43-årigeRenée Richards, der var født sommand, spillede sin førsteprofessionelle turnering, siden hun i1975 havde gennemgået enkønsskifteoperation.

I1950'erne havde han flere gange deltaget idet amerikanske mesterskab i herresingle med en plads i anden runde i1955 og1957 som bedste resultater, og han havde i1972 været i finalen om detamerikanske mesterskab for spillere over 35år. Efter at haveskiftet køn begyndteRichards i1976 somkvinde at deltage i regionale tennisturneringer iCalifornien med gode resultater til følge. Bl.a. vandt hun La Jolla Tennis Tournament Championships, hvor hun knuste sine modstandere, og efterfølgende blev hun inviteret til at deltage i denprofessionelle turnering Tennis Week Open iSouth Orange,New Jersey. Men 25 af de 32 deltagere i turneringen meldte afbud, ogUSTA ogWTA trak deres støtte til turneringen tilbage. Derefter ansøgte hun om at deltage iUS Open 1976, menUSTA,WTA ogUSA's Olympiske Komite (USOC) havde på det tidspunkt en regel om atkvindelige atleter skulle verificere dereskøn ved enkønskromatin-test, menRichards afviste at gennemføre testen og blev derfor nægtet deltagelse iUS Open og andre turneringer isommeren1976.^[6]

Renée Richards sagsøgte derefterUS Open-arrangørenUnited States Tennis Association forkønsdiskrimination og overtrædelse afNew Yorksmenneskerettighedslov. Hun lagde vægt på, at deltagelse i turneringen somkvinde ville være en anerkendelse af hendes ret til at værekvinde. Omvendt frygtedeUSTA, at flere mænd ville undergåkønsskifteoperationer for at kunne spillekvindetennis.Sports Illustrated kaldte Richards et "ekstraordinært spektakel", og karakteriserede reaktionerne på hende som "skiftende fra forbløffelse til mistænksomhed,sympati, foragt og mest af alt forvirring."^[6]USOC erklærede, at "der er en konkurrencemæssig fordel for enmand, der har gennemført enkønsskifteoperation som følge af fysisk træning og udvikling sommand."^[6][7] Til sidst indvilligedeRichards i at tage testen, men resultatet var ikke entydigt. Hun afviste at tage den igen og blev derfor nægtet at stille op.^[6]

Den16. august1977 – touger før starten på US Open 1977 – afgjordeNew Yorks højesteret sagen til fordel forRichards.Dommeren havde besluttet, at sagsøgeren nu var enkvinde, og at det var "groft unfair,diskriminerende oguretfærdigt samt en krænkelse af hendesrettigheder" at kræve enkønskromatin-test.Dommeren afgjorde endvidere, atUSTA bevidst havdediskrimineretRichards og udstedte et påbud tilUSTA ogUSOC om, at hun fik lov til at deltage iUS Open.^[6] Afgørelsen bliver i dag betragtet som enmilepæl fortranskønnedes rettigheder.^[5]

Renée Richards tabte i første runde afsingleturneringen tilVirginia Wade med 1-6, 4-6, men idamedoublerækken nåede hun helt frem til finalen, hvor hun medMary-Ann Stuart som makker tabte tilMartina Navratilova ogBetty Stöve.^[5]

Kort inde i en kamp på Forest Hills Stadium i tredje runde mellemJohn McEnroe ogEddie Dibbs, der blev spillet om aftenensøndag den4. september1977, opstod der pludselig tumult blandt de 6.943 tilskuere, fordi en 33-årig tilskuer var blevet skudt i venstrelår.Politiet antog senere, at der var tale om atvådeskud, der var blevet affyret fra enlejlighed i nærheden, men på det tidspunkt varNew York City stadig ved at komme sig over de plyndringer, der var sket under en omfattendestrømafbrydelse ijuli1977, ogseriemorderenSon of Samsterrorisering af byens befolkning i det meste afsommeren. Den berømte tenniskommentatorBud Collins sagde: "Det havde været en vanvittigsommer iNew York, og vi spekulerede allesammen på om der ville komme endnu et skud." Da kampensdommer fortalteMcEnroe ogDibbs om, hvad der var sket, var de klar til at forlade banen. Beskeden til spillerne blev imidlertid korrigeret til, at en tilskuer var gået ishock. Så kampen blev efter seksminutters afbrydelse genoptaget, ogJohn McEnroe, der spillede sin førsteUS Open som senior, og som tidligere påsommeren vedWimbledon-mesterskaberne havde chokeret tennisverdenen ved som kvalifikant at spille sig frem til semifinalerne, vandt kampen modEddie Dibbs med 6-2, 4-6, 6-4, og først senere blev spillerne orienteret om, at der rent faktisk havde fundet en skudepisode sted.^[5][8]

