Tysk (Deutsch[ˈdɔʏtʃ](lyt)) er et vestgermansk sprog, der afleder størstedelen af sit ordforråd fra den germanske gren af denindoeuropæiske sprogfamilie.[10] Flere tyske ord stammer fralatin oggræsk, og nogle få er låneord frafransk ogengelsk. Blandt de sprog, som har mest til fælles med tysk erAfrikaans,hollandsk,engelsk,frisisk ogLetzeburgsk. Ligesom flere af dem har det tyske sprog tregrammatiske køn og tre vokaler medumlaut (Ä/ä, Ö/ö, and Ü/ü) foruden de 26 standardbogstaver i detlatinske alfabet. Bogstavetß (en særlig slags "s(s)", kaldet "Eszett" eller "scharfes Es", som stammer fraligatur af arkæiske udgaver af bogstavernes ogz), findes kun på tysk.
Tysk er det officielle og mest talte sprog iTyskland,Østrig,Schweiz, denitalienske provinsSydtyrol (Alto Adige) ogLiechtenstein; det er også et officielt sprog iBelgien ogLuxembourg. Tysk er etpluricentrisk sprog med de minimalt forskellige standardiserede varianter (tysk,østrigsk ogschweizisk). Det er også bemærkelsesværdigt for sit brede spektrum af dialekter, hvoraf der eksisterer mange unikke variationer i Europa såvel som i andre dele af verden.[11] På grund af den begrænsede forståelighed mellem bestemte varianter og standardtysk, såvel som manglen på en ubestridt, videnskabelig forskel mellem en "dialekt" og et "sprog",[11] omtales nogle tyske varianter eller dialektgrupper (heriblandtplattysk/Plautdietsch[12]) somme tider både som "sprog" og "dialekter".[13]
Tysk er modersmål for omkring 95 millioner mennesker og er dermed et afverdens største sprog. Det er ligeledes det mest udbredte modersmål iEU.[11][14] Tysk er også det tredjemest underviste fremmedsprog i bådeUSA[15] og EU,[16] det næstmest anvendte videnskabelige sprog, den tredjestørste bidragsyder til forskning og udvikling[17] samt det tredjemest anvendte sprog på websider.[18] Tyskland er nummer 5 hvad angår årlig udgivelse af nye bøger, og en tiendedel af alle bøger i verden (inklusive e-bøger) udgives på tysk.[19]
Tysk tales hovedsageligt iTyskland (modersmål for mere end 95% af befolkningen),Østrig (89%) ogSchweiz (64%) som sammen medLiechtenstein,Luxembourg (D-A-CH-Li-Lux) er de lande, hvor tysk er et hovedsprog.
En betragtelig del af den indfødte befolkning taler tyske dialekter i Luxembourg og omegn. Nogle folk taler også standardtysk (specielt i Luxembourg), selv omfransk har erstattet de lokale tyske dialekter som officielt sprog iAlsace ogLorraine, mens tysk ofte tales på gaden.
Den gang da den danske grænse lå vedHamborg, havde en tredjedel af Danmarks befolkning tysk sommodersmål.[20]
I Brasilien findes den største koncentration af tysktalere iRio Grande do Sul (hvorRiograndenser Hunsrückisch blev udviklet),Santa Catarina,Paraná ogEspírito Santo, men der findes også områder med tysktalende efterkommere i Argentina, Paraguay og Chile. I det 20. århundrede har over 100.000 tyske politiske flygtninge og inviterede entreprenører slået sig ned iLatinamerika, såsom iCosta Rica,Panama, Venezuela og den Dominikanske Republik og har etableret tysktalende enklaver.
ICanada findes der ifølge en folketælling fra 2006 622.650 tysktalende,[22] mens der findes folk med tysk slægtskab (tysk-canadiere) over hele landet. Der findes specielt tysktalende fællesskaber iBritisk Columbia (118.035) ogOntario (230.330).[22] Der er et stort og dominerende tysk fællesskab i byenKitchener, som tidligere blev kaldt Berlin. Tyske immigranter var nøglepersoner i landets tre største bymæssige bebyggelser:Montreal,Toronto ogVancouver og efter 2. verdenskrig lykkedes det tyske immigranter at bevare flydende tysk i deres respektive nabolag og kvarterer. I den første halvdel af det 20. århundrede gjorde over en million tysk-canadiere sproget til et af Canadas mest talte efterfransk.
I Mexico findes der også store befolkningsgrupper af tysk herkomst, hovedsageligt i byerneMexico City,Puebla,Mazatlán,Tapachula og større grupper spredt i delstaterneChihuahua,Durango ogZacatecas. Det siges også, at der findes mange folk af tysk slægtskab i nabobyerne tilGuadalajara og store dele af det nordlige Mexico, hvor den tyske indflydelse blev en del af den mexicanske kultur. Højtysk tales af de velstående tyske samfund i Puebla, Mexico City,Nuevo Leon,San Luis Potosi ogQuintana Roo.
De dialekter af tysk, der tales eller blev talt primært i kolonier eller lokalsamfund grundlagt af tysktalende, minder meget om dialekterne fra de regioner, hvorfra de kom. For eksempel minder Pennsylvania-tysk om dialekterne fraRheinland-Pfalz, og hutterisk tysk minder om dialekter fraKärnten. Texas-tysk er en dialekt, som tales i områder af Texas, som blev beboet af folk fraAdelsverein, såsom New Braunfels og Fredericksburg. IAmana-kolonierne i delstaten Iowa tales Amana-tysk.Plattdüütsch er et stortminoritetssprog talt i det nordlige Mexico af grupper afMennonitter, og tales af mere end 200.000 i Mexico.
Hutterisk tysk er en overtysk-dialekt af østrigsk-bøhmisk oprindelse, som tales afHutteritter i Canada og USA, hovedsageligt i de amerikanske delstaterWashington, Montana, North Dakota og South Dakota samtMinnesota, og i de canadiske provinserAlberta,Saskatchewan ogManitoba. Dets talere tilhører nogle Schmiedleit, Lehrerleit og Dariusleit hutteriske grupper, men der findes også talere blandt de ældre generationer af Prairieleit (efterkommere af de hutteritter, som valgte ikke at slå sig ned i kolonier). Hutteritters børn, som vokser op i kolonierne, lærer at tale hutterisk tysk, før de lærer engelsk i grundskolen. Mange kolonier fortsætter med tysk i skolen, separat fra den offentlige skole, op gennem hele en elevs obligatoriske uddannelse.
