Grundet sin strategiske placering på to kontinenter har Tyrkiets kultur en blanding af østlige og vestlige traditioner: placeringen i det eurasiske område og med en historisk, kulturel og økonomisk indflydelse på området mellemEuropa mod vest ogCentralasien mod syd,Rusland mod nord ogMellemøsten mod syd har Tyrkiet opnået en strategisk betydning.[11][12]
Tyrkiet er endemokratisk,sekulær,unitarkonstitutionel republik, hvis politiske system blev oprettet i 1923 afMustafa Kemal Atatürk efter detOsmanniske Riges fald i efterdønningerne af1. verdenskrig. Siden er Tyrkiet blevet mere integreret i Vesten gennem medlemskaber af organisationer somEuroparådet,NATO,OECD,OSCE ogG20. Tyrkiet begyndte forhandlinger om fuldt medlemskab medEU i 2005 efter at have været associeret medlem afEEC siden 1963, og en toldunion i 1995. Imens har Tyrkiet, som et land med muslimsk majoritet,[13] fortsat tætte kulturelle, politiske, økonomiske og industrielle relationer med den østlige verden, især med staterne iMellemøsten ogCentralasien gennem medlemskab i organisationer somOIC ogECO. Tyrkiet er klassificeret som etI-land[14] afCIA og som en regional stormagt[15][16] af politiske eksperter og økonomer over hele verden.
Tyrkiets navnTürkiye påtyrkisk kan opdeles i to ord:Türk, der betyder "stærk" påoldtyrkisk og normalt bruges om Tyrkiets beboere eller et medlem af det tyrkiske folk,[17] en senere form af"Tu–kin", et navn givet af kineserne til folket, der boede syd forAltajbjergene iCentralasien så tidligt som 177 f.Kr.;[18] og det abstrakte suffix "-iye" (afledt af detarabiske suffix "iyya", men også kædet sammen med detmiddelalderlatinske suffix "-ia" og "Turchia" og detmiddelaldergræske suffix–ία iΤουρκία), der betyder "ejer" eller "relateret til". Den første registrerede brug af begrebet "Türk" eller "Türük" som et autonym er i de centralasiatiske Göktürkeres (Himmeltyrkere) Orkhoninskriptioner (omkring det 8. århundrede).
Den anatolske halvø (også kaldetLilleasien), som omfatter det meste af det moderne Tyrkiet, er et af de områder i verden, hvor der længst har været vedvarende beboelse. Det skyldes beliggenheden ved overgangen mellem Asien og Europa. De tidligsteneolitiske bosættelser somÇatalhöyük (keramisk stenalder),Çayönü (fra før-keramisk stenalder A til keramisk stenalder),Nevali Cori (før-keramisk stenalder B),Hacilar (keramisk stenalder),Göbekli Tepe (før-keramisk stenalder A) ogMersin anses for at høre til verdens tidligste bebyggelser[19] Opførelsen af Troja begyndte i yngre stenalder og fortsatte ind ijernalderen. Gennem den overleverede historie har de anatolske folk taltindoeuropæiske,semitiske og sydkaukasiske sprog foruden mange sprog, hvis tilhørsforhold er usikker. Med udgangspunkt i, hvor gamle de indoeuropæiske sproghittittisk ogluvisk er, har nogle sprogforskere foreslået Anatolien som det hypotetiske centrum, hvorfra de indoeuropæiske sprog er udgået.[20]
Det første store rige i området varhittitterriget fra det 18. til det 13. århundrede f.Kr. Derefter fikfrygerne, som var et andet indoeuropæisk folk magten. Deres kongerige blev ødelagt af kimmererne i det 7. århundrede f.Kr.[21] De mægtigste af de stater, som fulgte frygerne, varLydien,Karien ogLykien. Lydierne og lykierne talte sprog, som grundlæggende var indoeuropæiske, men begge sprog havde optaget andre elementer i sig forud for de hittittiske oghellenske perioder.
DetOsmanniske Rige på sin magts højdepunkt (ca. 1680).Sultan Ahmed-moskeen (den blå moske) er en af de mest berømte bygninger fra den osmanniske arkitektur.
