Movatterモバイル変換


[0]ホーム

URL:


Spring til hovedindholdet
Lex – Danmarks Nationalleksikon

hormoner

Skrevet af

Endokrine kirtler
OpenStax College - Anatomy & Physiology.
Licens:CC BY 3.0
Hormoner - udskillelse, transport og receptorbinding

Hormoner, der udskilles fra endokrine celler, kan føres med blodet til kroppens væv, hvor de bindes til målcellers receptorer, der befinder sig på celleoverfladen eller inde i cellen.

Hormoner - udskillelse, transport og receptorbinding
Af/Created with Biorender.com.

Hormoner er en samlebetegnelse for stoffer, der regulerer kroppens funktioner via blodet. De kan betragtes som kemiske budbringere, der muliggør kommunikation mellem kroppens celler. Hormoner regulerer processer i kroppen såsom stofskifte, vækst, udvikling og reproduktion.

Faktaboks

Etymologi

Ordethormon kommer af gr.hormon, præs.part. afhorman 'sætte i bevægelse, pirre'.

Fysiologiske funktioner

Hormoner spiller en vigtig rolle for reguleringen af en række funktioner i kroppen, herunder:

Hormonsystemet virker sammen med andre budbringer- og kommunikationssystemer i kroppen.Nervesystemet er det hurtige kommunikationssystem. Hormonsystemet er langsommere end nervesystemet, men lige så afgørende for, at kroppen kan fungere optimalt under forskellige forhold.

Produktion af hormoner

De fleste hormoner produceres i endokrine kirtler. Disse kirtler udskiller hormoner direkte tilblodet.

Negativ feedback

Hormonudskillelsen fra den enkelte kirtel reguleres normalt ved ennegativfeedback-mekanisme; en stigning ikoncentrationen af et hormon iblodet vil dæmpe produktionen og udskillelsen af dette hormon frakirtlen. Tilsvarende vil en lav koncentration af hormonet stimulere kirtlen til at øge hormonproduktionen.

Negativ feedback er en af de vigtigste måder, hvorpå hormonsystemet regulerer mængden af hormoner i blodet. Hvis man tilfører hormoner somlægemiddel, vil den negative feedback gøre, at kroppens egen kirtel producerer mindre af det hormon, der tilføres. Dette kan eksempelvis ske, hvis man får behandling medbinyrebarkhormon(kortison).

Virkningen af hormoner

Hormoner kan være stimulerende, hæmmende,additive ellersynergetiske. Et hormon, der ikke har nogen effekt i sig selv, men er nødvendigt for, at andre hormoner kan komme til udtryk, siges at have enpermissiv effekt.

Hormoner kan udløse forskellige cellulære effekter:

  1. ændringer icellemembranens gennemtrængelighed
  2. påvirkning af hastighedsbestemmendeenzymer i én eller flere af målcellernes reaktionsveje
  3. igangsættelse afproteinsyntese i målcellerne
  4. aktivering afgentransskription

Ét hormon – flere virkninger

Ét enkelt hormon kan have flere forskellige virkninger afhængigt af hvilke målorganer eller målceller det stimulerer.Vasopressin (antidiuretisk hormon, ADH) er et eksempel på dette. Vasopressin øger nyrernes genoptagelse af vand og igangsætter en sammentrækning (vasokonstriktion) af glatte muskler iarterioler. Denne dobbelteffekt er hensigtsmæssig ved akut blodtryksfald, eksempelvis efter enblødning. Hormonet bevirker, at kroppen ikke mister mere vand gennemurin, og atblodet samles i kroppens storearterier. På denne måde opretholdesblodtrykket.

Én målcelle, flere hormoner

Én enkelt målcelle kan påvirkes af forskellige hormoner. Nogleceller har mange forskellige hormonreceptorer og kan derfor justere hormonvirkningerne.

