FromOld Danishhændæ, fromOld Norsehenda, fromProto-Germanic*handijaną(“to seize”), cognate withSwedishhända. Derived from the noun*handuz(“hand”).
hænde (imperativehænd,infinitiveathænde,present tensehænder,past tensehændte,perfect tensehændt)
- (intransitive) tohappen(with or without an indirect object)
- 1973, Anders Bodelsen,Bevisets stilling, repr. 2011,https://books.google.dk/books?id=l04uwSJPT7sC&pg=PT102:
Nu vidste han ikke hvad derhændte hende, omkring hende og i hende, og han vidste ikke hvad hun tænkte.- Now, he didn't know whatwas happening to her, around her and within her, and he didn't know what she was thinking.
- (passive voice or reflexive, obsolete) tohappen(with or without an indirect object)
1834,Bibelen,Deut. 23.10:Naar der er en Mand iblandt Eder, som ikke er reen for det, som ham kundehændes om Natten, da skal han gaae ud udenfor Leiren.- When a man among you is not clean because of what mighthappen to him during the night, he must go outside the camp.
- (transitive, obsolete) togive
- 1891, Niels Møller,Aischylos. Agamemnon, vv. 369-70:
- O venlige Nat, | derhænded vor hær det strålende ry!
- O friendly Night, whogave the splendid fame to our army!
See the etymology of the correspondinglemma form.
hænde c
- (obsolete)dativesingularindefinite ofhånd
- only in the fixed expressionsaf hænde(“off the hands”) andi hænde(“in the hands”).