Huset Selcuk var en gren afKınık Oghuz-tyrkerne, som i det 9. århundrede boede i udkanten afmuslimske verden nord for detKaspiske Hav ogAralsøen i Yabghu-khandømmet i Oghuz-konføderationen.[25] I det 10. århundrede begyndte seljukkerne at vandre bort fra deres gamle hjemland mod det østlige Anatolien, som efterslaget ved Manzikert (Malazgirt) i 1071 efterhånden blev Oghuz-stammernes nye hjemland. Seljukkernes sejr medførte etableringen af detanatolske seljuk-sultanat, som udviklede sig til en selvstændig gren af det større Seljuk-imperium, der dækkede dele afCentralasien,Iran, Anatolien og Sydvestasien.[26]
I 1243 blev Seljuk-hærene slået afmongolerne, og imperiets magt smuldrede langsomt. I dets sted udviklede et af de tyrkiske fyrstedømmer styret afOsman 1. sig til det Osmanniske rige og udfyldte det tomrum, som seljukkernes og østromernes sammenbrud havde efterladt.[27]
Efter mange års tilbagegang trådte det osmanniske imperium i 1914 ind iførste verdenskrig som følge af den tysk-osmanniske alliance og blev besejret. Efter krigen søgte de sejrendeallierede magter at opdele imperiet vedSèvres-traktaten.[27]
De allieredes besættelse af Istanbul og İzmir efter første verdenskrig førte til oprettelsen af den tyrkiske nationalbevægelse.[12] Under ledelse afMustafa KemalPasha, en militærchef, som havde udmærket sig underslaget ved Gallipoli, indledtes dentyrkiske uafhængighedskrig med det mål at omgøre bestemmelserne i Sèvres-traktaten.[29] Den 18 september 1922 var besættelseshærene drevet tilbage, og den nye tyrkiske stat oprettedes. Den 1. november afskaffede detnydannede parlament formeltsultanatet og afsluttede dermed 623 års osmannisk styre.Lausanne-traktaten fra 24. juli 1923 førte til international anerkendelse af den nydannede "tyrkiske republik" som efterfølger for det osmanniske rige, og republikken proklameredes officielt den 29. oktober 1923 i landets nye hovedstad,Ankara.[12]
Mustafa Kemal blev republikkens førstepræsident og gennemførte som sådan mange gennemgribende reformer med det formål at grundlægge en ny verdslig republik på resterne af den osmanniske fortid.[12] I henhold til loven om efternavne gav det tyrkiske parlament i 1934 Mustafa Kemal det hædrende navn "Atatürk" (tyrkernes fader).[11]
Tyrkiet trådte ind ianden verdenskrig påde allieredes side den 23. februar 1945 som en ceremoniel gestus og blev medlem af deForenede Nationer i 1945.[30]Grækenlands vanskeligheder med at nedkæmpe enkommunistisk opstand førte sammen med krav fraSovjetunionen om militærbaser i de tyrkiske stræder til, at USA fremsatteTruman-doktrinen i 1947. Den fremlagde Amerikas hensigt om at garantere Tyrkiet og Grækenlands sikkerhed og resulterede i omfattende militær og økonomisk hjælp fra USA.[31]
Indtil 1945 havde Tyrkietetpartistyre, og i de følgende tiår med flere partier var der ofte store interne spændinger. Især i 1960'erne og i 1980'erne var der politisk ustabilitet, som førte til et antalmilitærkup, ii 1960,i1971,i 1980 ogi 1997.[33] Liberaliseringen af den tyrkiske økonomi, som begyndte i 1980'erne ændrede landets politiske landskab og gav skiftende perioder med høj vækst afløst af økonomiske kriser.[34]
Tyrkiet er etparlamentariskrepræsentativt demokrati. Siden grundlæggelsen af republikken i 1923 har Tyrkiet udviklet en stærk tradition forsekularisme.[35] Tyrkiets forfatning sætter de juridiske rammer for landet. Den udstikker hovedprincipperne for regeringen og etablerer Tyrkiet som en centraliseret enhedsstat.
Mellem 1923 og 2018 var Tyrkiet et parlamentarisk repræsentativt demokrati. Et præsidentielt system blev vedtaget ved folkeafstemning i 2017; det nye system trådte i kraft med præsidentvalget i 2018 og giver præsidenten fuldstændig kontrol over den udøvende magt, herunder beføjelse til at udstede dekreter, udpege sit eget kabinet, udarbejde budgettet, opløse parlamentet ved at udskrive tidlige valg og foretage udnævnelser til bureaukratiet og domstolene. Embedet som premierminister er blevet afskaffet, og dets beføjelser (sammen med kabinettets) er blevet overført til præsidenten, som er statsoverhoved og vælges for en femårig periode ved direkte valg. Recep Tayyip Erdoğan er den første præsident valgt ved direkte afstemning. Tyrkiets forfatning styrer landets retlige rammer. Den fastlægger hovedprincipperne for regeringen og etablerer Tyrkiet som en centraliseret enhedsstat. Præsident Erdoğan er også formand for partietAdalet ve Kalkınma Partisi, AKP.
Den udøvende magt udøves af præsidenten, mens den lovgivende magt ligger i etkammerparlamentet, kaldet Tyrkiets store nationalforsamling. Den dømmende magt er nominelt uafhængig af den udøvende magt og den lovgivende magt, men de forfatningsmæssige ændringer, der trådte i kraft med folkeafstemningerne i 2007, 2010 og 2017, gav præsidenten og det regerende parti større beføjelser til at udnævne eller afskedige dommere og anklagere. Forfatningsdomstolen har til opgave at afgøre, om love og dekreter er i overensstemmelse med forfatningen. Statsrådet er sidste udvej for administrative sager og High Court of Appeals for alle andre.
