I Bologna begyndte nogle mænd af sig selv, uden befaling eller tilladelse, at arbejde medromerretten. Den ene var Irnerius (ca. 1055-1125), hvis ry som forelæser spredtes i Europa. Samtidig begyndteGratian (ca. 1100-1158) at forelæse om kirkens retsregler, som han samlede i en overskuelig fremstilling. Adelsmænd fra hele Europa strømmede til Bologna, men måtte af hensyn til retsbeskyttelse, pris- og boligforhold organisere sig. Sådanne sammenslutninger af studerende kaldtes på latin foruniversitates, og lederen forrector. Da kejserFrederik Barbarossa i 1158 ved lov tog dem under sin beskyttelse, havde han taget et vigtigt skridt frem mod disse sammenslutningers selvstændiggørelse. I Bologna traf sammenslutningerne selv aftaler med bystyret og professorerne og styrede de praktiske forhold.[5]
IParis lå kristenhedens teologiske centrum, hvor berømtheder somPierre Abelard ogThomas Aquinas tiltrak skarer af studerende og lærere. Her sluttede magistrene sig sammen i en organisation, som omfattede lærere fra de firefacultates (= fag): teologi, jura, medicin ogartes (= de frie kunster) det humanistiske fakultet. Studenterne var samlet i fire "nationer" i store træk geografisk bestemt. Lederne af begge sammenslutninger blevrector, og selv om de første universiteter nærmest opstod af sig selv, fik de en opbygning, der kom til at gælde alle universiteter næsten til denne dag. Øvrigheder, fyrster ogmunkeordener indså hurtigt de uddannelsesmæssige og økonomiske fordele ved fænomenet, og i løbet af 1200-tallet begyndte de at oprette universiteter rundt om i Europa. Både gejstlige og verdslige administrationer havde brug for især juridisk og teologisk uddannede mænd, og universiteterne tilbød en glimrende mulighed for at komme et trin op ad den sociale rangstige.
Lærere, studenter og ansatte ved universiteterne havde mange fordele sammenlignet med det øvrige samfund. De betalte ingen skat eller afgift, sorterede ikke under det almindelige retsliv, men under universitetets egen domstol, som kunne idømme bøder, samt afstraffelse i sit eget fængsel. Betjente ogpedeller sørgede for orden på universitetsområdet.Paven garanterede for, at studier og eksaminer lå på det rette niveau. Paven skulle give tilladelse til oprettelse af universiteter, selv om de ikke var rene kirkelige indretninger. Her var samfundets sociale skel ophævet. Mænd fra alle samfundsgrupper mødtes som ligeberettigede studenter. Inden for den akademiske verden var frihed, lighed og fællesskab gennemført som ingen andre steder imiddelalderens verden. Til overmål var alle universiteter forenet i et stort, internationalt fællesskab med de samme studieordninger, bøger og læseplaner. Sproget var også overalt det samme, nemliglatin.[6]
↑Rüegg, Walter, ed. (2004).A History of the University in Europe. Vol. 3: Universities in the Nineteenth and Early Twentieth Centuries (1800-1945). Cambridge: Cambridge University Press
