Vi ved ikke meget om Appians tidlige liv, men vi ved, at han oplevede det jødiske oprør i 116-117, og at han kun med nød og næppe slap fra det med livet i behold. Appian beskriver selv, hvordan han selv og hans vejviser for vild på vej mod en båd, der skulle bringe dem i sikkerhed, og hvordan de til sidst blev reddet af en anden båd. Den båd, som de oprindeligt skulle have været med, blev på den anden side taget af jøderne, og dens besætning slået ihjel.

Herefter blev Appian på et tidspunkt romersk borger, og efter at have nået de højeste embeder i Alexandria, kom han til Rom og arbejdede som en form for advokat, som han selv fortæller os i sin indledning. Han blev også præst forFortuna i Rom og blev æret ved at blive tilbudt rollen somprokurator, hvilket han dog afslog. Han var en del af Roms overklasse og ven med en af tidens helt store skikkelser,Fronto, der var mentor for og ven af kejserMarcus Aurelius.

Som Appian fortæller os på densarkofag, der næsten helt sikkert er hans, fundet i den germanske kirkegård iVatikanstaten, var han gift med Eutychia, et ægteskab, der blev indgået, da hun var tolv år gammel. De var gift i 31 år, og Eutychia døde før Appian.

Appian er bedste kendt for sin historie om Rom i 24 bøger. Sådanne bøger var ikke så lange, som bøger er i dag, men det er stadig et højst betydeligt værk, der fylder seks moderne bind i den klassiske engelske oversættelse fra Loeb. Værket blev sandsynligvis påbegyndt i 140'erne og var færdig før 161.

Appians historie starter med en indledning, og herefter kommer følgende bøger:

• 1) Kongebogen
• 2) Den italiske bog
• 3) Den samnitiske bog
• 4) Den keltiske (galliske) bog
• 5) Den sicilianske bog
• 6) Den iberiske (spanske) bog
• 7) Den Hannibalske bog
• 8) Den afrikanske bog
• 9) Den makedonske bog
• 10) Den græske bog
• 11) Den syriske bog
• 12) Den Mithridatiske bog
• 13) Borgerkrigene, bog 1
• 14) Borgerkrigene, bog 2
• 15) Borgerkrigene, bog 3
• 16) Borgerkrigene, bog 4
• 17) Borgerkrigene, bog 5
• 18) Den Egyptiske historie, bog 1
• 19) Den Egyptiske historie, bog 2
• 20) Den Egyptiske historie, bog 3
• 21) Den Egyptiske historie, bog 4
• 22) Hundredeårs-bogen
• 23) Den dakiske bog
• 24) Den arabiske bog

Kun bog 6-9 og 11-17 har overlevet fuldstændige. Resten af bøgerne kendes i dag kun fra fragmenter af varierende længe. Appians værk er således delt op i først tolv bøger, der beskriver Roms udvidelse i forskellige geografiske områder, de såkaldte ”etniske bøger”. To af disse bøger beskriver krige mod specifikke generaler, nemlig den omHannibal (den store kartagiske general) og Mithridates.

Herefter er der fem bøger om borgerkrigene og så fire bøger om Egypten. De egyptiske bøger er ikke overleveret, men sandsynligvis fokuserede de mest på borgerkrigene efter 35 f.v.t., hvor borgerkrigsbøgerne stopper, og fortæller historien omAugustus’ endelige sejr. De sidste tre bøger handler om krige under imperiet, primært krigene underTrajan. Appian lovede også bøger om krigene mod partherne, en bog om sig selv og en oversigt over Roms bureaukratiske apparat, men han færdiggjorde sandsynligvis aldrig disse.

Appians geografiske tilgang til romersk historie var innovativ: normalt beskrev romerske historikere, de såkaldte annalistiske historikere, alle begivenheder både i felten og i Rom indenfor et år. Dette gjorde, at narrativet om krige, der strakte sig over flere år, blev delt op i mange forskellige bider, og det kunne være svært at følge fortællingen. Appian beklager sig i sit værk over netop dette, hvordan narrativet hopper fra det ene område til det andet og efterlader krige, forhandlinger og andre ting ufærdige. På grund af dette strukturerede Appian sin historie geografisk således, at han fortalte hele historien om Roms tilstedeværelse i Spanien, for eksempel, på én gang.

Den romerske historiker Florus havde tidligere skrevet et værk med et lignende geografisk fokus, men dette var langt mindre ambitiøst i længde end Appians og trak i høj grad på én kilde, nemligLivius.

Appian er en af de vigtigste kilder til dele af Roms republikanske historie, og han er den eneste kilde til ikke ubetydelige krige og episoder. Appians værk er dog ofte blevet kritiseret for fejl og mangler: Appian laver ofte fejl i sine geografiske beskrivelser, han modsiger nogle gange forklaringer, som han er kommet med tidligere i sit værk, og han blander navne sammen. Disse problemer kan man ikke komme udenom.

Appian blev dog også kritiseret for at være enkopist uden selvstændige tanker, en historiker, der blot komprimerede tidligeres historikeres værker. Dette syn er blevet kraftigt udfordret i de senere år, og forskere ser i højere og højere grad Appian som en mere kompleks historiker. For eksempel påpeger han en række romerske dyder i sin indledning, specielt udholdenhed, fornuft og mådeholdenhed, som vigtige for at forstå romernes succes, og disse dyder spiller ganske rigtigt en vigtig rolle i Appians historie. Det kritiske syn på Appian er dog ingenlunde forsvundet, og der sættes stadig spørgsmålstegn ved hans overordnede selvstændighed som historiker.

Appian er oversat til dansk vedKarl Hude (1919-1920).

• romersk historieskrivning