Indtil 2018 varstatsoverhovedetPræsidenten for Republikken, hvis rolle stort set kun var ceremoniel. Desuden skulle præsidenten ifølge forfatningen være upartisk dvs. uafhængig og ikke-medlem af et politisk parti, da præsidenten skulle repræsentere selve staten og dens essens, og ikke være et udtryk for et bestemt ideologisk ståsted eller en bestem politisk retning.
Der har været almindelig stemmeret for begge køn i Tyrkiet siden 1933, og alle tyrkiske statsborgere der er fyldt 18 år har stemmeret. Pr. 2004 var der 50 registreredepolitiske partier i landet, hvis ideologier strækker sig fra det yderste venstre til det yderste højre.[36] Forfatningsdomstolen kan fratage statstilskuddet til politiske partier, der dømmes anti-sekulære ellerseparatistiske – eller den kan forbyde partiet.[37][38]
Der er 600 medlemmer af parlamentet, og de er valgt for en firårig periode ved et forholdstalsvalg med partilister fra 85 valgdistrikter, der repræsenterer de 81 administrativeprovinser (İstanbul er delt i tre valgdistrikter, mens Ankara ogİzmir er delt i to på grund af deres store befolkninger). For at undgå et ikke-beslutningsdygtigt parlament og en overdreven politisk fragmentering, er det kun partier, der vinder over 10% af stemmer ved et valg, der kan komme i parlamentet.[36] Som et resultat af denne regel, kom der i 2007 tre partier ind i parlamentet (to i 2002).[39][40] På grund af et system af alliancer og uafhængige kandidaturer er der dog ofte repræsenteret en del partier i parlamentet. Uafhængige kandidater kan godt stille op, de skal dog vinde 10% af stemmerne i deres valgkreds for at opnå indvalg.[36]
Tyrkiet er en stiftende medlem afFN (1945),OECD (1961),OIC (1969),OSCE (1973),ECO (1985),BSEC (1992) ogG20 (1999).17. oktober2008 modtog Tyrkiet stemmer fra 151 lande og blev valgt ind som et ikke-permanent medlem afFN's sikkerhedsråd på vegne afWEOG-gruppen, sammen medØstrig, der modtog 132 stemmer.[41] Tyrkiets medlemskab af rådet begyndte 1. januar 2009.[41] Tyrkiet har tidligere været medlem af FN's sikkerhedsråd i 1951-1952, 1954-1955 og 1961.[41]
På linje med sin traditionelle vestlige orientering har forbindelsen medEuropa altid været en central del af Tyrkiets udenrigspolitik. Tyrkiet blev et stiftende medlem afEuroparådet i 1949, anmodede om associeret medlemskab afEEC (forgænger forEU) i 1959 og blev et associeret medlem i 1963. Efter årtiers politiske forhandlinger anmodede Tyrkiet om fuldt medlemskab i EEC i 1987, blev associeret medlem afVestunionen i 1992, opnåede entoldunion med EU i 1995 og har officielt påbegyndt formelle forhandlinger om fuldt medlemskab i EU 3. oktober 2005.[42] Den generelle opfattelse er, at indlemmelsesprocessen vil tage mindst 15 år på grund af Tyrkiets størrelse og stor uenighed på visse områder.[43] Blandt disse uenigheder kan nævnes tvisten med EU-medlemmetRepublikken Cypern omkring Tyrkiets militære intervention i 1974 for at forhindre øens annektering til Grækenland. Siden da har Tyrkiet ikke anerkendt den essentielt græsk-cypriotiske Republikken Cypern som den eneste autoritet på landet, men støtter i stedet det tyrkisk-cypriotiske samfund i form af de facto-republikkenDen Tyrkiske Republik Nordcypern.[44]
Det andet definerende aspekt af Tyrkiets udenrigsforhold har været landets bånd med USA. Baseret på den fælles trussel fraSovjetunionen gik Tyrkiet ind iNATO i 1952 for at sikre tætte bilaterale relationer med Washington under DenKolde Krig. I tiden efter Den Kolde Krig er Tyrkiets geostrategiske vigtighed skiftet til nærheden tilMellemøsten,Kaukasus ogBalkan. Ud over at have en vigtigNATO-luftbase nær Syrien og Irak, som USA bruger til operationer i området, har Tyrkiets status som et sekulært demokrati og positive relationer medIsrael gjort Ankara til en vigtig allieret for Washington. Til gengæld har Tyrkiet nydt godt af USA's politiske, økonomiske og diplomatiske støtte, blandt andet i nøglesituationer som landets bud for medlemskab i EU.
Siden de sene 1980'ere er Tyrkiet i stigende grad begyndt at samarbejde med de førende økonomier iØstasien, specieltJapan ogSydkorea, om en lang række industrisektorer; lige fra samarbejdet om produktionen af biler og andet transportudstyr, som højhastighedstogsæt, til elektroniske varer, husholdsapparater, byggematerialer og militærudstyr.
