Yishuv (hebraisk:ישוב,oversat: "bosættelse"),Ha-Yishuv (hebraisk:הישוב"bosættelsen"), ellerHa-Yishuv Ha-Ivri (hebraisk:הישוב העברי,oversat: "den hebraiske bosættelse") og betegner de jødiske beboere i Palæstina før dannelsen afstaten Israel i 1948.[1][2]
Udtrykket kom i brug i 1880'erne, da der boede omkring 25.000 jøder i regionen og blev ved med at blive brugt frem til 1948, hvor der boede omkring 630.000 jøder iPalæstina. Udtrykket bruges stadig til at betegne de jødiske beboere i Palæstina før 1948 – svarende til den sydlige del af detosmanniske Syrien frem til 1918, det sydelige besatte område fra 1917-1920 ogmandatområdet i Palæstina fra 1920-1948.[3]
Nogle gange skelnes der mellem dengamle Yishuv og dennye Yishuv. Den gamle Yishuv refererer til alle de jøder, der boede i Palæstina før den førstezionistiske immigrationsbølge (aliyah) i 1882, og deres efterkommere indtil 1948. De gamle Yishuv-beboere var religiøse jøder, der hovedsageligt boede iJerusalem, Safed,Tiberias ogHebron. Der var mindre samfund iJaffa,Haifa, Peki'in,Acre,Nablus, Shfaram og indtil 1779 iGaza. I de sidste århundreder før moderne zionisme brugte en stor del af den gamle Yishuv deres tid på at studereToraen og levede ellers af velgørenhed (halukka) doneret af jøder idiasporaen.[4]
Udtrykket New Yishuv refererer til dem, der omfavnede en ny tilgang, som var baseret på økonomisk uafhængighed og forskellige nationale ideologier – snarere end strengt religiøse grunde til at bosætte sig i det "Hellige Land". Der var allerede blevet bygget huse uden for Jerusalemsgamle bymure i 1860'erne – inden denførste aliyah. Dette blev hurtigt efterfulgt af grundlæggerne af MoshavaenPetah Tikva, hvilket ligeledes tog fart i takt med denførste aliyah i 1882. Grundlæggelsen af kvarterer og landsbyer pågik efterfølgende frem til oprettelsen af staten Israel i 1948.