Selvom en celle kun skulle have én type hormonreceptor, kan flere forskellige signalveje inde i cellen blive aktiveret. Hormonet kan kaldes budbringer nummer ét, mens det signalstof, der dannes inde i cellen, kaldes en sekundær budbringer.

Cyklisk AMP (cAMP) optræder i mange signalveje som sekundær budbringer. Et andet eksempel ercalciumioner, der frigøres fra lagre inde i cellen. Calciumioner er blandt andet vigtige som sekundær budbringer imuskelceller.

Kemisk inddeling af hormoner

Hormoner kan inddeles i grupper ud fra deres kemiske opbygning.

Transport af hormoner

Thyroideahormoner

Skjoldbruskkirtlen udskiller thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3). I blodet er størstedelen af T3 og T4 bundet til transportproteiner. Kun frit (ubundet) T4 og T3 er biologisk aktive.

Thyroideahormoner
Af/Created with Biorender.com.

Steroidhormonerne er uopløselige i vand, men er til gengæld fedtopløselige. Disse hormoner frigives, så snart de dannes i kirtelcellerne. De øvrige hormontyper lagres først i små blærer (vesikler), før de frigives. Disse hormoner frigives fra cellen gennem en transportmetode, der kaldeseksocytose.

De forskellige hormongrupper transporteres dels frit iblodet og dels bundet til specielle transportproteiner. Det er de hormoner, som transporteres frit, der er biologisk aktive og kan stimulerereceptorerceller.

Halveringstiden for hormonerne varierer fra nogle få minutter til et par dage.

Hormonreceptorer og signalveje

Signalkaskade

Et peptidhormon binder sig til en receptor på cellens overflade. Bindingen af hormonet leder til ændringer i receptoren, der aktiverer intracellulære proteiner. Dette sætter gang i en kædereaktion, hvor et aktiveret protein (A) leder til aktiveringen af det næste (B), der til sidst leder til et cellulært respons.

Signalkaskade
Af/Created with Biorender.com.
Steroidhormon
Steroidhormoner kan krydse cellemembranen og binde receptorer, der befinder sig i cellens cytoplasma eller i cellekernen. Hormon-receptorkomplekset kan indlede transskription af gener, hvorved der dannes proteiner, der regulerer cellens aktivitet.
Af.
Licens:CC BY SA 4.0

Hormonerne kan nå ud til altvæv i kroppen viablodcirkulationen, men hormonerne virker kun somsignalstoffer på enkelteceller. Disse celler har bestemte modtagermolekyler, der kaldesreceptorer på celleoverfladen eller intracellulært. Når et signalstof binder receptoren, bliver receptoren stimuleret og sender signaler til andre proteiner i cellen. Der er stor variation i, hvad der sker med signalet inde i cellen.

Steroidhormoner er fedtopløselige og kan krydse cellemembranen og komme direkte ind icellekernen og binde receptorer inde i cellen. Steroidhormoner aktiverer gener, hvilket fører til produktion af bestemte proteiner med biologiske virkninger. Hormoner, der dannes ud fraaminosyrentyrosin kan ligeledes passerecellemembranen. Disse hormoner regulerergentransskriptionen ved at binde sig til kernereceptorer, der er bundet til DNA i hormoners målceller.

Peptidhormoner kan i modsætning tilsteroidhormoner ikke passerecellemembranen og binder sig til specifikkereceptorer på cellens overflade. Der findes flere intracellulære signalveje, som kan aktiveres ved receptorbinding. Eksempelvis kan receptoren aktivere et såkaldtG-protein i cellemembranen, der herefter aktiverer etenzym. Det aktiverede enzym stimulerer herefter produktionen af én eller flere sekundære budbringere, for eksempelcAMP,cGMP ellerinositol. De sekundære budbringere stimulererproteinkinaser, som regulerer specifikke processer inde i cellen.

Endokrine kirtler og deres hormoner

De vigtigste endokrine kirtler hosmennesket er:

Hormonerne orkestrer deres virkninger i samspil med andre hormoner i det, der kaldesdet endokrine system.

