Frode Kristoffersen
Faktaboks
Frode Jelling Kristoffersen
- Født
- 9. august 1931, Sønderborg
- Død
- 22. marts 2016, Aabenraa

Frode Kristoffersen var en dansk journalist, historieformidler og politiker fraDet Konservative Folkeparti. Han var medlem afEuropa-Parlamentet fra 1988 til 1989 og igen fra 1994 til 1999. I 1993-1994 blev han kendt som vært for den populære tv-serieFrodes forunderlige rejse om hvert af medlemslandene i det dengang nyeEU.
Journalistisk virke

Frode Kristoffersen begyndte karrieren i 1948 som journalistelev på Tønder Amtstidende. Siden arbejdede han som journalist på bl.a.Jyllands-Posten ogVestkysten. Han indtog første gang rollen som rejsende historiefortæller, da han som medarbejder på Jyllands-Posten i 1959 forsøgte at rejse Jorden rundt på 80 dage uden en krone på lommen ligesom figuren Phileas Fogg iJules Vernes romanJorden rundt på 80 dage. Det tog Kristoffersen 135 dage.
I 1961 forlod han avisverdenen for at blive korrespondent for Danmarks Radio (DR), først i Berlin og London, dernæst som EF-korrespondent i Strasbourg og Bruxelles. Kristoffersens tid som korrespondent sluttede i 1980, hvorefter han blev programchef for DR's Radio Syd i Aabenraa.
Europaparlamentariker 1988-1989 og 1994-1999
Da den konservative europaparlamentariker – og ligeledes tidligere DR-korrespondent –Claus Toksvig døde i 1988, overtog Frode Kristoffersen som suppleant hans plads. Kristoffersen sad som MEP indtil europaparlamentsvalget i juni året efter.
Ved det følgende europaparlamentsvalg i 1994 stillede den nu afgåede statsministerPoul Schlüter op som Det Konservative Folkepartis spidskandidat og trak så mange stemmer til partiet, at det fik 3 ud af de 16 danske danske mandater. Mandat nr. 2 gik til videnskabs- og forretningsmandenChristian Rovsing, som blev genvalgt. Selvom Frode Kristoffersen stod sidst på listen over de 20 konservative kandidater, blev han det tredje medlem, idet han med sine 26.473 personlige stemmer langt overgik kandidatlistens nr. 2, det hidtidige medlem Marie Jepsen (1940-2018), som opnåede 19.532 stemmer.
Frodes Forunderlige Rejse
Kristoffersen var kort forinden blevet landskendt og folkekær via den populære tv-serieFrodes forunderlige rejse, hvor han i 1993 og 1994 rejste rundt i medlemslandene i det nye EU (som hedEF indtilMaastrichttraktatens ikrafttrædelse den 1. november 1993) og med sit sønderjyske lune talte med lokale borgere.
Udgivelser
Frode Kristoffersens første bog,Jorden rundt på tommelfinger fra 1960, er baseret på oplevelserne fra jordomrejsen året før. Med en titel inspireret af tv-serien udgav han i 1998Frodes forunderlige færd. Bogense – Bonn – Berlin om sin opvækst og sin tid som korrespondent. Derefter fulgte erindringerneJournalist i byen. Med Frode rundt i landet i 2001. I 2008 udkom han medMit Europa. Fra Frederiksgade tilFriedrichstrasse, der følger Europas udvikling i hans levetid. Endelig kom Lille Europa – lille Danmark i 2011.
I 2022 samlede forfatter Erik Ingemann Sørensen i bogenKrigens sidste dage materiale fra en række interviews, som Frode Kristoffersen i 1973 som korrespondent i Vesttyskland gennemførte med personer, der havde været tæt påAdolf Hitler i de sidste døgn af 2. Verdenskrig, blandt demKarl Dönitz ogAlbert Speer.
Læs mere i Lex
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.