Titelbladet fra første udgave afTheodor Herzls (tv.) bogDer Judenstaat (th.), som i 1896 foreslog oprettelsen af en selvstændig jødisk stat.
Zionisme er en form for jødisknationalisme, som tager udgangspunkt i, atdet jødiske folk udgør enetnisk/national gruppe med ret til at leve i hele eller dele af det historiske landområde, som består af Judæa, Samaria, Galilæa, med hovedvægt påJerusalem, som har været hovedstad for det jødiske land og folk siden kong Davids tid. Der findes dog også grene af zionismen, der blot kræver et hjemland til jøderne uafhængigt af den geografiske placering.[1]
Grundlaget for zionismen blev skabt medTheodor Herzls bogDer Judenstaat (dansk:Jødestaten), hvis førsteudgave udkom i 1896. Herzl mente, at den eneste løsning på de øgende restriktioner mod jøder, de mangepogromer og den stigendeantisemitisme var, at jøderne oprettede en selvstændig jødisk stat. Herzl var bl.a blevet påvirket af retssagen mod den uskyldige fransk-jødiske officerAlfred Dreyfus, som blev beskyldt for landsforræderi i sagen, der senere blev kendt somDreyfus-affæren.
Den politiske zionisme fokuserede fra1917 på at etablere en stat i det nuværendeIsrael. Dens første positive resultat opstod, da den engelske regering den2. november1917 udstedteBalfour-deklarationen. Den14. maj1948 blev den uafhængige stat, Israel,udråbt, hvilket markerede et afgørende skridt i zionismens politiske bestræbelser.[2]
FN's generalforsamlings resolution 3379 blev i 1975 med stemmerne 72 for og 35 imod (32 undlod at stemme) vedtaget af FN's generalforsamling. Denne resolution sagde, at "zionisme er en form for racisme og racediskriminering". Imod denne resolution stemte hovedsageligtvestlige lande, herunder Danmark.[3] Resolution 3379 blev senere, i 1991, tilbagekaldt med FN's generalforsamlings resolution 46/86.[4]
Etymologien af ordetZion (Hebraisk: צִיּוֹן,transskription:Zion, Sion,[a]Tzion, Tsion ellerTsiyyon)[5] er usikker.[6][7][8] I denjødiske bibel (Det Gamle Testamente) omtalesZion som et sted iJerusalem. Ordet henviser oprindeligt til en bestemt bakke i Jerusalem – kendt somZion-bjerget – der er beliggende syd for Moriah-bjerget (også kendt somTempelbjerget). Navnet er refereret iAnden Samuelsbog (kapitel 5, vers 7), hvor det bl.a. står skrevet; "Men David indtog klippeborgen Zion (...)".[9] I henhold til fortællingen i Anden Samuelsbog kapitel 5 var der således en fæstning – af samme navn – beliggende på Zion-bjerget, som i henhold til fortællingen blev erobret afKong David.[9] I henhold til samme fortælling blev denne fæstning efterfølgende omdøbt til Davidsbyen.[9]
Selvom navnet kan føres tilbage til tiden inden Kong David indtog byen, stårZion som symbolet for templet i Jerusalem.[10] Ordet bruges derfor oftest som et synonym for Jerusalem[7][6] og Israels land som helhed.[11] Efter templets ødelæggelse i år 70 drog talrige jøder stadig til Jerusalem og templetsvestlige mur, som er bevaret, er stadig et symbol for zionisterne.[12]
Herzl havde haft forløbere allerede i midten af det 19. århundrede, såledesMoses Hess medRom und Jerusalem ogLeo Pinsker medAuto-Emanzipation, men de var kun litterære forløbere for den politiske bevægelse.[1] IRusland opstod i 1881 en jødisk bevægelse,Zions venner, som var inspireret af Pinsker, og med den tyrkiske regerings tilladelse fik de mulighed for at etablere den første jødiske koloni i det nuværendeIsrael.[14][15]
Længslen efter det land, som jøderne var blevet drevet ud af i år 70, daTitus ødelagde templet i Jerusalem, var bevaret som enfælles erindring af symbolsk religiøs betydning i over 1.800 år. I 1896 udgav denwienske pariserkronikør, dr. Theodor Herzl, opildnet afpogromerne mod jøderne i Rusland og Dreyfus-affæren i Frankrig, "Der Judenstaat"[16], og skabte en national og politisk bevægelse med indkaldelsen til den1. zionistkongres iBasel i 1897 under hans ledelse. Han fremsatte her sit politiske program, det såkaldte "Baselerprogram", og skabteden zionistiske verdensorganisation