De tyrkiske staters uafhængighed fra Sovjetunionen, med hvilke Tyrkiet deler en fælles kulturel og lingvistisk arv, tillod Tyrkiet at udvide sine økonomiske og politiske relationer dybt ind iCentralasien.[45] Det mest iøjnefaldende af disse forhold førte til opførelsen af en flere milliarder dollars dyr olie- og gasrørledning fra Baku iAserbajdsjan til Ceyhans havn i Tyrkiet.Baku-Tbilisi-Ceyhan-olierørledningen, som den kaldes, har været en del af Tyrkiets udenrigsstrategi, der går ud på at blive energileverandør til Vesten. Dog er Tyrkiets grænse mod Armenien, en stat i Kaukasus, lukket som følge af landets besættelse af Azeri-territoriet underNagorno-Karabakh-krigen.[46] Relationerne med Armenien er blevet yderligere anstrengt af kontroversen omkring af tvangsdeportationerne og de følgende dødsfald af hundredetusinder af armenere i det Osmanniske Riges sidste dage – en begivenhed der af flere lande og historikere kaldes detarmenske folkemord. Tyrkiet afviser begrebetfolkemord og argumenterer i stedet for, at dødsfaldene var resultater af sygdom, sult og stammekonflikter.[47]
Tyrkiets militær består af hæren,flåden og luftvåbenet. Gendarmeriet og kystvagten opererer som dele af indenrigsministeriet i fredstid, selvom de er underordnet henholdsvis hær- og flådekommandoen i krigstid, i hvilken de både har politi- og militærfunktioner.[48]
Tyrkiets militær er den næststørste stående væbnede styrke iNATO, næst efterUSA's militær, med sammenlagt 1.043.550 personer i uniform i sine fem grene.[49] Enhver egnet mandlig tyrkisk statsborger, der ikke på andre måder er forhindret, skal tjene i militæret i perioder varierende fra tre uger til femten måneder, afhængig af uddannelse og jobplacering.[50] Tyrkiet accepterer ikke modstand af samvittighedsmæssige årsager, og tilbyder ikke et civilt alternativ til militærtjeneste.[51]
I 1998 annoncerede Tyrkiet et moderniseringsprogram til en værdi af 160 milliarder dollars over en tyveårig periode fordelt over forskellige projekter somkampvogne,jagerfly,helikoptere,ubåde,krigsskibe ogstormgeværer.[52] Tyrkiet er også en niveau 3-bidragsyder tilJoint Strike Fighter (JSF)-programmet, hvormed de har mulighed for at udvikle og udøve indflydelse på skabelsen af den næste generation af jagerfly.[53]
Chefen for den tyrkiske generalstab udnævnes af præsidenten og er ansvarlig over for premierministeren. Ministerrådet er ansvarligt over for parlamentet i nationale sikkerhedsspørgsmål og den tilsvarende forberedelse af forsvar af landet. Dog er det kun parlamentet, der kan erklære krig og udsende de væbnede styrker til andre lande, eller tillade udenlandske styrker at være udstationeret i Tyrkiet.[48] Den faktiske leder af de væbnede styrker er Chefen for Generalstaben General İlker Başbuğ, der efterfulgte General Yaşar Büyükanıt30. august2008.[56]
Med licens fra USA kan Tyrkiet også producere Amerikanskef-16 jagerfly. TAI har i alt bygget 278 f-16 jagerfly, men 46 af dem er blevet solgt til Egypten i år 1999. Efter JSF programmet er fuldført, kan Tyrkiet selv producere Lockeed Martins F-35 Lighting II jagerfly[kilde mangler].
I mere end 40 år under den kolde krig har Tyskland, Belgien, Holland og Tyrkiet været i besiddelse af Amerikanske atomvåben.Der ligger omkring 90 Amerikanske atombomber i Incirlik flyvestation (Sydtyrkiet), ca. 40 ud af de 90 atomvåben har USA givet styringen til Tyrkiet. Men dette er ikke officielt endnu[kilde mangler].
Tyrkietshovedstad erAnkara, og landets administration er inddelt i 81 provinser. Provinserne indgår i syv regioner, der benyttes tilfolketællinger, men ellers ikke repræsenterer en administrativ struktur. Hver provins er underinddelt i distrikter, som der i alt findes 923 af.Marmararegionen med Istanbul er den mest folkerige region med mellem 20 og 30 millioner indbyggere (2022).
Provinserne bærer normalt det samme navn som deres provinshovedstæder, også kaldet centraldistriktet. Undtagelser fra dette er provinserneHatay (hovedstad:Antakya,Kocaeli (hovedstad:İzmit) ogSakarya (hovedstad:Adapazarı). Provinserne med de største befolkninger erİstanbul (12 millioner),Ankara (4,4 millioner),İzmir (3,7 millioner),Bursa (2,4 millioner),Adana (2,0 millioner) ogKonya (1,9 millioner).
