Movatterモバイル変換


[0]ホーム

URL:


Spring til hovedindholdet
Lex – Danmarks Nationalleksikon

økonomisk vækst

Skrevet af

BNP pr. indbygger 1966-2024, 2020-priser
Siden 1966 er Danmarks BNP pr. indbygger blevet næsten tredoblet fra 159.000 kr. til 451.000 kr., målt i prisniveauet fra 2020. Kilde: https://statistikbanken.dk/NAN1.
BNP pr. indbygger 1966-2024, 2020-priser
Licens:CC BY 4.0

Økonomisk vækst er stigningen i værdien af den samledeproduktion afvarer ogtjenesteydelser og dermedindkomsten i et samfund. Oftest måles den som den årlige ændring ibruttonationalproduktet i faste priser, dvs. renset forinflation. Vækst kan være resultatet af, at der produceres flere varer og tjenesteydelser, eller at der produceres varer af en bedre kvalitet og derfor større værdi end tidligere. Væksten kan også være resultat af, at helt nye varer med størrenytteværdi introduceres og fortrænger tidligere produktion, eksempelvis når tog og biler afløser gåben og heste, eller internettet erstatter ældre former for informationsudveksling.

En økonomisk vækst, der overstiger befolkningsvæksten, giver grundlag for en højere materiel velstand for befolkningen. Stigninger i den materiellelevestandard måles derfor ofte som vækst i BNP pr. indbygger. I det meste af menneskehedens levetid har levestandarden været stort set konstant på etsubsistensniveau for de fleste familier, men sidenden industrielle revolution i 1700-tallet har den globale gennemsnitlige BNP-vækst pr. indbygger været anslået til ca. 1½ pct. om året, dog ret ulige fordelt mellem verdens forskellige lande. En sådan vækst indebærer en meget stor stigning i levestandarden fra den ene generation til den næste. Samtidig har væksten været ledsaget af kolossale strukturændringer i verdens samfund med først et skift fra landbrugs- tilindustrisamfund og siden over til dagensservicesamfund i dehøjstudviklede lande.

Den langsigtede økonomiske vækst er i sidste ende drevet af fremskridt i den menneskelige viden og detteknologiske niveau. Det omfatternaturvidenskabelige landvindinger på mange forskellige felter og samfundsmæssigeinnovationer i den måde, vi organiserer produktionsprocesserne og det omliggende samfund på. Samtidig er investeringer iproduktionsfaktorer som maskiner og bygninger (såkaldtfysisk kapital) og arbejdsstyrkens uddannelses- og vidensniveau (humankapital) afgørende for, at det stigende vidensniveau afspejler sig i en produktion af tilsvarende højere værdi.

Økonomisk vækst er ikke i sig selv et fyldestgørende udtryk for udviklingen i befolkningernesvelfærd. Personers velbefindende afhænger af mange forskellige forhold, hvor de materielle forbrugsmuligheder kun er en enkelt, omend vigtig komponent. Samspillet mellem den økonomiske vækst og udviklingen i andre væsentlige faktorer som eksempelvismiljø, helbredsforhold ogindkomstfordeling er derfor vigtige forskningsområder.

Vækst i historisk lys

Økonomisk vækst forstået som en proces, hvor den materielle levestandard stiger mærkbart indenfor en generation, er et relativt nyt fænomen i verdenshistorisk lys. I sagens natur er det svært at danne pålideligenationalregnskabsdata, der går mange århundreder tilbage i tiden, men det vurderes normalt, at det globale BNP pr. indbygger var stort set konstant fra historiens begyndelse, indtil den industrielle revolution begyndte omkring 1750. Indtil dette tidspunkt voksede befolkningen omtrent i takt med den økonomiske udvikling, sådan at den enkelte person ikke oplevede en højere levestandard end hans forældre. Siden midt i 1700-tallet anslås det imidlertid, at den gennemsnitlige globale BNP-vækst har været på ca. 1½ procent om året. Det betyder, at det materielle velstandsniveau bliver mere end firdoblet i løbet af et århundrede. Væksten har ikke været ligeligt fordelt på forskellige lande og perioder. De vestlige lande har generelt haft den højeste vækst over perioden. I Danmark anslås det, at BNP-væksten pr. indbygger fra 1820 til 2018 var ca. 1,7 pct. året. Siden 1966, fra hvilket årDanmarks Statistik offentliggør officielle nationalregnskabstal, har den gennemsnitlige vækst i bruttonationalproduktet pr. indbygger frem til 2023 været på omtrent samme niveau, nemlig 1,8 procent om året.

Årsager

En voksendebefolkning og dermed voksende arbejdsstyrke er en vigtig årsag til de enkelte nationers samlede økonomiske vækst, men kan ikke forklare den vedvarende vækst i levestandarden de sidste to-tre hundrede år. To andre forhold har været afgørende herfor: Dels en vedvarende kapitalakkumulation, dvs. forøgelse af værdien af detkapitalapparat, hver enkelt arbejder har til rådighed til at fremstille varer og tjenester, og dels – og i det lange løb vigtigst – teknologiske fremskridt, dvs. en vedvarende stigning i den viden, vi har til rådighed til at udnytte produktionsfaktorerne bedst muligt.

Med kapital tænkes især på det fysiske kapitalapparat i form af for eksempel maskiner, bygninger og anlæg, som anvendes i stort set alle produktionsprocesser, og den anvendte humankapital i form af den viden og erfaring, som arbejderne besidder. Akkumulationen af fysisk kapital finder sted i form afinvesteringer, mens akkumulationen af humankapital ikke mindst foregår i uddannelsessystemet, men også er resultatet af de erfaringer, man løbende opsamler som en del af den almindelige arbejdsproces (såkaldt learning-by-doing).

