Toflokke af trækkendetraner overHessen iTyskland.Eksempler på trækruter for langdistancetrækkereLille kobbersneppes bestand iAlaska foretager den længste nonstop flyvning blandt fuglene, idet den trækker direkte til vinterkvarteret påNew Zealand, 11.000 kilometer væk[1].
Somfugletræk betegner manfuglenes årlige bevægelser mellem forskellige opholdssteder. Trækket sker ofte nord-syd ad bestemte ruter mellem fuglenesyngleområde og vinterkvarter. Fugletrækket er først og fremmest drevet af tilgængeligheden af føde og foregår især på dennordlige halvkugle. Her påvirkestrækfuglenes ruter af naturlige barrierer somMiddelhavet ellerØstersøen. Trækket er fysisk hårdt og indebærer mange farer sompredation ogjagt. Fugle, der ikke trækker, kaldesstandfugle, mensstrejffugle foretager kortere eller længere bevægelser uden en fast trækretning. Nogle strejffugle kan optræde i meget stort tal og kaldes dainvasionsfugle. Mange fuglearter er kun delvist trækfugle, da kun en del af bestanden trækker, mens en anden del bliver. Flertallet af alle verdens fuglearter er trækfugle.
Et ekstremt eksempel erhavternen, der kanyngle nærArktis og overvintre vedAntarktis. Arten foretager normalt et årligt træk på cirka 34.000 kilometer. Nogle individer kan endda tilbagelægge over 80.000 kilometer årligt, hvad der svarer til at flyve to gange rundt omjorden.[2]
Allerede for omkring 3.000 år siden omtaltes fugletræk afoldtidens grækere somHomer ogAristoteles samt iJobs Bog. De omtalte trækfugle somstorke,duer ogsvaler.[3] I midten af1700-tallet noteredes arternes forskellige ankomst- og afrejsetidspunkter til og fra deres yngleområder. Ved undersøgelser af fuglenes træk anvendes i dagringmærkning, eller der anbringes satellitsendere på fuglene.
Forårstræk er det træk, som fuglene foretager for at komme fra vinterkvarter til yngleplads omforåret.
Efterårstræk er træk fra yngleplads til vinterkvarter omefteråret.
De fugle, der forekommer i et bestemt område (fxDanmark), kan inddeles i faunistiske kategorier:[4]
yngletrækfugl yngler i området, men forlader det omvinteren.
ynglestrejffugl yngler i området og forbliver der som regel om vinteren, men udvider sit udbredelsesområde ved større eller mindre omstrejfninger i alle retninger. Det ses fortrinsvis hosmarine fugle.
ynglestandfugl yngler i området og forbliver der om vinteren, og fjerner sig næppe langt fra ynglepladsen.
sommergæst fuglens forårstræk afsluttes i området, hvor den oversomrer uden at yngle
trækgæst fuglens forårs- og efterårstræk går gennem området, men både forår og efterår fortsætter den trækket uden at forblive i området hverkensommer eller vinter.
vintergæst fuglens efterårstræk afsluttes i området, hvor den overvintrer.
Trækfugle inddeles efter, hvor langt de trækker, og hvad der får dem til at trække.
Instinktfugle (langdistancetrækkere) somstork,landsvale,gøg ognattergal følger deres "instinkt", det vil sige en indre trækdrift, så længe denne trækdrift er til stede. Instinktfuglenes træk finder sted indenfor nogenlunde faste tidsrum både forår og efterår.
Forskellen mellem instinktfugle og vejrfugle er ikke helt klar. Instinktfugle kan i nogle tilfælde udsætte deres træk mod nord, hvis vejret er tilstrækkeligt dårligt.
Som følge af de tydeligeårstider på Danmarksbreddegrader kan trækfugle her defineres somfugle, derforår ogefterår foretager retningsbestemte træk mellemyngleområde og vinterkvarter. Danmark ligger centralt på trækruten for de skandinaviske trækfugle. Derfor findes mange gode træklokaliteter i og omkring Danmark og tiltrækker mangeornitologer.
