Som skuespiller har Eastwood gjort sig bemærket primært gennem en tavs sammenbidthed. Han opbyggede sit ry og grundlagde sin type som den fåmælte enspænder, "Manden uden navn", iSergio Leones serie af tre italienske såkaldte spagettiwesterns, der blev indledt medPer un Pugno di Dollari (1964,En nævefuld dollars) og kulminerede medIl buono, il brutto, il cattivo (1966,Den gode, den onde og den grusomme).

Derefter førte han figuren over i et nutidigt amerikansk miljø under instruktørenDon Siegel i politifilmeneCoogan's Bluff (1968) og isærDirty Harry (1971). Den sidste blev en stor og debatskabende succes med sit selvtægtstema og fik fire efterfølgere.

Eastwoods skuespilsstil kan kaldes minimalistisk og underspillet, hvor hans replikker ofte leveres som en skærende hvislen. Med en naturlig charme fremstår Eastwood dog som overbevisende, omend bevidst endimensionel. Selv i følelsesmæssige melodramaer, somBroerne i Madison County (1995), fungerer Eastwood primært som kontrast til andre skuespilleres præstationer.

Eastwoods første film som instruktør er relativt tidligt i hans karriere, 1971sPlay Misty for Me, en stalker-thriller, som ligger langt fra hans etablerede image, men er et tidligt eksempel på Eastwoods interesse for jazz. Filmen blev en kunstnerisk og økonomisk success, hvilket blev startskuddet på en lang karriere som instruktør parallelt med virket som skuespiller. Siden har han vekslet mellem kommercielle actionhistorier og mere personlige opgaver som instruktør, bl.a. portrættet af altsaxofonistenCharlie Parker iBird (1988).

MedUnforgiven (1992,De nådesløse) ajourførte Clint Eastwood westerngenren og analyserede dens myter og sin egen figur, hvilket indbragte ham enOscar for både filmen og instruktionen.

Som instruktør og skuespiller nuancerede han sit virkefelt med det romantiske kammerspilThe Bridges of Madison County (1995) i samspil medMeryl Streep; han opnåede stor kritisk succes medMystic River (2003), som behandler traume- og hævntemaer i krimiens form, og den melodramatiske boksehistorieMillion Dollar Baby (2004), der igen indbragte Oscars for instruktion og film.

Siden har Clint Eastwood fortsat med at instruere film med imponerende produktivitet. I 2008 udsendte hanChangeling, et psykologisk drama fra forbudstidens Los Angeles, og siden er fulgtGran Torino (2009), der behandler integrationsproblemtikken i sammenstødet mellem en gammel krigsvetaran, spillet af Clint Eastwood selv, og en ung koreansk dreng.

SportsdramaetInvictus, der udspiller sig på baggrund af systemskiftet i Sydafrika, kom i 2009, efterfulgt afHereafter (2010), som kredser om dødens indflydelse på en række skæbner.

DramaetJ. Edgar (2011), medLeonardo DiCaprio i titelrollen, tager FBI's mangeårige chefJ. Edgar Hoover under behandling og forsøger både at tegne et portræt af Hoovers samtid og personen bag hans magtfulde position i det amerikanske samfund.

Eastwoods stil som instruktør spejler hans stil som skuespiller og er kendetegnet ved at være minimalistisk, ofte med kun en optagelse af hver indstilling. Ligeledes fravælger Eastwood ofte at lave storyboards før produktionen for at kunne producere filmen hurtigere.

Tematisk kredser Eastwood meget om forskellige etiske dilemmaer. Lov og orden har været en tydelig ledetråd gennem hele karrieren, hvor relationen mellem håndhæveren og den kriminelle afsøges, som iA Perfect World (1993) ogAbsolute Power (1997). Ligeledes fokuserer Eastwood også på situationer, hvor folk er nødt til at tage loven i egen hånd, somPale Rider (1985) ogUnforgiven (1992).

Eastwood har lavet en del biografiske og historiske krigsfilm. Han startede med dobbelt-filmeneFlag of Our Fathers ogLetters From Iwo Jima, begge 2006, som satte spørgsmålstegn ved USA's opførsel under Anden verdenskrig, primært i Stillehavskonflikten mod Japan. Filmene viser den amerikanske og japanske side af slaget ved Iwo Jima. Senere har Eastwood vendt sig mod krigen mod terror i filmeneAmerican Sniper (2014) ogThe 15:17 to Paris(2018), som begge fremstår langt mere nationalistiske og autoritære.