Titus Livius, 59 f.Kr.-17 e.Kr., romersk historieskriver. Livius, som antagelig tilhørte det jordejende romerske aristokrati, deltog i modsætning til næsten alle romerske historikere ikke i politik, men viede hele sit liv til litterær virksomhed.

Hans hovedværk,Ab urbe condita, dvs. 'fra byens grundlæggelse', beskriver Roms udvikling fra dens sagnagtige begyndelse i midten af 700-t. f.Kr. til Livius' egen tid. Efter græsk-hellenistisk tradition lagde Livius hovedvægten på den enkeltes moralske kvalifikationer, som han mente var den drivende kraft i historien. Han opfattede sin samtid som en periode med voldsom nedgang, som kun kunne vendes ved at undgå at gentage de fejl, fortiden havde begået, og lære at efterligne dens dyder. Livius betragtede sig selv som opdrager og historien som "magistra vitae", en lærebog i anvendt etik.

Han påbegyndte sit værk umiddelbart efterAugustus' magtovertagelse i 27 f.Kr. og har højst sandsynligt ligesom digterneHorats ogVergil betragtetprincipatet og de ny tider som et vendepunkt og en begyndende guldalder. I et uformaliseret samarbejde udviklede disse tre forfattere principatets ideologiske grundlag.

Livius skrev i alt 142 bøger (bogruller), hvoraf store dele, især de tidligste, er bevaret. Fra de ikke-bevarede dele kendes korte uddrag, periochae. Livius nød stor popularitet allerede i antikken, men blev først taget op igen i renæssancen, hvorDante anså ham for at være prototypen på den fejlfri historiker. Den grundlæggende tekstkritiske udgave er udgivet af danskerenJ.N. Madvig 1861-66. Store dele findes oversat til dansk.