Vestalinderne (latinvirgines Vestales) var det kvindeligepræsteskab iVestakulten i det gamleRom. De tjenteVesta,gudinden for hjemmets arne. Vestakulten varRomerrigetsstatsreligion. Som det eneste fuldtids-præsteskab for en romersk guddom var de meget højt respekterede.
Ifølge historikere somLivius blev vestalindernes præsteskab indstiftet under den (muligvismytiske) kong Numa Pompilius (717-673 f.Kr) og forblev en betydningsfuld del af romersk liv frem til år394, da den kristnekejserTheodosius 1. fik den hellige ild slukket og lukkede Vesta-templet for altid.[1] Kultens høje alder synes også bekræftet vedsagnet om, atRomulus og Remus' mor,Rhea Silvia, af sin farbror Amulius blev tvunget til at blive vestalinde, så han ikke risikerede besvær med mandlige arvinger efter hende.[2]
I kong Numas tid var der kun to vestalinder, ogPlutark navngav de to første som Gegania og Verenia, fulgt af Canuleia og Tarpeia. Under kong Servius Tullius blev antallet fordoblet til fire. Senere igen blev antal vestalinder forøget til seks; og sådan forblev det, indtil templet blev lukket tusind år senere.[3]
Ruinen af Vesta-templet, som vi ser det i dag, er rester af det tempel, som blev restaureret i191. En række templer på det samme grundstykke var tidligere nedbrændt; første gang, dagallerne indtog Rom i390 f.Kr. Derefter i241 f.Kr., da Caecilius Metellus reddedePalladium-figuren og derved blev blind (men seneremirakuløst fik synet tilbage). I210 f.Kr. blev templet reddet fra at brænde ned, takket være indsats fra tretten slaver; og i14 f.Kr. var det så nær ved at brænde, at de hellige genstande blev evakueret. I den store brand underNero i år64 brændte Vesta-templet igen ned, men blev snart genopbygget; sandsynligvis i første omgang af Nero selv, og senere i 191 af kejserinde Julia Domna, gift medSeptimius Severus.[4]
Fra gamlemønter og litterære beskrivelser ved vi, at Vesta-templet altid har været rundt, selv om stil og bygningsmateriale ændrede sig gennem tiderne. IfølgeOvid havde Vesta-templet oprindeligtstråtag og vægge af flettetsiv. Det bekræftes fraarkæologisk hold, at templets runde form skriver sig fra Roms ældste tid, ligesom den stråtækte "Romulus' hytte",[5] der havde stået påPalatinerhøjen fra Romsoldtid, efterhånden som nærmeste nabo til Palatinsmarmorpaladser. Opfatningen var, at Roms overlevelse afhang af, at ilden på Vestasalter aldrig gik ud; og oprindeligt har den nok været passet af unge piger, sandsynligvis døtre af stammehøvdingen, der for sikkerheds skyld opbevarede stammens ild i sit hjem. Denteori underbygges af, at Vesta-templet lå ved siden afRegia, som mentes at have været præstekongen Numa Pompilius' bolig.[6]
De hytter, de første latinere ogetruskere boede i, var runde og af siv. Da sten blev bygningsmateriale, beholdt man den gamle, runde façon; og sådan blev Vesta-templet stående helt til Roms fald som etmindesmærke i marmor over de første, primitive sivhytter. Tre bygninger udgjordeRomerrigets religiøse og moralske tyngdepunkt: Vestas tempel, vestalindernes palads (Atrium Vestae) ogRegia (= kongehuset), først det angivelige hjem for de romerske konger; senere bolig forpontifex maximus.[7]
Vestalindernes palads blev grundtype for de kristne nonneklostre; og nonner gik ind i kirkens tjeneste efter etritual, der lignende novicens optagelse i Vestakulten. I ruinen står en rad statuer langsmed en længst forsvundet søjlegang. Den ene har sit slør,suffibulum, lagt over hovedet; vistnok den eneste overlevende gengivelse afsuffibulum. Sløret blev båret kun, når Vesta modtog offer. Vestalindernes soveværelser lå på første sal. Paladset, helt i marmor, var iskoldt om vinteren. Det er den bygning på Forum, der først kommer i skyggen, når vintersolen synker bag Palatinerhøjen. Somfugtspærre fik vestalinderne lagt dobbelte vægge langsmed den side, der vender mod Palatin; og et ekstra gulv i alle rum, besynderligt løst lagt ovenpå overskårneamforaer. Mellem disse halvevinfade cirkulerede varm luft fra et centralvarmeanlæg.[8]
En vestalinde blev udvalgt afpontifex maximus, når hun var mellem seks og ti år gammel. Derefter tjente hunkulten i 30 år, og måtte i den tid forblivejomfru. Efter de 30 år stod det hende frit at gifte sig; men de fleste forblev vestalinder livet ud.
