Movatterモバイル変換

Den Eftermiddags Luft

Var saa lummer og saa heed,

Den lune Varme sank

Mellem Træerne ned;

Graasløret var Himlen,

Der rørtes ei et Blad;

Som i Forventning, stille

De Smaafugle sad.

Stærkt dufted Gjedebladet

Og med enkelte Qvæk

Lod Frøerne sig høre,

Mens overgiven kjæk

De Myggesværme dandsed,

Og med vaersomme Skridt

I Krat sig Ræven listed

Og vendte sig tidt.

Paa Bænken hos den Gamle,

Støttet mod Egens Bul,

Nyfødt og qvik sad Strange

Og saae forventningsfuld

Paa Oldingens Øine

Og lytted til hans Røst,

Mens Talen bold fremvælded

Af hans mægtige Bryst:

„En taarnet Borg der ligger

Paa den nordlige Kyst;

Vildt Havets Bølger bryde

Mod Klintens nøgne Bryst.

Af Skov man øiner Intet,

Men desto mere Sand;

Der blev jeg født og baaren

Og gjort til en Mand.

Det Første, som jeg lærte,

Var at svømme som en Fisk,

At roe med tvende Aarer

Og i Kulingen frisk

At stille mine Seil

I den rigtige Skik,

At passe Gjøs og Skjøde

Og styre paa en Prik.

Det Første, som min Fader

Mig gav, det var et Sværd.

Han sagde: „Brug dit Værge

Kun udi ærlig Færd!

Men hug da ogsaa til

Uden Lempe, saa brav,

At Himmel og Helved

Kan gjenlyde deraf.

Han sagde: „Vil Du kjæmpe

Som en rigtig Dannemand,

Som Ulven, den glubske,

Du dristigt gribe an.

Og skal en Strid udfægtes

Imellem To og To,

Forsvar Dig uforfærdet

Som Mosens vilde So;

Men hvis ud af en Træfning

Tilbage Du vil,

Saa lær af røden Ræv,

Thi han er snu og snild;

Dog aldrig maa Du vende

Din Fiende Ryggen, før

Du veed, Du kan ham møde

Gjennem en anden Dør.

Ei Gjækkes Spot Dig røre,

Men taal ei nogen Skam;

Betroe Dig ei til Manden,

Før Du har prøvet ham;

Stol ei paa Konge-Løfter,

Før Du kan see din Løn;

Troe ei paa Qvinde-Øine, —

Det duer ei, min Søn!”

Da saa min Fader døde,

Blev jeg rigtigt kastet om

Fra Frænde og til Frænde;

Men hvorhen jeg saa kom,

Min Legeplads var Søen,

Og Faren var min Ven,

Og vi blev Følgesvende

Og skiltes ei igjen.

Kong Volmer kunde virke

Den allerfineste Væv,

Skarpøiet som en Glente

Og snu som en Ræv.

Han brugte stærke Arme,

Saa hyred han da min,

Til Høvidsmand han gjorde mig

Alt paa den salte Rhin.

Hos Vender og hos Holster,

I Øst og i Vest

Tidt kom jeg med min Skude

Som ubuden Gjæst;

Og Lykkens Bør mig føied,

Paa Kyst og i Havn

De deres Glutter aved

Med Jernskjæggens Navn.

Til Gulland selv jeg førte

Hans Folk og Skib dengang,

Da Visbys Mure revned

Og Portene sprang,

Da Kræmmerne til Løsning

Deres Kander og Stob

For Dankongens Fødder

Maatte lægge i Hob

Med de vendiske Hunde

Jeg stadigt holdt Kuur.

Saadan med trende Skibe

Engang jeg laae paa Luur

Paa Kysten ved Vismar

Med et Par hundred Mand;

Da lod jeg mig en Morgen

I Jollen roe til Land.

Med mig var da Jens Due,

En smuk og lystig Fyr.

Jeg vilde see min Leilighed,

Han søgte Eventyr;

Og dem fik vi da nok af,

Thi knap var vi paa Strand,

En stadselig Godmorgen

De bragte os paastand.

Vel mine fire Gutter,

Jens Due og saa jeg

Slog fra os, som vi kunde,

Og lysned paa vor Vei;

Men de var os for Mange;

Sex magte ikke stort

Mod en tre, fire Snese, —

Den Regning let er gjort.