Beslutningen om fremover at flytteUS Open fra det velståendeForest Hills – en bydel iQueens – til et nyt, meget større anlæg i denkakofoniskeFlushing Meadows-Corona Park i bydelenCorona på den anden side afLong Island Expressway, dog stadig iQueens, havde været årsag til en betændt debat, siden turneringen begyndte.West Side Tennis Club havde historien på sin side, for bortset fra treårs fravær i begyndelsen af1920'erne varmesterskabet blevet spillet i klubben siden1915, og klubhuset itudorstil var på den tid næsten lige så stort et ikon i tenniskulturen somWimbledon-mesterskabernesCentre Court. MenUS Open havde vokset sig for stort til faciliteterne i den private klub, ogUnited States Tennis Association (USTA) var opsat på at flytte turneringen tilFlushing Meadows. Dette var imidlertid ikke populært blandt alle spillere, og slet ikke for den traditionelle værtsklub.^[5]

På enpressekonference, der blev afholdt omformiddagen den8. september, og som egentlig var blevet indkaldt for at italesætteWest Side Tennis Clubs ønske om fremover at beholdemesterskabet i klubben, kritiserede formanden for klubbensUS Open-udvalg,William J. McCullough,USTA's beslutning om fremover at flytte arrangementet fraForest Hills til et nyopført anlæg iFlushing Meadow Park og udtalte bl.a.: "NårUS Open kommer tilForest Hills, så kommer turneringen til omgivelser, der ønsker den. Lad os nu tale om at flytte fra et venligt, samarbejdende miljø til et ukendt ... Befolkningen iCorona, 95 % ernegre ... Jeg hævder dette: når de flytter herfra til enpark, kommer de til at indse, at de både får problemer med at få tennisfansene til at komme og med at få lokalområdet til at samarbejde med dem."

McCulloghs udtalelser blev mødt medkritik, dels fordi hans kommentarer vedr. befolkningssammensætningen i bydelenCorona iQueens som "95 %negre" ikke stemte overens med data frafolketællingen fra1970, der viste, at området var beboet af ca. 84 %hvide amerikanere, dels fordi hans bemærkninger blev opfattet somracistiske. Som reaktion på udtalelserne sagdeUSTA'sformand,Slew Hester, "at McCulloughs kommentarer vedr.Queens borough var et udtryk for meget dårlig smag".Arthur Ashe, den enestesorte vinder afUS Open indtil da og det enestesorte medlem afWest Side Tennis Club, efter at han blev optaget som æresmedlem i klubben efter sintriumf i 1968, sagde, at han havde i sinde at tale med McCullough om hans udtalelser og tilføjede: "Mit første indtryk er, at det han sagde lyder institutioneltracistisk. Det lyder som etracistisk angreb, hvis jeg nogensinde har hørt et."^[9]

Dagen efter meddelte klubben, atWilliam J. McCullough var trådt tilbage sombestyrelsesmedlem i klubben og som formand for densUS Open-udvalg "på grund af sine uheldige bemærkninger tilpressen, der antydede, at flytningen afUS Open tilFlushing Meadow Park som nabo til et overvejendesort lokalområde ville skabe problemer forUS Open på grund af inddragelsen afparkarealer med offentlig adgang til brug somtennisanlæg.". Og klubbensformand,Lindley Hoffman, måtte understrege, at McCulloughs udtalelser "på ingen måde repræsenterede holdningen hosbestyrelsen eller medlemmerne afWest Side Tennis Club".^[10]

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Jimmy Connors lagde ekstra længder til sit renommé som sportensbad boy, da han i semifinalen modCorrado Barazzutti udførte en af de mest bizarre og usportslige handlinger iturneringens historie. Det bemærkelsesværdige øjeblik indtraf i første sæts syvende parti, hvorConnors slog en baghåndsvinder, der blev dømt inde af linjedommeren påBarazzuttis banehalvdel på et tidspunkt, hvoritalieneren havde enbreakbold iConnors's serveparti.Barazzutti var imidlertid af den opfattelse at bolden var ude, så han baddommeren om at inspicere boldmærket, men inden dommeren nåede ned på banen, varConnors løbet over på sin modstanders banehalvdel og havde slettet boldmærket, sådommeren ikke havde mulighed for at omstøde linjedommerens dom.