DelstatenSouth Australia oplevede en stor bølge af tyske immigranter fra Preussen (specielt fraSchlesien) i1840'erne. Med den længerevarende isolation og kontakt medaustralsk engelsk har nogle antydet, at det har dannet en unik dialekt kendt somBarossatysk som hovedsageligt tales iBarossa Valley nærAdelaide. Brugen af sproget sank betragteligt vedførste verdenskrigs komme og de medfølgende anti-tyske følelser i befolkningen. Dialekten blev fortsat brugt som et modersmål langt ind i det 20. århundrede, men dens brug er nu begrænset til nogle få, ældre borgere.
Der eksisterer et vigtigt tyskkreolsprog,Unserdeutsch, som blev talt i den tidligere tyske koloniPapua Ny Guinea, iMikronesien og i det nordlige Australien (dvs. langs kysten iQueensland ogVestaustralien). Sproget er tæt på at uddø, hvis ikke allerede uddødt, og videnskabsfolk har gjort flere forsøg på at genoplive interessen i det.
IfølgeGlobal Reach (2004) er 6,9% af de besøgende på internettet tyske.[23][24] IfølgeNetz-tipp (2002) er 7,7% af alle hjemmesider skrevet på tysk,[25] hvilket gør det til det næstmest benyttede sprog fra den europæiske sproggruppe efter engelsk. De rapporterer også, at 12% af Googles brugere benytter den tyske brugergrænseflade.[25]
Ældre statistikker som Babel (1998) fandt nogenlunde tilsvarende demografik.[26] FUNREDES[27] (1998) og Vilaweb[28] (2000) fandt begge, at tysk er det tredjemest benyttede sprog på hjemmesider efter engelsk og japansk.
I tidligtengelsk havde man ordettheodisc, der i 1400-tallet ved lydforskydninger var blevet tilDutch. Ordet betød "folkesprog"; den første stavelse tilsvarernorrønttjod, der betød "folk". Så sent som i 1500-tallet beskrev det både højtysk, lavtysk og hollandsk. Det område, hvor sproget blev talt, kaldte manDutchland, og en mand derfra var enDutchman. Efterhånden gik man over til at omtale kystområdet somthe Netherlands (=Nederland), ogDutch beholdt man som betegnelse på sproget dér. Når det gjaldt Tyskland, gik man over til at benytte ordetGerman både for befolkningen iGermany (= Tyskland), og det sprog, de talte. Det var påfaldende, når sproget ikke hed sådan i Tyskland eller noget andet sted. Imidlertid begyndte tyskerne selv fra 1500-tallet pålatin at kalde sprogetgermanica lingua, under indflydelse afTacitus' værkGermania. Tidligere havde de kaldt landetDeutschland, som blev tilregnum Teutonicum når de skrev latin, mens sproget blev kaldtteutonica lingua.[29]
Efter at Tyskland blev opdelt i mange forskelligedelstater, var den eneste kraft, som arbejdede for en samling ellerstandardisering af tysk i en periode på flere hundrede år, at forfattere forsøgte at skrive, så det kunne forstås af flest muligt.
DaMartin Luther oversatteBiblen (det nye testamente i1522 ogdet gamle testamente udgivet og færdiggjort i1534), baserede han hovedsageligt sinoversættelse på detbureaukratiske standardsprog, som taltes iSachsen (sächsische Kanzleisprache) også kendt somMeißner-Deutsch (Meißner-tysk), som var det mest udbredte sprog, fordiregionen, hvor det taltes, var en af de mest indflydelsesrige tyske delstater.[kilde mangler] Dette sprog var baseret på østlige høj- og østlige centraltyske dialekter, og bevarede meget af det grammatiske system fra middelhøjtysk (i modsætning til de talte tyske dialekter i det centrale og nordlige Tyskland, som allerede på det tidspunkt begyndte at mistegenitiv ogpræteritum). I begyndelsen havde eksemplarer af Biblen en lang liste for hver region af oversatte ord, som var ukendte i den regionale dialekt.Romersk-katolikker forkastede til at begynde med Luthers oversættelse og forsøgte at skabe deres egen katolske standard (gemeines Deutsch) — som dog kun var anderledes end "protestantisk tysk" på få punkter. Det varede frem til midten af det 18. århundrede, før dere blev skabt en standard, som blev bredt accepteret. Det blev enden på perioden medtidlig nyhøjtysk. I1901 sluttede den Anden OrtografiskeKonference med en fuldstændig standardisering af det tyske sprog i skriftlig form, mensDeutsche Bühnensprache allerede havde etableret staveregler for tysk tre år tidligere, som senere blev obligatoriske for genereltysk udtale.
Tysk plejede at være handels- og regeringssprog i dethabsburgske monarki, som omfattede en stor del af det centrale og østlige Europa. Indtil midten af det 19. århundrede var det i realiteten det sprog, som byfolk brugte i det meste af riget. Det angav, at taleren varkøbmand, bybo, og ikke af deres nationalitet. Nogle byer, somPrag ogBudapest (tysk:Ofen), blev gradvistgermaniseret, efter de kom med i det habsburgske domæne. Andre somBratislava (tysk:Pressburg) blev befolket i den habsburgske periode, og var på det tidspunkt hovedsagelig tysk. Nogle få byer somMilano (tysk:Mailand) forblev primært ikke-tyske. De fleste byer var dog i denne periode tysktalende, selv om de var omgivet af territorier, der talte andre sprog.
Indtil omkring 1800 var standardtysk næsten kun et skrevet sprog. På dette tidspunkt lærte folk i bymæssige områder i det nordlige Tyskland, der talte plattyske dialekter, som var meget anderledes end standardtysk, sproget næsten som et fremmedsprog og forsøgte at udtale det så tæt på stavningen som muligt. Normative udtalevejledninger plejede at betragte nordlig tysk udtale som standarden. Den egentlige udtale af standardtysk varierer dog fra region til region.
Medier og skrevne værker produceredes næsten alle på standardtysk (ofte kaldetHochdeutsch på tysk, der ikke må forveksles medhøjtysk (dialektgruppe)). Det var i alle områder, hvor der tales tysk, bortset fra hosbørnehaveklassebørn i områder, hvor der kun tales en dialekt, for eksempel iSchweiz ogØstrig. Med udbredelsen affjernsynet lærer de fleste børn dog også at forstå standardtysk, før de når skolealderen.
Titelblad fra første bind af Grimms tyske ordbog.
Brødrene Grimms første ordbog i 16 dele, der udkom mellem1852 og1860, blev den første omfattende vejledning til ordene i det tyske sprog. I1880 fremkom grammatiske og ortografiske regler for første gang iDuden. I1901 blev det erklæret som standarddefinitionen på det tyske sprog. Officielle revisioner af nogle af disse regler blev ikke udsendt før i1998, da dentyske stavereform fra 1996 blev officielt udstedt af regeringsrepræsentanter fra alle tysktalende lande. Sidenreformen har tysk stavning været i en otte-års overgangsperiode, hvor den reformerede stavning læres på de fleste skoler, mens traditionel og reformeret stavning eksisterer side om side i medierne.