Tre faldt af mine Svende,

Een sprang i Jollen ned;

Os andre To paa Slæbetoug

Til By de trak afsted.

Os begge der de kasted

I et nederdrægtigt Hul,

Der laae vi flere Dage

Og døied Sult og Kuld.

Jeg bad til vor Frue

Og til Sancte Crispin,

Jeg loved mig det hellige

Blod i Schwerin;

For Faste sørged Slutteren,

Det var hans mindste Kunst, —

Men al min Bøn og Faste

Var platud omsonst.

Men Junker Jens Due

Han vidste bedre Raad;

Han tænkte saa, her hjælper

Hverken Bøn eller Graad.

Han stoled paa sit Melkebrøds-

Ansigt, den Hvalp!

Han byggede paa Qvinder,

Og den Gang det hjalp.

Han saae paa Fogdens Datter,

Hun var en Vare let;

Han sagde: „Jeg nu reder

Os ud af dette Net!”

Naar saa hun rakte Føden os,

Ind ad den snevre Glug,

Han stod der, og hun saae,

Hvor han var ung og smuk.

Saa hvisked han til hende,

Mens smidskende han saae

I hendes brune Øine

Og hun i hans blaae.

At Saadant nu kan virke

Og som en Trolddom slaae,

Er Noget, som jeg aldrig

I mit Hoved kunde faae!

Det var en evig Hvisken

Mellem hende og ham;

Men Intet jeg begreb,

Skjøndt jeg Følgerne fornam.

Vorherre selv maa vide,

Hvordan han bar sig ad;

Thi Lænkerne blev løste

Og vi fik bedre Mad.

Ja, stundom selv hun aabned

Vort jernbeslagne Buur,

Og Jens fik Lov at tage

I friske Luft en Tuur.

Da tænkte jeg, som billigt,

Nu render han sin Vei;

Den, som betaler Gildet,

Det bliver nok mig.

Men nei! En Aften kom hun

Med Suk og sagte Graad

Og hvisked: „Kom! Ved Stranden

Der ligger nu en Baad,

Som jeg har Eder maget,

Jens Due! kom, afsted!”

Da sagde han: „Nei, stop lidt!

Min Staldbroder med!”

Jeg traadte ud paa Gangen

Og lod de andre To

Med megen Suk og Kyssen

Tage Afsked i Ro.

Der blev da givet Løfter

Og der blev taget Eed!

Tilsidst jeg maatte nødes

At forstyrre deres Fred.

Jeg tog min unge Due

Og slængte som en Sæk

Ham over mine Skuldre

Og gik fra Fængslet væk;

Og som jeg ned ad Gaden gik,

Saa brugte jeg Mund,

Jeg bandede paa Vendisk

Den drukne Fyldehund;

At jeg ham maatte slæbe! —

Og saa bar jeg ham ned,

Hvor Jollen var mig anviist

Ved den skummende Bred.

Ud sprang vi saa Begge

Og tog paa Aaren fat,

Og haled af alle Kræfter

Ud i den sorte Nat.

Saa gik det hele Natten;

Da det gryede ad Dag,

Jeg maatte roe alene,

Thi Duen var for svag.

Til Toninger og Mærker

Jeg kjendte meer, end han.

Ved Solfald da vi stege

Paa Fakkebjerg i Land.

Til Sjælland kom vi atter;

Der blev jeg dog kun kort.

Jeg kunde ikke rigtigt

Fordøie denne Tort.

Saa rustede jeg Skibe,

Saa samlede jeg Mænd,

Saa bragte jeg de Vender

En Tak for Sidst igjen.

De Dage svandt saa hurtigt,

De bleve til Aar,

Lidt efter lidt sig stænked

En Sneeflok i mit Haar.

Men Verdens Færd ei kunde

Forstyrre Sindets Ro;

Og endnu er jeg stærk

Som en Bjørn, maa Du troe.

Den Tid Kong Volmer døde,

Og Datteren tog fat

Saa kjæk som en Løvinde

Og snedig som en Kat,

Da havde jeg mig vundet

Baade Hæder, Gods og Guld,

Og Fru Margrethe var mig

Heel naadig og huld.