Havørn ogRød glente er to af de svævetrækkere man kan opleve på trækstederne forår og efterår.
De steder med flest trækfugle om foråret er på nordvendte landtanger og pynter, fx vedSkagen ogGilleleje. Fuglene samles her fordi mange (bortset fra vandfugle) helst undgår at flyve over vand. Det skyldes dels, at de ikke kan lande og hvile på havet, dels at mange fugle (specieltrovfugle ogstorkefugle) svæver påtermiske opvinde for at spare på energien. Og der er ikke termiske opvinde over havet.
Vandfuglenes forårstræk kan opleves dels de samme steder som landfuglene, dels ved vestvendte pynter ved og lige efter stærk vestenvind som vedBlåvands Huk.
Efterårstrækket bemærkes i Danmark allerede i juni, hvor vadefugle somsortklire ogsvaleklire begynder at passere landet i sydlig retning på deres vej mod vinterkvarteret. Hovedparten af de voksne vadefugle trækker ijuli måned, mens de unge fugle følger efter iaugust, hvor også de flestesangere forlader Danmark. De sidste langdistancetrækkere forsvinder i løbet afseptember. Ioktober begynder vejrfugle som krager og duer at forlade landet i store flokke. Fugletrækket som helhed slutter hen inovember.
Det almindeligste er, at fuglenes træk går franord tilsyd og tilbage igen. Men i tørre områder sker et lignende regelmæssigt træk i forbindelse medregntid ogtørtid. Visse arter der yngler ibjerge har også regelmæssige træk mellem forskellige højdeniveauer. Men flertallet af trækfugle ankommer hos os fra syd om foråret, for at opsøge ynglepladserne i nord. Efter afsluttet yngletid begynder de så trækket mod syd, for at ankomme til vinterkvarteret om efteråret. Jo større forskel der er i et områdesklima mellem de forskellige årstider, desto større er andelen af trækfugle. Andelen af trækfugle imiddelhavsområdet er altså mindre end i Skandinavien, og andelen i troperne er endnu mindre.
Der findes forskellige mekanismer, der sætter trækadfærden i gang. Visse arter trækker altid omkring en bestemt dato, mens andre begynder deres træk, når vejret skifter. Trækadfærden påvirkes blandt andet afgenetiske forhold, der styreshormonelt. Ændringen i antal soltimer per døgn er en mekanisme som påvirker fuglene til at begynde deres træk, ligesom den mindskede tilgang til føde. Det er dokumenteret, at mange mindre trækfugle bliver mere og mere nataktive hen på sensommeren i ugerne inden trækket. Der er også dokumenteret, at mange arter udviser såkaldt trækuro, hvilket ses i perioden inden trækket. Trækuroen viser sig ved en rastløs adfærd, hvor fuglen fortrinsvis bevæger sig i artens naturlige trækretning.[5] De fleste mindre fugle trækker om natten og hviler om dagen. Et eksempel på en instinktfugl, der hovedsageligt styres af daglængden, erhvid vipstjert. Eksempler på vejrfugle, der ankommer så snart is ogsne er begyndt at tø, ersanglærke,stær ogvibe.
Under trækket samles fuglene ofte i storeflokke, især hvor de skal passere åbent vand.Skagen ellerHyllekrog påLolland er eksempler på sådanne steder i Danmark, både forår og efterår.Gibraltar ogMalta er lignende steder vedMiddelhavet. Ogsårovfugle somfalke oghøge optræder sådanne steder i stort tal.
Visse arter flyver i formation under trækket som V-formation (kileformation), der ses hosgæs ogsvaner. En almindelig misforståelse er, at sådan en kileformation har en ledergås forrest. Men fuglene skifter ofte plads.
Store og tunge fugle som rovfugle ogtraner behøver sollys og de derved opståedetermikvinde ved deres træk. At svæveflyve på opadgående luftstrømme er meget energibesparende. Rentaerodynamisk er den flyvemåde betydeligt sværere for små fugle med små vinger. Tunge fugle kan desuden på grund af deres størrelse lagre større energireserver og kan med mindre risko for at opbruge dem trække overhave ellerørkner med ingen eller ringe adgang til føde.