Den mest afgørende kilde til stigende økonomisk velstand over tid er dog vækst i det teknologiske niveau i bredeste forstand. Naturvidenskabelige opdagelser og innovationer, dvs. udvikling af nye ideer og deres realisering i praksis, forbedrer løbende mulighederne for at fremstille goder af større værdi, blandt andet gennem indførelsen af helt nye typer varer og tjenester. Moderne vækstteori beskæftiger sig dermed med at forstå, hvilke faktorer der er afgørende for mængden af nye innovationer.

Vækst og miljø

Siden omkring 1970, hvor der opstod stigende bevidsthed om miljøproblemer, har der været opmærksomhed om samspillet mellem den økonomiske vækst og den omgivende natur. Under 1970’ernesoliekrise var spørgsmålet især, om udtømning afnaturresurser i sidste ende ville umuliggøre en fortsat økonomisk vækst, eksemplificeret i rapportenGrænser for vækst fra 1972. Senere er fokus drejet hen på, om den økonomiske vækst vil medføre for store omkostninger i form afforurening og beslægtede miljøproblemer. Indenforklimaøkonomien er således forbindelsen mellem vækst og udledninger afdrivhusgasser blevet belyst. De nævnte problemstillinger kredser alle i sidste ende om spørgsmålet, om en bæredygtig økonomisk vækst – dvs. en situation, hvor værdien af produktionen vedvarende vokser, uden at miljøet lider skade – er mulig i det lange løb, og hvad betingelserne herfor i givet fald er.

Et nøgleord i denne sammenhæng er, hvor godesubstitutionsmulighederne er mellem produktionsfaktorer, der skader miljøet (f.eks.fossile brændsler) og produktionsfaktorer, der ikke gør det (som sol- og vindenergi). Er der tilstrækkelig gode substitutionsmuligheder, vil vedvarende bæredygtig vækst være mulig. Det anses normalt for at være tilfældet for eksempelvis drivhuseffektens vedkommende. Da udledningen af drivhusgasser indebærer en globaleksternalitet, vil udviklingen imidlertid ikke af sig selv være bæredygtig, men kræve en tilstrækkelig effektiv global regulering for at forhindre for storeklimaforandringer.

Vækst og velfærd

Menneskers velbefindende afhænger af mange såvel materielle som immaterielle forhold. Den økonomiske vækst som normalt defineret beskriver kun udviklingen i den materielle produktionsværdi og udgør derfor ikke noget egentligt velfærdsmål. Der er derfor blevet udarbejdet en række forskellige mål, der mere direkte forsøger at måle udviklingen i befolkningers generellelivskvalitet. En af de mest omfattende kulegravninger af problemstillingen om, hvordan man kan måle fremskridt i levestandard, var rapporten fra den såkaldte Stiglitz-Sen-Fitoussi-kommission i 2009. Den pegede på blandt andet miljøforhold, uddannelse, helbred, indkomstfordeling, sociale forbindelser og sikkerhed i tilværelsen som væsentlige for personers velfærd udover den materielle levestandard målt vedindkomst,forbrug ogformue. Flere internationale organisationer har forsøgt at udarbejde mere brede velfærdsindeks, eksempelvis FN’sHuman Development Index.

Vækstteori

Vækstteori er den gren af den økonomiske videnskab, der studerer årsagerne til den langsigtede økonomiske vækst og dens konsekvenser, typisk i form af stringent formulerede økonomiske modeller. Alleredeklassiske økonomer somAdam Smith,David Ricardo ogThomas Malthus beskæftigede sig med spørgsmålet om langsigtet vækst. I tiden omkring2. verdenskrig spilledekeynesiansk inspirerede vækstmodeller afRoy Harrod ogEvsey Domar en rolle, men var for ufleksible til at forklare efterkrigstidens økonomiske udvikling. I stedet blev modeller afFrank Ramsey ogRobert Solow udbredte vækstteorier med fokus på sammenhængen mellem husholdningernesopsparing ogvirksomhedernes kapitalakkumulation. Omkring 1990 fik denendogene vækstteori sit gennembrud. Modsat de ældre vækstmodeller forsøger den at forklare den teknologiske udvikling indenfor modellens rammer (dvs. endogent) som et resultat af økonomiske processer, for eksempel forskningsintensive virksomhedersprofitmaksimering. Det har skabt et stort forskningsfelt, som undersøger samspillet mellem den langsigtede vækst og en lang række andre forhold, eksempelvis uddannelses- og retssystemet,international samhandel,ulighed og miljøproblemer.

Læs mere i Lex

Skrevet af:
Artiklen indeholder tekst fra:
Senest ændret:
,se alle ændringer
fri anvendelse.Creative Commons
Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Schou, Poul; Den Store Danske:økonomisk vækst iLex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/%C3%B8konomisk_v%C3%A6kst

Bidrag

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig forProduktion, investering og økonomisk vækst

Poul Schou
Cand.polit., ph.d., Københavns Universitet
Den Danske Ordbog logo


Forstå aktuelle begivenheder

Krigen i Ukraine

Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.

Kritisk infrastruktur

Begrebet kritisk infrastruktur bruges ofte i sikkerhedspolitisk sammenhæng om de faciliteter og systemer, som er nødvendige for, at samfundet fungerer, og sikkerheden kan opretholdes.

Valg af ny pave

Konklavet af kardinaler træder sammen 7. maj. Der foretages herefter fire hemmelige afstemninger hver dag, og der kræves 2/3 flertal for et gyldigt valg af ny pave.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet

[8]ページ先頭

©2009-2025 Movatter.jp