Hun sagde: „See, Hr. Peder!

I er mægtig nok og riig,

Men at I er alene,

Ei længer sømmer sig.

Ei bør med Jer udslukkes

Den adelige Æt;

Jeg har Jer valgt en Hustru,

Som vil passe Jer ret.

Det er Frøken Marri Skave.

Hun er af fornem Slægt,

Hun har et yndigt Aasyn

Og Kister, som har Vægt.

Hun kommer nu fra Skaane,

Fra Hr. Jens Dues Gaard,

Hvor frændeløs hun hidtil

Har tilbragt sin Vaar!”

Hvad skulde jeg vel gjøre?

Naar Dronninger de vil,

Saa er der ikke Noget

At sige dertil.

Jeg lang Betænkning hader,

Jeg handler helst i Fart,

Og saa var snart det Hele

Baade klappet og klart.

Jeg saae den unge Pige da

Paa Dronningens Ord;

Fast tyktes hun mig for lille,

Da jeg selv er saa stor.

Hun var saa let som Edderduun,

Saa smidig som en Vaand,

Jeg kunde hende baaret

Som et Barn paa min Haand

Og deilig eller ikke —

Det var mig lige kjært.

Jeg gjorde, som min Dronning

Havde budt og begjært.

Jeg beilede og fik et Ja,

Dertil en gylden Ring; —

Det Hele gik saa let og glat,

Som det var Ingenting.

Fra Skaane var hun kommet,

Og knap otte Dage svandt,

Saa havde Kirken signet alt

Den Pagt, som os bandt.

Med Fryd og megen Gammen

Til min Stammeborg vi foer,

Og satte, som man siger,

Fod under eget Bord.

Som ret og rigtig Qvinde

Sig egner og anstaaer,

Var hun siirlig og høvisk

Og venlig som en Vaar.

Heel ydmyg og beskeden

Hun modtog og hun gav;

I Fadebuur og Stegers

Var hun ogsaa flink og brav.

Ja, Alles Øine smiled,

Hvorhen hun saa kom,

Thi ret som Solen var hun

Velgjørende og from,

Ved hendes Dør tog Sæde

Af Stoddere en Flok;

Og jeg lod hende give,

Thi vi havde jo Nok.

Ei Tidskort vi mangled;

Mangen Nabo kom til Gjæst,

Mangen Leger og Gjøgler

Med sin Karre og sin Hest.

Hun sang til Luthens Strænge

Og slog i Tavl saa qvik,

Og pyntelig og ærbar

Med mig til Messe gik.

Men længe stod det ikke saa, —

En Maaned eller to —

Jeg kunde ikke døie

At ligge der i Ro.

Eiheller Fru Margrethe

Lod mig længe sidde fri; —

Hun havde jo saa Meget

At tage Hænder i.

Saa spændte jeg mit Harnisk

Og gjorded Sværd og Dolk,

Fik Skuderne fra Beding

Og hyrede mig Folk

Jeg følte atter Bølgen,

Hvor under mig den sprang,

Jeg hørte Vindens Fløiten

Og Stormfuglens Sang.

Jeg heised mine Seil

Og stod fra Havn til Havn,

Hvor Dronningen mig sendte;

Jeg prented hendes Navn

I mangen stridig Pande,

Som havde det forgjæt,

Og gjorde, liig en Fisker,

Mangen dyrebar Dræt.

Syv Gange havde Maanen

Sin blege Fakkel tændt,

Det led vel henad Vinter,

Da var mit Arbeid endt.

Jeg styred ind i Havnen

Ved Ørethings Borg

Til Dronningen; og her først

Begyndte min Sorg.

Saasnart jeg fik sat Foden

Paa tørre Grund igjen,

Min Fred og min Freidighed

Var reent som veiret hen.

Min Himmel blev saa lummer,

Og Skyer vælted op

Som de, der nu sig leire

Her over Skovens Top.

Man nævnte knap min Hustru,

Og da med Lempe kun,

Som ei de kunde gjenne

Et Smiil fra deres Mund;

Alvorligt, som af Medynk,

Halv paa Skulderen man drog,

Selv Dronningen taug stille, —

Og jeg blev lige klog.