Den største by er den præ-republikanske hovedstadIstanbul, der er landets finansielle, økonomiske og kulturelle centrum.[57] Blandt andre vigtige byer kan nævnesİzmir,Bursa,Adana,Trabzon,Malatya,Gaziantep,Erzurum,Kayseri,Kocaeli,Konya,Mersin,Eskişehir,Diyarbakır,Antalya ogSamsun. Det er anslået at 70,5% af Tyrkiets befolkning bor i bycentre.[58] I alt findes der 18 provinser med befolkninger på over 1 million, mens 21 provinser har befolkninger mellem en million og 500.000 indbyggere. Kun to provinser har befolkninger på under 100.000.
Tyrkiets territorium er mere end 1600 km langt og 800 km bredt med en nærmest rektangulær form.[57] Tyrkiets område, inklusiv søer, udgør 783.562[60]kvadratkilometer, af hvilke 755.688 kvadratkilometer ligger iSydvestasien og 23.764 kvadratkilometer ligger iEuropa.[57] Tyrkiets område gør det til verdens37. største land, og er omtrent samme størrelse som deteuropæiske Frankrig og detForenede Kongerige lagt sammen. Tyrkiet omkranses af have på tre sider: detÆgæiske Hav mod vest, detSorte Hav mod nord ogMiddelhavet mod syd. Tyrkiet indeholder ogsåMarmarahavet mod nordvest.[61]
Ölüdenizstranden nærFethiye på den tyrkiske riviera
Den europæiske del af Tyrkiet, mod nordvest, er det østlige Thrakien, der udgør grænsen mellem Tyrkiet og både Grækenland og Bulgarien. Den asiatiske del af landet,Anatolien (også kaldet Lilleasien), består af et højt centralt plateau med smalle sletter ved kysterne mellem Köroğlubjergkæden og den østlige Sortehavsbjergkæde mod nord ogTaurusbjergene mod syd. Det østlige Tyrkiet har et mere bjergrigt landskab og er hjem for kilderne til blandt andetEufrat,Tigris og Arasfloden, og indeholderVansøen ogArarats bjerg, Tyrkiets højeste punkt med sine 5.165 meterover havets overflade.[61][62]
Tyrkiet er geografisk inddelt i syv regioner:Marmararegionen, den Ægæiske region, Sortehavsregionen, den Centralanatoliske region, den Østanatoliske region, den Sydøstanatoliske region og Middelhavsregionen. Det ujævne nordlige anatoliske terræn, der løber langs det Sorte Hav, udgør et langt, smalt bælte. regionen udgør omkring en sjettedel af Tyrkiets areal. Ligesom den generelle trend bliver det indenlandske anatoliske plateau mere og mere ujævnt jo længere man kommer mod øst.[61]
Ararats bjerg er Tyrkiets højeste punkt med sine 5.165 meter
Tyrkiets varierede landskab er et produkt af komplekse jordbevægelser, der har formet regionen i tusinder af år, og som stadig manifesterer sig rimelig ofte gennemjordskælv og gennem lejlighedsvisevulkanudbrud. Bosporus og Dardanellerne skylder deres eksistens til nogleforkastningszoner, der løber gennem Tyrkiet, og som ledte til dannelsen af det Sorte Hav. Der løber en jordskælvsforkastningszone gennem det nordlige af landet fra øst til vest. Denne zone forårsagedeet større jordskælv i 1999.[63]
Tyrkiets kystregioner mod Middelhavet har ettempereretMiddelhavsklima med varme, tørre somre og milde, våde og kolde vintre. Omstændighederne kan være meget hårdere i de meget tørre indenlandsregioner. Bjerge tæt på kysten forhindrer Middelhavets indflydelse i disse indenlandsregioner og giver det centrale Anatoliske Plateau etkontinentalklima med store forskelle på årstider. Vintrene på plateauet er specielt hårde. Temperaturer på −30°C til −40°C kan forekomme i bjergregionerne mod øst, og sne kan ligge på jorden 120 dage om året. Mod vest ligger den gennemsnitlige vintertemperatur på under 1°C. Somrene er varme og tørre med temperaturer generelt over 30°C om dagen. Den gennemsnitlige årlige nedbør ligger på omkring 400 millimeter, mens den faktiske mængde bestemmes af regionernes elevation. Den mest tørre region er Konyasletten og Malatyasletten, hvor det årlige regnland ofte ligger på under 300 millimeter. Maj er normalt den vådeste måned, mens juli og august er de mest tørre.[64]
Tyrkiet er et af de lande, der var med til at grundlæggeOECD ogG20. Tyrkiet har gennem det meste af sin historie haft en kvasi-etatistisk tilgang til økonomien med centralbudgetlægning og statslige restriktioner for deltagelse i den private sektor, udenlandshandel og direkte udenlands investering. Dog begyndte Tyrkiet en række reformer i 1980'erne på initiativ af premierministerenTurgut Özal. Disse reformer var rettet mod at skifte økonomien væk fra det etatistiske, isolerede system til en model, der var baseret på en privat sektor ogmarkedsøkonomi.[34] Reformerne lagde grunden til stor vækst, men denne vækst blev afbrudt af perioder med stærkrecession og finansielle kriser i 1994, 1999 (efter jordskælvet det år),[65] og 2001,[66] resulterende i en gennemsnitlig vækst iBNP på 4% per år mellem 1981 og 2003.[67] Mangel på opfølgende reformer kombineret med et stort og voksende underskud i denoffentlige sektor og vidtgåendekorruption resulterede i højinflation, en svagbanksektor og store makroøkomiske svingninger.[68]
