Kopist, person, der skriver tekster af. For så vidt angår litterære tekster, var funktionen en nødvendighed helt frem til bogtrykkerkunstens opfindelse midt i 1400-t. og blev navnlig udøvet i klostrene. Hvad offentlig og privat korrespondance angår, var afskrift af egne breve før afsendelse udbredt indtil omkring 1900; i den statslige administration benyttedes indtil da stillingsbetegnelsen kopist for visse underordnede embedsmænd (sekopibøger).

Inden for musikhistorien anvendes betegnelsen hovedsagelig om en nodeskriver, der professionelt eller på amatørbasis har fremstillet opførelsesmateriale, partiturafskrifter osv. Kopisterne har igennem århundreder, også længe efter udviklingen af nodetrykket i slutningen af 1400-t., udgjort en særlig stand inden for musiklivet, men deres historiske forhold og sociale status har endnu ikke været genstand for systematisk forskning og beskrivelse. I musikvidenskabelig sammenhæng spillerkopien som kildetype en fremtrædende rolle, da utallige værker er overleveret i sådanne håndskrifter, men de har ikke samme værdi som de autografe manuskripter, der skyldes komponisterne selv. Der må således bl.a. skelnes mellem kopier skrevet af en person, som har arbejdet for komponisten, fx en elev eller et familiemedlem, og fremmede kopier. Dog må kopier, der er revideret af komponisten selv, betragtes som de mest pålidelige kilder med hensyn til musikkens ægthed.