Køng Fabrik blev etableret som afløser af det lærredsmanufaktur, der under ministerJ.F. Struensees reorganisering af fattigvæsenet var blevet åbnet i København med Niels Ryberg som ulønnet direktør fra 1759, og som lukkede i 1780. Allerede i 1774 erhvervede Niels Ryberg godset Øbjerggaard mellem Næstved og Vordingborg med henblik på at producere hør til linnedfabrikationen. Fra 1780 etablerede Det danske Patriotiske Sleskab i Sjælland såkaldte spindeskoler for små piger, der leverede hørgarn til væveriet, som samme år flyttede fra Købehavn til Rybergs nyopførte bygninger ved Øbjerggaard i Køng. Fabrikkens høravlingsinstitut oplærte fæstebønderne i hørdyrkning og de unge i forarbejdningen af hørren og vævning af så fornemme tekstiler, at de kunne sælges til den danske overklasse og eksporteres til udlandet.

Fabrikken kom i offentlig drift i 1783 og blev kgl. hofleverandør i 1787 med udsalg på Børsen i København.

Det var samfundets fattigste, som Ryberg ville have flyttet fra tiggeri til selvforsørgelse ved at oplære dem i håndværk og industri. Herved ville en uudnyttet menneskelig ressource kunne tilføre staten indtægter, hvis den producerede tekstiler af høj kvalitet ligesom de sønderjyske kniplepiger. Linnedindustriens råmaterialer var billige, de skulle ikke importeres (som bomuld og silke), og væverierne kunne frembringe kostbare eksportvarer til den nye verden, som Rybergs skibe anløb.

Da linnedvarerne skulle kunne konkurrere med produkter fra øvrige europæiske lande, indkaldte Ryberg til fabrikken i København eksperter fra udlandet som lærere og instruktører. Drengene blev hørberedere og vævere, pigerne spindersker og spolepiger, mens fæstebønderne dyrkede hør på godsernes lave marker. De fleste af de udenlandske faglærere, væve og mønstre flyttede med fra København til den nye fabrik ved Øbjerggaard i Køng i 1780.

Fabrikken i Køng rådede fuldt udbygget over en nyopført administrationsbygning, Gl. Øbjerggård (det nuværende Køng Museum), tre store væveværksteder, hegle- og skætteværksteder, tørrehuse, hørmølle m.m., der sammen med funktionær- og arbejderboliger, marketenderi, teglværk, spindeskole og hospital (ældreplejehjem) ændrede landsbyen til en reguleret industriby med rette gader og ensartede huse med tegltage, kaldet ”Miniature-Christiansfeld”.

Spindingen af garnerne til produktionen i Køng udførtes i en længere periode af op til en snes spindeskoler i Syd- og Vestsjælland samt på Møn og Lolland-Falster, ligesom der også var beskæftiget vævere i deres egne hjem. Især var der en stor lærredsproduktion under fabrikken i Køng fra vævere i og omkring Dragør. Det anslås, at der i fabrikkens storhedstid var flere hundrede mennesker knyttet til produktionen. Regnskaberne viser, at de fleste vævere producerede de fornemme tekstiler efter fast akkord med fradrag for fejl og brandmærker fra de primitive olielamper, der var deres foretrukne belysning.

Som følge af de vanskelige økonomiske forhold – og ikke mindst den engelske blokade af dansk skibsfart – gik Rybergs firma konkurs i 1820 og fabrikken blev overtaget af staten. Den blev moderniseret bl.a. medjacquard-maskiner og drevet somKgl. Linnedsmanufaktur paa Kiøng frem til 1836, hvor den blev overdraget til private.

Fabrikken blev udflyttet i årene 1850-1851 (under samme navn) til fabrikkens blegeri i Vintersbølle øst for Vordingborg. Her var den sociale dimension fortrængt til fordel for et antal højt specialiserede ofte tyske vævere. Under ledelse af to generationer vævemestre Sandberg fremstillede disse vævere fornemme håndvævede linnedtekstiler (især duge), der modtog flere priser på danske industriudstillinger.

Driften i Vintersbølle ophørte i 1906, da håndvævningen tabte i konkurrencen med dampvæveriernes høje kvalitet og lave priser, mens fabrikkens udsalg i København videreførtes, og fabrikkens vævere fortsatte produktionen af linned (jaquardvævede damaskduge og damaskservietter mv.) på Amager. Det seneste værksted lå imidlertid iChristiansborg Slots kælder, hvor Gustav Hermann Schultze (1854-1926) vævede servietter til hoffets taffelduge (kaldet kongeduge). Efter ordrernes færdiggørelse i 1924, blev Schultze ansat af væveren Gerda Henning indtil sin død i 1926. Den Køngske håndvævetradition overførte således Gerda Henning til den nyoprettede væveskole på Kunstindustrimuseet og medbragte væve, mønstre og jaquardmaskiner fra Køng Fabrik.

Flere af de gamle køngske mønstre ses stadig i dansk linned, bl.a. produceret af Georg Jensen i Kolding. Kvaliteten af fabrikkens produktion blev af samtiden ligestillet med produkter fraHolmegaard Glasværk (grundlagt 1825) ogDen Kongelige Porcelainsfabrik (grundlagt 1775).

Med genvævning i årene 1957-1963 i Næstved (Haandarbejdets Fremme og væversken Solveig Hørbye) af syv damaskduge på 3x13 m med det danske rigsvåben, oprindelig leveret af Køng Fabrik i midten af 1800-tallet, markeredes kong Frederik 9.'s 10 års-regeringsjubilæum. Herved kunne man genopleve det imponerende kunsthåndværk, der skabte mønstervævede tekstiler som regel med en trådtæthed på omkring 50 pr cm i trend og islæt.

1999 åbnede Køng Museum i fabrikkens gamle hovedbygning i Køng, hvor også Øbjerggaards og fabrikkens Spindeskole og Hospital er bevaret. Her er udstillet den væv, som Schultze arbejdede på i Christiansborgs kælder, ligesom man kan se et udvalg af fabrikkens mønstervævede tekstiler, hvoraf den ældste er fra 1784. Museet ejer også en fornem samling af duge og servietter produceret i Vintersbølle, ligesom der er bevaret køngske tekstiler ved Det kgl. Hof, Designmuseet i København og Museum Sydøstdanmark.

• Køngs plaster
• Køng (på Sjælland)

• Gammel Øbjerggård, Køng