Breve, der er skrevet med henblik på, at kun én bestemt person skal læse dem, udgør i alle tidsaldre det største antal. Det er breve, hvis indhold er snævert bestemt af tid og sted, breve med private meddelelser, spørgsmål og rapporter fra afsender til adressat; rejsebreve, soldaterbreve, invitationer, familiebreve, børnebreve, forretningsbreve mv.

Udbredelsen af almindelig skoleundervisning i 1800-tallet betød en betydelig stigning i befolkningens læse- og skrivefærdighed og en tilsvarende vækst i brevmængden. Indholdet kan være af værdi for fx lokalhistorie og slægtsforskning. Oftest har brevene ingen særlig litterær kvalitet, men påkalder sig almen interesse som (mentalitets)historiske kilder.

De fleste berømtheder har skrevet private meddelelser, snævert knyttet til tid og sted. Afsenderens berømmelse bestemmer da graden af eftertidens interesse. Sættes sådanne breve ind i en personalhistorisk sammenhæng, kan deres udsagn blive vigtige brikker; da forfatteren og kunsthistorikerenJ.M. Thiele stykkede det grundlæggende værk om billedhuggerenBertel Thorvaldsens liv sammen, gjorde han det i vid udstrækning på grundlag af de mange bevarede breve (Thorvaldsens Biographi, bind 1-4, 1851-1856).

Mange breve er skrevet i bevidstheden (eller håbet) om, at de ville komme flere personer end modtageren i hænde; at de ville cirkulere, blive læst højt og med tiden måske endda blive offentliggjort i bogform. Fremtrædende eksempler herpå er de mange overleverede breve udvekslet blandt jævnbyrdige venner inden for kunst, kultur og lærdom. De lærde humanisters korrespondancer på latin om studier og privatliv udgør en særlig kategori i europæisk åndshistorie, som gradvis fortsatte op gennem tiden på nationalsprogene.

Forestillingen om et ukendt publikum til det i formel forstand private brev påvirkede indholdet og de kunstneriske anstrengelser i brevskrivningen. Brevene tilrettelagdes således, at de, skønt stilet til én navngiven modtager, kunne læses med udbytte af andre, fordi form og indhold var tankevækkende, underholdende og af almenmenneskelig rækkevidde. Deres indhold var saglige diskussioner, lærde overvejelser, intime tilkendegivelser, rejsebeskrivelser og, i stigende grad og med kulmination i 1700-tallet, det rene ingenting. Sæbebobler, pustet op for at holdes svævende så længe som muligt. At skrive om ingenting, så det bliver underholdende for en ukendt offentlighed, kræver et rigt ordforråd, en stor kulturel referenceramme, spontanitet, veloplagt strukturering, tæthed —brevitas. At læse et sådant brev kræver det samme. Privatbreve af denne kategori nærmer sig kunststykker.

Størstedelen af de overleverede breve fra de seneste 500 år, ofte mange tusinde fra en enkelt person, er skrevet af mænd. Kvindernes rolle i brevskrivningen er imidlertid bemærkelsesværdig; der er næppe nogen anden skriftlig genre, som så mange kvinder har forsøgt sig i og er blevet taget alvorligt i. Kvinderne beherskede modersmålet, kendte mange forskellige ord for samme dagligdags ting, var vant til at udtrykke følelser om private forhold og virkede så uspolerede pga. manglende lærdom, at de havde den naturlighed, som forventedes i privatbrevet; de kunne tillade sig frimodige udtryk, samtidig med at de opfyldte det almindelige krav om blufærdighed, idet brevgenren jo netop gav sig ud for at være privat og uprætentiøs. At de fremragende kvindelige brevskrivere ikke desto mindre ofte var særdeles belæste, bevises af deres talrige skjulte eller åbenlyse litterære referencer.

I 1600-tallets Frankrig blevMadame de Sévigné den store banebryder. Fra hendes hånd kendes ca. 1500 breve, der cirkulerede i afskrifter; efter hendes død i 1696 blev de trykt og udsendt i hyppige udgaver, og da var anerkendelsen af kvinderne i europæisk brevskrivningskunst slået fast. 1700-tallets brevbøger med anvisninger på det gode brev tildelte Madame de Sévigné og kvindebrevet en hovedrolle, ofte på bekostning af forbillederne Cicero og Plinius, i England således bøger afSamuel Richardson i 1741 og i Tyskland afChristian Fürchtegott Gellert i 1751. I Danmark prøvedeCharlotta Dorothea Biehl kræfter med brevgenrens mange varianter, ogKamma Rahbek med "privat"-brevet et par generationer senere.

