Websider eller hjemmesider kan "håndlaves" med en almindeligteksteditor evt. med html-hjælpeudvidelser. Det er en yderst simpel, men besværlig måde. Til få sider eller for at teste nogle html-tags er metoden god.
En lettere metode er at anvende en (WYSIWYG)HTML-editor, hvor man kan klippe-klistre tekst direkte ind med formateringer eller overskrifter. Faktisk kan mangetekstbehandlingsprogrammer direkte gemme i html-format og automatisk gemme billeder i en separat mappe.
Større firmaer eller personer, som har brug for et stortwebsite, anvenderCMS (Content Management System). I et CMS-system kan man lave skabeloner og evt. brugergrupper, så hver gruppe har ansvaret for hver sit indhold. Ydermere kan man kræve, at en side førstpubliceres, når en eller flere har godkendt indholdet.
Først bør man tjekke om html-syntaksen er i orden. Det kan gøres gratis viaW3C-validatoren for websider på WWW eller uploadede filer.[1] En anden god service W3C stiller til rådighed, er at tjekke om ens WWW-henvisninger virker og finde dem som ikke gør.[2]
Nogle CMS-systemer tjekker automatisk for en eller flere af ovenstående mulige problemer.
Herefter skal man tjekke om websiderne ser gode ud i de browsere, brugerne anvender. Der er nemlig små forskelle i den måde websiderne præsenteres på af forskellige browsere
Bruger man en wiki eller et CMS-system, lægges websiderne automatisk på WWW, eventuelt efter, at de først er godkendt. Ellers kan man købe plads på etwebhotel og uploade websiderne med billedfiler o.l. viawebdav,cvs,sftp,ftp,http... Webhotellet oplyser, hvordan siderne uploades. Er der tale om dynamiske websider, der benytter databaser, skal man også have disse oprettet på serveren og vide, hvordan de tilgås.
Har man lyst til at eksperimentere eller sætte sin egen server op, kan man lægge websiderne på den maskine, der skal være webserver. Det kræver dog at serveren har en fast ikke-privatip-adresse – eller bliverNATtet til en sådan, ellers kan andre ikke se siderne udefra internettet. Man kan købe eninternetadgang, som har en fast ikke-privat ip-adresse hos eninternetudbyder. Hedder den faste ip-adresse f.eks. "1.2.3.4", kan man se sin startside ved at skrive "http://1.2.3.4/minstartsidesnavn.html".
Vil man have et symbolsk navn (DNS-adresse), skal man købe et domæne under et eller andettopdomæne.
Hvad består World Wide Web af og hvad kan websider indeholde?
Som basis for WWW er der anvendt følgende kategorier afstandarder:
Obligatoriske:
EnURL, der angiver en unik adresse for hver side på internettet. Eksempel på en URL som også er en hyperlink: "https://da.wikipedia.org/wiki/World_Wide_Web".
URLs, som hyperlinks er en delmængde af, kan også pege andre internetobjekter udenfor World Wide Web, som for det meste serviceres af andre applikationer f.eks. filer viaftp, sende mail via "mailto:"-opmærkningstags, nyhedsgruppelinks via "nntp://.." eller "news://..."-opmærkningstags (Webside ikke længere tilgængelig) osv.
ProtokollerneHTTP ellerHTTPS specificerer, hvordan webbrowseren og webserveren sender information til hinanden. Det forreste af en URL indikerer hvilken protokol, der ønskes anvendt: "http://da.wikipedia.org/". I http eller https forhandlingen sender webserveren eller beder om at modtage en eller flerecookies.
Et www-opmærkningssprog; f.eks. enHTML- ellerXHTML-variant ofte med anvendelse af enCSS-variant, der indeholder websideindhold og som definerer, hvordan informationen skal formateres, så den præsenteres på passende vis af webbrowseren.
Et WWW-kompatibelttegnsæt, som indikeres via http, https eller websiden selv. F.eks. enunicode-variant (f.eks.UTF-8),US-ASCII eller enISO 8859-variant (f.eks.ISO 8859-1). Bemærk at æøå fint kanrepræsenteres i US-ASCII som hhv.æ ø og å.
Af alle informationerne ovenfor behøver brugeren normalt kun at huske eller have (en del af) en URL, resten finder webbrowseren automatisk ud af. F.eks. kan man nøjes med at skrive eller klippe klistre "da.wikipedia.org", "dr.dk" eller "www.dr.dk" – browseren forsøger så at prøve http viatcp-port 80.
