Den Tyske Orden ellerSankt Marias Hospitalsbrødre (latin:Ordo Fratrum Hospitalis Sanctæ Mariæ Teutonicorum in Jerusalem, forkortetOrdo Teutonicus,tysk:Deutscher Orden,Deutschritterorden,Deutschherrenorden ellerKreuzritterorden,engelsk:Teutonic Knights,estisk:Saksa Ordu) var en hospitalsorden, stiftet i1190. Ordensbrødrene skulle tage sig afpilgrimme og sårede iDet hellige land underkorsfarertiden. Den blev snart omdannet til en ridder- og præsteorden (1199), som med tiden fik Østeuropa som sit vigtigste virkefelt. Medlemmerne aflagdeordensløfter.
Den Tyske Orden tog sine forbilleder fra disse to ridderordener:
Tempelridderne: 80 år før Den Tyske Orden blev grundlagt, havdefranske riddere i1118 aflagt løfte til den latinskepatriark afJerusalem om at beskytte pilgrimmenes adkomst framiddelhavskysten til Jerusalem og de omliggende hellige steder. Det var tempelridderne, og deres orden blev godkendt af paveHonorius III. I1128 fik de deres ordensregler. I anden halvdel af1100-tallet skal deres medlemstal være vokset til omkring 30.000, og ordenen havde tillagt sig megen rigdom.
Johanniterordenen blev stadfæstet i1113 på baggrund af et allerede i Jerusalem eksisterendehospital, ifølge visse kilder grundlagt i1023. Den kaldes også Hospitalsordenen. Der fandtes allerede et tysk (teutonsk) hospital til pleje af syge tyskepilgrimme i Jerusalem, da byen var hovedstad ikorsfarerkongedømmet Jerusalem. Det havde en kirke viet tilJomfru Maria. Dette hospital var underlagt Johanniterordenensstormester. Men i1187 erobrede muslimernes hærførerSaladinJerusalem, ogPave Gregor 8. opfordrede til et nyt korstog for at genvinde byen. Kort efter begyndtedet tredje korstog.
Købmænd fraBremen ogLübeck, som deltog ibelejringen af Akko i det nordligeGalilæa, tog i1189 initiativ til oprettelse af en tysk hospitalsorden, som skulle være klar til at overtage driften afSanctae Mariæ Teutonicorum-hospitalet, efter at korsfarerne havde genindtaget Jerusalem. Ordenen blev oprettet i 1190 uden forAkkos mure.
Pave Celestin III godkender ordenen.
Efter atRichard Løvehjerte i1191 generobrede Akko, blev byen hovedstad i korsfarerkongedømmet Jerusalem, og Den Tyske Orden fik hovedsæde der. Det skulle blive langvarigt. Korsfarerne ville sandsynligvis havde formået at generobre Jerusalem, men Richard Løvehjerte – som vidste, at de fleste af dem så hurtigt ville vende tilbage til Europa, og at byen ikke ville kunne modstå fornyede erobringsforsøg – foretrak at slutte fred med Saladin i1192 og overlade byen i muslimernes hænder mod løfte om, at ubevæbnede kristne pilgrimme skulle få fri adgang til byen og dens hellige steder.
Pave Clemens III gav i 1191 hospitalsordenen en foreløbig pavelig godkendelse. Den Tyske Orden overtog Tempelriddernes grundregler og Johanniternes karitative regler. I1196 gjorde paveCelestin III godkendelsen endelig. Men allerede to år efter skulle ordenen ændre karakter.
Flere og flere korsfarere forlod Det hellige Land, og mange af de tilbageblevne tyskere blev grundstammen i Den Tyske Orden. Beslutningen om at omdanne sygeplejeordenen til enmilitærorden blev taget i1198. Året efter fik de pavelig godkendelse som ridderorden afPave Innocens 3. efter forbillede fra tempelridderne og johanniterordenen. De etablerede sig militært flere steder i og omkring Akko. Med støtte fra den tysk-romerske kejserFrederik 2. indløste og overtog defeudalrettighederne til en række små feudalherrer. De overtog og udbyggedeChastiau dou Rei i1220 og etablerede sig i borgen Judyn og iMontfort-borgen (tysk:Starkenburg, arabiskQal'at el Qurein) vedWadi Qarn. Montfort var teutonernes vigtigste befæstning, men den blev indtaget afbibarerne i1271.
