Ankomst til Valhal, detalje fragotlandsk billedsten, som sandsynligvis viserOdin, der siddende påSlejpner modtages af en valkyrie i Valhal.
Valkyrier (afnorrøntval = mandefald ogkjosa = vælge[1]) var inordisk mytologi / Nordisk religion en gruppe af feminine magter, der blev associeret med krig og død og gudenOdin. Kilderne beretter, at de var gudinder, der udpegede hvilke krigere, der skulle falde i kamp, og som skulle tilbringe efterlivet i Odins borgValhal. Denne funktion knyttede dem tilskæbnebegrebet, der spillede en stor rolle inorrøn kultur.[2] I Valhal ville krigerne blive medlemmer af Odinshird,einherjerne, som skulle kæmpe for ham i den sidste kamp vedRagnarok. I dettedødsrige ville krigere blive opvartet af valkyrier. I flere heltesagn og digte optræder valkyrierne også som dødelige krigeresfriller. I dem fremstilles de også ofte som kongedøtre og knyttes tilsvaner. Disse digte blev forfattet tilaristokratiet og afspejlede derfor de forestillinger, der var udbredt i samfundets øverste lag. De var en del af en særlig krigerideologi centreret omkring Valhalmytologien, som var opstået i perioden førvikingetiden. I den ideologi indgik valkyrierne som et vigtigt element. Denne ideologi havde stor udbredelse indtilreligionsskiftet.[3]
Fyldige beskrivelser af valkyrier kendes fra forskellige nordiske kilder fra middelalderen, bl.a.Ældre Edda, der blev nedskrevet på Island på baggrund af før-kristne kilder. I disse beretninger er de udstyret som krigere og er dygtige ryttere.[3] Dertil kommer beskrivelser iSnorre SturlasonsYngre Edda ogHeimskringla samtNjáls saga,Islændingesagaerne,Vølsungesaga og forskelligeskjaldedigte. Fra før-kristen tid kendes flereruneindskrifter, der henviser til valkyrier, men de er vanskelige at tyde uden hjælp fra de yngre kilder. De beskrives ikke som egentlige gudinder, men var alligevel vigtige mytologiske væsner.[3]
Iangelsaksiske kilder optræder det beslægtede ordwælcyrge ogwælcyrie, hvilket kan være tegn på, at forestillingen om valkyrier bygger på en ældrefællesgermansk tradition. Det er dog usikkert, om det er udtryk for en senere nordisk indflydelse i vikingetiden. Det er foreslået, at valkyrierne var forbundet med andre former for gudinder, f.eks.norner,diser ogvølver. I moderne tid har valkyrier været inspirationskilde for både musik, malerkunst, digtning,computerspil o.lign.
Ordet "valkyrie" stammer fraoldnordisk. Pånorrønt er formenvalkyrja (pluralvalkyrjur), sammensat af to ord;navneordetvalr (= mandefald) ogverbetkjósa (= at vælge). Tilsammen kan ordet oversættes "vælgere af de faldne" eller "de valkårende", da de udvalgte, hvem der skulle falde i kamp, dvs. deres funktion som skæbnegudinder.[3]Valkyrja er nært beslægtet medangelsaksiskwælcyrge,[4] men det er usikkert, hvorvidt det drejer sig om et sent indlån fra norrønt i vikingetiden, eller om det har en ældre oprindelse.[kilde mangler] I nogle kilder beskrives valkyrier med alternative betegnelser somóskmey ("ønskemø") i digtetOddrúnargrátr, ogÓðins meyar ("Odins møer").Óskmey kan være en afledning af OdinsnavnetÓski (kan oversættes til "ønskeopfylder"), hvilket igen viser til hans rolle som den, der modtager de faldne i Valhal.[5]
I eddadigteneVöluspá,Grímnismál,Darraðarljóð[6] i kapitel 157 afNjåls saga ogNafnaþulur iSnorre Sturlasons bog om skjaldekunst,Skáldskaparmál, findes der lister med navne på valkyrier, mens der i andre tekster optræder navne på individuelle valkyrier, såsomSigrún (hovedperson i heltedigtene om Helge Hundingsbane,Helgakviða Hundingsbana I ogII). Mange af valkyrienavnene var knyttet til krig og kamp, en undergruppe særligt til spyd, som var et våben, der var associeret med gudernes konge, Odin.[7] ISkáldskaparmál nævnes i nogle manuskripter op til 29 forskellige valkyrienavne: Hrist, Mist, Herja, Hlökk, Geiravör, Göll, Hjörþrimul, Guðr, Herfjötra, Skuld, Geirönul, Skögul, Randgníð, Ráðgríðr, Göndul, Svipul, Geirskögul, Hildr, Skeggöld, Hrund, Geirdriful, Randgríðr, Þrúðr, Reginleif, Sveið, Þögn, Hjalmþrimul, Þrima og Skalmöld.[8] Nogle af dem kendes fra andre sammenhænge, mens andre udelukkende optræder i denne liste.