Siden den økonomiske krise i 2001 og reformer igangsat af finansministeren, Kemal Derviş, er inflationen faldet til et etcifret tal, tilliden blandt investorer og de udenlandske investeringer er steget, og arbejdsløsheden er faldet.IMF forudser en 6% inflationsrate for Tyrkiet i 2008.[69] Tyrkiet har gradvist åbnet sine markeder gennem økonomiske reformer ved at reducere regeringens kontrol med udenlandshandel og investering fra udlandet samtprivatiseringen af offentligt ejede industrier, og liberaliseringen af mange sektorer til private eller udenlandske deltagere er fortsat trods fortsatte politiske debatter herom.[70]
TCDD højhastighedstog
BNP voksede fra 2002 til 2007 i gennemsnit 7,4%,[71][72] hvilket gjorde Tyrkiet til en af de hurtigst voksende økonomier i verden i perioden.Verdensbanken forudser en 5,4% BNP-vækstrate for Tyrkiet i 2008.[73] Tyrkiets økonomi er ikke længere domineret af traditionel landbrugsaktivitet i de landlige egne, men mere af en stærk dynamisk industriel fremgang i de store byer, mest koncentreret i de vestlige provinser, sammen med en udvikletservicesektor. I 2007 stod landbruget for 8,9% af BNP, mens den industrielle sektor stod for 30,8% og servicesektoren for 59,3%.[74]
Turistindustrien har oplevet stor vækst i de sidste tyve år og udgør en vigtig del af økonomien. I 2007 var der 27.214.988 besøgende i landet, som bidrog med 18,5 milliarder amerikanske dollars til Tyrkiets indtægter.[75]
Togg T10S sedan produceret afTogg, et tyrkisk bilfirma, der fremstiller elektriske køretøjer.
Andre vigtige sektorer i den tyrkiske økonomi er bankvæsen, byggesektoren, hvidevarer, elektronik, tekstil,olieraffinering, petrokemiske produkter, mad, minedrift, jern og stål, maskinindustri og automobilindustri. Tyrkiet har en stor og voksende automobilindustri, som producerede 1.024.987køretøjer i 2006,[76] hvilket placerer landet som den 6. største automobilproducent i Europa det år efter Tyskland (5.819.614), Frankrig (3.174.260), Spanien (2.770.435), Storbritannien (1.648.388) og Italien (1.211.594).[77] Tyrkiet er også et af de førende lande inden forskibsbygning og var i 2007 placeret som nummer 4 i verden (efter Kina, Sydkorea og Japan) opgjort efter antallet af bestilteskibe og også nummer 4 i verden (efter Italien, USA og Canada) opgjort i antallet af bestiltemegayachter.[78]
I de senere år er den høje inflation kommet under kontrol, og der er indført en ny valuta, nye tyrkiske Lira, den 1. januar 2005, for at manifestere de økonomiske reformer og slette sporene efter en ustabil økonomi.[79] D. 1. januar 2009 blev den nye tyrkiske Lira omdøbt til at hedde tyrkiske Lira ligesom den gamle valuta, og der introduceredes nye sedler og mønter. Som resultat af fortsatte økonomiske reformer er inflationen faldet til 8,2% i 2005, og arbejdsløshedsraten til 10,3%.[80] I 2004 blev det estimeret, at 46,2% af befolkningens disponible indkomst gik til de højestlønnede 20% af lønmodtagerne, mens de lavestlønnede 20% fik 6%.[81]
Tyrkiet har benyttet en toldunion mellemEU og Tyrkiet underskrevet i 1995 til at øge sin industrielle produktion til eksport, mens landet samtidig har nydt godt af investeringer i landet fraEU-landene.[82] I 2005 opgjordes eksporten til 73,5 milliarder amerikanske dollars, mens importen samlet set opgjordes til 116,8 milliarder dollars, med stigninger på henholdsvis 16,3% og 19,7% sammenlignet med 2004.[83] I 2006 udgjorde eksporten 85,8 milliarder USD, hvilket betød en stigning på 16,8% i forhold til 2005.[84] I 2007 nåede eksporten 115,3 milliarder USD[74] (største eksportaftagere: Tyskland 11,2%, Storbritannien 8%, Italien 6,95%, Frankrig 5,6%, Spanien 4,3%, USA 3,88%; total EU-eksport 56,5%.) Dog truedes betalingsbalancen af den samtidigt større import på omkring 162,1 milliarder USD[74] (største importpartnere: Rusland 13,8%, Tyskland 10,3%, Kina 7,8%, Italien 6%, USA 4,8%, Frankrig 4,6%, Iran 3,9%, Storbritannien 3,2%; total EU-import 40,4%; total Asien-import 27%).[85][86]