Ordenen organiserede sig territorielt (fra mindste til største enhed) i:
Kommender (lokale ordenshuse).
Ballier (provins).
Lande og til øverste.
Internationale niveau.
Medlemmerne på de forskellige trin var ledet af henholdsvis en komtur, landkomtur, landmester og stormester.
Omkring år1300 fandtes henved 300 kommender. Ordenen var repræsenteret fraSverige i nord til den sydligeItalien. Den havde et kirkeligt privilegium til at forkynde korsfareraflad, hvilket bidrog til ordenens indtægter og formue.
I1262 oprettede Den Tyske Orden et kommende iSverige. Hovedsædet lå iÅrsta Slot iSödermanland. Derfra drev ordenen handel i hele Sverige og rekrutterede medlemmer. Den Tyske Ordens engagement i Sverige varede til1467, da den svenske rigsforstanderErik Axelsson købte Årsta og ordenens øvrige gods i landet. Over halvdelen af de svenske besiddelser lå i området Österhaninge og omfattede foruden Årsta ogsåVendelsö,Sandemar ogGålö.
Efter det tredje korstog bestemte ordenen sig for at tilbyde sine tjenester til kristne fyrster, som ville bidrage til at udbrede kristendommen i de områder iØsteuropa, der endnu havde hedenske folkeslag. I1211 tog kongAndreas 2. afUngarn mod tilbuddet og gav dem områdetBurzenland[1] iTranssylvanien. Til gengæld forsvarede de kongedømmet Ungarn mod kumanerne. Samtidig skete en systematisk indvandring til dette område af saksere og andre tyskere, og de efterstræbte en større grad af uafhængighed fra Ungarn. I1224 bad Den Tyske Orden paveHonorius III om at blive stillet direkte under pavelig myndighed i stedet for under Ungarn. Dette fik kong Andreas til at udvise dem i1225. Dog blev det tilladt andre indvandrere at blive.
I Polen inviterede hertugKonrad I af Masovien samme år ordenen til sig for at kæmpe mod denbaltiske stamme preusserne. Konrad var ikke hersker over hele Polen, men den klart mægtigste af de forskellige landsdelsfyrster. En anden ridderorden,Sværdbrødreordenen, var allerede aktiv blandt balterne, men de virkede længere mod nord i Baltikum. Denne ridderordenen var oprettet af biskopAlbert von Buxhoeven af Livland i1202 og godkendt af paven to år efter med det formål at bekæmpe de hedenske liver,kurlændinge og estere. Konrad grundlagde også en egen korsfarerorden med tanke på forsvaret mod preusserne,Dobrinerridderordenen efter dens sæde i byen Dobrin. Den hed egentlig"Milites Christi Prucie", men var blot på 15 riddere fraMecklenburg i Tyskland. Med tiden blev de flere.
Den Tyske Ordens fjerde stormester Hermann von Salza regerede fra1209 til1239 og kunne i1225 lægge grunden en egen statsdannelse, da hertug Konrad havde lovet den Kulm-området (Kulmerland) og de områder, som de måtte erobre som modydelse for deres militære indsats mod preusserne. Deres engagement i området var begrundet med, at de baltiske stammer ikke blot havde vægret sig imod at tage imod kristendommen, de dræbte også missionærer og hærgede og brændte munke- og nonneklostre. Ordenens engagement blev efterspurgt af samme grund som iLevanten:defensio Christianitatis, forsvar for kristenheden. Allerede i1228 havde den etableret sig på borgen Nessau vedWisła og kort efter på borgen Vogelsang i samme område.
Hermann var klog af skade efter den behandling, som ordenen havde fået fra ungarerne efter deres indsats i Butzenland og fik kejserFrederik 2. til at give ordenen vidtgående fuldmagter(Gullbullen fraRimini,1226). Denne bulle gav Den Tyske Orden samme grad af uafhængighed over sine "ordenslande", som rigsfyrsterne i det tysk-romerske kejserdømme nød godt af.
Ridder Hermann Balk blev udnævnt til provinsial for Preussen, og sammen med 28 korsriddere og en hel hær af korsfarere fra Tyskland indledte han to korstog med udgangspunkt i to byer, de grundlagde:Thorn (1231 ved Wisłas bred vis-à-vis borgen Vogelsang ogKulm (1233). Den lille dobrinerordenen blev optaget i Den Tyske Orden i1235. Nogle af dens riddere fortsatte på egen hånd i endnu 10 år. Korstogene blev til en 25-årig krig og blev fulgt af tysk kolonisering af dele af de områder, som de havde underkastet sig.