Baselprogrammet pådansk: Zionismen sigter mod oprettelse for det jødiske folk et offentligt og juridisk sikret hjem i Palæstina. For at opfylde dette formål, mener Kongressen følgende måder brugbar:
1. Fremme af afviklingen af jødiske landmænd, håndværkere og handelsfolk i Palæstina. 2. Sammenslutningen af alle jøder i lokale eller generelle grupper, i henhold til lovgivningen i de forskellige lande. 3. Styrkelsen af den jødiske følelse og bevidsthed. 4. Forberedende skridt til at nå disse statslige tilskud, der er nødvendige til opfyldelse af den zionistiske formål.[17]
Trods lille modstand i både ortodokse og indifferente kredse vandt zionismen større og større udbredelse, hvad der tydeligt fremgik af antallet af dem, der sendte delegerede til kongresserne, af hvilke der inden1. Verdenskrig var afholdt 11 (1., 2., 3., 5., 6., 7. og 10. iBasel, 4. iLondon, 8. iHaag, 9. iHamburg og 11. iWien).[kilde mangler]
Herzl fandt fremstående medarbejdere i så godt som alle lande, blandt de mest kendteMax Nordau ogIsrael Zangwill, men mødte også kritik af sit pragmatiske standpunkt, fordi han ikke ville udelukke, at det jødiske "hjem" kunne placeres udenfor Palæstina.[18]Chaim Weizmann deltog i den 2. zionistkongres i1898 og var medvirkende til, at kongressen vedtog Palæstina som det eneste sted, hvor den jødiske stat kunne placeres.[19] Hertzl blev også kritiseret for at negligere betydningen af den særlige jødiskekultur.[19]
Samtidig med diplomatiske henvendelser hos de forskellige regeringer blev der arbejdet på en kolonisation i selve Palæstina, men trods løfter fra sultanens side lagde[hvornår?] den tyrkiske administration dog hindringer i vejen for en jødisk kolonisation i større omfang i det dengang nyoprettede britiske protektorat Palæstina (nutidens Israel ogJordan), som havde været en gruppe provinser i det tyrkisk-styredeOsmanniske rige. I 1917 blevSykes-Picot-aftalen afsløret afSovjetunionen, og dens fastlæggelse af Palæstina somengelsk interessesfære under international kontrol vakte stor bestyrtelse blandtzionister.[20] Inden denne aftale variværksat, udløste forhandlinger mellem engelske diplomater og zionistiske ledere et brev, stilet tilLord Rothschild og underskrevet af den engelske udenrigsministerArthur James Balfour. Dette dokumentet er gået over i historien somBalfour-deklarationen.[21]
1. verdenskrig førte blandt andet til Osmannerrigets sammenbrud, og kort efter, at de Allierede var blevet herrer over det sydlige Palæstina med Jerusalem, udstedte den engelske regering den 2. november 1917Balfour-deklarationen:
Regeringen ser med velvilje på etableringen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk og vil på bedst mulig måde medvirke til opfyldelsen af dette mål, men det indskærpes, at intet må gøres som skader Palæstinas ikke-jødiske samfunds civile og religiøse rettigheder eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder godt af i andre lande.[22]
Denne deklaration fik snart tilslutning fra den franske, italienske og amerikanske regering. Dette førte til nedsættelsen af en zionistisk kommission, som skulle danne bindeleddet mellem den jødiske befolkning i Palæstina og de britiske myndigheder. Ligeledes skulle kommissionen, der fik den engelske kemiker dr.Chaim Weizmann som præsident, være rådgivende kollegium i jødiske sager.[kilde mangler]
På fredskonferencen mødtes Weizmann med tre andre af de zionistiske ledere og fremsatte det jødiske folks ønsker. Det førte til, at Folkenes øverste Råd den24. april1920 iSan Remo bestemte, at Balfour-deklarationen skulle optages som led i fredsbetingelserne med Tyrkiet, og Storbritannien skulle overtage mandatet over Palæstina. Ratificeringen heraf fandt sted den24. juli1922.