Den tyske stavereform (retskrivningsreform) fra 1996 førte til offentlige kontroverser og polemik. Nogle delstatsparlamenter (Bundesländer) ville ikke acceptere den (Nordrhein-Westfalen og Bayern). Uenigheden nåede på et tidspunkt højesteret, som gjorde kort proces, og erklærede, at delstaterne havde ret til selv at bestemme, og at kun i skoler kunne reformen være den officielle regel – alle andre kunne fortsætte med at skrive, som de havde lært. Efter 10 år, uden nogen indblanding fra det føderaleparlament, blev en stor, men ufærdig revision gennemført i2006, tidsnok til det nye skoleår 2006. I2007 blev nogle gamle stavemåder endelig gjort ugyldige. Det eneste sikre og let genkendelige tegn på, at en tekst overholder reformen er -ss i slutningen af ord somdass ogmuss. Klassisk stavning forbød denne endelse, og brugte i stedetdaß ogmuß. (Den gamle regel sagde: ss mellem to vokaler, hvoraf den første er kort; den nye regel siger ss efter kort vokal).
Den stigende brug af engelsk i Tysklands højere uddannelsessystemer som i forretningsverdenen og populærkulturen, har fået flere tyskeakademikere til at udtale, at tysk er et sprog på tilbagegang i sit hjemland. For eksempel udtalte Ursula Kimpel fraTübingen-universitetet i 2005, at"tyske universiteter tilbyder flere kurser i engelsk, fordi et større antal studerende kommer fra udlandet. Tysk er desværre et sprog i tilbagegang. Vi behøver og ønsker, at vores professorer skal kunne undervise effektivt på engelsk".[33]
Standardtysk begyndte ikke som en dialekt fra en specifik region, men som etskriftsprog. Der findes dog steder, hvor den traditionelle regionale dialekt er blevet erstattet af standardtysk; som i store områder i Nordtyskland, men også i større byer i andre dele af landet.
Standardtysk afviger regionalt, mellem tysktalende lande, iordbøger og i nogle tilfælde afudtale oggrammatik ogortografi. Denne variation må ikke forveksles med lokale dialekters variation. Selv om de regionale varianter af standardtysk kun til en vis grad er påvirket af lokale dialekter, er de meget særlige. Tysk betragtes derfor som et pluricentrisk sprog.
I de fleste regioner tales en helhed af blandinger fra mere dialektiske varianter til standardvarianter alt efter situation.
I de tysktalende dele af Schweiz bruges der meget sjældent blandinger af dialekt og standard, og brugen af standardtysk er hovedsagelig begrænset til skriftsproget.Schweizisk standardtysk bruges i det schweiziske uddannelsessystem.
Tysk har en officielt anerkendt status som regionalt sprog eller hjælpesprog i Danmark (Sønderjylland), Frankrig (Alsace ogMoselle), Italien (Gressoneydalen), Namibia,Polen (Opole) og Rusland (Asowo og Halbstadt).[kilde mangler]
Tysk er et afEU's 23 officielle sprog. Det er det sprog i EU, som flest indbyggere har som modersmål, og det er det næstmest talte sprog i Europa efter engelsk og før fransk.
Tysk er det tredjemest lærtefremmedsprog i den engelsktalende verden efter fransk og spansk.
Det er hovedsprog for omkring 90–95 millioner mennesker i Europa (pr. 2004), eller 13,3% af alle europæere, og er dermed det næstmest talte modersmål i Europa efterrussisk og over fransk (66,5 millioner talere i 2004) og engelsk (64,2 millioner talere i 2004). Det er dermed også det mest talte modersmål i EU. Det er det næstmest kendte fremmedsprog i EU.[34] Det er et af de trearbejdssprog forEuropa Kommissionen sammen med engelsk og fransk. 32% af befolkningen i EU-15-landene siger, at de kan konversere på tysk (enten som modersmål eller fremmedsprog).[35] Dette er blevet hjulpet på vej af den udbredte dækning af tysk tv via kabel-tv eller satellit.
Tysk var engang, og er til en vis grad stadigvæk, etlingua franca i det centrale, østlige og nordlige Europa.
Fordelingen af folk med større kontinentale vestgermanske dialekter som modersmål.
Tysk er et af devestgermanske sprog fragermanskesprogstamme, som selv er en del af denindoeuropæiske sprogstamme. De tyske dialekter er de traditionelle lokale varianter, og mange af dem er svært forståelige for en person, der kun kender standardtysk, pga. forskelle i ordforråd,fonologi ogsyntaks. Hvis man anvender en snæver definition af "sprog" baseret på gensidig forståelse, betragtes mange tyske dialekter som separate sprog. Dette synspunkt er dog ikke særlig udbredt i tysk lingvistik.[11]
Det tyskedialektkontinuum opdeles normalt bredest ihøjtysk ogplattysk, også benævntnedersaksisk. Historisk set tilhører højtyske dialekter og nedersaksiske/plattyske dialekter dog slet ikke det samme sprog. Alligevel betragtes nedersaksisk/plattysk i dagens Tyskland som en dialektisk variant af standardtysk på et funktionelt niveau, selv af mange der har det som modersmål. Det samme fænomen ses i det østlige Holland, hvor de traditionelle dialekter ikke altid identificerer sig med deres nedersaksiske/plattyske oprindelse, men derimod med hollandsk.
Variationen i tyske dialekter er betragtelig, og det ses ofte at det kun er nabodialekter, der kan forstå hinanden. Nogle dialekter er uforståelige for folk, der kun kender standardtysk. Alle tyske dialekter tilhører dogdialektkontinuumet mellem de højtyske og nedersaksiske sprog.
Middelnedertysk varlingua franca iHansestæderne, og det dominerende sprog i Nordtyskland. Dette ændrede sig i det 16. århundrede: i 1534 udkomLutherbiblen, og denne oversættelse blev betragtet som et vigtigt skridt hen mod udviklingen aftidlig nyhøjtysk. Den søgte at gøre sig forståelig for en meget bred skare, og var sprogligt set hovedsageligt baseret påmiddel- ogøvretyske varianter. Tidlig nyhøjtysk blev mere velanset endplattysk, og blev snart det foretrukne sprog indenfor videnskab og litteratur. Omkring samme tid mistede Hansestæderne, der var baseret i de nordlige havne, sin vigtighed efterhånden som der blev etableret nye handelsruter tilAsien ogAmerika, mens de mest magtfulde tyske stater i perioden befandt sig i Midt- og Sydtyskland.