I1234 kom Hermann von Salza til enighed også med den romerske kurie. De områder, som Den Tyske Orden skulle erobre, skulle ikke lægges ind under den tysk-romerske kejsers myndighedsområde, selv om de skulle have status som del af kejserdømmet. Da havde Den Tyske Orden allerede fået fodfæste øst forWisła,Weichsel.
Korstoget mod preusserne bølgede frem og tilbage, og landet var ikke endeligt erobret og sikret før i1283. Året efter blev desuden detvestlige Pomesanien erobret ved slaget ved flodenSirgune (tysk:Sorge). Ordenen arbejdede systematisk for en tysk indvandring og forgermanisering, og således kom de baltiske preussere efterhånden i mindretal og blev germaniserede.
En række tyske byer blev grundlagt i hele det område, som skulle blive kendt som Preussen. Nedenfor følger en liste over nogle af de vigtigste byer grundlagt af Den Tyske Orden, eller eksisterende byer eller landsbyer, der fik tildelt stadsret af ordenen:
I1243 organiserede den paveligelegatVilhelm af Modena på bud afpave Innocens 4. fire bispedømmer i Den Tyske Ordens sydbaltiske områder:Kulm,Pomesanien,Ermland ogSamland. Det skulle imidlertid tage nogle år, før alle bispestolene var besat. Disse bispestole blev i reglen besat af gejstlige tilknyttet Den Tyske Orden.
I1237 kom Den Tyske Orden LivlandsSværdbrødreorden til undsætning. Sværdbroderordenen var efterhånden blevet tappet for kræfter og havde lidt nederlag i et vigtigt slag modlitauere ogsemgallere i1236 vedSaule. Eftersom ordenen og detkatolske Livland svævede i stor fare, gav paven i1237 sin tilladelse til, at Sværdbrødrene indgik i en føderation med Den Tyske Orden. Snart smeltede de to ordener sammen. Herefter blev Sværdbrødreordenen en gren af Den Tyske Orden under navnet Den Liviske Orden. Dermed sad Den Tyske Orden nu pludselig også midt i Baltikum og kontrolleredeKurland,Semgallen ogLivland.
Med nye kræfter og ledet af biskopHermann von Buxhoeven afDorpat, broder til Albert af Riga, forsøgte Den Tyske Orden og Sværdbroderordenen sammen med danskerne i det nordligeEstland et fremstød modNovgorod. Den cirka 2.000 mand store styrke blev dog slået tilbage af omkring 6.000 russere underAlexander Nevskij afNovgorod ved slaget på den islagte Peipus-sø (estisk:Peipsi, järv) den4. april1242.
Mønt slået af Den Tyske Orden.Mønt slået af Den Tyske Orden.
Livland og særligtRiga ogDorpat (estisk:Tartu) gennemgik en stærk økonomisk vækst i1200-tallet, blandt andet på grund af handelen medNovgorod. I1255 blev bispedømmet Riga ophøjet til ærkebispedømme, noget som også bidrog til at give Livland karakter af et selvstændigt ordensland.
Ordenens hovedsæde flyttes fra Venezia til Marienburg
I1309 fik Den Tyske Orden også kontrollen medPommerellen. Da overførte Den Tyske ordens 15. stormester, Sigfried af Feuchtwangen, ordenens hovedkvarter fra Venezia til Den Tyske Ordens fæstning iMarienburg umiddelbart øst for Pomerellen, og de udbyggede borgen til en mægtig og imponerende fæstning. En vigtig medvirkende årsag til flytningen var, at ordenen havde set, hvordan det var gået medTempelridderne og derfor så sig tjent med et hovedkvarter langt væk fra de europæiske stormagter og deres intriger.
Antallet af ordensriddere oversteg aldrig 1.000, men hele ordenslandet var militært organiseret, og med den stadige tilgang af nye riddere også fra andre ridderordener var det ikke vanskeligt for Den Tyske Orden at hævde sig over for nabolandene, særligt Litauen, hvis befolkning var nært beslægtet med preusserne og hedenske, som disse havde været.