Jødisk ejendom i 1947
Den sikkerhed, der var skabt for jødisk kolonisering fik følger: Den jødiske indvandring tog til, og i løbet af få år oprettedes koloni sig ved koloni, i de palæstinensiske områder.Hebræisk blev igen et levende sprog, og det blev undervisningssproget i skoler og højskoler og ved det jødiske universitet, som Balfour indviede den1. april1925.[24]
Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev i nogle zionistiske kredse set som en mulighed for at få en allieret i deres ønske om at fremme den jødiske udvandring til Palæstina. Allerede i august 1933 indgik den tyske regering og de tyske zionister Ha'avara-aftalen, der tillod zionister gennem HAAVARA, LTD at overføre formuer fra Tyskland til Palæstina for derved at fremme jødisk emigration fra Tyskland. HAAVARA, LTD virkede under lignende vilkår som tidligere Hanotea-kompagniet. HAAVARA, LTD krævede af immigranterne en indbetaling på mindst 1.000pund sterling til banken. Disse penge blev efterfølgende benyttet af emigranterne til at købe tyske eksportvarer til import til Palæstina. Systemet blev benyttet af ca. 50.000 jødiske emigranter[25]. Aftalen førte til splittelse i den internationale zionistiske bevægelse, og den zionistiske verdenskongres i 1935 tog klart afstand fra aftalen medVladimir Jabotinsky som den stærkeste opponent.[26]
Ha'avara-aftalen blev af det nazistiske styre betragtet som en måde at få løst "det jødiske problem" på. Lederen af Mellemøsten-divisionen i udenrigsministerietWerner Otto von Hentig støttede politikken med at samle jøderne i Palæstina. Han mente, at hvis jøderne boede ét samlet sted, ville udenrigspolitikkens mål om at holde jøderne under kontrol blive lettere.[27] Hitlers støtte til Ha'avara-aftalen svingede gennem 1930-erne. Oprindeligt varAdolf Hitler kritisk over for aftalen, men efter kort tid skiftede han holdning og støttede siden aktivt og uforbeholdent frem til 1939 - selv da kritik blev rejst fra anden side.[28]
Under2. verdenskrig formulerede de zionistiske ledere en storstilet plan for en million immigranter. Disse flygtede i små både til "det forjættede land", Palæstina, og efter krigen fulgte en massiv bølge af immigranter, især overlevende fraHolocaust. Selv om dette stred mod engelsk lovgivning, forenede jødeforfølgelserne langt størstedelen af de jødiske samfund i verden i forsvaret for det zionistiske projekt.[29]
David Ben-Gurion proklamerer Israels uafhængighed, stående under et stort portræt af Theodor Herzl
Efter2. verdenskrig blev jøderne mødt med stor international sympati på baggrund afnazisternes forfølgelse af og drab på ca. 6 millioner jøder. Alligevel kunne emigranter ikke på lovlig visimmigrere til Palæstina, og det skabte stor international opmærksomhed, daExodus den11. juni1947 sejlede fraFrankrig med 4.554 overlevendeHolocaust-flygtninge med kurs moddet britiske mandatområde Palæstina. Under omfattende mediedækning blev skibet bordet af det engelskeRoyal Navy, og alle passagererne blev deporteret tilbage tilEuropa.[kilde mangler] Da Storbritannien i1947 opgav at administrere mandatområdet efter omfattende zionistiske terrorangreb, vedtogFN endelingsplan for Palæstina, der omfattede en jødisk og en palæstinensisk stat samt et Jerusalem under international administration. De jødiske indvandrere accepterede, da 56% af området skulle tilfalde en jødisk stat. Jøderne udgjorde på det tidspunkt 33% af befolkningen og ejede 9% af jorden. Planen blev pure afvist af palæstinenserne og de arabiske stater. Da den jødiske stat,Israel, alligevel blev udråbt14. maj1948, dagen før mandatets udløb, førte det til væbnet konflikt. Et år senere havde den israelske hær erobret landområder, der svarer til 80% af Palæstina og staten Israel var en kendsgerning.Vestbredden ogGaza blev herefter administreret af henholdsvisJordan ogÆgypten. Underkrigshandlingerne i 1948-49 blev ca. 800.000 palæstinensere fordrevet.[kilde mangler]