Fælles for halvoffentlige privatbreve er en høj grad af stilbevidsthed. Mange er skrevet af verdenslitteraturens store navne, men deres betydning for de respektive forfatterskaber varierer. I omfang og kvalitet hævder mange forfattere fra de sidste 300 år sig som store brevskrivere, fxVoltaire,Rousseau,Goethe,H.C. Andersen,Honoré de Balzac,Fjodor Dostojevskij,August Strindberg,Knut Hamsun,Karen Blixen ogThomas Mann.

Offentliggørelse af efterladte breve er ikke altid i overensstemmelse med forfatternes ønske og undertiden i modstrid med det.Franz Kafka, der ønskede sine efterladte manuskripter brændt, efterlod også afsendte breve, som efter hans død blev publiceret i flere bind. Hans brev til sin far (skrevet 1919, udgivet 1952, på dansk 1985) og hans breve til den 14 år yngre Milena Jesenská (Briefe an Milena, skrevet 1920-1922, udgivet 1952, på dansk 1969) er usædvanlig direkte vidnesbyrd om et uafsluttet faderopgør og en uforløst lidenskabelig kærlighed.

Der er normalt særlige problemer forbundet med at offentliggøre breve, der kun er få årtier gamle. Et eksempel kan være to bind breve fra H.C. Andersen (1878) og et bind breve til H.C. Andersen (1877), som blev redigeret kort tid efter digterens død i 1875. Mange slags diskretionshensyn gjorde sig gældende i udvalget og i (stiltiende) udeladelser og forkortelser.

Ved siden af det bevidst halvoffentlige privatbrevs genre opstod en række egentlig litterære, fiktive brevgenrer. Disse breve havde opdigtede personer, temaer og adressater, nogle kunne være metriske, og nogle blev skrevet med henblik på umiddelbar publicering som litteratur.

Epistlen og det moralske essay var afhandlinger i brevform. De hentede megen inspiration fra antikken, især fra Epikurs tre overleverede græske breve og fra SenecasEpistulae morales fra det 1. århundrede e.v.t., stilet tilLucilius, en måske fiktiv adressat. Senecas stil var fyndig, paradoksfyldt, men enkel, og hans emner var hentet fra dagligdagen.Montaigne blev mesteren (Essais, 1580; 1588), og i Danmark fastlagdeHolberg genren (Moralske Tanker, 1744;Epistler, bd. 1-5, 1748-54).

Lærde breve og afhandlinger i brevform finder man på latin hos renæssancehumanisterne og op gennem 1600-tallet. Både litteratur, arkitektur, filosofi og religion, medicin og naturvidenskabelige emner diskuteredes i brevene, som ofte i form nærmede sig regulære afhandlinger. I Danmark repræsenteres genren i 1500-tallet og 1600-tallet af Tycho Brahe, Thomas Bartholin, Niels Stensen og Ole Worm, der alle skrev på latin.

Brevromanen, dvs. en sammenhængende fortælling fortalt i en brevvekslings form, blev i 1700-tallet den følsomme og moralske prosafortællings foretrukne form og foregreb 1800-tallets psykologiske roman.Samuel Richardsons tre brevromanerPamela (1740-1742),Clarissa (1748) ogSir Charles Grandison (1753-1754) delte Europa op i "pamelister" og "antipamelister" (Holberg) og fik mange efterfølgere, heriblandt Charlotta Dorothea Biehl medBrevveksling imellem fortrolige Venner i tre bind; i Frankrig Rousseau medLa nouvelle Héloïse (1761) og i Tyskland fremfor alle Goethe med den epokegørendeDie Leiden des jungen Werthers (1774, på danskDen unge Werthers lidelser, senest udgivet i 1995). Genren fortsatte ind i 1900-tallet.Versificerede breve kendes bl.a. fra de antikke romerske digtereHorats ogOvid. Horats'brevsatirer og epistler imiteredes originalt afFrancesco Petrarca og iAlexander Popes politiske brevsatirer; de skimtes også bagJens BaggesensSkiemtsomme Riimbreve (1807) ogPoetiske Epistler (1814).

