Giuseppe Garibaldi var en italiensk patriot og hærfører. Giuseppe Garibaldi var af fattig familie og drog tidligt til søs.

I 1833 trådte Giuseppe Garibaldi ind iMazzinis nationalistiske bevægelse La Giovine Italia og blev efter et af dens oprørsforsøg i Genova dødsdømt i 1834. Det lykkedes Garibaldi at flygte til Sydamerika, hvor han bl.a. spillede en væsentlig rolle iUruguays selvstændighedskrig.

I 1848 vendte han tilbage til Italien for at deltage i det oprør i Rom, der førte til dannelsen af Den Romerske Republik (februar 1849-april 1850). Herefter drog han igen ieksil, og i 1857 slog han sig ned på øen Caprera nordøst for Sardinien.

Giuseppe Garibaldi deltog på kongerigetSardiniens (Sardinien og Piemontes) side i krigen mod Østrig i 1859 og drog året efter med kongen Vittorio Emanuele 2. og regeringslederenCavours stiltiende samtykke med 1000 mand,i Mille, tilSicilien med det formål at omstyrte kongedømmet Begge Sicilier og på længere sigt skabe et samlet Italien.

Garibaldis hær landede den 11. maj, voksede hurtigt, og den 6. juni kapituleredePalermo. Den 1. august var Sicilien erobret, og i modstrid med aftalen med kongeriget Sardinien krydsede Garibaldi nuMessinastrædet og rykkede modNapoli, der faldt den 7. september. For Cavour var projektet ude af kontrol, og af frygt for en fransk intervention sendte han en hær mod Kirkestaten for at blokere Garibaldis vej nordpå.

Giuseppe Garibaldi og Vittorio Emanuele 2. mødtes den 26. oktober, og Garibaldi overdrog sine erobringer. Han afslog enhver belønning, men bad overraskende om diktatorisk magt i Syditalien i et år, hvilket blev afslået. Herefter trak han sig tilbage til Caprera.

Både i 1862 og i 1867 samlede Garibaldi en privat styrke for at gå mod Kirkestaten, men begge gange blev han slået, såret, taget til fange, frigivet og sendt retur til Caprera. Han deltog også i krigen i 1866 mod Østrig og i 1870 på fransk side i krigen mod Tyskland.

Giuseppe Garibaldi deltog aktivt i det politiske liv og var flere gange indvalgt i det italienske parlament. Han var livet igennem overbevist demokrat, men accepterede monarkiet for at nå det vigtigere mål: Italiens samling.