Den udvalgte måtte være i den rigtige alder med begge sine forældre i live; være født fri i en respektabel familie og være "fejlfri". Den romerskehistorikerTacitus skriver, at Fontinus Agrippa og Domitius Pollio et år tilbød hver sin datter som vestalinde. Begge piger var af ædel byrd; men Pollios datter blev valgt, fordi Fontinus Agrippa var fraskilt, og det var uheldigt for familiens omdømme.[9]
Pigen tog afsked med sine forældre og blev overgivet ipontifex maximus' varetægt. Han var den eneste mand, der havde indflydelse over vestalinderne; og den eneste mand, der havde lov til at træde ind i deres bygning. Sandsynligvis har han også sørget for at fylde paladset med tjenestepiger, som holdt ham underrettet om vestalindernes mindste ord og handling.[10]
Han førte den nye pige ind i vestalindernes hus påForum Romanum ved Vesta-templet. Her holdt han en højtidelig tale for hende og gav hende titlenAmata. Hendes hår blev klippet af og hængt op i det hellige træ udenfor. Når hendes hår var vokset ud igen, blev det, med udgangspunkt i seks fletninger, sat op i en indvikletfrisure, der først for nylig er blevet genskabt.[11] Hun måtte altid gå med en gammeldagstunika af hviduld. Ved offerritualer bar hun et hvidt,purpurkantet slør,suffibulum, fæstet på brystet med enbroche. Anden pynt var ikke tilladt.[12]
De første ti år af vestalindens tjenestetid var læreår. De næste ti år udøvede hun det lærte; og de sidste ti år underviste hun de nyankomne. Hendes pligter indebar først og fremmest på skift at vedligeholde ilden, der brændte iarnen. Ved at vogte flammen, sikrede hunpax deorum, overenskomsten om fred mellem guder og mennesker. Derfor skulle hun også overholde sit kyskhedsløfte og deltage i fejringen af festen vestalia 7.-15. juni.[13]
LigesomPantheon havde Vesta-templet et hul i taget, hvorigennem røgen fra Roms hellige ild steg op til guderne. Gik ilden ud, hvilket forekom få gange i løbet af tusind år, var det det værste af alle varsler. Skyldtes ulykken ikke vådt træ eller voldsomt skybrud, men at vestalinden var faldet i søvn, blev hun klædt nøgen og pisket i mørke afpontifex maximus. Så tændte de ilden igen. 1. marts, det romerske nytår lod man ilden gå ud af sig selv. Da tændtes det nye års flamme med to stykker træ, gnedet mod hinanden. Den sammeceremoni kendes hosortodokse jøder iJerusalem tilpåske.[14]
Alle opgaver skulle udføres med primitiveredskaber, som man brugte iforhistorisk tid. Vestalinderne måtte ikke drikke vand, der var løbet gennem rør, men de hentede vand franymfen Egeriashelligkilde og bar det hjem i en lerkrukke på hovedet. (I senere tid var det i stedet tjenestepiger, der hentede vand.) Vandet måtte ikke sættes på jorden før brug; krukkerne havde en meget spids bund for at forhindre, at de blev sat ned. Det blev opbevaret i en særlig marmorbeholder. Når dette vand blev benyttet til ritualer, var det først renset medsalt, som igen var renset efter at være skåret med en jernsav og bagt i en ovn. Vestalinden måtte også lave særlige saltkager,mola salsa (= saltet mel) til Vestalia-festen. Kagerne var lavet af de allerførsteaks fra det modnendeemmerkorn, knust i enmorter ligesom i oldtiden, før man fikkværn.Mola salsa minder meget omoblaterne, der i dag benyttes tilnadver.[15]