Nogle hormoner kaldestropiske. Disse har som eneste opgave at regulere produktion og sekretion af et andet hormon. Et eksempel på dette erTSH (thyreoideastimulerende hormon). Dette dannes ihypofysens forlap på undersiden afhjernen. TSH regulerer udskillelsen afthyroxin fraskjoldbruskkirtlen, som regulererstofskiftet.

Thyroxin er et eksempel på etikke-tropisk hormon. Det virker på de fleste celler i kroppen og øgerstofskiftet, varmeproduktionen og iltoptagelsen icellerne.

Nogle endokrine kirtler producerer flere forskellige hormoner. Et eksempel erhypofysens forlap, der producerer seks forskellige hormoner;væksthormon (GH),prolaktin,thyreoideastimulerende hormon (TSH),kortikotropin (ACTH),follikelstimulerende hormon (FSH) ogluteiniserende hormon (LH). Der findes også nogle hormoner, der dannes af flere forskellige typer kirtler. For eksempel producerer bådehypothalamus ihjernen ogbugspytkirtlen det væksthæmmende hormonsomatostatin.

  • Læs mere om endokrine kirtler

Hypothalamus

Hypothalamus er et område ihjernen, der udskiller følgende stimulerende og hæmmende hormoner:

Disse hormoner har hypofysens forlap som målorgan og kontrollerer dennes udskillelse af hormoner.

Hypofysen

Hypofysen
Hypofysen består af en forlap (adenohypofysen) og en baglap (neurohypofysen). Adenohypofysen udskiller hormonerne TSH, ACTH, GH, FSH, LH og prolaktin. Neurohypofysen udskiller ADH og oxytocin, der dannes i hypothalamus.
Hypofysen
Af/Created with Biorender.com.

Hypofysen opdeles i baglap og forlap.

Hypofysens baglap(neurohypofysen) udskillerantidiuretisk hormon (ADH) ogoxytocin. Begge disse hormoner produceres ihypothalamus, men transporteres til hypofysens bageste lap, hvor de frigives. Målcellerne for ADH er nyrernes tubulusceller ogarterioler. Det stimulerer til genoptagelse af vand fra præurinen og til sammentrækning af blodkarrene.Oxytocin giver muskelsammentrækninger ilivmoderen og fremmer udskillelse afmælk frabrysterne.

Hypofysens forlap(adenohypofysen) består af endokrine kirtelceller og udskiller seks forskellige hormoner:

Hypofyseforlappens hormoner
Hypofyseforlappen udskiller hormoner, som regulerer hormonproduktionen i flere andre endokrine kirtler, som fx skjoldbruskkirtlen og leveren. En pil indikerer, at et hormon stimulerer produktionen eller sekretionen af et andet hormon, mens en flad ende indikerer, at et hormon inhiberer produktionen eller sekretionen af et andet hormon.
Hypofyseforlappens hormoner
Af/Created with BioRender.com.

Skjoldbruskkirtlen

Skjoldbruskkirtlen med biskjoldbruskkirtlerne

Skjoldbruskkirtlen producerer thyroxin (T4) og trijodthyronin (T3), der kontrollerer stofskiftet (metabolismen). Produktionen af T3 og T4 styres af hypofysehormonet TSH. Biskjoldbruskkirtlerne er placeret på bagsiden af skjoldbruskkirtlen og producerer parathyroideahormon (PTH), der regulerer calciumniveauet i blodet.

Skjoldbruskkirtlen med biskjoldbruskkirtlerne
Af/Created with Biorender.com.

Skjoldbruskkirtlens(glandula thyroidea) follikelceller producererthyroxin (T4) ogtrijodthyronin (T3). T3 og T4 virker på de fleste celler i kroppen. Hormonerne øgerstofskiftet og regulerer kroppens forbrænding af energi. Hormonerne er også nødvendige forvækst og udviklingen afnervesystemet.

