Paul A.M. Dirac var en britisk fysiker og en af 1900-tallets mest betydningsfulde teoretiske fysikere. I perioden 1925-1933 fremsatte han en række teorier, der revolutionerede fysikken, hvilket i 1933 blev belønnet med nobelprisen i fysik, som Dirac delte medErwin Schrödinger.

Som færdiguddannet elektroingeniør studerede Dirac fysik ved Cambridge University, hvor han i 1925 udviklede en original variant afHeisenbergskvantemekanik. I 1932 blev han professor i Cambridge, hvor han var indtil 1969, da han slog sig ned i Florida. Personligt var Dirac kendt som en yderst sky og tavs mand, der koncentrerede sig om fysikken, og som foretrak at leve som han tænkte: logisk, rationelt og verdensfjernt.

Dirac skrev i 1930 en af de første og mest betydningsfulde lærebøger ikvantemekanik,Principles of Quantum Mechanics. I 1928 formulerede han den fundamentaleDirac-ligning. På grundlag heraf forudsagde han i 1931 eksistensen af "antielektroner", hvilket blev bekræftet, da man i 1932 fandt positive elektroner (positroner) i den kosmiske stråling. I 1931 forudsagde Dirac også eksistensen af negativt ladedeantiprotoner, som først blev påvist 1955, samt afmagnetiske monopoler, dvs. partikler med en isoleret magnetisk ladning. Selvom sådanne monopoler er almindeligt anerkendte blandt fysikere, er de aldrig blevet påvist i naturen.

Af Diracs senere arbejder kan især fremhæves hanskosmologiske teori fra 1937, hvorgravitationskonstanten afhænger af tiden. Denne teori må nu anses for at være tilbagevist, men har spillet en vigtig rolle i kosmologiens historie. Mange af Diracs teorier var motiveret af hans stærke intuition om, at grundlæggende fysiske teorier må være simple og "smukke". På trods af sin opposition til dele af efterkrigstidens fysik regnes Dirac som en af historiens største fysikere på linje medAlbert Einstein,Niels Bohr ogWerner Heisenberg.