Snorre beskriver også måder, hvorpåskjalde har brugt valkyrienavne i digte, bl.a. somkenninger for kamp og krig. I kapitel 48 optræder kenningerne "våben-, skjold-, Odin- eller valkyrievejr" som en omskrivning af et slag. SkjaldenTorbjørn Hornkløve brugte kenningen "Sköguls larm" omslagmarken, mensladejarlenes skjald Berse Skaldtorvasson kaldte etsværd for "Gunnrs ild" og et slag for "Hlökks sne".[9]
Flere forskere har foreslået, at valkyrienavnene i sig selv ikke var knyttet til individuelle personer, men snarere fungerede som beskrivelser af krigen og dens gudinders natur; måske er sådanne navne blot skjaldedigteres egne opfindelser.[10] Andre mener, at navnene var beskrivelser af de roller og evner, de havde, såsom valkyrienavnetHerfjötur, der peger på valkyriernes relation til fuglefjer,[11] mens navnetSvipul kan være en beskrivelse af deres indflydelse påskæbnen.[12] NavnetHerja derimod kan måske være beslægtet med gudindenHariasa, som kendes fra en sydgermansk indskrift fra 187 e.v.t.[13]
Der er blevet fremsat en række forskellige teorier om valkyriernes oprindelse og udvikling fra den tidligegermanske religion til den senerenordiske mytologi.Rudolf Simek har foreslået, at de oprindeligt blev opfattet somdæmoner, som ejede de krigere, der døde på slagmarken. Han mener, at skiftet hang sammen med den ændring i karakteren afValhallamyten, der fandt sted igermansk jernalder. Hvor stedet tidligere havde været en mytologisk repræsentation af slagmarken, blev det nu til de faldne krigeres paradisiske efterliv. Det oprindelige koncept blev ifølge Simek erstattet af ideen omskjoldmøer— enirsk-keltisk kvindeskikkelse, der var en parallel til de germanskeeinherjar. Han mener også, at valkyriernes tilknytning til Odin var et oprindeligt element i deres tidligere funktion som dødsdæmoner. På den baggrund mener Simek, at det var denne ændrede status, hvor deres dæmoniske karaktertræk forsvandt og blev mere menneskelige, der gjorde valkyrierne til populære skikkelser i de heroiske eddadigte. I denne form kunne de nemlig optræde som elskerinder for dødelige mænd.[14] MacLeod og Mees mener, at valkyriernes rolle som dem, der udvalgte de faldne, efterhånden blev mere og mere sammenblandet mednornernes rolle som skæbnegudinder i den yngre nordiske mytologi.[15]
Gro Steinsland mener, at selv om valkyrierne ikke blev regnet som egentlige guder, havde de alligevel stor religiøs betydning; fx spillede de sandsynligvis en betydelig rolle i de drikkeceremonier, der var tilknyttet valhalla-ideologien. Hun påpeger også, at der er fundet tegn på, at ofringer til valkyrier i forbindelse med slag har været almindelige, og hun foreslår, at det kan have været del af forestillingerne bagjernalderens våbenofringer. Steinsland påpeger, at de fremstillinger, der er overleveret om valkyrierne, i reglen stammer fra et aristokratisk miljø. De mere folkelige forestillinger, mener hun, er måske blevet overleveret gennem fortællingerne omden vilde jagt.[16]
Hilda Ellis Davidson påpeger, at hvad angår valkyrier, så bygger fremstillingerne på lag fra tidligere generationers fortællinger, og derfor består forestillingerne om dem af mange forskellige koncepter; fx kan man i deres evne til at bestemme et menneskes skæbne genkende egenskaber, der ligner nornernes;vølvernes, når de beskytter krigere med trylleformularer;fylgjernes, når de bringer lykke til særligt udvalgte ynglinge; og måske endda til de klassiske mytologiske forestillinger om de kvindeligeamazonekrigere fra området vedSortehavet. Hun nævner også muligheden for, at forestillingen om valkyrierne kan være opstået ud fra en erindring om kvindelige præster, der forestod rituelleofringer af krigsfanger i ældre tid.[17]