Efter år med små direkte udenlandske investeringer tiltrak Tyrkiet 21,9 milliarder USD på den konto i 2007 og forventes at tiltrække endnu mere i de følgende år.[87] En række store privatiseringer, stabilitet baseret på begyndelsen på Tyrkiets optagelsesforhandlinger til EU, stærk og stabil vækst samt strukturelle ændringer i bank-, detail- og telekommunikationssektorerne har alt sammen bidraget til denne stigning.[70]
Tyrkiets population baseret påfolketællingen fra 2008 er på 71,6 millioner med en tilvækst på 1,31% per år. Landets gennemsnitligebefolkningstæthed er på 92 personer per km². Den andel af befolkningen, der er bosat ibyområder er 70,5%. Folk inden for aldersgruppen 15–64 udgør 66,5% af den totale befolkning, gruppen på 0-14-årige svarer til 26,4% af populationen, mens personer på 65 år og højere udgør 7,1% af totalpopulationen.[88][89] Ifølge statistikker fra 2005 er denforventede levealder på 68,9 år for mænd og 73,8 år for kvinder, hvor et gennemsnit på 71,3 år gælder for den samlede befolkning.[90]Uddannelse er obligatorisk og gratis fra en alder af 6 til 15 år.Læsefærdigheden ligger på 95,3% for mænd og 79,6% for kvinder, hvor et samlet gennemsnit ligger på 87,4%.[91] De lave tal for kvinder skyldes primærtarabere ogkurdere, der bebor landets sydøstlige provinser, hvis traditionelle skikke bevirker det.[92]
Artikel 66 i Tyrkiets forfatning definerer en "tyrker" som "enhver, der er tilknyttet den tyrkiske stat gennem statsborgerskabet". Den lovlige brug af begrebet "tyrkisk" som en borger i Tyrkiet er således forskellig fra den etniske definition. Størstedelen af den tyrkiske befolkning er dog aftyrkisk etnicitet.Kurderne, en særskilt etnisk gruppe hovedsageligt bosat i landets sydøstlige provinser, er den største ikke-tyrkiske etnicitet og udgør omkring en femtedel af befolkningen.[9] Andre større etniske grupper (store andele af hvem der i stor udstrækning er blevet "tyrkifiseret" sidenSeljuk- ogOsmannerperioderne) inkludererabkhasere, adjarere,albanere, arabere,assyrere,bosniere,tjerkessere,hamshin, lasere, pomakker,romaer,zazaer og de tre officielt godkendte minoriteter (ifølge Lausanne-traktaten):Armeniere,grækere ogjøder. Der er også en befolkningsgruppe af afrotyrkere inden for Tyrkiet, som mest bor i landets vestlige kystbyer og i stor udstrækning er blandet med den lokale befolkning gennem indbyrdes giftermål. Minoriteter afvesteuropæisk oprindelse indbefatterlevantere (mest affransk,genoviansk ogveneziansk afstamning) som har været tilstede i landet siden middelalderen, samt Bosporus-tyskere og Istanbul-polakker som har boet i Tyrkiet siden det 19. århundrede. Minoriteter udover de tre officielt godkendte har ingen form for særlige gruppeprivilegier, og selve begrebet "minoritet" forbliver et følsomt emne i Tyrkiet. Pålidelige data for den præcise etniske fordeling af befolkningen er ikke tilgængelige, eftersom de ikke opgøres i den officielle tyrkiske folketælling.[94]Tyrkisk er det enesteofficielle sprog i hele Tyrkiet. Pålidelige tal for den lingvistiske fordeling af befolkningen er ikke tilgængelige af samme grunde som nævnt ovenfor.[94] Ikke desto mindre transmitterer den offentlige stationTRT programmer påarabiske,bosniske, tjerkessiske ogkurdiske lokalsprog og -dialekter få timer hver uge.[95]
Tyrkiet er officielt ensekulær stat uden nogen officielstatsreligion; den tyrkiske forfatning indeholder bestemmelse omreligionsfrihed ogsamvittighed, men repræsenterer eller fremmer ikke enreligion.[96][97] Tyrkiets befolkning er overvejendemuslimsk (99%),[98] idet hovedparten erSunni-muslimer (75%) og en stor minoritet eralevitter (15-25%).[99] Den resterende del af befolkningen er hovedsageligtkristne (mestgræsk-ortodokse og armensk-apostolske) samtjøder (96%sefardiske og 4%ashkenaziske.)[100][101][102] Ifølge en landsdækkende undersøgelse i 2007 har 96,8% af de tyrkiske statsborgere en religion, mens 3,2% er irreligiøse ogateister. 56% af de mandlige muslimske statsborgere deltager regelmæssigt ifredagsbøn.[103][104] Ifølge en rapport fra Pew Research Center i 2002 synes 65% af befolkningen at"religion er meget vigtigt",[105] mens der i en meningsmåling foretaget af Eurobarometer i 2005 var 95% af befolkningen, der angav, at de troede"der er enGud".[106]
Orhan Pamuk er en af samtidens førende tyrkiske romanforfattere og vinder afNobelprisen i litteratur 2006En af hovedindgangene til Dolmabahçepaladset