Templets rituelle rengøring med særlige fejekoste tilfaldt også vestalinderne; og de pyntede templet medlaurbær, der blev udskiftet en gang om året: det romerskenytår 1. marts, når Vesta-templets hellige ild blev tændt igen på ældgammelt vis, ved at et stykke træ blev gnedet mod et stykke skåret af et frugttræ, helt til det slog gnister.[16]
På et hemmeligt sted opbevarede vestalindernePalladium, en af Roms største helligdomme. Det forlød, at det var en lille træfigur afPallas Athene, somÆneas skulle have taget med fraTroja. Udgravninger har ikke bragt vestalindernes skatte for dagen; men man fandt spor efter senere beboere, først kejsere og dernæstpaver; dertil to skatte af guldmønter (hvor den ene varangelsaksisk), utvivlsomt nedgravet under plyndringer af Rom.[17]
En pensioneret vestalinde var velstående, da hun fik en generøsmedgift frastatskassen. Socialt stod hun ikke tilbage for andre end kejserinden; kun kejserinden og vestalinderne måtte køre i vogn i Roms gader. Selvkonsuler måtte vige, når en vestalinde kom kørende; og i teatret og tilgladiatorkampe sad vestalinderne på særlige pladser helt fremme. Ellers havde romerske kvinder de dårligste pladser - helt bagerst, sammen medslaverne. Vestalinder havde også politisk en enorm påvirkningskraft - det var dem, der reddedeJulius Cæsar fraSullaspræskriptioner. Dertil påtog de sig at opbevaretestamenter og andre vigtige papirer.[18] KejserAugustus var blandt dem, der betroede sit testamente til vestalinderne.
Når de var udendørs, gikliktorer foran medfasces; og stødte de tilfældigt på en forbryder på vej til sinhenrettelse, blev han benådet. Jomfruen måtte dog sværge på, at mødet var et tilfældigt sammentræf og ikke planlagt. Enhver, som gik under en vestalindesbærestol, når hun blev båret i den, blev henrettet.[3]
Højtidens første dag,7. juni, var den eneste dag i året, hvor Vesta-templet stod åbent for andre kvinder. De måtte gå barfodet ind, og deres ofring til Vesta var mest typisk enkel mad frembudt på et fad. Vestalinderne ofredemola salsa. (Bortset frapontifex maximus havde mænd slet ikke adgang.) På højtidens sidste dag, 15. juni, tog bagerne og andre, der arbejdede med korn, fri fra arbejde efter at have pyntet udsalg og lokaler med blomsterkranse.[19]
Oprindeligt blev en vestalinde, der brød sit kyskhedsløfte, pisket eller stenet ihjel; men Roms femte konge,Tarquinius Priscus, skal have forandret det. Da en vestalinde i udgangspunktet var ukrænkelig, var det ikke ønskeligt at udgyde hendesblod; så man gik over til at begrave den skyldige levende.Begravelser var imidlertid ikke tilladt inden forpomerium, Roms hellige bygrænse; men den bestemmelse omgik man ved at mure hende inde i et underjordisk rum i Campus Sceleratus (= Ondskabens mark) lige inden forbymuren ved Porta Collina, hvor hun så døde af "naturlige årsager".[20] I1872 regnede professor Lanciano sig frem til gravkryptens beliggenhed i Via Goito omkring 40 meter fra indgangen til finansministeriet tæt på Roms banegård Termini.[21]