Man meldte mig forsigtigt,

Som var det en Sorg,

At unge Fru Marri

Nys paa min fjerne Borg

Mig havde født en Datter, —

At det var kun som saa

Med Moderen, og at endnu

Inden Kirke hun laae.

Og Alt, hvad de fortalte,

Var stillet op med Kunst;

Og Alt var som indhyllet

I en giftig, dunkel Dunst,

Der knugede mit Hjerte,

Forvirrede mit Sind,

Saa jeg tilsidst ei vidste

Hverken ud eller ind.

Jeg gik i denne Taage

Forvildet om; men snart

Fru Ida Grubbes Tunge

Mig gjorde Alting klart.

Ret som en vindtør Jolle

Med sprukket Bord og Bræt,

Den Frues runkne Hjerte

Ei kunde holde tæt.

Hun bød mig til sit Kammer,

Hun bad mig sidde ned;

Hun dreied sine Øine

Af sær Medlidenhed.

Med alle Sorgens Fagter,

Med Taarer og med Suk

Hun lod mig klarligt vide,

Hvor Taalmodighed er smuk.

Som den bedste Munk hun præked

Om et forsonligt Sind;

Om Pligt, om Synd, om Ære

Hun vævede sit Spind.

Sidst kom da om Fru Marri

Den Hemmelighed ud:

Hun var Jens Dues Slegfred,

Kort før hun blev min Brud.

Jens Dues Ord og Miner,

Naar der om mig blev talt,

I Fruens kloge Mening,

Havde bekræftet Alt.

Og da jeg rynked Panden

Og stammed Tvivlens Ord,

Saa blev hun rød i Kammen

Og arrig hun svoer:

„At i en Kjede Marri bar

Et Kors med Stene blaae,

Hvori, heel siirligt flettet,

En kulsort Haarlok laae.

Jens Dues Haar, som Ravnefjer,

Var glindsende og blødt,

Som Rævens Bælg mit Hoved

Stridhaaret var og rødt.

Saa fik min Viv sin Skjændsel

Skjult med en Brudekrands.

Og Ungen hist i Vuggen

Var ikke min, men hans.

Hun meldte mig det Hele,

Hun fandt det ikke ret,

At Qvisten, den uægte,

Indpodedes min Æt!” — —

— Hvis før jeg var for selvklog,

Saa blev jeg nu en Nar;

Var før jeg for koldsindig,

Nu rasende jeg var.

Jeg slog i Bord, saa Glas og Stads

I Kammeret fløi rundt,

Jeg skreeg saa vildt af Smerte,

At Fruen fast fik ondt.

Først nu jeg Daare fatted,

Hvad en Hustru ret er værd;

Først nu jeg syntes føle,

At en Qvinde var mig kjær.

Først nu jeg kunde tænke

Paa min kommende Æt;

Først nu mit Skjold mig straaled,

Da det havde en Plet.

Dog pludselig jeg taug.

Jeg holdt tilbagetrængt

Min Smerte, liig en Tiger

I Jernburet stængt.

Den forskrækkede Frue,

Den Fromme, jeg forlod,

Og listed mig til Stalden

I taust fortvivlet Mod.

Som i en Ruus jeg svang mig

Paa første, bedste Hest,

Og skyndte mig fra Borgen

Som en forhaanet Gjæst.

Saa reed jeg uden Tanke,

Uden Hvile Nat og Dag,

Og standsede ved Aftentid

Nær ved mit eget Tag.

Ved Borgeled min Ganger

Jeg stilled ved et Træ;

Den stønned og den segned

Paa Græsset i Knæe.

Og op ad Vindeltrappen,

I Riddersalen ind

Halv svimlende jeg vanked

Med usikkre Trin.

Til Kammeret jeg naaede

Fortumlet og ør,

Med skjælvende Hænder

Jeg aabnede den Dør.

Ved Lampens Lys en Seng

Og en Vugge jeg saae;

En slumrende Vaageqvind

Paa Løibænken laae.

Jeg stod vedhendes Leie!

Paa Bolstret fiint og hvidt

Med foldede Hænder

Hun slumrede saa blidt.

Da aabned hun sit Øie,

Og hendes Rædselsblik

Skarpt gjennem mit Hjerte

Som en Lynstraale gik.