Under stormesteren Winrich von Kniprode blev teutonerriddernes ordensland udbygget voldsomt. I1370 vandt ordensridderne under Schindekopf et afgørende slag modlitauerne (under Olgierd og Kejstut) vedRudau lidt nord for Königsberg i det nordligeSamland. Ordenen begyndte da en planmæssig kolonisering også på landsbyniveau – i alt blev hen ved 1.400 landsbyer grundlagt på kort tid. Flerehansestæder blev også grundlagt, ogHanseforbundet etablerede sig stærkere i området. Snart udviklede der sig en stærk rivalisering mellem Den Tyske Orden og Hansaen.
Litauerne blev kristne få år senere – efter at deres storhertugJagellon gik over til den katolske tro, da han giftede sig med kongeriget Polens tronarving Jadwiga i1386. Dermed var det ikke længere nogen hedenske folkegrupper i denne del af Europa, og Den Tyske Orden havde egentlig mistet sinraison d'être i området.
Aftalen mellem Den Tyske Orden og dronningMargrethe 1. om tilbagekøbet af Gotland.
Stormester Konrad von Jungingen (1393-1407) fordrev i1398 de såkaldte vitaliebrødre ellerfetaljebrødrene – en fribytterbande, som opererede fraVisby på øenGotland – og sikrede derved Den Tyske Orden østersøhandelen. Den afsatte svenske konge,Albrecht af Mecklenburg, havde ladet fetaljebrødrene etablere sig på Gotland i1396, hvorfra de hærgede i hele Østersøområdet. I marts1398 sendte Den Tyske Orden en stor flåde med 4.000 mand og 400 heste til øen. Den21. marts gik de i land iKlintehamn, og forsvarerne trak sig tilbage til det vel befæstede Visby. Den5. april kapitulerede forsvarerne under Sven Sture. Den Tyske Orden efterlod en styrke på 200 mand, og Gotland forblev under deres kontrol frem til april1408, da dronningMargrete af Danmark-Norge-Sverige købte øen tilbage.
Under Konrad von Jungingens lederskab blev ordensområdet også udvidet med erhvervelsen af områdetNeumark i vest i1402. Ordenen havde fået det som pant af kejserSigismund; det var det eneste, som lå inden for det tysk-romerske kejserriges grænser.
Desuden lykkedes det Konrad at erobre området Samaitia i1404. Samaitia lå i øst, mellem det østlige Preussen og det sydlige Livland.
Slaget ved Tannenberg, af Jan Matejko, 1878. Olie på lærred.
Nogen yderligere ekspansion blev ikke mulig. Dels fordi alle omliggende områder efterhånden var blevet katolske og således ikke med rimelighed kunne være korsfarermål. Dels fordi Polen og Litauen i1386 indgik en union og blev militært stærkere end ordensridderne og omkransede ordensområderne mod øst, så der ikke var udvidelsesmuligheder. Få år senere slog en polsk-litauisk hærstyrke under ledelse af Ladislaus II konge af Polen og storhertug af Litauen ordensridderne islaget ved Tannenberg (Grunwald) den15. juli1410. Og det så eftertrykkeligt, at de aldrig mere var en trussel mod deres polske og litauiske naboer. Den Tyske Orden mistede 600 riddere i slaget. Vedfreden i Thorn i1411 måtte den afgive Samaitia, og udrede enorme krigserstatninger; deres finanser blev grundigt svækket. For at dække gælden pålagde ordenen sine områder høje skatter og afgifter. Dermed fik den landadelen og byerne imod sig og gav polakkerne gode kort på hånden.
I1433 blev store dele af Neumark og Pommerellen i Preussen hjemsøgt af plyndrende og myrdendehusitter. I Pommerellen gik det særlig ud over området"Schlochauer Land".
Den Tyske Ordens slot iMalbork (Marienburg).Det efter den anden fredsaftale i Thorn 1466 tilbageblevne ordensland Preussen samt besiddelserne i Livland. Det med grønt visteErmland havde i lighed medDanzig reelt en suveræn status.
I1440 oprettede en række byer og adelsmænd "Det preussiske forbund" rettet mod Den Tyske Orden, og i1454 gjorde de opstand. De første kampe fandt sted vedSchlochau ogKonitz. På grund af Polens indgriben varede krigen i næsten 13 år. I1455 solgte Den Tyske Orden lenet Neumark som fyrsten af Brandenburg havde pansat til Ordenen i 1402 tilbage til Brandenburgs kurfyrstFrederik 2. af Brandenburg. Ved den anden fredsaftale iThorn i1466 måtte Den Tyske Orden afståPommerellen,Kulm,Michelau,Marienburg,Pomesanien,Danzig,Elbing ogErmland til den polske krone. Med tabet af Ordenens hovedsæde i Marienburg flyttede stormesteren ordenens hovedsæde tilKönigsberg.