Davidson tilføjer, atvalkyrie direkte oversat betyder "valkårende" ("udvælger af de faldne"), og hun sammenligner Wulfstans omtale af sådanne "valkårende" i hans Sermo Lupi prædiken, hvor de optræder i forbindelse med syndere, hekse og andre ondsindede grupper, dvs. med de øvrige klasser af fjender afkristendommen, som han beskriver. Hun konkluderer på den baggrund, at disse "valkårende" var menneskelige. Davidson peger også på den arabiske diplomatIbn Fadlans detaljerede beretning fra10. århundrede om envikingebegravelse vedVolga-floden, hvor der optræder en gammel "hunnisk"udseende kvinde, der stod for offerdrabet på en slavinde. Ibn Fadlan omtaler hendes som "Dødens engel" (et velkendt muslimsk begreb) og hendes følge af hjælpere som døtre. Davidson påpeger, at det ikke ville være overraskende, hvis der opstod mange mærkelige legender om en sådan kvinde, der åbenbart levede adskilt fra det normale samfund pga. sine grufulde pligter. Fra andre kilder ved vi, at lodtrækning var udbredt som endivinatorisk måde at udvælge de fanger, der skulle dræbes. Denne idé om at guderne selv valgte, hvem der skulle dø, kunne ifølge Davidson have haft indflydelse på ideen om, at det var udvalgt på forhånd, hvem der skulle dø i kamp. Samtidig har der tilsyneladende fra "ældre tid" været en forestilling iblandt germanerne om krigeriske, kvindelige ånder, der opildnede til kamp, selv deltog i kampen og måske endda spiste ligene af de faldne.[18]
IGylfaginning fortælles det bl.a. om gudindenFreja, atden halve Val hun vælger hver Dag.[19] På den baggrund er det blevet foreslået, at hun på en eller anden måde blev associeret med valkyrierne, og Britt-Mari Näsström tolker navnet på hendes gårdFolkvang. Näström foreslår, at Frejas hus blev opfattet som en parallel til Odins borg Valhal, hvor krigerne opholdt sig efter døden. Og hun mener, at grunden var, at hun indgik i flereinitiationsriter for krigere, hvorved hun også fungerede som krigsgudinde og fik egenskaber, der lignede valkyriernes.[20] Siegfried Andres Dobat mener på sin side, at Frejas funktion som, den der vælger de døde til sit dødsrige i Folkvangr, betyder, at hun var den egentlige mytologiske forbillede for valkyrier og diser.[21]
Valkyrier bliver i flere tilfælde omtalt somdiser. Anders Bæksted påpeger, at det også gælder andre gudinder og kvinder i al almindelighed, der har tilknytning tilskæbnen.[22]Jacob Grimm påpeger, at selvom norner og valkyrier har mange lighedspunkter, så er der nogle fundamentale forskelle mellem dem. Han mener, at dís både kan betyde norne og valkyrie, men deres funktioner er helt forskellige; norner udpeger en persons skæbne, mens de enten sidder på en stol eller bevæger sig rundt i blandt de dødelige, intetsteds beskrives de som ridende. Valkyrierne beskrives derimod altid som ridende, når de bestemmer udfaldet af kamp. Grimm beskriver deres ridning som lignende guders og heltes.[23]
En rytterfigur møder en figur, der bærer et skjold (venstre). Kvindefigur, som bærer en genstand (højre)
Stiliserede sølvamuletter fra vikingetiden med billeder af kvindefigurer er blevet fundet over hele Skandinavien. De bærer som regel lange klædninger, og deres lange hår er trukket tilbage, nogle af dem holder etdrikkehorn frem for sig. Disse motiver bliver som regel tolket som afbildninger af valkyrier ellerdiser.[24] Disse amuletter optræder i grave, og ifølge Mindy MacLeod og Bernard Mees blev de formentligt lagt der, fordi man tillagde dem stærke beskyttende kræfter.[25]
PåTjängvide billedstenen fraGotland findes et billede, der viser en rytter på en ottebenet hest (med stor sandsynlighed Odin på Sleipner). Han bydes velkommen af en kvinde, som rækker ham et drikkehorn. Hun er sandsynligvis en af de valkyrier, der i flere kilder beskrives som opvartere for de døde helte, der tilbringer efterlivet i Valhal.[26] På enrunesten fra 11. Århundrede, kaldetSigurd stene, er der bl.a. ristet et billede af en kvinde, der bærer et horn. Hun er blevet tolket som valkyrien Sigrdrífa, der giver heltenSigurd (der vises et andet sted på stenen) et drikkehorn.[27]
Sølvfigur formet som en kvinde, der holder et drikkehorn. Fundet i en grav iBirka,Uppland.
Sølvfigur formet som en kvinde, der rører sit hår (venstre). Figur, som sidder på en hest, der er vendt mod en anden figur, der holder et skjold. (højre). Af Nationalmuseet tolket som valkyrier.
Tjängvide billedstenen fra Gotland, kvinden i det øverste billedfelt tolkes som en valkyrie.
Kvindefigur på Sigurdstenen (U 1163), der bærer et drikkehorn.