Unge fugle af floklevende arter må lære sig trækruterne af ældre fugle. Fx findes både unge og gamle i de store rastende flokke af traner vedHornborgasjön forår og efterår. En del trækfugle kan flyve en uge i træk uden at lande.[6]
Dennordatlantiske oscillation, der er defineret som forskellen ilufttryk mellem to målestationer på henholdsvisAzorerne ogIsland, er etatmosfærisk fænomen som påvirker vejret i bl.a.Vesteuropa.[7] Når de atmosfæriske trykforskelle overNordatlanten er store, bliver foråret varmere. Det fremskynder det nordgående træk til ynglepladserne for fuglearter, der især overvintrer i det vestlige og centrale Europa. Siden1980'erne er der sket en generel øgning af den positive nordatlantiske oscillation, hvilket har ført til tidligere forår og tidligere forårstræk for kortdistancetrækkere.[8][9]
Fotografi fraMexico af formationsflyvendebrun pelikan (Pelecanus occidentalis).
De lange træk kræver storenergi. Fx stiger stærenspuls fra 300 til 700, når den flyver 40 km/t. Inden trækket tager fuglene på i vægt og opbygger et overskud affedt. Under trækket forekommer økologiske barrierer som have, bjerge og ørkner. Eksempelvis passerer flertallet af de småfugle, der trækker til tropiskAfrika Sahara i en nonstopflyvning på cirka tredøgn. Andre flyver kun om natten og hviler om dagen, men generelt gennemfører fuglene denne passage uden hverken æde eller drikke. Undersøgelser har vist, at fuglene ikke blot nøjes med at leve af deres fedtreserver, men at nogle af deres organer bliver mindre under trækket. Det vil sige, at fuglene udnytter den bundne energi framuskler,mave,lever og andreindre organer. På denne måde får fuglene både energi og en lavere vægt, hvilket gør flyvningen nemmere.
Under trækket lever fuglene af metabolisk vand, hvilket vil sige det vand, der frigøres som et biprodukt understofskiftet, når det lagrede fedt forbrændes. Det største væsketab under flyvningen sker gennem udåndingsluften, mens fuglen taber meget lidt væske gennem sineekskrementer.
Fugles orienteringsevne, det vil sige evnen til atfinde vej, er genetisk betinget.[10] Præcis hvordan fuglene orienterer sig er endnu ikke helt klarlagt, men man ved, at fugle anvender flere metoder somjordens magnetfelt,stjernebilleder, solens og månens stilling,polariseret lys og visuel hukommelse. Et flertal af store fugle som svaner og gæs må oplæres af deres forældre, for at kunne finde den rette trækrute mellem vinterkvarteret og ynglepladsen.
Trækfugle benytter sig afjordens magnetfelt for at kunne navigere. Ifølge visse studier har fuglene den evne at kunne lære sig, hvordan magnetfeltet ser ud i det øjeblik og på det sted, hvor de klækkes. Studierne viser også, at denne evne er en af årsagerne til, at de kan finde tilbage til samme sted. Selve evnen ligger genetisk indlejret hos arten, men derimod registreres og huskes magnetfeltet af hvert nyfødt individ.
Fuglene er således i stand til at opfatte de magnetiske feltlinjer, der krummer sig omkring og gennem jorden, omtrent ilængdegradernes retning. Det, som de kan opfatte, er feltlinjernes inklination, det vil sige deres vinkel med jordoverfladen. Ved ækvator er denne inklination 0 grader, fordi feltlinjerne her løber parallelt med jordoverfladen, mens inklinationen ved de magnetiske poler er 90 grader. I Danmark er inklinationen cirka 70 grader. Jordens magnetfelt leder fuglene til den region (breddekreds), hvor de skal yngle om sommeren eller overvintre om vinteren. Magnetfeltet fluktuerer konstant. I løbet af jordens historie har polerne tilmed skiftet plads utallige gange.