For at hævde sig mod de stadig stærkere polakker søgte ordenen støtte fra de tyske fyrster. Selve stormesterværdigheden blev overført til en tysk fyrste i1497.
Livland var ikke berørt af fredsaftalen i Thorn. Men tidligt i 1500-tallet kom også ordenslandet Livland under stærkt pres – ikke fra polakkerne, men fra russerne, som ville sikre sig havne ved den baltiske østersøkyst.Wolter von Plettenberg, Den Tyske Ordens landmester i Livland (1494-1535) formåede at standse russernes første fremstød ved slaget påSmolinasøen i1502. Til gengæld evnede han ikke at dæmme op for ordensstatens gradvise sammenbrud, som blev forårsaget af interessemodsætninger mellem biskopper, stæder (særlig Riga) og landadelen.
Fra1497 var det en tysk fyrste, som havde embedet som stormester for Den Tyske Orden og dermed var herre over det, som blev kaldt Preussen. Men den anden af disse nye stormestre,Albrecht af Brandenburg-Ansbach, udnyttede sit embede (1510-1525) til at omdanne Preussen til et verdsligt fyrstedømme.
Albrecht havde ved sin tiltrædelse nægtet at aflægge troskabseden til den polske konge, som han var skyldig til ifølge fredsaftalen fra Thorn, og gik i krig mod polakkerne i1519. Krigen kom til en foreløbig afslutning i1521, da der blev indgået en fireårig våbenstilstandsaftale. Albrecht brugte tiden til på rigsdagen iNürnberg1522/23 at skaffe sig allierede i Tyskland.Mens han var i Nürnberg, blev han vundet for den lutherske reformation vedAndreas Osianders prædikener. I al hemmelighed kontaktede hanMartin Luther i juni1523 og bad om råd om, hvordan han skulle gå frem for at få Preussen over på reformationens side. Han aflagde derfor i september1523 Luther et hemmeligt besøg iWittenberg og fulgte hans råd.
Albrecht støttede reformationen ved at indsætte den tidligere franciskanerpater Johannes Briessmann som domprædikant i Königsberg (1523) og Paul Speratus til hofprædikant (1524). Johann Poliander (Gramann) blev sognepræst vedAltständische Kirche i Königsberg (1525). Under beskyttelse af de reformationsvenlige ordensbiskopperGeorg von Polentz af Samland ogErhard von Queis af Pomesanien udøvede de tre og deres medhjælpere en hektisk reformatorisk aktivitet.
I april1525 sluttede Albrecht fred med Polen. Han nedlagde stormesterembedet og trådte ud af Den Tyske Orden, erklærede den for opløst i Preussen, omdannede ordensområderne til et stort hertugdømme som len under Polen og aflagde lenseden for kongSigismund I. Han gjorde det udvidede Brandenburg (nu kaldet Preussen) til et arvefyrstedømme for sit eget fyrstehus under den polske krones lensoverherredømme. At den polske, katolske konge gik med til det, overraskede hele den katolske verden og særlig de pavelige og kejserlige hoffer.
Ordenens hovedkvarter flyttes fra Königsberg til Mergentheim
Da Den Tyske Ordens øvrige ledelse blev stillet over for Albrechts apostasi og tabet af ordenslandet, fandt de medlemmer, som befandt sig i de ikke-reformerede områder af Tyskland, i1526 en ny leder, Walter von Cronberg. Han var stormester til1543. KejserKarl 5. godkendte det provisorisk i1527. I1529 var omstillingen vedtaget i ordenen, og i1530 blev den godkendt både af kejseren og af paven ved den pavelige legat ærkebiskopLorenzo Campeggio.