Specifikke valkyrier er nævnt på torunesten. PåKarlevistenen fra10. århundrede påÖland omtales valkyrienÞrúðr,[25] mens der påRøkstenen fra begyndelsen af9. århundrede iÖstergötland optræder enkenning, der involverer en valkyrie, som bruger en ulv som ganger:Det jeg siger som det tolvte, var at Gunns hest ser føde på slagmarken, hvor tyve konger ligger(transkr.: þat sakum tualfta huar histR si kunaR itu uituoki on kunukaR tuaiR tikiR, vilka þ o likia).[28]
En af de runeindskrifter, der er fundet påBryggen iBergen kaldes "valkyrie-stokken", og den er dateret til slutningen af14. århundrede. På stokken er der indgraveret flere tekster, bl.a. enfuthark, der ud fra den følgende tekst formentlig fungerede som en trylleformel modalfer,trolde,jætter og valkyrier, der beskrives på følgende måde (engelsk oversættelse):
Derpå følger en række forbandelser. Mindy MacLeod og Bernard Mees tolker inskriptionen som en speciel trylleformular, der skal sikre en kvindes kærlighed. De mener, at den korresponderer med eddadigtetSigrdrífumál, hvor valkyrien Sigrdrífa belærer helten omrunemagi. Ordetskag har måske en parallel i digtetHelgakviða Hundingsbana I, hvor Sinfjötli beskylder Guðmundr for engang at have været enskass-valkyrie. På den baggrund foreslår MacLeod og Mees, at ordet kan oversættes med "overnaturlig afsendelse", hvilket gør den til en mulig parallel til en anden trylleformel, hvor en valkyrie "sendes hen".[30]
Valkyrierne Hildr, Þrúðr og Hlökk bærer øl i Valhal (1895) afLorenz Frølich
I strofe 30 afeddadigtetVöluspá fortællervølven Odin, at hun "så" valkyrier langt borte, der rede til at ride tilGoðþjóðar (Gudernes riger), hun nævner derpå navnene på seks valkyrier:Skuld (norrønt: sandsynligvis "gæld", "fremtid" el. "skæbne"), der "holdt et skjold", sammen med hende Skögul ("ryster")", Gunnr ("krig"), Hildr ("slag"), Göndul ("stokkesvinger") og Geirskögul ("spyd-Skögul"). Strofen afsluttes med, at vølven siger, at hun nu har fortalt om "krigens kvinder, valkyrier, rede til at ride over jorden."[31][32]
I digtetGrímnismál, fortæller den torturerede, udhungrede og tørstige Odin (forklædt somGrímnir) til den ungeAgnar, at han ønsker, at valkyrierne Hrist ("ryster") og Mist ville bringe ham et drikkehorn. Derpå nævner han navnene på yderligere 11 valkyrier:Skeggjöld ok Skögul, Hildr ok Þrúðr, Hlökk ok Herfjötur, Göll ok Geirönul, Randgríðr ok Ráðgríðr ok Reginleif, de bærer alle øl til einherjaerne.[33]
Valkyrier optræder i flere af Ældre Eddas heltedigte, ofte som krigs- og skæbnegudinder. Enkelte af dem kan ydermere spille en fremtrædende rolle som heltens elskerinde. I digtetHelgakviða Hundingsbana I sidder heltenHelge på den ligdækkede slagmark ved Logafjöll, da et lys, der udsender lynglimt, pludselig begynder at skinne fra fjeldet. Hjelmklædte valkyrier kommer nu flyvende over himlen. Deres langeringbrynjer er dækkede af blod, og deres spyd skinner:
Then light shone from Logafell,
and from that radiance there came bolts of lightning;
wearing helmets at Himingvani [came the valkyries].
I den følgende strofe spørger Helge valkyrierne (som han omtaler som "sydlige gudinder"), om de vil tage med krigerne hjem, når natten falder på (alt imens pilene flyver). Da slaget var ovre, fortæller valkyrienSigrún ("sejrs-rune"[35]), at hendes far, Högni har lovet hende bort til Höðbroddr, som Sigrún ellers betragter som uværdig. Han er kong Granmars søn, der tilhørerHniflungætten. Helge samler derpå en stor styrke, der kæmper mod Niflungerne ved Frekastein for at hjælpe Sigrún med at undslippe sin forlovelse.[36] Senere i digtet skændes heltenSinfjøtle med Guðmundr, som han beskylder for engang at have været en kvinde. Han beskriver i detaljer, hvordan Guðmundr havde været en forfærdelig og unaturlig heks iblandt Odins valkyrier.[37] I digtet bruges udtrykket "valkyriens luftige hav" som enkenning for "dis."[38]
I slutningen af digtet stiger valkyrierne ned fra himlen, denne gang for at beskytte Helge under slaget ved Frekastein. Efter slaget flyver alle valkyrier væk, bortset fra Sigrún og ulvene (omtales som "troldkvindens ganger"), der åd ligene:
Helmeted valkyries came down from the sky
—the noise of spears grew loud—they protected the prince;
then said Sigrun—the wound-giving valkyries flew,
thetroll-woman's mount was feasting on the fodder of ravens:[39]
En anden udgave af historien om Helge og Sigrún findes i digtetHelgakviða Hundingsbana II. Andre fortællinger, hvor valkyrier spiller en fremtrædende rolle er bl.a.Sigrdrífumál, hvorSigurd indvies og oplæres i særligeritualer af valkyrien Sigrdrífa.