Handlingen blev belønnet med en pibekoncert fra publikum, menConnors slap med en formaning fradommeren.^[11]

Handlingen fik formentlig ikke afgørende betydning for kampen, somConnors vandt med 7-5, 6-3, 7-5. Han tabte dagen efter finalen tilGuillermo Vilas, men der var i første omgang lidt tvivl om, hvorvidt linjedommeren i finalen havde dømtConnors' sidste slag ude. Men da det blev fastslået, atamerikanerens slag var dømt ude, rakteVilasarmene i vejret som tegn på sejren. Og helt usædvanligt for en tenniskamp blev banen invaderet af den vindendeargentinersfans, der løftede ham op på deresskuldre.Connors nåede ikke frem til dettraditionellehåndtryk medVilas ved nettet, indenVilas'fans fik omringet ham, og i tumulten forlod den skuffedeConnors banen inden præmieoverrækkelsen.^[5]

En anden stor historie iherresingleturneringen handlede om enketcher. I begyndelsen af1970'erne skabte entysktennisentusiast ved navnWerner Fischer en dobbelt opstrengettennisketcher, hvis usædvanlige opstrengning genererede ualmindeligt meget topspin og høje boldopspring. Den blev hurtigt kendt som "spaghettiketcheren" og blev populær blandttyskeamatørspillere, og efterhånden fandt den også vej ind i deprofessionelle spilleres rækker. Herunder til denaustralske veteranBarry Phillips-Moore, der opnåede en række sejre med den specielleketcher. Iforåret1977 rejste den ungeamerikanskeprofessionelle spillerMike Fishbach rundt til tennisturneringer iEuropa, hvor han bemærkedePhillips-Moore spille med spaghettiketcheren, menaustralieren tillod ham ikke at kigge nærmere påketcheren. Under en turnering iGstaad stødte han imidlertid på en lignendeketcher i enkameraforretning (af alle steder). Butiksejeren lod ham ikke købeketcheren, menFishbach fik et så godt billede af den, at han var sikker på at kunne efterligne den specielle opstrengning. Tilbage iUSA brugte han ca. 30timer sammen med sinbror på at opstrenge enketcher ved brug afnylonstrenge,persiennesnor,plastrør ogtape. Og deres udgave af spaghettiketcheren havde den ønskede effekt.

Fishbach, der var rangeret som nr. 200 påATP's verdensrangliste, vandt tre kampe i kvalifikationsturneringen og opnåede dermed adgang til hovedturneringen. I første runde af hovedturneringen vandt han over talentetBilly Martin, mens han i anden runde knuste den tidligereWimbledon- ogUS Open-mesterStan Smith med 6-0, 6-2. På det tidspunkt varketcheren blevet et kontroversielt anliggende, og der var allerede på det tidspunkt snak om atforbyde den.Fishbach tabte i tredje runde tilJohn Feaver.

Nogleuger senere blevketcherenforbudt efter atIlie Năstase havde brugt den til at besejreGuillermo Vilas ved en turnering iFrankrig, hvilket satte en stopper forVilas' stime på 53 vundne kampe i træk pågrus.Argentineren var så forarget, at han forlod banen i protest efter to sæt.^[5]

Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Der blev afviklet fem mesterskabsrækker, og finaleresultaterne for disse mesterskaber er angivet nedenfor.

Kategori	Række	Vinder	Finalist	Finaleresultat
Senior	Herresingle	Guillermo Vilas	Jimmy Connors	2−6, 6−3, 7−6(4), 6−0
	Damesingle	Chris Evert	Wendy Turnbull	7−6(3), 6−2
	Herredouble	Bob Hewitt Frew McMillan	Brian Gottfried Raúl Ramírez	6−4, 6−0
	Damedouble	Martina Navratilova Betty Stöve	Renée Richards Betty-Ann Stuart	6−1, 7−6
	Mixed double	Frew McMillan Betty Stöve	Billie Jean King Vitas Gerulaitis	6−2, 3−6, 6−3
Junior	Drengesingle	Van Winitsky	Eliot Teltscher	6−4, 6−4
	Pigesingle	Claudia Casablanca	Lea Antonoplis	6−3, 2−6, 6−2

Nedenfor er resultaterne fra ottendedelsfinaler og frem i singlerækkerne samt fra kvartfinalerne og frem i doublerækkerne angivet. For komplette resultater henvises til de uddybende artikler.