William Henry Harrison (født9. februar1773, død4. april1841) var denniendepræsident af USA, militærofficer og politiker, og den første præsident, der døde i embedet. Harrison var den ældste valgte præsident indtilRonald Reagan i 1981, og den sidste præsident, der blev født førUSA's uafhængighedserklæring. Han døde på sin 32. dag som præsident[1]—den korteste periode som præsident for USA i historien. Hans død startede en kort forfatningsmæssig krise, men krisen endte med at løse mange spørgsmål om hvem, der er først i rækken til det amerikanske præsidentembede—spørgsmål, der var efterladt ubesvarede afUSA's forfatning indtil vedtagelsen af den25. ændring af USA's forfatning.
Efter krigen flyttede Harrison til Ohio, hvor han blev valgt tilUSA's Kongres, og i 1824 blev han medlem af Senatet. Der sad han i en afbrudt periode, inden han blev udnævnt tilMinister Plenipotentiary iColombia i maj 1828. I Colombia underviste hanSimon Bolívar om demokrati, før han vendte tilbage til sin farm i Ohio, hvor han boede relativt tilbagetrukket indtil sin nominering som præsident i 1836. Efter nederlaget vendte han tilbage til farmen, inden han blev valgt som præsident i 1840.
I 1787, som 14-årig, startede Harrison på detpresbyterianskeHampden-Sydney College. Han gik på skolen indtil 1790, hvor han lærte latin og lidt fransk. Han blev fjernet af dinepiskopalske far, måske på grund af en religiøs vækkelse, der fandt sted på skolen. Derefter gik han i kort tid på et akademi iSouthampton County før han igen flyttede tilRichmond, hvor han begyndte at studere medicin. Han blev angiveligt involveret i det anti-slaviskekvæker-fællesskab og medmetodisterne på skolen, hvilket gjorde hans pro-slaviske far vred—og Harrison blev igen forflyttet tilPhiladelphia for at bo medRobert Morris, måske på grund af den medicinske uddannelse, der var tilgængelig dér. Han startede påPennsylvanias Universitet i 1790, hvor han fortsatte sine studier under Dr.Benjamin Rush.[4] Harrison forklarede senere til en forfatter, at han ikke kunne lide faget. Kort efter Harrisons ankomst i Philadelphia i 1791 døde hans far, hvilket efterlod ham uden finansiering til videre skolegang. Han var 18 da faderen døde, og blev efterladt med Morris som værge.[5]
Guvernør Henry Lee fraVirginia, en af Harrisons fars venner, hørte om Harrisons forarmede situation efter faderens død, og overtalte ham til at gå ind i militæret. Mindre end 24 timer efter at have mødtes og diskuteret sin fremtid med Lee, blev Harrison udpeget somfenrik iden amerikanske hær, 11. infanteriregiment, som 18-årig. Han blev først sendt tilCincinnati i nordvest-territoriet, hvor hæren deltog i den nordvestlige indianske krig.[4][6]
General"Mad Anthony" Wayne overtog kommandoen over den vestlige hær i1792, efter et katastrofalt nederlag under ledelse af den tidligere kommandør. Harrison blev på grund af sin godedisciplin forfremmet til løjtnant samme sommer, og i det følgende år blev han forfremmet tilaide-de-camp. Af Wayne lærte Harrison at lede en hær ved USA's grænser. Harrison deltog i Waynes afgørende sejr ved slaget om Fallen Timbers20. august1794,[7] hvilket afgjorde krigen til USA's fordel.[8] Eftershawnee-indianernes nederlag under lederen Blåjakke[9] (Weyapiersenwah, født ca1743, død i1810) var løjtnant Harrison en af underskriverne af Greenville-traktaten i1795,[10] der åbnede store dele af det nuværende Ohio op for bosættelse.[2][5][11][12]
Efter sin mors død i1793 arvede Harrison en del af familiens ejendom, blandt andet 15 km² land og flere slaver. Da Harrison stadig var i hæren på det tidspunkt, solgte han sin del til sin bror.[13]
I 1795 mødte HarrisonAnna Symmes fraNorth Bend. Hun var datter af dommerJohn Cleves Symmes, en prominent figur i staten og tidligere repræsentant iCongress of the Confederation.[2] Da Harrison bad faderen om tilladelse til at ægte Anna, fik han afslag. Harrison ventede til Symmes rejste væk på en forretningsrejse, og stak derefter af med Anna for at blive gift 25. november 1795.[14] Efterfølgende solgte Symmes det unge par 65 hektar land i North Bend, da han var bekymret for Harrisons evne til at sørge for Anna.[15]
Parret fik 10 børn. Ni nåede at blive voksne, mens et enkelt barn døde som spæd. Anna var ofte syg under ægteskabet, primært på grund af hendes mange graviditeter.[16] Ikke desto mindre levede hun 23 år længere end William. Hun døde som 88-årig 25. februar 1864.
Harrison menes også at have fået seks børn med en af sine kvindelige slaver, Dilsia. Da han stillede op til præsidentembedet ville han ikke have "uægte slavebørn" omkring sig, så han gav fire af børnene til sin broder, der solgte dem til en plantageejer i Georgia. Gennem denne del af familien er Harrison oldefar til den berømte borgerrettighedsforkæmperWalter Francis White. White var præsident for NAACP fra 1931 til 1955.[17]
↑Harrison var præsident i 30 dage, 12 timer og 32 minutter, men tiden var spredt over 32 forskellige dage; en del af indsættelsesdagen, 30 fulde dage, og en del af hans dødsdag.