I prosaindledningen til digtetVölundarkviða fortælles det, at finnekongens tre sønnerSlagfiðr,Egill ogVölundr boede i et hus iÚlfdalir ("ulvedale"). Der opdagede de en tidlig morgen tre kvinder, der spandt ved bredden afÚlfsjár ("Ulvesø"). De var valkyrier, og ved siden af dem lå deres svaneham. To af de tre kvinder,Hlaðguðr svanhvít (Svanhvid) ogHervör alvitr (Alvid el.ukendt væsen[40]) var kongHlödvérs døtre. Den tredje hedAlruna (måskeØlrune[41]) og varKjárr afVallands datter. De tre brødre tog dem med hjem og levede sammen med dem i syv vintre, indtil de fløj bort til kamp for aldrig at vende tilbage.Slagfiðr ogEgill drog ud for at finde deres koner, mensVölundr blev tilbage for at vente på sin.[42]
Hovedpersonen i digtetHelgakviða Hjörvarðssonar,Helgi, var søn af den norske kongeHjörvarðr ogSigrlinn af Sváfaland. Da han var ung mand, var han også tavs og havde derfor intet navn, men en dag, da han sad på engravhøj, så han ni valkyrier komme ridende. En af dem fandt han særlig smuk; hun talte til ham og gav ham navnetHelgi (sandsynligvis:hellig[43]). Den indtil da tavseHelgi taler nu og beskriver valkyrien sombrúðr bjartlituð (ansigtslyse brud), og han spørger, hvilken navnegave hun vil give ham nu og tilføjer, at han ikke vil acceptere den, hvis han ikke også kan få hende. Hun fortæller ham om en gruppe sværd, der er placeret vedSigarsholm, og at ét af dem var noget særligt. Et prosastykke fortæller nu, at valkyriens navn varSváfa, og hun var kongEylimis datter.[44] Senere i digtet fortælles det, atAtli blev involveret i ensenna med den kvindeligejætte,Hrímgerðr. Hun sagde i den forbindelse, at hun havde set 27 hvide beredne valkyrier omkringHelgi, og at en bestemt havde ledet gruppen.Helgi, der nu er konge, bliver forlovet medSváva, og mensHelgi fortsætter sine krigstogter bliverSváva hjemme hos sin far, men digtet fortæller, athun var endnu Valkyrje ligesom för[45] Tilslut dørHelgi og digtet afsluttes med et prosastykke, der fortæller, at[det er blevet sagt, at Helge og Svåva bleve genfødte].[45]
IGylfaginning fra 13. århundrede beskriver Snorre Sturlason bl.a. valkyriernes funktion. I kapitel 36 fortæller "Høj" den forklædte "Gylfi", at der udover asynjerne også er andre (dvs. kvindelige guddomme), hvis pligt det er at tjene i Valhal. De bringer drikke og ser til bordet og ølkrusene. Disse kvinder kaldes valkyrier, og de sendes af Odin til alle slag, hvor de udvælger, hvem der skal dø, og bestemmer hvem der skal sejre. Høj tilføjer, at Gunnr, Róta og Skuld (der også ifølge samme tekst er navnet på den yngste afnornerne) altid rider ud til slaget. Høj fortæller senere, at valkyrierne sammen medHugin og Munin ankom tilbegravelsen af Balder i Odin ogFriggs følge.