Fugle udnytterpolariseret lys i deres navigation. Evnen til at se polariseret lys fra solen eller månen har enkompaslignende funktion. Når lysetbrydes ijordens atmosfære dannes et mønster på himlen, der kan følges som et kompas. Dette mønster er også synligt, selvom lyskilden (solen eller månen) skulle være skjult bagskyer,vegetation ellerbjerge.[11]
I området nær ynglepladsen eller i overvintringsområdet anvender fuglene sig af deres visuelle hukommelse af geografiske kendetegn som kystlinjer og lignende.
De større fugle som storke, traner og rovfugle udnytter termik, som de svæver på med udbredte vinger i store skruer. Disse termikvinde dannes kun over landjorden, og de minimerer flyvning over åbent hav. Resultatet bliver, at større fugle som yngler i Europa på vej til og fra Afrika enten tager en vestlig eller østlig rute udenom Middelhavet, selvom strækningen forlænges. Småfugle kan derimod ikke svæve på samme måde og flyver en mere direkte vej over åbent hav. De forsøger at opsøge medvind ved at flyve i passende højde.
Havternen foretager hvert år et langt træk på normalt 17.000 kilometer tilAntarktis
De flesteinsektædende arter er langdistancetrækkere, der overvintrer itroperne. Fra etvestpalæarktisk perspektiv indebærer dette området syd forSahara, mens det inearktis indebærer tropiskSydamerika. De flestesangere tilhører denne gruppe ligesomhvepsevågen. Langdistancetrækkere, som yngler i Danmark ankommer, ofte senere på foråret end fugle som overvintrer i det sydlige eller vestlige Europa, da nogle af dem kan være nødt til at afpasse deres ankomst efter tilgængeligeheden af insekter.
Da trækket blandt instinktfugle fortsætter så længe trækdriften er til stede, kan det resultere i bådeforlænget træk ogforkortet træk. Hvis trækdriften stadig findes hos fuglen, når den når yngleområdet, kan den fortsætte trækket mod nord. Det kan være årsag til, at arten udvider sit yngleområde. Omvendt forekommer forkortet træk ved ophør af trækdriften, inden fuglen har nået sit yngleområde. Den oversomrer som regel uden at yngle på det sted, som det forkortede træk har ført den til.
De fleste insektædende småfugle samtvadefugle ogænder trækker omnatten. Dette har flere fordele. De kan da bruge dagen på at fouragere, og samtidig drager de fordel af at mørket yder dem beskyttelse mod naturlige fjender somrovfugle og at temperaturen er lavere om natten samt at vinden da ofte er mindre kraftig. Den lavere temperatur gør, at fuglene nemmere kan komme af med deres overskudsvarme uden et stort væsketab.
Dagtrækket består først på dagen afkragefugle,duer ogfinker. Senere begynder træk af rovfugle og andre, der udnyttersolens opvarmning afjorden, hvilket kan give den eftertragtedetermik for svæveflyvning. Dagtrækkende fugle trækker ofte højt, fordi temperaturen her er lavere. Ved 2000 meters højde er temperaturen f.eks. typisk 10° lavere end ved jordoverfladen. I modvind tvinges fuglene dog ned i lavere højder, hvor vindstyrken er mindre.
Visse arter benytter sig af såkaldt mellemtræk, hvor trækket mod vinterkvarteret gennemføres af flere omgange. Efter det første mellemtræk kan fuglene gøre ophold for atfælde. Ofte besættes en arts sydlige yngleområder af nordligere populationer, så det ser ud som om arten slet ikke er på træk. Et eksempel på dette er stæren, hvor hele populationen i det sydlige Skandinavien trækker til Danmark og Tyskland ijuli, straks efterSankthans. Men allerede i juni er især ungfugle fra nordligere og østligerepopulationer ankommet til det sydlige Skandinavien for efter denne første etape at forblive her og fælde til førstevinterdragt. Dette betyder, at trods hele den lokale ynglepopulation allerede forlod området i juli, så findes der nu andre stære i området, der først trækker væk ioktober.
