Marmor brydes over hele verden. Sydamerika har fine marmorsorter i Brasilien, Argentina, Colombia, Ecuador, Guatemala og Venezuela; Nordamerikas bedste findes i Alabama, Georgia og Tennessee. I Skandinavien er der marmor i Mellemsverige og i Norge, hvorfra der i 1700-tallet bl.a. blev leveret blokke tilFrederikskirken (Marmorkirken) i København. Marmor findes endvidere i Spanien og i Portugal, i Tyskland og i Belgien, hvorfra den kendteste, en sort type, er forholdsvis hård, men kan poleres op. Frankrig har omkring 250 typer, flere end noget andet land; det meste bruges i landet selv. Der findes marmor i Indien og Tyrkiet, men bedst kendt er marmor fra Grækenland og fra Italien.

I Grækenland er de mest berømte kendt fra antikken: naxisk og parisk marmor fra dekykladiske øer Naxos og Paros samt den penteliske marmor fra Attika, der bl.a. er benyttet tilParthenontemplet i Athen; den er tætkornet og snehvid, men indeholder en del jern, som ved iltning giver stenen et gyldent skær. Parisk og pentelisk marmor blev i antikken eksporteret til store dele af den græske verden.

Italien er i dag verdens vigtigste marmorproducent. Det mest berømte marmorbrud findes iCarrara i Norditalien, hvor man siden 283 f.Kr. har hentet en finkornet hvid type, som ved polering kan opnå en let gennemskinnelighed i overfladen. Det var marmor herfra,kejser Augustus benyttede til genopbygningen af Rom.

Marmor er siden antikken fortrinsvis benyttet som byggemateriale, til inventar (møbler m.m.) og til skulpturer. Den udbredte anvendelse skyldes, at stenen er både smuk, stærk og holdbar, findes i rigelige mængder og er let at bryde og forarbejde. Den findes i mange farver og strukturer og kan poleres, så den får en smuk og glansfuld overflade.

De ældste bevarede marmorskulpturer af kunstnerisk høj værdi er små figurer fra ca. 2800-2600 f.Kr. fra den græske øgruppe Kykladerne. Store marmorskulpturer kom til i den græske kunsts arkaiske periode fra ca. 600 f.Kr., og gennem hele antikken anvendtes marmor, især af romerne til kopier af græske skulpturer. Romerne var også glade for marmor i tempel og pragtbyggeri, her anvendtes ofte polykrome marmortyper. Siden renæssancen har marmor været et af billedhuggernes vigtigste materialer.Michelangelo benyttede ofte marmor fra Carrara, og mange fulgte ham. Ibarokken yndede man polykrome marmorskulpturer, og isærBernini anvendte forskellige farver i sine store kompositioner. Under 1700- og 1800-talletsnyklassicisme foretrak man den helt hvide marmor (bl.a.Thorvaldsen); senere har man atter anvendt sten med varierende strukturer og farver.

Mens marmor især er udbredt i Sydeuropa, hvor forekomsterne er rigelige, har materialet i Danmark været anvendt mere sparsomt. Marmor har ganske vist haft en rolle i nyklassicistiske byggerier, men det var ofte forbundet med store omkostninger at fremskaffe, hvorfor det primært ses i pragtbyggeri, og da anvendt sparsomt. For eksempel blevMarmorkirken, trods sit navn, overvejende bygget færdig i sandsten, faxe kalksten, cementpuds, gipsstuk og med marmorerede overflader.

Funktionalismens fremkost i starten af det 20. århundrede betød et farvel til klassisk monumentalbyggeri og introducerede en række syntetiske materialer, særligtjernbeton ogstål, i moderne byggeri og design. Det betød, at marmor i stor udstrækning blev udfaset som byggemateriale. Selvom mellemkrigstidens autoritære regimers ønske om at forbinde regimernes magt med fortidens imperier gennem pragtarkitektur, og senere udviklingen af en eksklusivinternational stil fra 1930'erne og frem, betød en genopblomstring i brugen af marmor internationalt set, så fik dette aldrig gennemslagskraft i Danmark. Den regionale modernisme i design og arkitektur, kendetegnet ved tilpasning af den internationale modernismes formsprog til lokale byggetraditioner og materialer, betød at marmor helt frem til 1980'erne spillede en meget lille rolle i dansk arkitektur og design.

• sedimentære bjergarter