Rimini, antikkensAriminum, blev romersk koloni i 268 f.v.t. Den lå strategisk for enden af vejene Via Flaminia, Via Æmilia og Via Popilia, og den var en vigtig havneby. Der er fra romertiden bevaret en triumfbue, en bro og et amfiteater, mens byens havn, bymur, vejnet, forum og flere huse er lokaliseret ved udgravninger.

I 359 var Rimini ramme om et mislykket kirkeligt koncilium, der skulle tage stilling til den såkaldtearianske troslære. Efter folkevandringstidens omskiftelser med gotiske, byzantinske, longobardiske og frankiske herrer blev byen i 1100-tallet en fri bykommune, som både kejser og pave gjorde krav på.

Stridighederne herom førte til, at byen i 1334 blev etsignoria under sin ledende familie,Malatesta. 1400-tallets Rimini prægedes afSigismondo Malatestas herredømme. Denne renæssancecondottière og humanist holdt fornemt hof i byen og lod arkitekten Leon Battista Alberti bygge sin familiegravkirke, Tempio Malatestiano, i moderne renæssancestil. Konflikter med den opkommende Kirkestat førte til Sigismondos svækkelse, til bandlysning i 1461 og omkring 1500 til, at Malatesta-familien helt blev fordrevet og Rimini indlemmet i Kirkestaten. Herunder forblev byen indtil 1860, da den indlemmedes i det nye italienske kongedømme.