ISeksdageskrigen erobrede Israel heleSinaihalvøen,Gaza ogVestbredden. Sinai blev siden leveret tilbage til Egypten ved en fredsaftale. Krigen styrkede Israels position i området og førte blandt andet til, at Israel begyndte at etablerejødiske bosættelser på de besatte områder. Disse bosættelser voksede betragtelig i løbet af de næste tiår og har flere gange blevet fordømt internationalt. Bosætttelsesaktiviteten blev særlig omfattende påVestbredden og iØstjerusalem, men fandt også sted i Gaza. Bosættelsesbevægelsen blev i højere grad religiøst motiveret end tidligere.
I1975 vedtogFN's generalforsamling med Resolution 3379, 72 stemmer for og 35 imod (32 undlod at stemme) at "zionisme er en form for racisme og racediskriminering"[3], og den internationale kvindekonference iMexico samme år krævede fjernelsen af zionismen.
International co-operation and peace require the achievement of national liberation and independence, the elimination of colonialism and neo-colonialism, foreign occupation, Zionism, apartheid and racial discrimination in all its forms, as well as the recognition of the dignity of peoples and their right to self-determination.
På dansk:Internationalt samarbejde og fred kræver opnåelsen af national befrielse og uafhængighed, afskaffelse af kolonialisme og neo-kolonialisme, fremmed besættelse, zionisme, apartheid og racediskrimination i alle dens former, såvel som anerkendelse af folkeslagenes værdighed og deres ret til selvbestemmelse.
—Resolution 3379
Israel gjorde tilbagekaldelse af resolution 3379 til en betingelse for deltagelse iMadrid-fredskonferencen i 1991. Under pres fra præsidentGeorge H.W. Bush, vedtog FN resolution 46/86[30]. Teksten til tilbagekaldelsen var simpelthen:
The general assembly decides to revoke the determination contained in its resolution 3379 (XXX) of 10 November 1975.
På dansk:Generalforsamlingen beslutter at tilbagekalde bestemmelsen indeholdt i sin resolution 3379 (XXX) af 10. november 1975.
—Resolution 46/86
Forslaget vedtaget med 111 stemmer for og 25 imod (13 undlod at stemme).
Selv om resolutionen efter pres fraUSA blev trukket tilbage i1991, anses zionisme af mange grupper, ikke mindst i arabiske lande og blandt venstrefløjen i Europa, somracisme, selv jødiske grupper anser zionismen som racisme, bl.a.International Jewish Anti-Zionist Network (IJAN)[31]. Zionister og deres støtter påstår at antizionister erantisemitiske.
Indenfor visse kredse (særligt i USA) af den kristne kirke findes der desuden en form for religiøst betinget zionisme. Det jødiske folks ret til Palæstina hævdes på grundlag af bibelen og at staten Israel blev oprettet og jøderne vender tilbage hertil ses som opfyldelsen af nogle af profetierne omkringverdens undergang.
^International Jewish Anti-Zionist Network."About Us" (engelsk). Arkiveret fraoriginalen 4. august 2012. Hentet2013-04-19.We pledge to: Oppose Zionism and the State of Israel
