Nicolai Eigtved
Faktaboks
Niels Eigtved, Nikolaj Eigtved eller Eigtwedt
- Født
- 4. juni 1701
- Død
- 7. juni 1754

Nicolai Eigtved var en dansk arkitekt, som op igennem 1700-tallet prægede især Københavns bybillede med sine elegante bygningsværker irokoko.
Eigtveds baggrund
Nicolai Eigtved blev uddannet som gartner iFrederiksberg Have, og i 1723 rejste han ud i Europa for at videreuddanne sig.
Eigtved arbejdede i haver og hos arkitekter iBerlin,Dresden ogWarszawa og studerede tillige arkitektur iRom,Wien ogMünchen. Ved hjemkomsten i 1735 blev han udnævnt til hofbygmester og sammen medLauritz de Thurah inddraget i indretningen af det nye residensslot,Christiansborg. Han var beskæftiget medinteriørerne i kongens lejlighed, slotskirkens indretning og udformningen af hovedindgangen med pavillonerne vedMarmorbroen, før han i 1742 blev ledende arkitekt på slottet efterElias David Häusser og medlem af slotsbygningskommissionen.
Kort før sin død blev han i 1754 udnævnt til direktør for det nyoprettedeKongelige Danske Kunstakademi.
Nicolai Eigtveds bygningsværker
Nicolai Eigtved arbejdede inden for alle bygningskunstens områder. I 1740'erne opførte han bl.a.Prinsens Palæ i København for den senere kongFrederik 5. (1743-1744, delvis ombygget, rummer i dagNationalmuseet),Sophienberg ved Rungsted (1743-1744, senere ombygget) ogFrederiksdal ved Furesøen for gehejmeråd J.S. Schulin (1744-1746, taget forhøjet). Han forestod tillige en gennemgribende renovering af Børsen i København i 1745 samt en ombygning af herregårdenBregentved og opførelsen afDet Kongelige Teaters første bygning på Kongens Nytorv (1747-1748, nedrevet) ogAsiatisk Kompagnis pakhus (nu Eigtveds Pakhus) påChristianshavn (1748-1750).
Eigtved byggede også på Island, bl.a. Landakirkja påVestmannaeyjar (1749-1750).
Planlægningen af Frederiksstaden
Eigtveds største opgave blev planlægningen afFrederiksstaden (1749 ff.) medAmalienborg ogFrederikskirken og de omkringliggende palæer og borgerhuse; tegningerne til disse bygninger blev godkendt af ham.Det Kongelige Frederiks Hospital (1752-57, rummer nu bl.a. Kunstindustrimuseet) blev fuldført af Thurah.
Nicolai Eigtveds stil
Eigtveds stil var den fransk-tyske rokoko, som han kendte fra sit ophold ved det saksisk-polske hof, hvorZacharias Longuelunes ogJohann Christoph Knöffels facader påvirkede ham. Det var en let og forfinet arkitektur med elegant ornamentik, lyse farver og spinkle former. Han arbejdede gerne med lange, lave huse medvalmtage, og facaderne har ofte midt- eller siderisalitter medpilastre ellerlisener; karakteristisk er anvendelsen af ørelisener med retvinklede fremspring foroven. De enkelte led i facaderne forskydes kun lidt, lave blændinger og let fremtrukne murflader giver et raffineret overfladespil.
Nicolai Eigtveds bygninger præges af en stærk fornemmelse for samlede rumforløb, akseføringer og samspil mellem kontraster. Han brugte ofte en sammenstilling af større bygningsblokke med lavere mellemled, således i Amalienborgpalæerne, Frederiks Hospital og projektet til Frederikskirken med det høje midtparti, lave mellemled og høje sidetårne.
Den franske palætype med tilbagetrukket hovedbygning brugtes som visuelle åbninger i byrummene, fx Prinsens Palæ over for Christiansborg og Berckentins Palæ (Odd Fellow Palæet) som afslutning på Dronningens Tværgade-aksens indføring i Frederiksstaden.
Med Frederiksdal indførte Eigtved landstedet,maison de plaisance, i dansk arkitektur, en hustype, som fik stor udbredelse de følgende årtier.
Interiørerne
Nicolai Eigtveds interiører kan være rigt smykkede som i Prinsens Palæ og i Moltkes Palæ på Amalienborg. Men han har også arbejdet med helt enkle rum, hvis skønhed skabes af de smukke proportioner og de rene profileringer i paneler og døre, fx i Christiansborgs ridehus, på herregårdenTurebyholm (1750, ombygget 1752-1756) og iChristianskirken på Christianshavn (1753, fuldført efter hans død).
Læs mere i Lex
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.
Fagansvarlig forDansk arkitektur i 1700-tallet