ISkáldskaparmál refereres en rækkeskjaldedigte, hvor der i nogle optræder valkyrier. I et fragment af digtetHrafnsmál (tilskrives normalt den norske skjaldÞorbjörn Hornklofi) optræder en samtale mellem en valkyrie og en ravn, der mest omhandlerHarald Hårfagers liv og gerninger. Valkyrien beskrives som en vidende kvinde, der forstod fuglenes sprog, med hvid hals og hvide arme, gyldent hår, strålende øjne, og som ikke fandt behag i dødelige mænd. Ravnen beskrives derimod med et næb, der indsølet i blodet fra lig.[46] IEiríksmál beskrives valkyrierne som tjenere, der serverer vin til krigerne. IHúsdrápa, der er blevet dateret til 10. århundrede, afÚlfr Uggason, beskrives en række mytologiske scener, der er afbildet på væggene i et nybygget hus, bl.a. valkyrierne og ravnene, der ledsager Odin til Balders begravelse:
I kapitel 31 af bogen bliver de poetiske termer for kvinder præsenteret, herunder at en kvinde kan omtales med alle betegnelser forasynjer, valkyrier,norner ellerdiser.[48]I kapitel 41 genfortælles en episode fra historien omSigurd Fafnersbane; da han red på sin hestGrane kom han til en bygning på en høj, inde i bygningen finder han en sovende kvinde iklædt ringbrynje, som Sigurd skærer af hende. Da vågner hun og fortæller, at hun hedder Hildr, men kendes somBrýnhildr, og at hun er en valkyrie.[49]
I sagalitteraturen bliver der flere steder beskrevet væsner, der enten omtales som valkyrier, eller som med stor sandsynlighed må være det. Nogle af dem minder meget om de figurer, der findes i heltedigtene, mens andre fremstilles i en mere dæmonisk form. I kapitel 157 afNjåls saga' ser en mand ved navn Dörruð tolv personer, der sammen rider hen til en stenhytte iCaithnesslangfredag. De tolv går ind i hytten, og Dörruð kan ikke længere se dem, så han går derhen. Igennem vinduet ser han, at de er kvinder, og at de har stillet en væv op. Som vægte bruger de hovederne af mænd, somtrend og islæt indvolde fra mennesker, somskyttel et sværd, og tråden er rullet op på pile. Imens de væver, synger kvinder en sang kaldetDarraðarljóð, som Dörruð memorerede.[50]
Sangen bestod af 11 vers, og den beskriver, hvordan valkyrierne væver og udvælger, hvem der skal dø ved det kommendeslag ved Clontarf. Seks af valkyriernes navne nævnes i sangen: Hildr, Hjörþrimul, Sanngriðr, Svipul, Guðr og Göndul. Vers fem og seks af sangen lyder i norskoversættelse:
Vinda, vinda Darrads-veven!
og fræge drotten me sidan fylgjer.
Bloddrøypt skjold dei der skal bera,
Gunn og Gondul, som gauven livde.
Vinda, vinda Darrads-veven,
der dei fløymer fylkingmerki.
Lat honom ikkje ved livet skiljast;
val aa velja eig valkyrjor. Now awful it is to be without,[51]
I slutningen af digtet synger valkyrierne: "No ut aa rida paa avlause hestom! med sverdi bragande burt nie fara." Herefter fortæller prosateksten, at valkyrierne rev deres væv ned og sønderdelte den. Hver valkyrie holder fast ved det, hun har i hænderne. Dörruð forlader sprækken i muren og vender hjem, og kvinderne stiger til hest og rider væk, seks mod syd og seks mod nord.[50]
DigtetHákonarmál er indflettet i prosatekstenHåkon den godes saga. Det er dateret til 10. århundrede og tilskrives skjaldenEyvindr skáldaspillir. Denne del af sagaen omhandlerHåkon den godes død i kamp, hvor han, skønt døbt i sin opvækst ved det engelske hof, ønskede en hedensk begravelse efter norrøn skik. Både hans venner og fjender sørgede over hans død, og flyttede hans lig til Seim[52] i Nord-Hordaland, hvor han blev lagt i en storgravhøj iklædt sit fineste tøj og fuld krigsudrustning.Eyvind Skaldaspillir digtedekvadet om Håkons ankomst til Valhal,Hákonarmál.[53]
IHákonarmál sender Odin de to valkyrier Göndul og Skögul hen for at vælge iblandt kongens mænd, hvem der skulle bo hos ham i Valhal. Slaget blev meget blodigt og beskrives bl.a. med kenningen "Sköguls stormslag". Håkon og hans mænd dør alle, og de ser da Göndul læne sig op ad sit spyd. Hun siger da: "For Æsine fylgje aukast. No skal Håkon med heren megtug heim til gudar ganga." Valkyrierne beskrives nu som "herlege paa hesteryggen; med tankefull hug, paa hovude hjelm og skjold dei ved sida hadde."[54] Da følger en kort samtale mellem Håkon og valkyrien Skögul:
Skögul siger derpå, at de skal ride til "gudernes grønne hjem" for at fortælle Odin, at en konge nu er på vej til Valhal. Digtet fortæller, at Haakon blev en af einherjarne, der i Valhal afventede slaget modFenris.[55]
I kapitel 8 afFagrskinna fortælles det, atdronning Gunhild lod komponere et digt omErik Blodøkse efter hans død. I sagaen gengives derpåEiríksmál, sandsynligvis skabt i 10. århundrede af en ukendt forfatter. Det beskriver Erik og fem andre kongers ankomst til Valhal efter deres død. I første strofe er der en kommentar fra Odin:
GudenBrage spørger nu, hvor den tordnende lyd kommer fra, for Valhals bænke knirker, som om gudenBalder var vendt tilbage, og det lyder, som om tusind mænd nærmer sig. Odin svarer, at han udmærket kender lyden af at Erik Blodøkse snart vil være i Valhal. Odin beder nu helteneSigmund ogSinfjøtle om at rejse sig for at byde Erik ind i hallen, hvis det er ham.[58]
I 1324 tilstod enken Ragnhild Tregagås i forhør påpræstegården iFusa udenforBergen, at hun havde forårsagetimpotens med skadevoldendemagi rettet mod sit næstsøskendebarn Bård for at ødelægge hans ægteskab. Hun gemte fem ærter og fem brød i brudeparrets seng og satte etsværd lige ved, mens hun fremsagde en "afskyelig besværgelse" fra sit skjulested i soveværelset:
Jeg sender fra mig Gønduls ånder.
