Pave Urban 2. (omkr.1035 –29. juli1099) var pave fra12. marts1088 til sin død, hedOdo de Lagery (ellerOtto,Otho ellerEudes), før han blev pave. Han var født i Lagery nær Châtillon-sur-Marne iFrankrig.
Han blev uddannet indenforden katolske kirke, og virkede en tid som ærkediakon iReims. En af hans lærere var Sankt Bruno, der påvirkede ham til at gå ikloster iCluny i1068. Der blev han med tiden valgt tilprior. I1078 blev han kaldt tilRom af pave Gregor 7., som i1080 udnævnte ham til kardinalbiskop af Ostia.
Somkardinal var han blandt de mest aktive støttespillere for den gregorianske reform. Blandt andet var han pavelig legat til Dettysk-romerske rige i1084-85. Det var på den tid almindeligt, at en pave nominerede kandidater til næste pavevalg, og han var blandt de få, Gregor 7. foreslog, men i1086 var det Desiderius,abbed iMonte Cassino, der blev valgt til pave og antog navnet Viktor 3.
Urban 2. er bedst kendt for at have igangsat det førstekorstog. Vedkoncilet iClermont erklærede han krig mod de vantro, og lovede syndsforladelse for alle korstogets deltagere.
Han søgte at læge den splittelse, der var opstået mellem den vestlige kirke ogøstkirken, blandt andet ved etkirkemøde iBari i1098,[1] hvorErik Ejegod meldte sin ankomst. Kong Erik var rejst den lange vej tilRom og derfra til Bari for at møde paven, i håb om at få sin brorKnudkanoniseret, samt at få et nordiskærkebispesæde oprettet iLund.[2]
Urban 2. døde 29. juli 1099, fjorten dage efterJerusalems erobring, men nyheden om erobringen havde da endnu ikke nået Italien. Han efterfulgtes afPaschalis 2.
.png)