Vestalinderne kunne tjene somsyndebukke, hvis noget gik galt for romerne. Livius omtaler Oppia, der i483 f.Kr. blev dømt til døden for at have brudt sitkyskhedsløfte; præsterne havde hverken kunnet finde årsagen til gudernes vrede i fuglenes flugt eller offerdyrenes indvolde og drog den slutning, at en vestalinde måtte have gjort noget forkert. I420 f.Kr. kom vestalinden Postumia i søgelyset for sin livlighed. Hendes rapmundethed førte til, at hun blev anklaget for skørlevned. Postumia blev frikendt, men fik streng besked afpontifex maximus om at være mindre rapmundet og klæde og opføre sig mere værdigt.[22]
I 215 f.Kr. førte forfærdelsen over Roms nederlag islaget ved Cannae til, at vestalinderne Opimia og Floronia blev anklaget forincestum (=utugt). Den ene blev levende begravet; den anden fik lov til at begåselvmord.[23]
I folkemunde gik derrygter om, at vestalinderne tjenteslanger. Måske fordi de havde en vis forbindelse til lægekulten forAsklepios påTiberøen og kulten omkring gudindenBona Dea, hvor slangen indgik som et frugtbarhedssymbol.[24] I121 f.Kr. - daGajus Gracchus og hans tilhængere blev myrdet - indviede vestalinden Licina et alter i Bona Dea-templet. Det var sandsynligvis årsag til anklagen om brudt kyskhedsløfte i114 f.Kr. sammen med to andre vestalinder, Aemilia og Marcia, ipanikken efterCatos nederlag iThrakien.[hvad har sagen mod de tre Vestalinder med Cato at gøre?] Som om det ikke var nok, begyndte Vestas ild at gå ud af sig selv – et sikkert tegn på, at en vestalinde havde brudt sit løfte; og et lynnedslag tog livet af en fornem pige til hest og efterlod hendes svedne kjole trukket op til hofterne. Licina, Aemilia og Marcia blev nu stillet for retten. I første omgang blev kun Marcia dømt.[25] Iført sit begravelsestøj blev hun bundet og sat i enbærestol. Præster fulgte optoget gennem den lamslåede folkemængde til graven. Her vendte præsterne ryggen til, og hun kravlede ned ad en stige til sin grav. Marcia fik en dagsration af mad og drikke med; dertil en lampe. Så blev hun overladt til sin død.[26]
De to andre var frikendt; men en fraktion afsenatorer fik dem senere stillet for ensærdomstol, hvor de og deres påståede elskere blev dømt.[27]
Vestalinden Tuccia blev udsat for en falsk beskyldning om at have brudt sit kyskhedsløfte. Hun bad om gudindens hjælp i sagen, og Vesta bønhørte hende, så hun kunne bevise sin uskyld ved at hente vand iTiberen i ensi.[28] Flere kunstnere har fundetinspiration i historien,[29] ogElizabeth 1. i egenskab af "jomfrudronning" lod sig afbilde som Tuccia.
KejserHeliogabalus, som kom på tronen som fjortenårig, ville forene sinsyriskesolgud med den romerske Vesta, og forfærdede romerne ved at gifte sig med vestalinden Aquilia Severa.[30]
Poeten Prudentius, der levede under kejser Theodosius, skriver, atpontifex havde "tagetkorset", og vestalinden Claudia var gået iSkt. Laurentius'kloster. Det kan tolkes, som hun er blevetnonne i klostret vedSan Lorenzo fuori le Mura i Rom.[31] En vestalindestatue ved templet har fået navn og indskrift skrabet væk. Muligvis kan det dreje sig om Claudia, som i de andre vestalinders øjne må have virket som en forræder af værste slags.[32]
Ilegenden om St. Agnes hedder det, at hun afvistepræfektens søn og fik valget mellem at ofre til Vesta, eller blive sendt til etbordel og behandlet derefter.[33]
