Erasmus blev født i den nederlandske provins Holland som illegitim præstesøn. Sin tidlige ungdom tilbragte han i en klosterskole, hvor han lærte fromhedsbevægelsenDevotio moderna at kende (Brødrene af Fælleslivet). Som augustinerkannik blev han præsteviet i 1492. Han studerede i Paris 1495-1499 og besøgte 1499-1500 for første gang England, hvor han knyttede venskab med unge lærde somJohn Colet ogThomas More. Erasmus fik her vigtige impulser til at anvende de italienske humanisters tekstkritiske metode, der var brugt på klassiske tekster, ved arbejdet med Det Nye Testamente og andre kristne tekster (se ogsåbibelhumanisme). Han blev teologisk doktor i Torino 1506.

Sit litterære gennembrud fik han medAdagia (1500; Ordsprog), hvori han i en ofte levende og spændstig essayform fortolkede i alt 818 klassiske og folkelige ordsprog og talemåder. Erasmus udvidede dette antal i mange følgende udgaver, således at udgaven fra hans dødsår indeholder ikke færre end 4151 tekster.

OgsåEnchiridion militis christiani (1503; En kristen stridsmands håndbog), en indførelse i kristendom med front mod "udvendige ceremonier" og "barbarisk uvidenhed", vandt efterhånden genklang i samtiden.

Erasmus' litterære ry beror dog især påColloquia familiaria (1518; Fortrolige samtaler; på dansk i udvalg 1945) ogEncomium moriae (1511;Tåbelighedens lovprisning, 1979), to værker, som er underholdende, dybsindige og ofte kontroversielle i deres kritik af samtidens autoriteter. ITåbelighedens lovprisning lader Erasmus tåbelighedens gudinde lovprise sig selv og ironisere over alle de kloge, ikke mindst teologerne, endda paven selv.

En anonym satire over den krigsglade paveJulius 2. (Julius exclusus e coelis, 1517;Pave Julius' Død, 1894) er sandsynligvis også skrevet af Erasmus, der som den første angreb krigen og alt dens uvæsen (Dulce bellum inexpertis, 1515;Skøn er krigen for den uerfarne, 1984).

I modsætning til åndsfællen Thomas More undgik han bevidst at blive direkte involveret i politik. Han havde et klart blik for magtens realiteter og for de forskønnende omfortolkninger af magtpolitikken ("kolonialisering er røveri forklædt som udbredelse af kristendommen"), men forholdt sig mere pædagogisk og mindre kynisk til fyrsten end den samtidigeMachiavelli.

Til den senere kejserKarl 5. skrev han fyrstespejletInstitutio principis christiani (1516; da.En cristhen førstis lære, 1522 og 1534), og hans parafraser over de fire evangelier og Apostlenes Gerninger (1522-1524) er tilegnet hhv. Karl 5.,Frans 1. af Frankrig,Henrik 8. af England, Ferdinand af Østrig og paveClemens 7. med personligt rettede appeller om kristen adfærd.

Erasmus troede påbonae litterae, dvs. på den "gode videnskabs" opdragende virkning på både høj og lav. Han ønskede at gøre oldtidens visdom tilgængelig for menigmand. Samme bestræbelse lå bag hans udgave af Det Nye Testamente på græsk med en ny paralleloversættelse til latin.

Han så ingen modsætning mellem hedningernes sunde fornuft og Jesu humane budskab, "philosophia Christi". Da hans udgave af Det Nye Testamente udkom i 1516, samme år som kirkefaderenHieronymus' værker i ni bind, havde Erasmus en position som ingen andre i samtiden — og som få andre i åndshistorien. Hans berømmelse og indflydelse strakte sig over hele Europa, hvor hans skrifter tryktes på latin og blev oversat til mange sprog. I Danmark oversattePoul Helgesen mellem 1522 og 1534 tre af dem.

Erasmus' stilling blev en anden, efter atMartin Luther i 1517 begyndte sit angreb på kirken. Erasmus kunne sympatisere med dele af Luthers kritik, men tog anstød af hans radikale optræden og vægrede sig længe ved at tage udtrykkelig stilling i striden. Til sidst valgte han at gå til sagens kerne, selve menneskesynet, i sin bog om den frie vilje,De libero arbitrio (1524). Han argumenterede sagligt ud fra modstridende bibelsteder og konkluderede, at menneskets frie vilje "formår noget, men nåden mest", et synspunkt, som Luther iDe servo arbitrio (1525; Om den trælbundne vilje) angreb som lunkent og blasfemisk.

Erasmus' forsøg på en fortsat dialog blev ikke besvaret af Luther selv. For Erasmus vejede kirkens tradition tungere end dens på mange måder kritisable praksis, som han dog fortsat forholdt sig kritisk til. I et af sine sidste skrifter opfordrede han til genoprettelse af kirkens enhed; det blev kraftigt angrebet af både Luthers og den katolske kirkes mænd.

Den dengang ret nye bogtrykkerkunst var en forudsætning for udbredelsen af Erasmus' værk. Ligesom han skrev på det internationale sprog latin, følte han sig ikke særlig knyttet til én nation, men opholdt sig i flere lande. Han var syv gange i England, længst 1509-1514.

Særlig forkærlighed havde han for de steder, hvor han fandt en dygtig bogtrykker, således Venedig og især Basel, hvor han boede 1514-1516 og igen fra 1521, men daReformationen brød ud dér i 1529, flyttede han til Freiburg. I 1535 vendte han tilbage til Basel, hvor han boede hos bogtrykkerfamilienFroben til sin død året efter.

Bogtrykkerkunsten var også en forudsætning for den strøm af smædeskrifter, som reformationsrøret fremkaldte, og som svækkede Erasmus' tillid til de trykte ords gavnlige virkning. Han opgav dog aldrig sin tro på den sunde fornuft, hvad hans skrifter om krigen mod tyrkerne omkring 1530 vidner om.

• humanisme
• renæssancen
• Martin Luther