Jeg mine Arme slynged

Omkring den spæde Krop,

Fra Bolster og fra Hynder

Jeg løfted hende op;

Jeg kyssed hendes Pande,

Hendes Mund, hendes Kind,

Jeg trykkede mit Ansigt

Mod hvide Skulder ind.

Kan Elskov da og Ømhed

Og det grusomste Had

Saalunde smelte sammen

Og som Søstre følges ad?

Som i rasende Harme,

Som i sødeste Lyst,

Vildt knugede jeg hende

Til mit pandsrede Bryst.

Ikkun et Suk hun aanded,

Et undertrykket Skrig, —

Saa lagde jeg paa Sengen

Min unge Hustrues Liig.

Vanvittigt mine Øine

Frem og tilbage foer,

Efter et andet Offer

De rendte paa Spor.

Men tom var nu Vuggen,

Paa Gulv den væltet laae,

Og Qvinden var forsvundet.

Ved Dørens Laas og Slaa

Hun, flygtende, forsigtigt

Havde spærret mig Vei.

Let kunde jeg brudt ud,

Men jeg gjorde det ei.

Gid jeg den Barnepige

For Øie maatte faae,

Jeg hende skulde kjende,

Ihvor jeg hende saae

Hun ægted nok en Jæger; —

Hun gav maaskee mig Trøst,

Eller stødte end dybere

Mig Smertens Piil i Bryst!

Paa Gulvet jeg mig satte;

I begge Hænder skjult

Jeg lagde mit Hoved —

Det var som tomt og huult.

Der sad jeg da saaledes

Een Dag og een Nat;

Da var min Styrke knækket

Og min Villie mat.

Paa Bord de hende strakte

Og klædte hende paa;

Bleeg, med de hvide Klæder

I sorte Skrin hun laae;

Med Vievand og Kerter

De Munke skreeg og sang,

Og taus jeg hende fulgte

Paa sidste Kirkegang.

Jeg aldrig Barnet skued;

Min Borg den staaer forladt,

Der Uglen rolig bygger

Ved Dag og ved Nat.

Igjennem brustne Ruder

Nu farer Nordenvind,

I Borggaarden Ræven

Frit lister ud og ind.

Til Rom gik saa min Vandring

Og til den hellige Grav;

De Præster og de Klerke

Mig riig Afløsning gav.

Men inderst i mit Hjerte

Der sittrede en Braad,

Mod hvis gruelige Smerte

De vidste intet Raad

Hjemkommen hid, jeg atter

I Ærinde og Bud

For Dronningen da søgte

Paa vante Veie ud.

Men Østersøens Brusen

Og Kampens vilde Leeg

Ei døvede den Stemme,

Som i mit Indre skreeg.

Da Fru Margrethe lagdes

Under Marmelstenen hen,

Jeg stak mit Sværd i Balgen

Og forløved mine Mænd.

Ei gad jeg sætte Foden

Meer paa mit Fædreslot;

Til Skovkloster gik jeg;

Jeg tænkte: Der er godt!

Jeg kasted Hjelm og Harnisk,

Drog sorten Kutte paa;

Men alle Munkefagter

Kunde plat ei forslaae.

Mit Sind blev meer opirret,

Og dybere jeg faldt,

Og bag de qvalme Mure

Var jeg nær blevet qvalt.

Saa lod jeg her i Skoven

Mig bygge denne Bo;

Her kan jeg aande, tænke

Og græmme mig i Ro.

Jeg mener: Han, som dømmer,

Er mig jo ligenær,

Om Hvælvingen er steensat

Eller af Bøgetræ’r.

Men Barnet — det forladte, —

Saa blev det mig sagt —

Var hos den gamle Dronning

I Røgt og Pleie bragt.

Det er hiin Frøken Ellen,

Det favre Rosenblod,

Der nu saa ydmygt sidder

Ved den unge Dronnings Fod.

Og det er denne Frøken,

— Jeg ta’er vel ikke feil? —

Hvis blide Øine vare

Dit Hjertes Tryllespeil.

Nu, hvis til Hjælp jeg duer,

Som Du siger, Du troer,

Saa tal, og slaae ei Øiet

Saa undseeligt mod Jord!”

Hr. Strange saae paa Gubben,

Men mørkt var hans Blik.

