Fra kort efter sin debut boede Henrik Nordbrandt i Grækenland, Spanien og Tyrkiet. De fleste af hans over 20 digtsamlinger er skrevet i Middelhavets lys, hvis klassiske klarhed og skarpe konturer han har formået at forene med en moderne eller postmoderne fornemmelse af, at personlighedens midtpunkt er forsvundet — eller måske altid har været en illusion.

I digtetTroja (Glas, 1976) hedder det således: "Hver dag er jeg en anden end den foregående/ og rykker dag for dag ind i mørket:/ Dem jeg var står foran mig i en lang række/ de nærmeste endnu hyllet i halvmørke/ de lidt fjernere ude i lyset kastende skygge".

• Digte (1966)
• Opbrud og ankomster (1974)
• Ode til blæksprutten (1975)
• Glas (1976)
• Istid (1977)
• 84 digte (1984)
• Støvets tyngde (1992)
• Ormene ved himlens port (1995)
• Drømmebroer (1998)
• Fralandsvind (2001)
• Pjaltefisk (2004)
• Besøgstid (2007)
• Vi danskere (2010)
• 3½D (2012)

Henrik Nordbrandts poesi er dog sjældent så åbenlyst filosofisk. Selvom han ofte digter om at digte, er hans digtes hovedemne kærlighed. Især har han fundet overbevisende udtryk for den kærlighed, der er dømt — ikke fordi den er ugengældt, men fordi den i sit væsen er et envejsfænomen.

"Vores kærlighed er som Byzantium/ må have været/ den sidste aften" (iOde til blæksprutten, 1975). Dette og andre digte om fordømt kærlighed udstråler en sær tilfredsstillelse, som slutningen af et sekslinjers digt (Agoraphilia) fra samme samling: "Du er disse seks linier/ som jeg må begrænse mig til for ikke at skrige". Denne typiske forbindelse af to hovedemner, kærlighed og metapoesi, er nok en af forklaringerne på det høje humør, der kan være over Nordbrandts melankoliportrætter.

Man talte i akademisk litteraturteori i de år, da denne poesi blev til, om en "nærværsmetafysik", den bedrøvelige illusion, at ordet kan gøre tingen nærværende. Hos Henrik Nordbrandt, der nødig taler teoretisk om sin poesi, kan man finde det modsatte, en fryd over fraværet som en nødvendig forudsætning for poesi: "smukkest er du, når du er borte" (verden med musen uden hende, iSyvsoverne, 1969).

Det ændrede sig medOrmene ved himlens port (1995), en samling, hvis digte er ét langt sorgarbejde. Her er fraværet ikke en praktisk poetisk foranstaltning, men et smerteligt tab, forvoldt af en elsket venindes bratte, højst virkelige død.

Henrik Nordbrandt udgav i 1996Ruzname (persisk for dagbog), en samling daglige optegnelser fra 4.3.1995 og et år frem, med betragtninger over nattens drømme, dagens begivenheder, tyrkisk politik, danske forfattere. Sit centrale lyriske forfatterskab har han fortsat usvækket medDrømmebroer (1998), der i 2000 indbragte hamNordisk Råds Litteraturpris.

I 2002 udsendte Henrik NordbrandtDøden fra Lübeck, en bog om sin barndom i 1950'ernes grå Danmark, skrevet i et let og forsonligt tonefald.

Henrik Nordbrandt er efter årtusindskiftet søgt mod Danmark igen og har udsendt den kulturkritiske essaysamlingDumhedens løvefødder (2005) og digtsamlingernePjaltefisk (2004),Besøgstid (2007),Vi danskere (2010) og3¹/₂D (2012). Ved siden af digte og essaysamlinger har han også skrevet børnebøger, en krimi og en kogebog.

Henrik Nordbrandt blev i 2014 optaget som medlem afDet Danske Akademi.

• Dansk litteratur