Movatterモバイル変換


[0]ホーム

URL:


Spring til hovedindholdet
Lex – Danmarks Nationalleksikon

Ole Rømer

Skrevet af

Faktaboks

Ole Rømer

Ole Christensen Rømer

Født
25. september 1644, Aarhus
Død
19. september 1710, København

Ole Rømers opdagelse af lysets tøven gjorde ham med et slag til en kendt person i videnskabelige kredse. På en rejse til England mødte han således Halley og Flamsteed, og han korresponderede med bl.a. Huygens og Leibniz. Sidstnævnte rådgav han bl.a. om oprettelsen af Observatoriet i Berlin, og Rømer og Leibniz planlagde sammen kalenderreformen for Danmark og de protestantiske stater i Tyskland. Samtidigt portræt af ukendt kunstner; i dag på Astronomisk Observatorium i København. Nederst Rømers signatur fra hans testamente.

.

Ole Rømer var en dansk videnskabsmand, der opdagede lysets hastighed. Som 18-årig kom han fra Aarhus til Københavns Universitet, hvor han studeredeastronomi hos sin senere svigerfar,Rasmus Bartholin.

Den unge Rømer arbejdede med en korrekturlæsning ("reduktion") afTycho Brahes utrykte observationer for Bartholin, da den franske astronomJean Picard i 1671 kom til København for at stedfæsteUraniborgs plads geografisk. Ole Rømer og Jean Picard tog til Ven for at måle forskellen i længdegrad mellemParis-observatoriet,Rundetaarn ogUraniborgs plads.

Ole Rømer gjorde arbejdet så præcist, at Jean Picard blev klar over, at han var særlig begavet. Han søgte derfor kongens tilladelse til, at Ole Rømer fulgte ham til Paris. Tilladelsen blev givet, og 1672 rejste de til Paris medførende Tycho Brahes observationer.

Opdagelsen af lysets hastighed

Ole Rømer blev medlem afAcadémie des sciences og fik bolig på det nybyggede observatorium. Her gjorde han i årene 1675-1676, efter grundige studier af den inderste jupitermånes omløbstider, den opdagelse, som skaffede ham verdensberømmelsen: Lyset har en endelig hastighed. Eller, som Rømer selv udtrykte det, at lyset "tøver".

Rømer fandt, at det tager lyset mellem 8 og 11 min at tilbagelægge afstanden mellemSolen ogJorden (den faktiske værdi er 8 min 20 s).

Matematiklærer og opfinder

Ole Rømers planetarium, der blev konstrueret til Christian 5. og i dag befinder sig på Rosenborg; ca. 1 m højt. Det viser Solen i midten omgivet af Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter og Saturn. Ved at dreje på tandhjulsmekanismen kan man aflæse planeternes indbyrdes stilling til et vilkårligt tidspunkt. På bagsiden findes et kalenderværk for perioden 1580-1780.

.

I Frankrig viste Ole Rømer sin praktiske sans inden for naturvidenskaberne: Foruden at arbejde med gradmålingen og med nivelleringer i forbindelse med vandtilførsler til kongelige slotte (bl.a.Versailles) konstruerede han fx pumpeværker.

Som matematiklærer for dauphinen (kronprinsen) opfandt Rømer en række planetmaskiner, der kunne illustrere himmellegemernes bevægelser. Kopier af de franske maskiner gik til shahen af Persien, kongen af Siam og kejseren af Kina. Christian 5. bestilte to planetmaskiner, der nu findes påRosenborg.

Professor i astronomi

I 1681 blev Ole Rømer kaldt hjem af kongen. Han blev professor i astronomi og direktør forRundetaarn. I professorboligen i St. Kannikestræde i København indrettede han i 1691 et privatobservatorium med verdens førstepassageinstrument og i 1704 endnu et, Observatorium Tusculanum nær Vridsløsemagle, med den førstemeridiankreds.

Stjernekatalog

Hans formål med instrumenterne var at lave etstjernekatalog med bestemmelse af fiksstjerneparallakser og dermed give det afgørende bevis for, at Jorden bevæger sig om Solen.

Temperatur

For at kunne korrigere sine astronomiske ures gang for temperatursvingninger havde Ole Rømer behov for nøjagtige termometre, og han opdagede, at både vands fryse- og kogepunkt er fikspunkter, som kan anvendes ved kalibrering af termometerskalaer, hvilket inspireredeG.D. Fahrenheit.

Den gregorianske kalender

Ole Rømer var enevoldsmagten en lydig tjener, og inden for administrationsapparatet gjorde han stor gavn. Han sad i talrige kommissioner; han sørgede for, at Danmark i 1700 overgik til den gregorianske kalender.

Mål og vægt

Han ensrettede i 1680'erne mål og vægt for hele landet, var politi-, brand- og borgmester i København samt højesteretsdommer. To gange var han universitetsrektor, og han bestred hvervet som universitetsbibliotekar.

Efterladt publikationer og observationer

Ole Rømer. Et af Rømers efterladte kobberstik beregnet for et uudgivet astronomisk værk. Det forestiller hans husobservatorium i St. Kannikestræde i København. Han er selv vist observerende ved passageinstrumentet; på gulvet er instrumentet vist i adskilt tilstand. Stikket blev efter Rømers død udgivet i Peder Nielsen Horrebows Basis Astronomiæ (1735).

.

Ole Rømer publicerede meget lidt. Han gav selv hovedsagelig travlhed skylden. Otte kobberstik til et uudgivet astronomisk værk samt dele af korrespondancen viser dog, at havde han levet lidt længere, havde han nok fået meddelt omverdenen resultaterne af sin astronomiske virksomhed og ikke mindst demonstreret sine instrumentkonstruktioner, der var langt forud for hans tid.

De fleste af hans uudgivne observationer gik tabt ved Københavns brand i 1728; dog erAdversaria, hans arbejdspapirer, ogTriduum, tre døgns observationer i 1706, bevaret.Adversaria blev udgivet i 1910; i 2001 udgavesOle Rømer. Korrespondance og afhandlinger samt et udvalg af dokumenter.

I 1978 blev Observatorium Tusculanum genfundet og udgravet, og året efter åbnedeKroppedal (tidl. Ole Rømer Museet) nær stedet.

Læs mere i Lex

Skrevet af:
Artiklen indeholder tekst fra:
Senest ændret:
,se alle ændringer
begrænset anvendelse.
Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Thykier, Claus; Den Store Danske:Ole Rømer iLex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/Ole_R%C3%B8mer

Bidrag

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig forAstronomihistorie

Lars Occhionero
cand.scient. - museumsinspektør, Kroppedal Museum
Den Danske Ordbog logo


Forstå aktuelle begivenheder

Krigen i Ukraine

Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.

Mellemøsten i krig

Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.

Kernevåben

Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet

[8]ページ先頭

©2009-2025 Movatter.jp