Centralt i ergoterapien er brugen af aktiviteter som mål og middel i den ergoterapeutiske intervention. I den ergoterapeutiske forståelse indebæreraktiviteter alt, hvad et menneske fortager sig gennem livet: Det man gør for at gøre sig klar til hverdagen, fx egenomsorgsaktiviteter, herunder at spise, gøre sig i stand og bevæge sig omkring, det man gør, fordi man er eller føler sig forpligtet hertil, fx produktive aktiviteter, som indebærer al form for arbejde, erhvervs-, hus- og havearbejde og frivilligt arbejde samt det man gør af lyst og interesse, fx hobbyer, spil, sport, sociale aktiviteter m.m. Når et menneske ikke kan deltage i de aktiviteter, de skal, bør eller har lyst til at deltage i, betegnes det som et aktivitetsproblem. Aktivitetsproblemer er det, ergoterapeuter beskæftiger sig med; det kan siges at udgøre "den ergoterapeutiske diagnose". Hvis et menneske har eller er i risiko for at udvikle et aktivitetsproblem, kan det være nødvendigt med en ergoterapeutisk indsats.

Den ergoterapeutiske intervention omfatter træning og genoptræning af daglige færdigheder, almindelig daglig livsførelse (ADL), hos personer med fysisk eller psykisk betinget aktivitetsforstyrrelse, hvad enten færdighedstabet er medfødt eller erhvervet. Det kan eksempelvis være personer med en neurologisk lidelse, fxParkinsons sygdom, gigtsygdom,knoglebrud, håndkirurgisk lidelse, psykisk sygdom,demenstilstande eller psykiskudviklingshæmning.

Den ergoterapeutiske intervention har til formål at muliggøre, at personen kan udføre sine nødvendige og ønskede aktiviteter, fx toiletbesøg, bad, påklædning, madlavning, kommunikation, deltagelse i det sociale liv, funktioner på arbejdspladsen m.m. Interventionen fokuserer på, at personen kan udøve sine egne betydningsfulde aktiviteter, som gradueres og tilrettelægges i samarbejde med den enkelte og evt. vedkommendes pårørende. Interventionen kan både rettes mod personen selv, fx i form af at træne delfunktioner, herunder specifikke bevægelser, muskelkraft, tale, skrivning, hukommelse, evne til planlægning, strukturering, social adfærd og udtryksformer. Den kan også rettes mod selve aktiviteten ved at graduere eller ændre på måden, den udføres på, eller den kan rettes mod omgivelserne, hvor aktiviteten udføres, der kan tilpasses med boligændringer og/ellerhjælpemidler.

Ergoterapeuter vurderer behovet for hjælpemidler, herunder kropsbårne hjælpemidler, fx skinner, personlige hjælpemidler, fx kørestol, særligt spisebestik eller badetaburet, samt boligændringer, herunder fjernelse af dørtrin, etablering af slisker, håndgreb m.m.

Uanset hvem ergoterapeuter arbejder med, vil det altid foregå i et ligeværdigt samarbejde og med udgangspunkt i brugerens ønsker og behov. Inden for ergoterapi er der en lang tradition for en samarbejdende og involverende praksis, nødvendiggjort af det ergoterapeutiske fokus på menneskers betydningsfulde aktiviteter: Man kan ikke vide, hvilke aktiviteter et andet menneske har brug for, er nødt til og ønsker at udføre, uden at inddrage og involvere personen. Siden slutningen af 1970'erne er denne arbejdsform italesat som en klientcentreret terapi, baseret på den amerikanske psykologCarl Ransom Rogers teori. Centralt er at være bevidst om, at det er klientens ønsker til eget liv, der bliver styrende for den ergoterapeutiske intervention. Afhængigt af, hvilket område ergoterapeuten arbejder inden for og klientens mulighed for deltagelse, er involvering af familien og de pårørende omkring klienten også centralt.

• ergoterapi
• ergonomi
• hjælpemidler