I skjoldbruskkirtlen findes de såkaldte C-celler. C-cellerne danner hormonetcalcitonin, som påvirkerknoglevævet. Hormonet sænker niveauet afcalcium iblodplasma.

Biskjoldbruskkirtlerne

Biskjoldbruskkirtlerne(glandulae parathyroideae) dannerparathyreoideahormon (PTH), som virker påknogler,nyrer ogtarme. PTH øger koncentrationen afcalcium iblodplasma og reducerer koncentrationen affosfat i blodplasma. Det stimulerer også til aktivering afD-vitamin.

Binyrebark

Binyre

Binyren består af en marv(medulla) og en bark(cortex). Binyremarven producerer adrenalin og noradrenalin, mens binyrebarken producerer aldosteron, kortisol og androgene steroider.

Binyre
Af/Created with Biorender.com.

Binyrebarken danner tre hormoner:

Binyremarv

Binyremarven producereradrenalin ognoradrenalin. Binyremarven er en del afdet sympatiske nervesystem, idet binyremarvens hormoner forstærker virkningen af signalerne fra det sympatiske nervesystem. Hormonerne har betydning for blodtryksregulering og kroppens stressrespons.

Bugspytkirtlen

Langerhansk ø

Den endokrine del af bugspytkirtlen består af Langerhanske øer, som er områder med hormonproducerende celler. Alfacellerne producerer glukagon og betacellerne producerer insulin. De eksokrine kirtler i bugspytkirtlen producerer fordøjelsesenzymer og bikarbonat, som udskilles til tolvfingertarmen.

Langerhansk ø
Af/Created with Biorender.com.

Bugspytkirtlen(pancreas) har eneksokrin del, der dannerfordøjelsesenzymer, og enendokrin del, der blandt andet dannerinsulin ogglukagon. Den eksokrine del er ikke en del af hormonsystemet.

Denendokrine del afpancreas består af områder af endokrint væv, såkaldteLangerhanske øer. I de Langerhanske øer findes forskellige celletyper, herunder betacellerne, der dannerinsulin. Insulin stimulerer optagelse og lagring afkulhydrater. I alfacellerne dannesglukagon, som kontrollerer koncentrationen afnæringsstoffer iblodet efter absorption fratarmen. Glukagon virker på mange måder modsat insulin, og er især vigtig for øgning af blodglukosekoncentrationen.

Æggestokkene

Æggestokkene(ovarierne) dannerøstrogen, som virker påkvindelige kønsorganer og kroppen som helhed. Østrogen stimulerer follikeludvikling og udvikling af sekundærekønskarakteristika. Iknoglevæv stimulerer østrogen til lukning afepifyseskiverne.

Æggestokkene danner ogsåprogesteron, som forberederlivmoderengraviditet.

Testiklerne

Testiklerne dannertestosteron, som virker påmandlige kønsorganer og kroppen som helhed. Det stimulerer produktionen afsædceller og udviklingen af sekundære kønskarakteristika. Testosteron stimulerer ligeledeskønsdriften. I knoglevæv stimulerer testosteron til vækst ipuberteten og forbereder lukning afepifyseskiverne.

Både testikler og æggestokke dannerinhibin, som hæmmer sekretionen af follikelstimulerende hormon (FSH) fra hypofysens forlap.

Koglekirtlen

Koglekirtlen(corpus pineale) producerermelatonin. Melatonin har blandt andet betydning fordøgnrytmen.

Moderkagen

Moderkagen(placenta) producererøstrogen ogprogesteron. Disse virker på dekvindelige kønsorganer og er afgørende forfosterudvikling og moderkagens funktioner. Hormonerne forbereder også brysterne til mælkeproduktion.

Moderkagen danner desuden hormonetchoriongonadotropin, der opretholderdet gule legeme undergraviditeten.

Nyrerne

Nyrerne dannerrenin via et system, der kaldes renin-angiotensin-aldosteron-systemet (RAAS). Det stimulerer binyrebarken til at dannealdosteron og har betydning forblodtryksregulering.

