Movatterモバイル変換


[0]ホーム

URL:


Spring til hovedindholdet
Lex – Danmarks Nationalleksikon

Clint Eastwood

Skrevet af

Faktaboks

Clint Eastwood
Født
31. maj 1930
Clint Eastwood. Foto: 2008.
Af.

Clint Eastwood er en amerikansk skuespiller og instruktør. Han har desuden været borgmester i Carmel-by-the-Sea og været medlem af California State Park and Recreation Commission.

Karriere

Clint Eastwood er via små biroller og bl.a. tv-serienRawhide (1959-1966) blevet en stor stjerne i barske actionfilm, samtidig med at han har opnået en position som et af amerikansk films mest respekterede navne.

Skuespiller

Som skuespiller har Eastwood gjort sig bemærket primært gennem en tavs sammenbidthed. Han opbyggede sit ry og grundlagde sin type som den fåmælte enspænder, "Manden uden navn", iSergio Leones serie af tre italienske såkaldte spagettiwesterns, der blev indledt medPer un Pugno di Dollari (1964,En nævefuld dollars) og kulminerede medIl buono, il brutto, il cattivo (1966,Den gode, den onde og den grusomme).

Derefter førte han figuren over i et nutidigt amerikansk miljø under instruktørenDon Siegel i politifilmeneCoogan's Bluff (1968) og isærDirty Harry (1971). Den sidste blev en stor og debatskabende succes med sit selvtægtstema og fik fire efterfølgere.

Eastwoods skuespilsstil kan kaldes minimalistisk og underspillet, hvor hans replikker ofte leveres som en skærende hvislen. Med en naturlig charme fremstår Eastwood dog som overbevisende, omend bevidst endimensionel. Selv i følelsesmæssige melodramaer, somBroerne i Madison County (1995), fungerer Eastwood primært som kontrast til andre skuespilleres præstationer.

Instruktør

Eastwoods første film som instruktør er relativt tidligt i hans karriere, 1971sPlay Misty for Me, en stalker-thriller, som ligger langt fra hans etablerede image, men er et tidligt eksempel på Eastwoods interesse for jazz. Filmen blev en kunstnerisk og økonomisk success, hvilket blev startskuddet på en lang karriere som instruktør parallelt med virket som skuespiller. Siden har han vekslet mellem kommercielle actionhistorier og mere personlige opgaver som instruktør, bl.a. portrættet af altsaxofonistenCharlie Parker iBird (1988).

MedUnforgiven (1992,De nådesløse) ajourførte Clint Eastwood westerngenren og analyserede dens myter og sin egen figur, hvilket indbragte ham enOscar for både filmen og instruktionen.

Som instruktør og skuespiller nuancerede han sit virkefelt med det romantiske kammerspilThe Bridges of Madison County (1995) i samspil medMeryl Streep; han opnåede stor kritisk succes medMystic River (2003), som behandler traume- og hævntemaer i krimiens form, og den melodramatiske boksehistorieMillion Dollar Baby (2004), der igen indbragte Oscars for instruktion og film.

Siden har Clint Eastwood fortsat med at instruere film med imponerende produktivitet. I 2008 udsendte hanChangeling, et psykologisk drama fra forbudstidens Los Angeles, og siden er fulgtGran Torino (2009), der behandler integrationsproblemtikken i sammenstødet mellem en gammel krigsvetaran, spillet af Clint Eastwood selv, og en ung koreansk dreng.

SportsdramaetInvictus, der udspiller sig på baggrund af systemskiftet i Sydafrika, kom i 2009, efterfulgt afHereafter (2010), som kredser om dødens indflydelse på en række skæbner.

DramaetJ. Edgar (2011), medLeonardo DiCaprio i titelrollen, tager FBI's mangeårige chefJ. Edgar Hoover under behandling og forsøger både at tegne et portræt af Hoovers samtid og personen bag hans magtfulde position i det amerikanske samfund.

Eastwoods stil som instruktør spejler hans stil som skuespiller og er kendetegnet ved at være minimalistisk, ofte med kun en optagelse af hver indstilling. Ligeledes fravælger Eastwood ofte at lave storyboards før produktionen for at kunne producere filmen hurtigere.

