Det Byzantinske Rige mistede de fleste dele underkalifatets invasion af Mellemøsten, Egypten, Nordafrika og Lilleasien og slaviske ogavariske invasioner af Balkanhalvøen. Tilbage stod Konstantinopel med opland, og det var denne situation, der blev vendt med Leon 3.s magtovertagelse i 717 og fortsat og konsolideret af hans søn, Konstantin 5.

Dynastiet blev kaldt det isauriske efter Leons oprindelse i det østlige Lilleasien og stod efter borgerkrigen, der fulgte Leon 3.s død, uden videre konkurrence fra de store familier i riget. Dette gav Konstantin 5. frie hænder til at reformere den indtil for kort tid før udslettelsestruede stat, og et særligt område, der havde hans bevågenhed, var klostrenes rettigheder og mulighederne for at undgå beskatning og salg af jord og ejendom ved at testamentere disse til klosterfundatser. Endvidere betød klostrenes voksende magt og rigdom, at en stigende del af befolkningen blev nonner og munke og på den måde påvirkede demografien negativt i det i forvejen pressede rige. Konstantin indførte lovgivning rettet mod disse tendenser og forfulgte dem, der gjorde modstand. Heraf opstod en udbredt modvilje blandt munkene og nonnerne, der samlede sig om særligt magfulde klostre, især Studios-klosteret. Da Konstantin 5. og kort efterLeon 4. døde, fik denne bevægelse stor indflydelse på kejserinde Irene og hendes valg af patriark, der kulminerede i den første del af ikonoklasmens afslutning i 787 og en egentlig ikonofil definition af de hellige billeders rolle i det byzantinske samfund. Det var dog langt fra alle klostre, der var imod de ikonoklastiske kejsere, og der deltog mange munke i det ikonoklastiske koncil i 754.

Det hellige billedes status og funktion lå ikke fast før ikonoklasmen fremtvang sådanne, og der var forskelle på tværs af riget. Det 5./6. koncil 680/92 kodificerede en blandet mængde beslutninger fra de tidligere konciler, og det er her, der første gang optræder en paragraf eller kanon om afbildning af Kristus. Det anbefales nu at lade være med at afbilde ham som et lam, der peger på Johannes Døberen, og i stedet understrege den menneskelige natur med et billede af Jesus som menneske. Beslutningen byggede sandsynligvis på betoningen af Jesu menneskelighed, der var opstået af de kristologiske debatter, og en nedtoning af de gammeltestamentlige referencer.

I årene efter koncilet kritiseredes brugen af hellige billeder, og en række modstandere dukkede op i Konstantinopel, hvor de talte mod brugen af ikoner, ofte funderet iDet Gamle Testamentes forbud. MedJohannes fra Damaskus og senere Konstantin 5. bevægede diskussionen sig ind på kristologisk område, da et kerneområde for kritikken bliver spørgsmålet om, hvad man egentlig kan afbilde og hvad man i så fald efterfølgende viser respekt og/eller tilbeder. For eftersom man kun kan afbilde Kristi menneskelige natur, forbryder man sig mod doktrinen om de to ublandede naturer, hvilket er kættersk, og værre bliver det, hvis man opsætter et sådan billede et sted, hvor det kan blive genstand for tilbedelse – hvilket er afgudsdyrkelse. Johannes fra Damaskus havde for at imødegå den kritik defineret forskellige grader og typer af respekt hhv. dyrkelse og blev som en tidlig forsvarer af ikoner fordømt ved koncilet i 754. Han rehabiliteredes fuldstændig ved koncilet i 787 og regnes for kirkefader i både øst og vest. Det er tvivlsomt, om Johannes subtile definitioner blev overholdt og forstået af tilhængerne af ikoner, og brugen af ikoner som faddere ved dåb vidner om, at ikonoklasternes indsigelser og bekymringer ikke var uden grund.