Intubation, indføring af et rør i et af kroppens hulorganer, sædvanligvisluftrøret (trakeal intubation) for at opnå en fri luftvej og dermed et uhindret luftskifte vedanæstesi under operationer,genoplivning ogrespiratorbehandling. Hertil anvendes en slange (trakealtube) af gummi, plastic eller silikone forsynet med en opblæselig manchet (eng.cuff) i spidsen.

Tuben kan indføres gennem munden eller gennem næsen. I begge tilfælde benyttes et instrument (laryngoskop) til at sikre tubens passage gennem struben. Når tuben er på plads i luftrøret, blæses cuffen op med luft via en lille slange langs tuben, således at luftrummet mellem luftrørets inderside og tuben lukkes. Derved sikres det, at den luft, der blæses ned i tuben, når ned i lungerne. Samtidig beskyttes den bevidstløse patient mod risikoen for at få sekret eller opkast i lungerne. Luftrør og bronkier kan holdes rene ved sugning gennem et tyndt kateter, der føres gennem tuben.

I katastrofetilfælde eller ved behov for længerevarende intubation, fx ved respiratorbehandling, kan tuben indføres gennem et operativt åbnet hul på halsen ind til luftrøret (trakeostomi).