En smertelig Tanke

Ham gennem Sjælen gik:

„Jeg frelse vil min Ellen;

Men saa jeg hende flyer,

Hvis ei hun er af ægte,

Uplettet Adelsbyrd.”

Med rynket Bryn han talte:

„Hør Stormen drager frem,

Oprørets Tunge mumler

I den fjerne Tordens Hjem.

En saadan Storm, et Uveir

I mit Sind Du har reist;

Som Sivet staaer jeg bøiet,

Jeg, som altid har kneist.

Mit Hjerte det er hendes,

Jeg hende kaared ud

Til Hustru mig at vorde,

Som nu hun er min Brud.

Men er det, som Du siger,

— Den Tanke har vel Vægt? —

Et Slegfredbarn ei skjæmme bør

Min ældgamle Slægt!

Vi leved som to Knupper

Paa en eenlig Hybengreen;

Den, som vor Løndom kjendte

Og saae, det var kun Een;

Umælende, men fredeligt

Det kronede Dyr

Stod hos, hvergang vi mødtes —

Som i et Eventyr.

Det var den sidste Aften,

Da i Rosenlund vi saaes,

Da løste hun, som ofte før,

Halskjedens gyldne Laas.

Hun hængte Crucifixet

Om Hjortens Hals og loe

Og sagde: „Han skal smykkes,

Thi han er os saa tro.”

Da var det, vi blev revne

Fra hinanden med Magt;

Og hvordan saa det siden

Mig gik, har jeg Dig sagt.

Mit Liv man jo lænked

Til Hjortens; og at hun

Forsvundet er, det veed jeg

Af Folmer Sangers Mund.

Men hende vil jeg frelse,

Det koste, hvad det maa;

Og Hjorten vil jeg fange,

At Korset jeg kan faae.

Et Middel er mig givet,

Som jeg Dig har fortalt;

Til Gurve nu jeg iler, —

Der klarer sig vel Alt!”

„Du siger,” raabte Gubben,

„Et Kors med Stene blaae?

Og Frelserens Billed

Er meislet ud derpaa?”

„Saa var det,” svared Strange.

„Ved Guds hellige Blod!”

Hr. Peder skreeg, „Du vækker

Mig baade Frygt og Mod!

Imorgen skal Du søge

Herfra paa Hjortens Spor;

Hos Jægere, hos Bønder

Maa Du spørge Dig for.

Du kjender jo til Tingen,

Og Du er flink og snild.

Hos Kongens gamle Jæger

Jeg da møde Dig vil.

Han boer ei langt fra Borgen,

I Skoven vild og fri;

Jeg kjender der hver Stente,

Hver Steen og hver Sti.

Der vil vi med hinanden

Oplægge vore Raad,

Og der vil vi begynde

Vor alvorlige Daad.

Endnu engang jeg kaster

I Verdens Strøm mig ud,

For Freden mig at fange

Og vinde Dig en Brud.

Vi Pigebarnet søge;

Og er den Rose fiin

En ægte, da — jeg sværger —

Da skal hun være Din.

Jeg tager Tag i Kongen,

Jeg holder ham fra Fald;

Jeg dundrer for hans Øre

Som dette Tordenskrald,

Der ruller over Skoven!

Endnu engang mit Navn

Skal spørges, før jeg seiler

Ind i den sidste Havn!”

Her taug Hr. Peder Jernskjæg.

Han kasted sig paa Knæ

For Frelserens Billed

Under det løvrige Træ.

Han trak i Klokkestrængen,

Mens der i Bøn han laae;

Og Begge lod deres Tanker

Hver sine Veie gaae.

Naar Villien har sig fæstet

Til et sikkert Maal og Meed,

Let synke Tvivlens Storme

Til Haabets Havblik ned;

Og derfor kunde Begge

I den kjølige Bo

Paa Straasækken trøstigt

Sig lægge hen til Ro.

Thi Nattens Stund var kommet.

Og den lummerhede Dag

Var endt med vilde Storme

Og knittrende Brag;

Ned sused Regn i Strømme,

Søvndyssende og sval,

Og langsomt drog Uveiret

Hen over Skov og Dal.

Movatterモバイル変換

Christian Winther (1796–1876)

Hr. Peder Jernskjæg