Måtte den første bide dig i ryggen.
Måtte den anden bide dig i brystet.
Måtte den tredje påføre dig had og misundelse.[59]
Deoldengelske ordwælcyrge ogwælcyrie forekommer flere gange i ældre engelske manuskripter, og ofte bruges de, når fremmedsproglige koncepter skal oversættes til oldengelsk. IprædikenenSermo Lupi ad Anglos, skrevet afWulfstan 2. af York, bliverwælcyrie brugt, formentlig i betydningen menneskelig "troldkvinde".[60] I et manuskript fra begyndelsen af 11. århundrede AldhelmsDe laudis virginitatis (Oxford, Bodleian library, Digby 146) forklares begrebetueneris medwælcyrge (mensgydene oversættes til "gudinde").Wælcyrge bliver i to manuskripter (Cotton Cleopatra A. iii, og den ældreCorpus Glossary) brugt som oversættelse af degræsk-romerske guddommefurierne. ICotton Cleopatra A. iii bliverwælcyrge også brugt som betegnelse på denromerske gudindeBellona. En beskrivelse af enravn, der flyver den egyptiske hær, lyder således:wonn wælceaseg da.: "den mørke, der vælger de faldne "). Det har været genstand for megen debat indenfor forskningen, hvorvidt disse vidnesbyrd bygger på ældre oprindeligeangelsaksiske forestillinger, som blev delt med Norden, eller om de er resultatet af en senere nordisk indflydelse i vikingetiden.[60]
I to ældre engelske trylleformler nævnes figurer, som det er blevet forslået repræsenterer en oprindelig angelsaksisk forestilling om kvindelige valkyrielignende væsner.[61] IWið færstice beskrives en pludseligt opstået smerte som etspyd, kastet ved overnaturlig kraft (oldengelskmægen) af en frygtelig, højlydt og flyvende kvinde (oldengelskmihtigan wif), der red over en gravhøj:
They were loud, yes, loud,
when they rode over the (burial) mound;
they were fierce when they rode across the land.
Shield yourself now, you can survive this strife.
Out, little spear, if there is one here within.
It stood under/behind lime-wood (i.e. a shield), under a light-coloured/light-weight shield,
where those mighty women marshalled their powers, and they send shrieking spears.[62]
Richard North mener imidlertid ikke, at det ud fra digtet klart fremgår, at disse kvindefigurer nødvendigvis var analoge med de yngre nordiske valkyrier."[63]Hilda Ellis Davidson foreslår derimod , atWið færstice oprindeligt var en kampbesværgelse, der med tiden var blevet reduceret til at være en kur mod "stik i siden".[64] I slutningen af den anden besværgelse bliver sværmendebier beskrevet som "sejrskvinder" (oldengelsksigewif):
Termen "sejrskvinder" er blevet tolket som et begreb beslægtet med valkyrier, men denne teori er ikke blevet fuldt accepteret. Ifølge en anden tolkning af termen kan det betyde ’"sejrrige sværd", en reference til biernes brod.[65]
I den ene af de tooldhøjtyskeMerseburg-versene kan kvindelige væsner,idisi, holde og binde (dvs. paralysere) eller løsne krigerne i en hær. Formularen lyder:
Deidisi, der nævnes i formularen, bliver af mange forskere opfattet som paralleller til de nordiske valkyrier. Rudolf Simek skriver at "idiserne er åbenbart en slags valkyrie, da disse også har magt til at genere fjenden i norrøn mytologi", som støtte peger han på navnet på valkyrienHerfjötur ("hær-lænke").[66] Hilda R. Davidson sammenligner denne formular med den oldengelske formel,Wið færstice (se ovenfor), og spekulerer i en mulig forbindelse mellem dem.[64] Simek mener, at stednavnet Idisiaviso ("Idisis slette"), hvorArminius’ germanske hær kæmpede modGermanicus’ romerske i 16 e.v.t. (slaget vedWeser), kan pege på en forbindelse mellem idisiernes rolle og de nordiske valkyrier. Derudover mener Simek, at denvestgermanske termidisi i lighed medoldsaksiskidis,oldhøjtyskitis,angelsaksiskides betegner en ærværdig, respekteret kvinde, måske en betegnelse på en hvilken som helst kvinde, og derfor en direkte parallel til denlatinske termmatrona (husfrue). Han mener desuden, at forbindelsen til de nordiskediser er højst sandsynlig; uden dog at dette er alment accepteret.[66]