Det 18. og 19. århundrede bar præg af masseuddannelse istandardtysk i skolerne. Plattysk begyndte gradvist at blive politisk set som en dialekt, der kun blev talt af folk uden dannelse. I dag kan nedertysk opdeles i to grupper: nedertyske varianter med en vis påvirkning fra standardtysk, og varianter af standardtysk med en nedertysk påvirkning kendt somMissingsch. Somme tider grupperes nedertyske oglavfrankiske varianter sammen fordi de begge er upåvirkede af den højtyske konsonantforskydning. Mængden af befolkningen som kan forstå og tale det er dog dalet væsentligt siden2. verdenskrig.
De Mosel-frankiske varianter, der tales i Luxembourg, er blevet officielt standardiserede og institutionaliserede, og betragtes normalt som et helt separat sprog kaldetLetzeburgsk.
Wymysorys er en højtysk dialekt, der stammer fraWilamowice i Polen, ogSathmarisch ogSiebenbürgisch er højtyske dialekter i Rumænien. De højtyske varianter, der tales afashkenazi-jøder (mest i det tidligererussiske rige) har flere unikke egenskaber, og betragtes normalt som et separat sprog,Yiddish. Det er det eneste germanske sprog, som ikke bruger detLatinske alfabet som basis for sit standardalfabet.
Andre afhænger af, i hvilken region det tales. Herudover eksisterer der også flertydige endelser som...er, fxFeier (hunkøn), ogArbeiter (hankøn).Der er også også tendenser for hvilket køn et navneord har, og hvad det betegner eller hvad dets sidste stavelse er:
Mandlige personer og mange dyr, fx der Dieb, der Kater, der Elephant, er ofte hankøn.
Ugedage, måneder og årstider, fx der Montag, der Mai, der Sommer, er ofte hankøn.
Kvindelige personer eller dyr og mange floder, fx die Tochter, die Mutter, die Katze, die Elbe, die Donau, er ofte hunkøn.
De fleste navneord, der ender på-e, fx die Minute, die Hilfe, die Straße, er hunkøn.
Denne bøjningsgrad er betragteligt mindre endoldhøjtysk og andre gamleindoeuropæiske sprog såsomLatin,oldgræsk ogsanskrit, og også mindre end eksempelvisoldengelsk, moderneislandsk ogrussisk. De tre køn er blevet kollapset i flertal. Med fire kasus og tre køn plus flertal er der 16 udgaver af kasus og køn/tal, men kun seks udgaver af de bestemtekendeord, der tilsammen dækker alle 16 situationer. For navneord er kasusbøjning påkrævet i ental for stærke hankøns og neutrale navneord, i genitiv og somme tider i dativ. Begge disse kasus er gradvist ved at blive erstattet af erstatninger idagligdags tale. Dativnavneordsendelsen betragtes som gammeldags i mange kontekster, og droppes ofte, men den bruges stadig i eksempelvis ordsprog, i formel tale og på skrift. Svage hankønsnavneord deler en fælles kasusendelse i genitiv, dativ og akkusativ ental. Hunkønsnavneord bøjes ikke i ental. Flertallet har en bøjning for dativ. Til sammen eksisterer der syv bøjningsendelser på tysk (flertalsmarkører undtaget):-s, -es, -n, -ns, -en, -ens, -e.
I tysk ortografi bliver navneord og de fleste ord med samme syntaktiske funktion som navneord skrevet med stort forbogstav for at gøre det lettere for læsere at afgøre et ords funktion i en sætning (Am Freitag ging ich einkaufen.—"I fredags købte jeg ind.";Eines Tages kreuzte er endlich auf.—"En dag dukkede han endelig op.") Denne konvention er næsten unik for tysk i dag (måske kun delt med det tæt relateredeLetzeburgsk og flere enkeltstående dialekter afnordfrisisk), selvom det historisk set også har været almindeligt i andre sprog såsom dansk (som afskaffede stort forbogstav på navneord i 1948) og engelsk.
Ligesom de andre germanske sprog så danner tyske navneordsammensatte ord hvor det første navneord modificerer den kategori der gives af det andet, for eksempel:Hundehütte ("hundehytte"; nærmere bestemt: "hundekennel"). Ligesom dansk og flere andre germanske sprog - og i modsætning til eksempelvis engelsk - så skrives sammensatte ord på tysk i "lukket" form uden mellemrum mellem ordene, for eksempel:Baumhaus ("træhus"). Tysk tillader i teorien arbitrært lange sammensatte ord. Det længste tyske ord, der anerkendes som stadig værende i (begrænset) brug erRindfleischetikettierungsüberwachungsaufgabenübertragungsgesetz, som, direkte oversat, er "oksekødsmærkningstilsynsopgaveoverdragelseslov" [fra Rind (kvæg), Fleisch (kød), Etikettierung(s) (mærkning), Überwachung(s) (tilsyn), Aufgaben (opgave), Übertragung(s) (overdragelse), Gesetz (lov)]. Eksempler som dette anses dog af de fleste som overdrevent bureaukratiske, stilistisk akavede og ligefrem satiriske.
Bøjning af almindelige tyske udsagnsord (verber) omfatter:
to overordnedekonjugation-klasser: svage og stærke. Herudover findes en tredje klasse, kendt som "blandede udsagnsord", hvis konjugation kombinerer egenskaber fra både de stærke og svage mønstre.
Betydningen af grundlæggende udsagnsord kan udvides, og somme tider ændres radikalt, gennem brug af en række præfikser. Nogle præfikser har en specifik betydning; præfiksetzer- henviser til destruktion, som izerreißen (at rive fra hinanden),zerbrechen (at brække i stykker),zerschneiden (at skære i stykker). Andre præfikser har kun vag betydning i sig selv;ver- findes i en række udsagnsord med en lang variation af betydninger, såsomversuchen (at forsøge) fra "suchen" (at søge),vernehmen (at afhøre) fra "nehmen" (at tage),verteilen (at fordele) fra "teilen" (at dele),verstehen (at forstå) fra "stehen" (at stå).
Blandt andre eksempler erhaften (at klæbe),verhaften (at tilbageholde);kaufen (at købe),verkaufen (at sælge);hören (at høre),aufhören (at ophøre);fahren (at køre),erfahren (at erfare).
Mange tyske udsagnsord har et separat præfiks, ofte med en adverbiel funktion. I finitte verber er dette skåret af og flyttet til sltuningen af bestemmelsen, og betragtes derfor af nogle som en "resultativ partikel". For eksempel kanmitgehen dvs. "at gå med" opdeles, og giveGehen Sie mit? ("går De med?").
