Kurant, (af fr.courant 'løbende', afcourir 'løbe'), i Danmark og Tyskland i 1600-1800-t. en møntenhed, der var mindre end standardenheden. I begyndelsen af 1600-t. havde man således i Danmarkdaler kurant, dvs. en daler i mindre sølvholdig småmønt, i modsætning tildaler in specie, dvs. en rigsdalermønt, der er præget af sølv med en lødighed på 888 ‰.

I Danmark indførtes en egentlig kurantmøntfod i 1692, og i de følgende årtier prægedes otteskillinger i stort antal. Kurantmønternes lødighed var normalt 562 ‰ til forskel fra kronemønternes 671 ‰, og der skulle betales et procenttillæg, opgæld, ved brug af dem. Alligevel var kurantmønten 1700-t.s dominerende mønt, bl.a. som følge af de mange 24-skillinger eller ortsdalere, der prægedes som kurantmønt under Christian 6. og Frederik 5. Tilsvarende prægedes der i 1700-t.s krige og krisesituationer kurantdukater af ringere vægt og lødighed end normale dukater. Under den sidste udmøntning havde man på kurantdukaterne præget kursforholdet til den mere kendtemark, idet pålydende var angivet som 12 mark. Kurantdaler udmøntedes kun som møntenhed (lødighed 877 ‰) i 1788.

Kurantbankens pengesedler, udsendt fra 1737, havde pålydende i daler kurant. Forholdet mellem en daler i kurantbankens og speciebankens sedler var 1791-1807 normalt ca. 5:4. Den stigende inflation under krigen mod England 1807-14 betød, at kurantdalersedlen efter Statsbankerotten i 1813 en overgang havde en værdi på omkring 1% af pålydende. Samme år forlod man kurantmøntfoden i Danmark. Se ogsådansk møntvæsen.