Tematisk kredser Eastwood meget om forskellige etiske dilemmaer. Lov og orden har været en tydelig ledetråd gennem hele karrieren, hvor relationen mellem håndhæveren og den kriminelle afsøges, som iA Perfect World (1993) ogAbsolute Power (1997). Ligeledes fokuserer Eastwood også på situationer, hvor folk er nødt til at tage loven i egen hånd, somPale Rider (1985) ogUnforgiven (1992).

Eastwood har lavet en del biografiske og historiske krigsfilm. Han startede med dobbelt-filmeneFlag of Our Fathers ogLetters From Iwo Jima, begge 2006, som satte spørgsmålstegn ved USA's opførsel under Anden verdenskrig, primært i Stillehavskonflikten mod Japan. Filmene viser den amerikanske og japanske side af slaget ved Iwo Jima. Senere har Eastwood vendt sig mod krigen mod terror i filmeneAmerican Sniper (2014) ogThe 15:17 to Paris(2018), som begge fremstår langt mere nationalistiske og autoritære.

Spillefilm instrueret af Clint Eastwood

ÅrTitel
1971Play Misty For Me/Mørkets melodi
1973High Plains Drifter/En fremmed uden navn
1973Breezy/Hun hed Breezy
1975The Eiger Sanction/Kold hævn
1976The Outlaw Josey Wales/Øje for øje
1977The Gauntlet/Pansernæven
1980Bronco Billy
1982Firefox
1982Honkytonk Man
1983Sudden Impact/Dirty Harry vender tilbage
1985Pale Rider
1986Heartbreak Ridge/Elitesoldaten
1988Bird
1990White Hunter Black Heart/Hvid jæger, sort hjerte
1990The Rookie/Koldt bly og varme øretæver
1992Unforgiven/De nådesløse
1993A Perfect World
1995The Bridges of Madison County/Broerne i Madison County
1997Absolute Power
1997Midnight in the Garden of Good and Evil/Midnat i det gode og ondes have
1999True Crime
2000Space Cowboys
2002Blood Work
2003Mystic River
2004Million Dollar Baby
2006The Flags of Our Fathers
2006Letters from Iwo Jima
2008Changeling
2008Gran Torino
2009Invictus
2010Hereafter
2011J. Edgar
2014Jersey Boys
2014American Sniper
2016Sully/Miraklet på Hudsonfloden
2018The 15:17 to Paris
2018The Mule
2019Richard Jewell
2021Cry Macho
2024Juror #2

Læs mere i Lex

Skrevet af:
Artiklen indeholder tekst fra:
Senest ændret:
,se alle ændringer
VILKÅR FOR GENBRUG:
begrænset genbrug
Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Juhl, Lena; Blædel, Michael; Christiansen, Steen Ledet:Clint Eastwood iLex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/Clint_Eastwood

Bidrag

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig forNyere instruktører og filmfolk fra USA

Steen Ledet Christiansen
Professor i kultur, medier og æstetik, Aalborg Universitet
Den Danske Ordbog logo


Det sker

Ishockey

Mændenes ishockeylandshold møder Tjekkiet til playoffkamp om en plads i kvartfinalen til dette års vinter-OL. Syv danske spillere, der til daglig spiller i den professionelle nordamerikanske liga NHL, er i år med til OL. Det er det højeste antal nogensinde.

Ramadan

Ramadan er den niende måned, fastemåneden, i den islamiske kalender. Fasten betragtes som en af islams fem søjler og ses som et udtryk for indre renselse. Fasten overholdes af de fleste muslimer, men med store regionale forskelle. Ramadanen begynder i år den 17. februar.

Kinesisk nytår

Det kinesiske nytår er den vigtigste traditionelle kinesiske højtid. Fejringen af det kinesiske nytår varer normalt i 15 dage og kulminerer med Lanternefesten. Den 17. februar 2026 markerer nytåret overgangen fra Slangens år til Hestens år.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet

[8]ページ先頭

©2009-2026 Movatter.jp