Tysk kræver at et verbalelement (enten hovedverbet ellerhjælpeverbet) stillespå anden plads i sætningen. Foran verbet stillessætningens tema. Elementet i fokus placeres i sætningens slutning. For en sætning uden bisætning kan dette eksempelvis gøres således:
Der alte Mann gab mir gestern das Buch. (Den gamle mand gav mig i går bogen; normal orden)
Das Buch gab mir gestern der alte Mann. (Bogen gav [til] mig i går den gamle mand)
Das Buch gab der alte Mann mir gestern. (Bogen gav den gamle mand [til] mig i går)
Das Buch gab mir der alte Mann gestern. (Bogen gav [til] mig den gamle mand i går)
Gestern gab mir der alte Mann das Buch. (I går gav [til] mig den gamle mand bogen; normal orden)
Mir gab der alte Mann das Buch gestern. ([Til] mig gav den gamle mand bogen i går (medfører: for dig var det en anden dato))
Et navneords placering i en tysk sætning har ingen betydning for om det er subjekt, objekt eller et andet argument.
Hjælpeverber
Hvis en sætning indeholder ethjælpeverbum placeres det i anden position, og hovedverbet placeres i slutningen af sætningen. Dette sker særligt iperfektum. Ordstillingen kan dog stadig variere, eksempelvis:
Der alte Mann hat mir heute das Buch gegeben. (Den gamle mand har mig i dag bogen givet.)
Das Buch hat der alte Mann mir heute gegeben. (Bogen har den gamle mand mig i dag givet.)
Heute hat der alte Mann mir das Buch gegeben. (I dag har den gamle mand mig bogen givet.)
Modalverber
Sætninger med modalverber placerer infinitivet i slutningen. For eksempel bliver den danske sætning "Burde han gå hjem?" på tysk blive omarrangeret til at sige "Burde han (til) hjem gå?" (Soll er nach Hause gehen?). Hvis en sætning har flereledsætninger vil infinitiverne derfor ligge i en klynge i slutningen. Modalverber er på tysk sollen (skulle), wollen (ville), können (kunne), müssen (skulle eller blive nødt til), dürfen (måtte) og mögen (kunne lide).
Flere infinitiver
Tyske ledsætninger har alle verberne i en klynge i slutningen. Da hjælpeverbet indkoderfremtid,passivum,modalitet ogperfektum, kan dette føre til meget lange kæder af verber i slutningen af en sætning. I disse konstruktioner erstattes perfektum-participietge- ofte af infinitiven.
Man nimmt an, dass der Deserteur wohl erschossenV wordenpsv seinperf sollmod Man fornemmer at desertøren formodentlig skudt blevet være burde ("Man fornemmer at desertøren formodentlig burde være blevet skudt")
Ordstillingen i slutningen af sådanne strenge kan variere.
Tysk skrives i det latinske alfabet. Udover de 26 standardbogstaver, har tysk tre vokaler medUmlaut, navnligä,ö ogü, såvel som det såkaldtescharfes s (skarpe s),ß. I Schweiz bruges "ss" i stedet for "ß". Herudover erstattes "ß" i Tyskland med "ss" når det skrives med store bogstaver, hvorimod det i Østrig traditionelt erstattes af "sz" (den sammedigraf, som på ungarsk bruges til "s"-lyden); der findes dog undtagelser.
Skrevne tekster på tysk er let genkendelige ved eksempelvisumlaut og bestemteortografiske egenskaber — tysk er det eneste større sprog, som skriver alle navneord med stort forbogstav, hvilket er et levn fra da dette blev bredt anvendt i Nordeuropa i den tidlige moderne æra — samt den hyppige brug af lange sammensatte ord. Det længste tyske ord, der er blevet publiceret, er "Donaudampfschiffahrtselektrizitätenhauptbetriebswerkbauunterbeamtengesellschaft" bestående af 79 tegn. Da læsbarhed og bekvemmelighed sætter naturlige grænser, bruges sammensatte ord med mere end tre eller fire navneord normalt kun i humoristiske kontekster.
Før dentyske retskrivningsreform á 1996 var det normalt at sætteß i stedet forss efterlange vokaler ogtvelyde, samt før konsonanter, ord- og delords-slutninger. I den reformerede stavemåde sættesß kun i stedet forss efter lange vokaler og tvelyde. Da der ikke findes noget stort ß, skrives det altid "SS" når der anvendes store bogstaver. For eksempel bliverMaßband (målebånd) tilMASSBAND. En undtagelse fra dette er ß i juridiske dokumenter og formularer, når navne skrives med stort. For at undgå forvirring ift. lignende navne bruges et "ß" i stedet for "SS". (så "KREßLEIN" i stedet for "KRESSLEIN".) Et stort ß er blevet foreslået og inkluderet iUnicode ("ẞ"; Unicode-tegn U+1E9E), men anerkendes endnu ikke som standardtysk. ISchweiz bruges ß slet ikke.
Umlaut-vokaler (ä, ö, ü) transskriberes normalt som ae, oe og ue hvis umlautene ikke er tilgængelige på tastaturet eller andet anvendt medium. På samme måde kan ß transskriberes som ss. Noglestyresystemer bruger tastekombinationer til at udvide rækken af mulige tegn til umlaut; iMicrosoft Windows gøres dette eksempelvis ved at brugeAlt-koder. Tyske læsere forstår disse transskriberinger (selvom de ser usædvanlige ud), men de undgås hvis den almindelige umlaut er tilgængelig, da de er en nødløsning og ikke ordentlig stavning.
Der er ingen overordnet enighed om hvordan bogstaver med umlaut bør sorteres. Telefonbøger erstatter dem med grundvokalen fulgt af et e. Nogle ordbøger sorterer hvert umlaut-bogstav som et separat bogstav efter grundvokalen, men oftere sorteres ord med umlaut lige efter det samme ord uden umlaut. Som et eksempel stårÄrzte i entelefonbog efterAdressenverlage men førAnlagenbauer (fordi Ä erstattes af Ae). I en ordbog kommerÄrzte efterArzt, men i nogle ordbøger kanÄrzte og alle andre ord der starter medÄ sættes efter alle ord, der starter medA. I nogle ældre ordbøger behandlesSch ogSt i starten af et ord som separate bogstaver, og sættes som separate opslag efterS, men de behandles normalt som S+C+H og S+T.
Skrevet tysk gør typisk også brug af en alternativ, inverteret åbnings-citationstegn som i „Guten Morgen!“.