Nyrerne danner ogsåerytropoietin (EPO), som stimulerer produktionen afrøde blodceller iknoglemarven.

Mavesækken

Mavesækken danner blandt andetgastrin. Gastrin er vigtig for kontrol afsaltsyreproduktion.

Tolvfingertarmen

Tolvfingertarmen(duodenum) dannersekretin,cholecystokinin oggastrisk hæmmende peptid (GIP). Disse påvirkerbugspytkirtlen,leveren oggaldeblæren. De er vigtige ifordøjelsen og optagelsen af næring fratarmen.

Leveren

Leveren danner insulinlignende vækstfaktorer, som blandt andet stimulerer til vækst afknoglevæv. Leveren producerer desuden thrombopoietin, som stimulerer til produktion afblodplader.

Hud

Huden dannerD-vitamin ved hjælp afUV-lys. D-vitamin øger optagelsen afcalcium ogfosfat fratarmen og er vigtig for knoglesundhed.

Thymus

Brislen(thymus) danner thymosin. Det stimulerer produktion og modning afT-celler iimmunsystemet.

Hjertet

Hjertet kan danne såkaldte natriuretiske peptider:

  • ANP udskilles hovedsageligt fra hjertetsforkamre ved stræk og hæmmer optagelsen afnatrium fra præurinen
  • BNP udskilles fra hjertets hovedkamre og har tilsvarende virkning som ANP

Hormoner hos andre organismer

Allehvirveldyr har hormoner, men et bestemt hormon har langtfra altid samme virkning i de forskellige dyr. Fx findesprolaktin, som hos mennesket stimulerer kvindens mælkeproduktion, bl.a. hosgnavere,duer, visse havfugle og fisk, hvor det har forskellige funktioner, fx stimulering af mødrene omsorg. Endvidere menes det, at de fleste hvirvelløse dyr har hormoner, men deres funktion er ofte ikke klarlagt i detaljer. Et af de bedre kendte er ecdyson, et hormon, der hos insekter igangsætter hudskifte. Også planter har hormoner, fxauxiner,cytokininer oggibberelliner.

Historisk baggrund

Ordet blev introduceret i biologien af den engelske fysiologErnest Starling i hansCroonian Lecture (1905) om blodbåren kontrol af kroppens organer. Regulering ad blodvejen var dengang et radikalt nyt begreb, der udfordrede den dominerende Pavlov-skoles dogme om, at nerver styrer og koordinerer kroppens funktioner. Starling og hans kollega William Bayliss (1860-1924) opdagede i 1902, at bugspytkirtler med overskårne nerver stadig producerede bugspyt efter fødeindtagelse, fordi tyndtarmens slimhinde frisatte stoffetsekretin til blod. Sekretin blev således det først kendte hormon.

Læs mere i Lex

Skrevet af:
Artiklen indeholder tekst fra:
Støttet af:
Senest ændret:
,se alle ændringer
begrænset anvendelse.
Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Sabaratnam, Rugivan; Rehfeld, Jens F.; Berg, Jens Petter; Hauge, Anton; Store medisinske leksikon; Den Store Danske; Fonden, Novo Nordisk:hormoner iLex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/hormoner

Bidrag

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig forEndokrinologi

Rugivan Sabaratnam
Assistant Professor, Syddansk Universitet
Den Danske Ordbog logo


Forstå aktuelle begivenheder

Krigen i Ukraine

Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.

Kritisk infrastruktur

Begrebet kritisk infrastruktur bruges ofte i sikkerhedspolitisk sammenhæng om de faciliteter og systemer, som er nødvendige for, at samfundet fungerer, og sikkerheden kan opretholdes.

Valg af ny pave

Konklavet af kardinaler træder sammen 7. maj. Der foretages herefter fire hemmelige afstemninger hver dag, og der kræves 2/3 flertal for et gyldigt valg af ny pave.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet

[8]ページ先頭

©2009-2025 Movatter.jp