Det Ovid-inspireredeheroidebrev, om den ulykkeligt forelskede heltinde, blev en meget anvendt genre i Europa i 1500-1600-tallet. I Danmark skrevTycho Brahe en latinsk heroide om sin stjernekyndige søster Sophie Brahes kærlighed til alkymisten Erik Lange; på dansk blev den første originale heroide skrevet afCharlotta Dorothea Biehl i 1775 (Brev fra Waldborg Immers Datter til hendes Veninde om Agnete og Havmanden).

Selvbiografiske levnedsskildringer indlagt i en legitimerende brevramme er fx Holbergs tre latinske levnedsbreve (1728, 1737, 1743; alle tre på dansk 1745),Johannes EwaldsLevnet og Meeninger (skrevet ca. 1774-1775) og Charlotta Dorothea BiehlsMit ubetydelige Levnets Løb (skrevet 1787).

Som litterær genre hører brevromanen navnlig fortiden til; det hænder dog, at nutidige forfattere benytter brevformen, i Danmark fxDea Trier Mørch iLandskab i to etager (1992).Jens Smærup Sørensens novellesamlingBreve (1992) er komponeret ud fra fire fiktive breve.

Statistisk set har mængden af breve, der ekspederes postalt, aldrig været større end i 1900-tallets sidste fjerdedel. Men antallet af forretningsbreve, kontoudskrifter, reklameforsendelser med personlig adresse mv. overgår antallet af private breve og feriepostkort. I 1900-tallet overtog telefonen væsentlige dele af privatbrevets funktioner, fra århundredets sidste årtier suppleret af førsttelefax og sidene-mail, hvis standardiserede papirudskrifter hidtil har haft en begrænset holdbarhed. En rig kilde til mentalitetshistorien må således fremover undværes.

• Christian 4.'s egenhændige Breve, 8 bind (udgivet 1887-1947)
• Breve til og fraRasmus Rask, 3 bind (udgivet 1941-1968)
• Breve til og fraAdam Oehlenschläger i 13 bind samt kommentarbind (udgivet 1945 ff.)
• Breve og aktstykker vedrørendeSøren Kierkegaard, 2 bind (udgivet 1953-1954)
• August Bournonville:Breve til Barndomshjemmet, 3 bind (udgivet 1969-1978)
• Breve til og fraJohanne Luise Heiberg, 2 bind (udgivet 1955); suppleres af Elisabeth Hude:Johanne Luise Heiberg som brevskriver, 1964)
• Sophus Claussen og hans kreds. En digters liv i breve. Udgivet i 2 bind 1984.
• Karen Blixen: Breve fra Afrika 1914-1931, 2 bind (udgivet 1978).
• Den unge Jægers breve 1944-1956. Et udvalg af breve fraFrank Jæger 1944-1956. Udgivet i 1993.

• Hanne og Rasmus. En brevsamling om arbejdsliv, højskole og familiedannelse i 1880'ernes landbosamfund, udgivet af Bodil K. Hansen i 1982.
• Brev fra Amerika. Danske udvandrerbreve 1874-1922, udgivet af Marianne Hjordt Hansen m.fl. i 1981.
• Breve mellem front og hjem 1864. Breve til og fra Waldemar Weitemeyer under felttoget 1864, udgivet af Mogens Weitemeyer i 1995.
• Kim Malthe-Bruun. Uddrag af dagbog og breve skrevet fra hans syttende til hans enogtyvende år (1945; ny udgave i 1995).

• Abélard – Héloïse. Mine trængslers historie efterfulgt af Abélards og Héloïses breve (1130'erne). Udgivet i 1954.
• Briefwechsel zwischenSchiller undGoethe in den Jahren 1794 bis 1805, 6 bind (1828-1829).
• Kamma Rahbeks brevveksling medChr. Molbech (1813-1828), udgivet i 3 bind 1993-1994.
• Sigmund Freud –C.G. Jung:Briefwechsel (1906-1912), udgivet 1974.