Indtil starten af det 20. århundrede blev tysk hovedsageligt trykt igotiskskrift (hovedsageligt ifraktur, men også iSchwabacher) og skrevet i tilsvarende håndskrift (for eksempelKurrent ogSütterlin). Disse varianter af det latinske alfabet er meget forskellige fra de serif ellersans serifantikva-skrifter der bruges i dag, og særligt de håndskrevne udgaver er svære at læse for utrænede øjne. De trykte udgaver er dog af flere blevet fremført som værende nogle af de mest læsbare brugt tilgermanske sprog.[36] (Ofte blev fremmedord i en tekst trykt i en "normal" skrift, selvom resten af teksten var i fraktur).Nazisterne bifaldt til at begynde med brugen af fraktur og Schwabacher, da de blev betragtet somariske, omend de afskaffede dem i 1941, idet man fandt at bogstaverne var jødiske.[37] Der er blevet spekuleret i om naziregimet bandlyste skriften, da de indså at fraktur ville skabe problemer med kommunikationen i de territorier, der var besat af Tyskland underanden verdenskrig.[38]
Frakturskriften er dog forblevet til stede i hverdagslivet på pubskilte, ølbrands og andre former for reklamer, hvor det bruges til at repræsentere en rustikhed og antikvitet.
Korrekt brug af detlange s, (langes s), ſ, er central for at kunne skrive tysk i fraktur. Mange antikva-skrifter inkluderer også det lange s. Der gælder et bestemt sæt regler for brugen af det lange s i tysk tekst, men nutildags bruges det sjældent i antikva. Ethvert lille "s" i begyndelsen af en stavelse ville være et langt s i modsætning til det korte s, der markerer slutningen af en stavelse; for eksempel når man differentierer mellem ordeneWachſtube (vagthus) ogWachstube (vokstube). Man kan nemt afgøre hvilket "s" der skal bruges med den rigtige orddeling, ("Wach-ſtube" overfor "Wachs-tube"). Det lange s eksisterer kun som lille bogstav.
Den tyske retskrivningsreform af 1996 førte til en stor og ophedet offentlig debat. Delstaterne (Bundesländer)Nordrhein-Westfalen ogBayern ville ikke acceptere den. Uenighederne endte i højesteret, som afgjorde, at delstaterne havde ret til at bestemme selv, og at reformen kun kunne gøres til den officielle regel i skolerne — alle andre kunne fortsætte med at skrive, som de havde lært det. Efter 10 år uden indgreb fra forbundsdagen blev en større revision implementeret i 2006. I 2007 blev nogle traditionelle stavemåder endeligt invalideret, hvorimod mange af de ældrekommaregler i 2008 blev genimplementeret.
1996-reformens tydeligste ændring var sandsynligvis brugen af bogstavetß, kaldetscharfes s (skarpt S) elleress-zett (udtaltess-tsett). Traditionelt blev dette bogstav brugt i tre situationer: 1) efter en lang vokal eller vokalkombination, 2) før ett, og 3) i slutningen af en stavelse, altså hhv.Füße,paßt ogdaß. I øjeblikket er det kun den første regel der følges, hvilket giverFüße,passt ogdass. OrdetFuß 'fod' har bogstavetß, fordi det indeholder en lang vokal, selv om bogstavet er placeret i slutningen af en stavelse. Logikken bag denne ændring er, at et 'ß' er et enkelt bogstav, hvorimod 'ss' er to bogstaver, så de samme forskelle anvendes som for eksempel mellem ordene 'den' og 'denn'.
ß-reglen indtil 1996 kunne formuleres således: Der skrives kun ss mellem to vokaler, hvoraf den første er kort.
ß-reglen fra 1996 kan formuleres således: Der skrives ß efter lang vokal og diftong.
Tyske vokaler er entenkorte ellerlange (med undtagelse af diftong; se nedenfor):
A
Ä
E
I
O
Ö
U
Ü
kort
/a/
/æ/
/ɛ/, /ə/
/ɪ/
/ɔ/
/œ/
/ʊ/
/ʏ/
lang
/aː/
/æː/
/eː/
/iː/
/oː/
/øː/
/uː/
/yː/
Kort/ɛ/ realiseres som[ɛ] i stavelser med tryk (deriblandtsekundært tryk), men som[ə] i tryksvage stavelser. Bemærk at et kort/ɛ/ med tryk både kan staves mede og medä (for eksempel rimerhätte 'ville have' medKette 'kæde'). Generelt er de korte vokaler åbne og de lange vokaler lukkede. Den eneste undtagelse af den åbne/ɛː/ lyd af det lange Ä; i nogle varianter af standardtysk er/ɛː/ og/eː/ smeltet sammen til[eː], og fjerner dermed denne anomali. I det tilfælde bliver par såsomBären/Beeren 'bjørne/bær' ellerÄhre/Ehre 'ører/ære' homofone.
I mange varianter af standardtysk udtales et tryksvagt/ɛr/ ikke som[ər], men vokaliseres derimod til[ɐ].
Hvorvidt et bestemt vokalbogstav repræsenterer det lange eller korte fonem er ikke helt forudsigeligt, omend der eksisterer de følgende regelmæssigheder:
Hvis en vokal (andet endi) er i slutningen af en stavelse eller følges af en enkelt konsonant, udtales den normalt lang (eks.Hof[hoːf]).
Hvis en vokal følges afh eller hvis eti følges af ete, er den lang.
Hvis en vokal følges af en dobbeltkonsonant (såsomff,ss ellertt),ck,tz eller enkonsonantklynge (somst ellernd), er den næsten altid kort (eks.hoffen[ˈhɔfən]). Dobbeltkonsonanter har udelukkende den funktion at markere de forgående vokaler som korte; konsonanten selv udtales aldrig forlænget eller fordoblet.
Begge disse regler har undtagelser (f.eks.hat[hat] 'har' er kort på trods af den første regel;Mond[moːnt], 'måne' er lang på trods af den tredje regel).
Der er ingen generel regel for eti som hverken kombineres tilie (hvilket gør det langt) eller følges af en dobbeltkonsonant eller klynge (hvilket gør det kort). I nogle tilfælde er der regionale forskelle: I det centrale Tyskland (Hessen), udtaleso i navnet "Hoffmann" langt, mens de fleste andre tyskere ville udtalle det kort; det samme gældere i det geografiske navn "Mecklenburg" for folk i den region. OrdetStädte 'byer', udtales med en kort vokal[ˈʃtɛtə] af nogle (Jan Hofer,ARD Television) og med en lang vokal[ˈʃtɛːtə] af andre (Marietta Slomka,ZDF Television). En vokal fulgt afch kan være kort (Fach[fax] 'kupé',Küche[ˈkʏçə] 'køkken') eller lang (Suche[ˈzuːxə] 'søgning',Bücher[ˈbyːçɐ] 'bøger') nærmest tilfældigt. Således erLache homograf mellem[laːxə]Lache 'pål' og[laxə]Lache 'måde at le på' (dagligdags) ellerlache! 'grin!' (imperativ).
