mellem- og Sydsverige samt Østersøen inklusive Ålandsøerne. Dette antyder, at der findes lag i klinten, som er blevet afsat af forskellige isstrømme. Tællinger fra to lag af moræneler i selve klinten viser gletsjernes transportveje iSen Weichsel for henholdsvis Hovedfremstødet over det centrale Sverige og Den Ungbaltiske Nedisning gennem Østersøen.