Det moderne kunstbegreb er en vestlig specialitet, der ikke er ældre endrenæssancen. Alligevel tilbagefører vi det også på førmoderne tider og ikkevestlige kulturer, hvor alle genstande og praksisser, der vækker æstetisk behag, opfattes som kunst, selvom de er udsprunget af religiøse, politiske eller praktiske formål.

I denne tværhistoriske forstand har kunsten oprindelse imagisk praksis. Billeder, ornamenter, musik og besværgende ritualer skulle afstedkomme fysiske ændringer gennem magisk indvirkning: helbredelse, forbandelse, frugtbarhed og lignende.

I jødedom, islam, byzantinsk middelalder og protestantisme blev kunstens magiske evne ofte mistænkeliggjort og dæmoniseret. Et klimaks varikonoklasmen, der angreb eller forbød billeder og skulpturer ud fra en mistanke om idolatri, dvs. tilkendelse af magiske evner til gudebilleder. Opkomsten af det moderne kunstbegreb kan ses som resultat af kunstens renselse for magi. Når kunsten i den borgerlige kultur skal bevæge, angår bevægelsen ikke fysiske og kropslige ændringer som i magien, men kun rørelser i sindet.

I antikken og middelalderen var det, der senere blev rubriceret som kunst – musik, dans, maleri, poesi osv. – del af et bredere domæne for kunnen, det græsketechne og det latinskears, der angik alle former for kultivering af naturen, fra agerbrug over medicin til billeder. Poesi og billeder kunne her sammenlignes med hensyn til deres sociale nytte eller skade, men uden at ideen om et fælles grundlag for alvor blev sat i system.

Kunst var i antikken og middelalderen først og fremmest håndværk, med undtagelse af hvad man fra senantikken kaldte de syvfrie kunster: discipliner, der byggede på teori. Af disse syv, der spillede en central rolle i middelalderens dannelsesinstitutioner, er det kun musik, der svarer til nutidens begreb om en kunstart. Alligevel deler det moderne kunstbegreb den samme aversion mod det blotte håndværk som de syv frie kunster og havde dem derfor som ideal.

1700-tallets "system" af skønne kunster, som senere har måttet differentieres og udvides mht. kunstarternes antal, udgør en af forudsætningerne for nutidens betoning af en æstetisk fællesnævner for al kunst. Denne fællesnævner, det artistiske, udspringer af den latinskears, hvorimod den mere brugsrettede kunnen, håndværk og teknologi, som kunsten nu sættes på afstand af, udspringer af den græsketechne.

Ikke tilfældigt etableredeæstetikken, læren om erkendelse gennem sansning, sig i samme periode som et nyt teoretisk område. Kunstarterne var fælles om at henvende sig til et alment oplyst, borgerligt publikum, der værdsatte de skønne værkers appel til smagen, tænksomheden og den moralske sans.

IImmanuel Kants Kritik der Urtheilskraft (1790) samles en række centrale træk ved nutidens kunstbegreb. Den skønne kunst bestemmes gennem sit modsætningsforhold til natur, til videnskab og til håndværk. Den er fri (autonom) i den betydning, at kunstneren selv skaber de regler, kunstværket følger, og at kunsten ikke tjener noget udefra påtvunget formål.

I løbet af kunstarternes senere udvikling fraromantik tilavantgarde mistede det skønne sin rolle som konstituerende del af begrebet kunst. Begrebet kom til at omfatte en række fænomener, der tidligere netop stod i kontrast til det skønne, fx i billedkunstendet sublime og det hæslige, foruden alt hvad der i 1900-tallet har kunnet samles under overskriften avantgarde og dens tilhørende "Shock of the New".

At en række kunstneriske bevægelser, der bredt kan kaldes avantgarde, tydeligt indeholder kritik af kunstens tilstræbte autonomi, dens afstand fra det øvrige samfund, har ikke for alvor ændret det overordnede kunstbegreb, vi stadig anskuer værkerne igennem.

Den æstetiske ramme for dette begreb kommer prominent til udtryk i det moderne kunstmuseum. Rækker kunstens historiske rødder tilbage i en religiøs-mytisk verdensorden, fremstår kunstmuseet som et sekulariseret tempel, hvor æstetiske oplevelser har erstattet religiøs andagt (jf. dethegelianske begreb kunstreligion).

Ved i princippet at bringe alle tænkelige værker sammen og dermed løsrive dem fra enhver anden social og kulturel sammenhæng er kunstmuseet det monumentale udtryk for nutidens opfattelse af kunsten som autonom. Med dets fjernelse af kontekst og indsættelse af kunstværket på en angiveligt neutral grund kaldes kunstmuseet ofte "den hvide kube" (Brian O'Doherty).

En utydeliggørelse af grænserne mellem traditionelle kunstarter — og mellem kunst og ikke-kunst — hører til den nutidige situation. Det normative træk ved kunstbegrebet (at ikke alt, der giver sig ud for kunst, gør sig fortjent til navnet) må konkurrere med den institutionelle opfattelse, at kunst er alt, hvad der af den ene eller anden grund optræder i denne rolle inden for kunstverdenens institutioner.

Den samme tendens viser sig, når kunstbegrebets fokus mere og mere forskydes fra værket til et åbent spillerum for oplevelse og refleksion hos modtageren.

• kunstner
• kreativitet
• kunstinstitution
• æstetik
• kunsthistorie