 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra en gammel udgave afDansk Biografisk Leksikon, og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklensdiskussionsside ellerhistorik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
| Vigilius Eriksen | |
|---|---|
| Født | 1722 København,Danmark |
| Død | 1782 København,Danmark |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Kunstmaler,landmand, pastelist |
| Arbejdssted | København (1750-1757, 1772-1782),Sankt Petersborg (1757-1772) |
| Kendte værker | Portræt af Katharina 2. af Rusland, Enkedronning Juliane Marie, Katharina II af Rusland i kroningsdragt |
| Genre | Portrætmaleri |
Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Vigilius Eriksen (Han har i kunsthistorien været kendt som Erichsen, men stavede sig overvejende Eriksen.) (2. september1722 iKøbenhavn –25. maj1782 påRungstedgård) var en danskmaler.
Han fik undervisning afChristian 6.'s hofportrætmaler, sachserenJohan Salomon Wahl. Allerede tidlig vakte han opmærksomhed ved sine billeder. I 1755 meldte han sig til konkurrence (besvarelse af en prisopgave) vedKunstakademiet som portrætskildrer. Det var den første guldpræmie-konkurs i Danmark, medaljernes antal var tre, alle af samme værdi og en for hvert af kunstfagene: maleri, billedhuggerkunst, arkitektur. Men Akademiet nægtede, støttende sig til regulativet, at admittere Eriksen til konkursen, fordi han varportrætmaler, og henviste ham tilhistoriemaleriet, såfremt han ville vinde medaljen. Han konkurrerede da som historiemaler, men tabte tilCarl Gustaf Pilos elevPeder Als.[1]
På den tid havde han allerede et stort ry som portrætskildrer og blev snart efter sin uheldige konkurs indkaldt tilRusland, hvor han opholdt sig i en række af år (1757-1772), virkede som kejserlig hofmaler og vandt ry som en af tidens ypperste kunstnere i sit fag. Hans hovedværk var et portræt afKatharina 2. af Rusland til hest og i gardeuniform; han malede i øvrigt denne fyrstinde mangfoldige gange i forskellige størrelser: til hest, i helfigur, brystbillede, i miniature.[1] Et billede af hende, hel figur, er endnu iDen Kongelige Malerisamling. Han skal også iRusland have malet flere store historiske billeder. IPetersborg erhvervede han sig ikke alene ære og navnkundighed, men også nogen formue, med hvilken han i 1772 vendte tilbage til Danmark.[1]
Snart efter sin tilbagekomst til fædrelandet blev han kongelig hofportrætmaler og fik anvist bolig på paladset iKalveboderne. Han blev nu i en del år temmelig meget sysselsat, malede flere gange enkedronningJuliane Marie og arveprins Frederik foruden billeder af forskellige inden- og udenlandske stormænd. I samlingen påRosenborg findes et par arbejder af ham: brystbillede i pastel af Juliane Marie, portræt af kunstdrejerenLorenz Spengler; enCaroline Mathilde med sin søn på skødet, sammesteds, tilskrives ligeledes Eriksen Ogsåminiature og emaljemaleriet dyrkede han med virtuositet, i det mindste i sine yngre år, og afbildede således gentagne gangeFrederik 5. i emalje til indfatning i ringe, Katharina 2. og så videre.
I sine sidste år synes Eriksen kun at have arbejdet lidet. I maj 1782 blev han angrebet af en inflammationsfeber, som hurtig lagde ham i graven. Han døde 31. maj nævnte år. Hans enke, Ida Christine (født Bassebech), overlevede ham i mange år og døde først 1809.
Eriksen var ganske vist en for sin tid betydelig portrætmaler, men hanskarnation er ikke dadelløs, hvad også enkelte kyndigere af hans samtidige antegnede. Hvad man især skattede hos ham, var den fortrinlige gengivelse af stofferne, og der fandtes endog entusiastiske beundrere af ham, som – trods hans svage karnation -- sammenlignede ham medTizian: "Man Eriksen endog i lige Rang skal finde -- med Tizian, Urbin, ja med en Angelo".
Museumsinspektør Leo Swane beskrev han stil således: "han modellerer formen stort, opnår megen virkning ved forenkling af lys og skygge - Sabine Spenglers karakteristiske hånd - og gengiver det stoflige med finhed og en egen mættet intensitet. De glimt af rokokkoens opfattelse og komposition, som er til stede her, fortrænges snart, i Rusland vistnok også under indtryk af Pietro Rotaris arbejder, og overgangen til en behersket Louis XVI-stil, som i Juliane Marie-portrættet, sker naturligt; hans kunst synes næsten fra først af indstillet i den retning. En vis kølighed både i opfattelsen af modellen og i farven er ejendommelig, men den er forbundet med en levende koloristisk fornemmelse og smagfuldhed."[1]
Til Akademiet, som i hans ungdom havde vraget ham, trådte han ikke i noget som helst forhold, men han havde den tilfredsstillelse at blive udnævnt tiljustitsråd lige som Akademiets direktører, når de afgik.