Tyske vokaler kan danne de følgende digrafer (på skrift) og diftonger (i udtale); bemærk at udtalen af nogle af dem (ei, äu, eu) er væsentligt anderledes end hvad man kunne forvente ud fra komponentbogstaverne:
stavning
ai, ei, ay, ey
au
äu, eu
udtale
/aɪ̯/
/aʊ̯/
/ɔʏ̯/
Herudover repræsenterer digrafenie generelt fonemet/iː/, som ikke er en diftong. I mange varianter vokaliseres et/r/ i slutningen af en stavelse. En sekvens af en vokal fulgt af et sådanne vokaliseret/r/ er dog ikke en fonemisk diftong: Bär[bɛːɐ̯] 'bjørn', er[eːɐ̯] 'han', wir[viːɐ̯] 'vi', Tor[toːɐ̯] 'port', kurz[kʊɐ̯ts] 'kort', Wörter[vœɐ̯tɐ] 'ord'.
I de fleste varianter af standardtysk går etglottalt lukke[ʔ] forud for stavelser, der begynder med en vokal.
Det tyske konsonantsystem har med sine omkring 25 fonemer et gennemsnitligt antal konsonanter sammenlignet med andre sprog. En af de mere bemærkelsesværdige er den usædvanligeaffrikat/p͡f/. Standardsprogets konsonanter vises nedenfor.
1/x/ har to allofoner,[x] og[ç], efter hhv. bag- og front-vokaler.
2/r/ har tre allofoner i fri variation:[r],[ʁ] og[ʀ]. I stavelsescoda findes allofonen[ɐ] i mange varianter.
3 De ustemte klusiler/p/,/t/,/k/ eraspirerede medmindre der forinden har været ensibilant.
4 De stemte klusiler/b/,/d/,/ɡ/ bliver afstemt til hhv./p/,/t/,/k/ i ord-afsluttende placeringer.
5/d͡ʒ/ og/ʒ/ fremgår kun i ord med fremmed oprindelse (oftest engelsk eller fransk).
Hvor en trykt stavelse har en start-vokal, eksisterer der en forudgående[ʔ]. Da dens tilstedeværelse er forudsigelig ud fra konteksten, betragtes[ʔ] ikke som et foneme.
Konsonantstavelser
c for sig selv er ikke et tysk bogstav. I låneord udtales det normalt[t͡s] (før ä, äu, e, i, ö, ü, y) eller[k] (før a, o, u og konsonanter). Kombinationenck bruges til at indikere at den forudgående vokal er kort.
ch fremkommer oftest og udtales enten[ç] (efter ä, ai, äu, e, ei, eu, i, ö, ü og konsonanter; i det diminutive suffiks -chen; og i begyndelsen af et ord),[x] (efter a, au, o, u), eller[k] i begyndelsen af et ord før a, o, u og konsonanter.Ch fremkommer aldrig i begyndelsen af et oprindeligt tysk ord. I låneord der starter med Ch før lyse vokaler (Chemie "kemi" etc.) betragtes[ç] som standard.
dsch udtales[d͡ʒ] (eks.Dschungel/ˈd͡ʒʊŋəl/ "jungle") men fremkommer kun i nogle få låneord.
f udtales[f] som i "far".
h udtales[h] i begyndelsen af en stavelse. Efter en voka er det stumt og forlænger kun vokalen (eks.Reh[ʁeː] =rådyr).
j udtales[j] i germanske ord (Jahr[jaːɐ]). I nylige låneord følger det mere eller mindre de pågældende sprogs udtale.
l udtales altid[l], aldrig*[ɫ].
q eksisterer kun i kombination medu og udtales[kv]. Det fremkommer i både germanske og latinske ord (quer[kveːɐ̯];Qualität[kvaliˈtɛːt]). Men da de fleste ord med q er latinske er bogstavet sjældent på tysk, såvel som på dansk.
r udtales normalt påguttural vis (ettonet uvular frikativ[ʁ] elleruvular tremulant[ʀ]) foran en vokal eller konsonant (Rasen[ˈʁaːzən];Burg[buʁk]). På talt tysk vokaliseres det dog normalt efter en vokal (er udtales meget lig[ˈɛɐ]—Burg[buɐk]). I nogle varianter udtalesr som et "tungespids"r (rulle-r[r]).
s udtales i Tyskland som[z] (som i "zebra") hvis det danner begyndelsen af en stavelse (eks.Sohn[zoːn]), ellers[s] (eks.Bus[bʊs]). I Østrig og Schweiz udtales det altid[s]. etss[s] indikerer at den forgående vokal er kort.st ogsp i begyndelsen af ord af tysk oprindelse udtales hhv.[ʃt] og[ʃp].
ß (et unikt tysk bogstav kaldetscharfes S ellerEszett) var en ligatur af et dobbeltsog af etsz og udtales altid[s]. Det har sin oprindelse igotisk og erstattede traditioneltss i slutningen af en stavelse (eks.ich muss →ich muß;ich müsste →ich müßte); i et ord adskiller det sig frass[s] ved at det indikerer at den forgående vokal er lang (sammenlignin Maßen[in ˈmaːsən] "med mådehold" ogin Massen[in ˈmasən] "i massevis"). Brugen afß er for nylig blevet begrænset af en tysk stavningsreform, og bruges ikke længere i stedet forss efter en kort vokal (eks. "ich muß" og "ich müßte" blev altid udtalt med et kort U/Ü); Schweiz og Liechtenstein afskaffede det allerede i 1934.[39]
sch udtales[ʃ].
tion i latinske låneord udtales[tsion].
th kan en sjælden gang findes i låneord og udtales[t]
v udtales[f] i ord af germansk oprindelse, såsomVater[ˈfaːtɐ],Vogel "fugl",von "fra, af",vor "før, foran",voll "fuld" og præfiksetver-. Det bruges også i låneord hvor det traditionelt skal udtales[v]. Denne udtale er bevares i eksempelvisVase,Vikar,Viktor,Viper,Ventil,vulgär; udtalen hælder dog mod[f] jo længere sydpå man kommer. Nogle ord, såsomVentil og navnetValentin (og ikke eksempelvisVase) har nået et direktef i Bayern ogSchwaben.
w udtales[v] (eks.was[vas]).
y udtales som[y] når det er langt, og[ʏ] når det er kort (som iHygiene[hygiːnə];Labyrinth[labyˈʁɪnt] ellerGymnasium/ɡʏmˈnaːziʊm/), bortset fra iay ogey som begge udtales[ai]. Det bruges ofte i låneord og udtales som i det oprindelige sprog - eksempelvis iStyle ellerRecycling.
z udtales altid[t͡s] (eks.zog[t͡soːk]). Ettz indikerer at den forudgående vokal er kort.