Viben kan foretage et mellemtræk i en helt anden retning end det senere egentlige træk mod vinterkvarteret.
En stor del af Europasknopsvaner foretager fældningstræk til de danske farvande og forbliver her i hele vinterhalvåret
Nogle fuglearter trækker til et bestemt område med gode føderesurser, for at fælde. De danskefarvande udgør internationalt et meget vigtigt område for mange andefugle, f.eks.knopsvane,gravand,sortand,fløjlsand ogedderfugl. De fælder ofte allesvingfjer på en gang, hvilket gør dem ude af stand til at flyve i en periode. Derfor trækker de til et område, hvor de kan fælde i fred og ro.
Når fugle trækker ad forskellige ruter til og fra vinterkvarteret, kaldes det sløjfetræk. Det ses f.eks. hos densibiriske population afsortstrubet lom. Om efteråret trækker de direkte tilSortehavet, for at overvintre. Her overvintrer også sortstrubede lommmer fra den skandinaviske population, der er kommet ad en anden rute viaØstersøen. På tilbagevejen om foråret følger de sibiriske fugle imidlertid de skandinaviske fugle et stykke af vejen, inden de via Østersøen på tværs afFinland og videre langsIshavets kyst når til deres sibiriske ynglepladser.Søerne mellem Sortehavet og deres yngleområde er nemlig om foråret tilfrosne, så fuglene ikke kan foretage de nødvendige rast undervejs, hvis de vælger den direkte vej.
Suler kan ved afdriftstræk forårsaget af kraftig vestenvind komme nær de danske kyster
Ved kraftigvind kan trækfuglene blive blæst ud af kurs. Eksempelvis kan havfugle somalmindelig skråpe,sule ogkjover iagttages tæt på de danskekyster og komme ind i de indre danske farvande ved hård vestenvind. På samme måde kan østeuropæiske småfugle ved kraftig østenvind ses i Danmark om foråret. Det gælder arter somhvidhalset fluesnapper oglundsanger. Når vinden er stilnet af, foretager fugle på afdriftstræk ofte et såkaldt kompensationstræk.
Abmigration ses hosandefugle, der finder deres mage i vinterkvarteret, hvor fugle fra vidt forskellige bestande mødes. Hvis to fugle, der kommer fra hver sit yngleområde danner par, vil hannen altid følge hunnen til hendes yngleområde. Der er altså her tale om abmigration for hannen, der ikke vender tilbage til sit oprindelige yngleområde, men trækker med hunnen i stedet.
Returtræk ses hos mange vejrfugle om foråret, hvis vejret pludselig skifter og bliver ugunstigt for fuglene. De trækker da i modsat retning af normalt for årstiden. Når vejret bedres genoptager de deres normale trækretning.
Indimellem ses hos unge fugle såkaldtomvendt træk. Dette ses kun om efteråret, hvor de unge fugle skal foretage deres første træk mod vinterkvarteret. Her kan de undertiden trække i den stik modsatte retning af det normale. Man mener, at dette skyldes en fejl i fuglenes orienteringsevne. Til forskel fra returtræk er det ikke kun et midlertidigt træk i den modsatte retning, men kan fortsætte i tusindvis af kilometer.
^Gill, Robert E. Jr., Theunis Piersma, Gary Hufford, Rene Servranckx, Adrian Riegen (2005). "Crossing the ultimate ecological barrier: evidence for an 11,000 km-long nonstop flight from Alaska to New Zealand and Eastern Australia by Bar-tailed Godwits".The Condor.107 (1): 1-20.doi:10.1650/7613.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
Lorenz Ferdinand: "Fuglene i landskabet" (Større danske fuglelokaliteter, Bind II). Dansk Ornitologisk Forening, København 1980.ISBN87-87604-03-5
Peter Jacobsen og Leif Schack-Nielsen (red.).Se på fugle. Gads Forlag/Dansk Ornitolgisk Forening 1987.ISBN87-12-01703-5. Specielt afsnittet af Lasse Braae:Fugletræk, side 167-190.
_(6).jpg)