Valkyrier har været brugt som figurer i adskillige kunstværker i moderne tid; fx iHeinrich Heines digtDie Walküren (udgivet iRomanzero, 1847), H. v. Linges digt af samme navn fra 1864.[14] I billedkunsten har valkyrier ligeledes været et populært motiv[67] fxDie Walküren (skitse, 1818) af J. G. Sandberg ogReitende Walküre af M. Echter (1865/1866) (freske, der tidligere fandtes i München, men som nu er ødelagt). Af yngre værker kan nævnesHerman Wilhelm Bissensnyklassistiske statueValkyrie fra 1835 påNy Carlsberg Glyptotek, Henry de Grouxssymbolistiske maleriLa chevauchée des Walkyries (ca. 1890), Edward Robert Hughes'prærafaelittiske maleriThe Valkyrie's Vigil fra 1906, samtStephan Sinding symbolske statueValkyrie fra 1908, der er opstillet vedKastellet i København.
Andrén, A.; Jennbert, K.; Raudvere, C. (2006) "Old Norse Religion: Some Problems and Prospects" inOld Norse Religion in Long Term Perspectives: Origins, Changes and Interactions, an International Conference in Lund, Sweden, June 3-7, 2004. Nordic Academic Press.ISBN91-89116-81-X
Dobat, Siegfried Andres (2006). "Bridging mythology and belief: Viking Age functional culture as a reflection of the belief in divine intervention" in Andren, A.; Jennbert, K.; Raudvere, C.Old Norse Religion in Long Term Perspectives: Origins, Changes and Interactions, an International Conference in Lund, Sweden, June 3-7, 2004. Nordic Academic Press.ISBN91-89116-81-X
Faulkes, Anthony (Trans.) (1995).Edda. Everyman's Library.ISBN0-460-87616-3
Finlay, Alison (2004).Fagrskinna, a Catalogue of the Kings of Norway: A Translation with Introduction and Notes. Brill Publishers.ISBN90-04-13172-8
Greenfield, Stanley B.; Calder, Daniel Gillmore; Lapidge, Michael (1996).A New Critical History of Old English Literature. New York University Press.ISBN0-8147-3088-4
Grimm, Jacob (1882) translated by James Steven Stallybrass.Deutsche Mythologie. Volume I. London: George Bell and Sons.
Hall, Alaric (2007).Elves in Anglo-Saxon England. Boydell Press.ISBN1-84383-294-1
Hollander, Lee Milton (1980).Old Norse Poems: The Most Important Nonskaldic Verse Not Included in the Poetic Edda. Forgotten Books.ISBN1-60506-715-6
Hollander, Lee Milton (Trans.) (2007).Heimskringla: History of the Kings of Norway. University of Texas Press.ISBN978-0-292-73061-8
Jónsson, Finnur (1973).Den Norsk-Islandske Skjaldedigtning. Rosenkilde og Bagger.(dansk)
Lindow, John (2001).Norse Mythology: A Guide to the Gods, Heroes, Rituals, and Beliefs. Oxford University Press.ISBN0-19-515382-0
MacLeod, Mindy; Mees, Bernard (2006).Runic Amulets and Magic Objects. Boydell Press.ISBN1-84383-205-4
Näsström, Britt-Mari (1999). "Freyja – The Trivalent Goddess" in Sand, Reenberg Erik; Sørensen, Jørgen Podemann (1999).Comparative Studies in History of Religions: Their Aim, Scrope and Validity. Museum Tusculanum Press.ISBN87-7289-533-0
North, Richard (1997).Heathen Gods in Old English Literature. Cambridge University Press.ISBN0-521-55183-8
Orchard, Andy (1997).Dictionary of Norse Myth and Legend. Cassell.ISBN0-304-34520-2
Wessén, Elias; Sven B.F. Jansson (1953–1958).Sveriges runinskrifter: IX. Upplands runinskrifter del 4. Stockholm: Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien.ISSN0562-8016(svensk)
_by_Johannes_Gehrts.jpg)
.JPG)
.png)
_by_H._W._Bissen.jpg)
