Christian Friis Bach
Faktaboks
- Født
- 29. april 1966, Frederiksberg

Christian Friis Bach er en dansk politiker, der har været medlem af Folketinget fra 2011 til 2014 og igen fra 2022, begge gange valgt forRadikale Venstre. I 2024 meldte han sig ind i iVenstre. Han var i perioden 2011-2013minister for udviklingsbistand i regeringenHelle Thorning-Schmidt. I årene 2017-2019 var han generalsekretær forDansk Flygtningehjælp.
Christian Friis Bachs baggrund og uddannelse
Christian Friis Bach kommer fra en politisk familie, der i generationer har været knyttet til Venstre, og hans tipoldefar Hans Madsen (1846-1927) var folketingsmand for Venstre ogVenstrereformpartiet i årene 1892-1909. Friis Bach begyndte også selv sit politiske virke i Venstres Ungdom, men blev medlem af Det Radikale Venstre i 1980'erne, da partiet var underNiels Helveg Petersens ledelse.
Friis Bach blev først uddannet agronom og derefter i 1996 ph.d. i international økonomi. 2005-2010 var han international chef iFolkekirkens Nødhjælp. I 2008 var han medstifter af Dansk Initiativ for Etisk Handel. Fra 2010 til 2011 virkede han som særlig rådgiver for daværende EU-kommissærConnie Hedegaard.
Politisk virke 2010-2014
Ved valget i oktober 2011 blev Christian Friis Bach medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre og minister for udviklingsbistand i regeringenHelle Thorning-Schmidt. Kort forinden havde han engageret sig i lokalpolitik som medlem af kommunalbestyrelsen i Egedal Kommune 2010-2011.
I november 2013 trak Christian Friis Bach sig fra posten som udviklingsminister i forbindelse med en sag om misinformation af Folketinget; han efterfulgtes afRasmus Helveg Petersen. I januar 2014 blev Christian Friis Bach sit partis gruppeformand, en post, han overtog fraSofie Carsten Nielsen, da hun blev uddannelsesminister. Han blev endvidere finansordfører.
Efter 2014
I sommeren 2014 forlod han Folketinget til fordel for en stilling som leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa (UNECE). 2017-2019 var han generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. I 2021 blev han blev udnævnt til adjungeret professor i international økonomi ved Det Biovidenskabelige Fakultet (LIFE) påKøbenhavns Universitet.
Vedfolketingsvalget 2022 blev Friis Bach igen indvalgt for Radikale Venstre som ét af syv medlemmer. Han blev efter valget bl.a. sit partis udenrigsordfører, fra 2023 også europaordfører og forsvarsordfører.
I august 2024 meddelte han sit skifte til partiet Venstre, hvorved SVM-regeringen for en kort bemærkning fik det indenrigspolitiske flertal i Folketinget tilbage, som den havde mistet den 19. marts samme år, daMads Fuglede var gået fra Venstre tilDanmarksdemokraterne. Regeringen mistede flertallet igen, da Jeppe Søe (f. 1971) meldte sig ud afModeraterne den 5. september.
Læs mere i Lex
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.