Walter von Cronberg residerede iMergentheim iFranken. Efter at Preussen var gået tabt, havde ordenen tolv ballier i det tysk-romerske rige. Men de gik også tabt, den ene efter den anden. Da Nederlandene blev splittet i to i1579/81, blev den nordlige del calvinistisk. Dermed var den katolske ridderordenens nærvær i de nordlige Nederlandene også forbi. De tolv ballier var:
1231 Krig mod de hedenskepreussere, et baltisk folk. Tyske Orden grundlægger en stat iØstpreussen.
1260 falder Karl Ulfsson, søn afUlf Fase, i Kurland. Han testamenterer mange gårde i Sverige til Den Tyske Orden, som derved kan oprette et svenskkommende.
1291 Efter ordenens ekspansion i Østeuropa flytter ordenens stormester tilMarienburg.
1200-1300-tallet Ordenen erobrerPreussen, den oprindelige befolkning –preussere – underkues.
1308-1467 har Den Tyske Orden sin svenske afdeling i Årsta, syd for Stockholm.
1803 Rigsdagen iRegensburg bekræfter, at Den Tyske Orden er repræsenteret i det tyske rigsfyrsteråd. Beslutningen mister sin betydning, da detTysk-romerske rige opløses i 1806.
Meister Sibrand 1190 Gerhard 1192 Heinrich 1193/94 Heinrich, preceptor 1196 1.Heinrich Walpot 1198-1200 2.Otto von Kerpen 1200-08 3.Heinrich von Tunna gen. Bart 1208-09 4.Hermann von Salza 1209-39 5.Konrad von Thüringen 1239-40 6.Gerhard von Malberg 1240-44 7.Heinrich von Hohenlohe 1244-49 8.Gunther von Wüllersleben 1249-52 9.Poppo von Osterna 1252-56 10.Anno von Sangershausen 1256-73 11.Hartmann von Heldrungen 1273-82 12.Burchard von Schwanden 1283-90 13.Konrad von Feuchtwangen 1291-96 14.Gottfried von Hohenlohe 1297-1303 15.Siegfried von Feuchtwangen 1303-11 16.Karl von Trier 1311-24 17.Werner von Orseln 1324-30 18.Luther von Braunschweig 1331-35 19.Dietrich von Altenburg 1335-41 20.Ludolf König 1342-45
21.Heinrich Dusemer 1345-51 22.Winrich von Kniprode 1352-82 23.Konrad Zöllner von Rotenstein 1382-90 24.Konrad von Wallenrode 1391-93 25.Konrad von Jungingen 1393-1407 26.Ulrich von Jungingen 1407-10 27.Heinrich von Plauen 1410-13 28.Michael Küchmeister 1414-22 29.Paul von Rusdorf 1422-41 30.Konrad von Erlichshausen 1441-49 31.Ludwig von Erlichshausen 1450-67 32.Heinrich Reuß von Plauen 1467-70 33.Heinrich Reffle von Richtenberg 1470-77 34.Martin Truchseß von Wetzhausen 1477-89 35.Johann von Tiefen 1489-97 36.Friedrich von Sachsen 1498-1510 37.Albrecht von Brandenburg-Ansbach 1510-25 38.Walther von Cronberg 1527-43 39.Wolfgang Schutzbar (kaldt Milchling) 1543-66 40.Georg Hund von Wenckheim 1566-72 41.Heinrich von Bobenhausen 1572-90/95 42.Maximilian von Österreich 1590/95-1618 43.Karl von Österreich 1618-24
44.Johann E. von Westernach 1625-27 45.Johann Kaspar von Stadion 1627-41 46.Leopold Wilhelm von Österreich 1641-62 47.Karl Josef von Österreich 1662-64 48.Johann Kaspar von Ampringen 1664-84 49.Ludwig Anton von Pfalz-Neuburg 1684-94 50.Franz Ludwig von Pfalz-Neuburg 1694-1732 51.Clemens August von Bayern 1732-61 52.Karl Alexander von Lothringen 1761-80 53.Maximilian Franz von Österreich 1780-1801 54.Karl Ludwig von Österreich 1801-04 55.Anton Victor von Österreich 1804-35 56.Maximilian Joseph von Österreich 1835-63 57.Wilhelm von Österreich 1863-94 58.Eugen von Österreich 1894-1923 59.Bischof Dr. Norbert Klein 1923-33 60.Abt Paul Heider 1933-36 61.Abt Robert Schälzky 1936-48 62.Abt Dr. Martin Tumler 1948-70 63.Abt Ildefons Pauler 1970-88 64.Abt Dr. Arnold Othmar Wieland 1988-2000 65.Abt Dr. Bruno Platter 2000-
