Horatio Nelson var en britiskadmiral og nationalhelt.

Lord Nelson anses for Englands største søhelt. Han var en fremragende taktiker, der gjorde op med forældede sømilitære doktriner, i stand til at improvisere i en vanskelig situation og altid med et skarpt blik for modstanderens svage side. Hans skibschefer anså det for et privilegium et tjene under ham, og hans mandskaber forgudede ham.

Nelson, der var den sjette i en fattig landsbypræsts børneflok på 11, kom til søs som 12-årig. Efter varierende tjeneste, der bragte ham både på en arktisk ekspedition og tilDet Indiske Ocean, blev han i 1777 udnævnt til løjtnant og sendt tilVestindien. Her blev han i 1779, blot 20 år gammel, fregatchef, men efterDen Amerikanske Revolution og yderligere nogle år i Vestindien måtte Nelson i fem år, fra 1788 til 1793, gå ubeskæftiget og på halv løn.

Ved udbruddet afRevolutionskrigen i Frankrig i 1793 fik Nelson kommando over etlinjeskib og blev sendt til Middelhavet. Efter en række mindre kamphandlinger, bl.a. en landgangsoperation påKorsika, hvor Nelson mistede synet på højre øje, kom han til at spille den afgørende rolle for admiralJohn Jervis' sejr over en spansk flåde vedSankt Vincent i 1797 og blev udnævnt tilkontreadmiral.

I 1797 mistede Nelson højre arm under et mislykket angreb påTenerife. Året efter tilintetgjorde han ved et overraskelsesangreb en fransk flåde, der lå opankret iAbu Qir-bugten, hvorved briterne fik søherredømmet i Middelhavet.

Tilbage iNapoli, den britiske flådes hovedbase, fik Nelson en heltemodtagelse, iscenesat af den britiske ambassadør William Hamiltons unge hustru,Emma Hamilton; der udviklede sig et kærlighedsforhold mellem de to. Rygterne herom nåede også admiralitetet i London, hvor man i forvejen var misfornøjet med den ret selvrådige Nelson, der bl.a. uden at spørge i London havde modtaget titlen hertug af Brontë af kongFerdinand 1. af Begge Sicilier. Nelson blev derfor kaldt hjem i år 1800, men foretog hjemrejsen i selskab med Hamiltonerne, Emma nu gravid med den i forvejen gifte Nelsons barn.

I 1801 blev Nelson næstkommanderende hos admiralHyde Parker, der med en stærk flåde skulle tvinge Østersøstaterne til at opgive det væbnede neutralitetsforbund rettet mod Storbritannien, og her nedkæmpede han den danske defensionslinje påKøbenhavns Red d. 2. april 1801.

Efter en kort tid som chef for hjemmeflåden fik Nelson ved det fornyede krigsudbrud i 1803 kommandoen over Middelhavsflåden. Efter et forgæves forsøg på at hindreadmiral Villeneuve i at bryde ud fra Toulon og forene sig med de franske og spanske Atlanterhavsflåder og dermed skabe en styrke, der udgjorde en invasionstrussel mod England, kom det d. 21. oktober 1805 til slag ud forKap Trafalgar, hvor briterne vandt en overvældende sejr. Men i sejrens øjeblik blev Nelson selv dødeligt såret af et geværskud og udåndede kort efter.

Det var ved indledningen til dette slag, at han med signalflag meddelte sine deltagende fartøjer de berømte ord: "England expects that every man will do his duty." Sætningen er siden hen blevet et udtryk for britisk kampgejst og ofte anvendt i forbindelse med andre kamphandlinger.

Nelson blev under almindelig landesorg bisat iSaint Paul's Cathedral i London. I 1843 rejstes påTrafalgar Square i Londons midte en 5½ m høj statue af ham på en 46 m høj søjle. På soklen findes fire store bronzerelieffer til minde om hans fire største maritime sejre: Kap Sankt Vincent (14. februar 1797), Abu Qir (1. august 1798), Slaget på Reden (2. april 1801) og Kap Trafalgar (21. oktober 1805).