Tysk har ikke nogledentale frikativer (den såkaldte "th-lyd"). Th-lydene, som det engelske sprog stadig har, forsvandt i det tyske sprog på kontinentet i forbindelse med konsonantskiftet mellem det 8. og det 10. århundrede.[40] Det er somme tider muligt at finde paralleller mellem engelsk og tysk ved at erstatte det engelsketh med det tysked: engelsk "Thank" → tysk "Dank", engelsk "this" og "that" → "dies" og "das", "thou" (gammelt andenpersons singulært pronomen) → "du", "think" → "denken", "thirsty" → "durstig".
På samme måde kan det engelskegh ofte forbindes til det tyskech: "to laugh" →lachen, "through" og "thorough" →durch, "high" →hoch, "naught" →nichts, "light" →leicht ellerLicht, "sight" →Sicht, "daughter" →Tochter, "neighbour" →Nachbar.
Størstedelen af det tyske ordforråd kommer fra den germanske gren af den europæiske sprogfamilie. Der er dog en anseelig mængde låneord fra andre sprog, særligt fraLatin,græsk,italiensk, fransk[41] og senest engelsk.
Latinske ord blev allerede importeret ind i det tyske sprogs forgænger underRomerriget og undergik alle de fonetiske forandringer, der er kendetegnet ved tysk. Deres oprindelse er dermed ikke længere genkendelige for de fleste talere af sproget (f.eks.Pforte,Tafel,Mauer fra Latinporta,tabula,murus). Lån fra latin fortsatte efter Romerrigets fald gennem kirken og klostrene. En anden vigtig tilstrømning af latinske ord kom underrenæssancehumanismen. I lærd kontekst er låneordene fra latin fortsat frem til i dag - i de seneste årtier ofte indirekte gennem låneord fra engelsk. I løbet af det 15. til 17. århundrede var der stor indflydelse fra italiensk, hvilket førte til mange italienske låneord indenfor arkitektur, finans og musik. Indflydelsen fra fransk i det 17. til 19. århundrede resulterede i en endnu større import af franske ord. Den engelske indflydelse var allerede til stede i det 19. århundrede, men blev ikke dominerende før den anden halvdel af det 20. århundrede.
Notker Labeo var i stand til at oversætte aristoteliske afhandlinger i ren (oldhøj)tysk i årtierne efter år 1000. Traditionen med låneoversættelse blev genoplivet i det 18. århundrede, hvor lingvister somJoachim Heinrich Campe introducerede hundredvis af ord som stadig bruges på moderne tysk. Selv i dag er der bevægelser som forsøger at fremmeErsatz (erstatningen) af unødvendige fremmedord med tyske alternativer.[42]
Som på dansk er der mangesynonympar på grund af det germaniske ordforråds berigelse medlåneord fra latin og latiniseret græsk. Disse ord har ofte bibetydninger, der er forskellige fra deres germanske modstykker, og ses normalt som mere videnskabelige.
Historie - "historisk",(Geschichte, geschichtlich)
Størrelsen på det tyske ordforråd er svært at vurdere. DaDeutsches Wörterbuch (Den Tyske Ordbog) blev startet afJacob ogWilhelm Grimm indeholdt den således allerede mere end 330.000 opslagsord i sin første udgave. Det moderne tyske videnskabelige ordforråd vurderes at være på ni millioner ord og ordgrupper (baseret op abaktse af 35 millioner sætninger i etkorpus i Leipzig, som pr. juli 2003 indeholdt 500 millioner ord i alt).[43]
Det statsstøttedeGoethe-Institut[44] (opkaldt efter den berømte tyske forfatterJohann Wolfgang von Goethe) har som mål at forbedre kendskabet til tysk kultur og sprog i Europa og resten af verden. Dette gøres ved at afholde udstillinger og konferencer med tysk-relaterede temaer og yde træning og vejledning i at lære og mestre det tyske sprog. For eksempel driver Goethe-Instituttet den såkaldte Goethe-Zertifikat tyskkvalifikation.
Goethe-Institut Dänemark har et bredt udvalg af videreuddannelsestilbud fortysklærere og sprogpolitiske aktiviteter i tæt samarbejde med danske tysklærerforeninger. I samarbejde med sprog og eksamensforberedende kurser afholder instituttet på to sproginstitutter i København ogÅrhus internationalt anerkendte sprogkurser.
Det Dortmund-baserede Verein Deutsche Sprache (VDS), som blev stiftet i 1997, støtter det tyske sprog og er den største sprogforening af borgere i verden. VDS har mere end 35.000 i mere end 70 lande. Dets grundlægger, statistikprofessor Dr. Walter Krämer, har været bestyrelsesformand for foreningen siden dens begyndelse.[45]
Den tyske statsejede radio- og tv-stationDeutsche Welle er det tyske svar på det britiskeBBC World Service og sender radio- og tv-udsendelser på tysk og 30 andre sprog på globalt plan.[46] Dets tysksprogede tjeneste er designet til folk, der søger at lære tysk, og tales derfor langsomt. Deutsche Welle driver også en E-læringsportal til at lære tysk.
↑Jan Goossens:Niederdeutsche Sprache: Versuch einer Definition. In: Jan Goossens (Hrsg.):Niederdeutsch: Sprache und Literatur. Karl Wachholtz, 2. Auflage, Neumünster 1983, S. 27; Willy Sanders:Sachsensprache, Hansesprache, Plattdeutsch: sprachgeschichtliche Grundzüge des Niederdeutschen. Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen 1982,ISBN3-525-01213-6, S. 32 f.; Dieter Stellmacher:Niederdeutsche Sprache. 2. Auflage, Weidler, Berlin 2000,ISBN3-89693-326-4, S. 92.
↑Sum of Standard German, Swiss German, and all German dialects not listed under "Standard German" atEthnologue (18th ed., 2015)
König, Ekkehard; van der Auwera, Johan, red. (1994).The Germanic Languages. Routledge Language Family Descriptions. Routledge.ISBN978-0-415-28079-2. Hentet 26. februar 2015.Lay summary (26. februar 2015).{{cite book}}:Skabelonen anvender en forældet parameter|lay-url= (hjælp) Kortlæggelsen af de germanske sprog inkluderer kapitler af Winfred P. Lehmann, Ans van Kemenade, John Ole Askedal, Erik Andersson, Neil Jacobs, Silke Van Ness og Suzanne Romaine.
W.B. Lockwood,German Today: The Advanced Learner's Guide (1987)ISBN0-19-815850-5
Ruth H. Sanders.German: Biography of a Language (Oxford University Press; 2010) 240 sider. Kombinerer lingvistiske, antropologiske og historiske perspektiver i en "biografi" om tysk i forbindelse med seks "signalbegivenheder" over årtusinder, heriblandtVarusslaget, som blokerede spredningen af latinbaserede sprog nordpå.
