Kubismen gennemgik 1909-1912 den såkaldteanalytiske periode, der udkrystalliserede en karakteristisk stil: Billedfladen blev brudt op i mange geometriske enkeltformer, og koloritten reduceredes til en asketisk palet af brune, grønne og grå nuancer.

Motivet blev opløst i talrige småfragmenter, som viste dele af det set fra forskellige synsvinkler; det medførte den nyskabelse, at tidsdimensionen blev indført i maleriet. Det perspektiviske rum fremtrådte nu helt opløst i en fladebetonende billedstruktur, hvis moderate rumlighed alene byggede på motivfragmenternes gensidige overlapninger og farvernes indbyrdes kontrastvirkninger.

Blandt den analytiske kubismes hovedværker er BraquesPortugiseren (1911, Kunstmuseum Basel). Flere unge kunstnere tilsluttede sig de nye bestræbelser, bl.a.Fernand Léger,Robert Delaunay, Albert Gleizes og Jean Metzinger, og kredsen af nytilkomne dannede sammenslutningenLa Section d'or (Det gyldne snit). Gleizes og Metzinger udgav i 1912 bogenDu Cubisme, der gav en overfladisk, vildledende fremstilling af kubismens æstetik og indbragte forfatterne et ufortjent ry som kubismens store teoretikere.

Omkring 1912 gik kubismen ind i sinsyntetiske fase, hvori bl.a.Juan Gris også fik betydning som banebrydende stildanner. Den syntetiske kubisme er præget af mere monumentale og dekorative fladevirkninger, forbundet med en ny farveglæde.

Som en epokegørende opfindelse udviklede Picasso og Braquecollagen, der i den syntetiske kubisme omfattede påklistrede fragmenter af bl.a. stof og aviser, ofte benyttet sammen med "uægte" collageelementer som illusionistisk malede træstykker. Til den syntetiske kubismes hovedværker hører PicassosKortspiller (1913/14, Museum of Modern Art, New York).

Kubismen fødtes som maleres forsøg på at forny den todimensionale billedflades virkemidler, og mange af disse lod sig ikke meningsfuldt overføre til skulptur. Picassos skulpturelle eksperimenter omkring 1912 fik dog betydning som inspiration for kubiserende eksperimenter i samtidens billedhuggerkunst, fx hosAleksandr Arkhipenko.

Ved1. Verdenskrigs udbrud i 1914 opløstes kredsen af kubister i Paris, men det kubistiske formsprog praktiseredes fortsat og spredtes til mange lande. Kubismen levede indirekte videre, også inden for arkitektur, scenografi og design, i mellemkrigstidens postkubistiske tendenser og havde stor betydning for andre af den modernistiske pionertids strømninger, isærkonstruktivismen.

I Danmark fik kubismen stor indflydelse på det modernistiske gennembrud i årene omkring 1918; malere somJais Nielsen,Vilhelm Lundstrøm,Olaf Rude,Harald Giersing ogWilliam Scharff modtog afgørende påvirkninger fra kubismen, som de bl.a. fik kendskab til gennem tidsskriftetKlingen (1917-1919).