Tyrkiet har en meget forskelligartet kultur som er en blanding af flere elementer fraOğuz Turkic,anatolsk, osmannisk (som selv var en fortsættelse af både græsk-romersk og islamisk kultur) og vestlig kultur og traditioner, som begyndte medvestliggørelsen af det osmanniske rige og stadig fortsætter den dag i dag. Denne blanding opstod oprindeligt som et resultat af mødet mellem tyrkere og deres kultur og folk fra de folkeslag som de mødte på vejen under den tyrkiske vandring fra Centralasien til Vesten.[107][108] Da Tyrkiet vellykket ændrede sig fra det religionsbaserede tidligere Osmanniske Rige til en moderne nationalstat med en stærk adskillelse af stat og religion, fulgte en stigning i de kunstneriske udtryksformer. I løbet af republikkens første år investerede regeringen en stor mængde ressourcer i finere kunst; såsom museer, teatre, operahuse og arkitektur. Fordi forskellige historiske faktorer spiller en vigtig rolle i defineringen af den tyrkiske identitet, er tyrkisk kultur et produkt af en indsats for at være "moderne" og vestlig kombineret med en følelse af nødvendigheden af at vedligeholde traditionelle religiøse og historiske værdier.[107]
Tyrkisk musik oglitteratur er gode eksempler på en sådan blanding af kulturel indflydelse, som var et resultat af samspillet mellem det Osmanniske Rige og den islamiske verden sammen med Europa, hvilket dermed bidrog til en blanding af tyrkiske, islamiske og europæiske traditioner i det moderne Tyrkiets musikalske og litterære værker.[109] Tyrkisk litteratur blev kraftigt påvirket af persisk og arabisk litteratur under det meste af den Osmanniske æra, selvom virkningerne fra litterære traditioner fra både Europa og det tyrkiske folk blev tydeligere hen mod Rigets ende, specielt efterTanzimat. Blandingen af kulturel indflydelse er for eksempel dramatiseret i form af de "nye symboler [på] kulturers sammenstød og sammenfletning" som afbilledes i værker afOrhan Pamuk, vinder afNobelprisen i litteratur i 2006.[110]
Arkitektoniske elementer fundet i Tyrkiet vidner også om den unikke blanding af traditioner som har påvirket regionen gennem århundreder. Udover de traditionellebyzantinske elementer som er synlige i flere dele af Tyrkiet, kan der også findes mange artefakter fra den seneosmanniske arkitektur, med dens specielle blanding af lokale og islamiske traditioner rundt omkring i landet såvel som i mange tidligere territorier kontrolleret af det Osmanniske Rige.Sinan betragtes generelt som den største arkitekt indenfor den klassiske periode af osmannisk arkitektur. Siden det 18. århundrede er tyrkisk arkitektur i stigende grad blevet påvirket af vestlig byggestil, og dette kan specielt ses i Istanbul hvor bygninger såsomSultan Ahmed-moskeen ogDolmabahçepaladset kan ses i kontrast til flere moderne skyskrabere, som alle repræsenterer forskellige traditioner.[111]
Blandt andre populære sportsgrene erbasketball ogvolleyball. Tyrkiet var vært for finalerne vedEuroBasket 2001 og vil også være vært ved verdensmesterskaberne i basketball 2010. Mændenes landshold i basketball sluttede som nummer to ved EuroBasket 2001 og nåede kvartfinalerne ved verdensmesterskaberne i basketball 2006; mensEfes Pilsen S.K. vandtKorac Cup i 1996, sluttede som nummer to vedSaporta Cup i 1993, og nåede tilFinal Four iEuroleague ogSuproleague i 2000 og 2001.[113] Tyrkiske basketballspillere somMehmet Okur ogHidayet Türkoğlu har og været succesfulde iNBA. Kvindevolleyballholdene, specielt Eczacıbaşı og VakıfBank S.K., har vundet flere europæiske mesterskaber og medaljer.
Den tyrkiske nationalsport var Yağlı güreş (oliebrydning) siden Osmanner-tiden.[114]Edirne har været vært for de årligeKırkpınar-mesterskaber i oliebrydning siden 1361.[115] Internationale brydeformer administreret afFILA somfristil-brydning oggræsk-romersk brydning er også populære med mange sejre ved europæiske mesterskaber, olympiske mesterskaber og verdensmesterskaberne til de tyrkiske brydere, både individuelt og som landshold.[116] En anden større sportsgren, som tyrkerne har haft succes med, ervægtløftning, idet både mandlige og kvindelige tyrkiske vægtløftere har slået flere verdensrekorder og vundet flere medaljer ved EM,[117] VM og OL[118]Naim Süleymanoğlu ogHalil Mutlu har særligt udmærket sig ved at være nogle af de få vægtløftere, der har vundet tre guldmedaljer ved tre forskellige olympiader.
Motorsport er blevet populært specielt efter optagelsen af Rally of Turkey iFIA World Rally Championship-kalenderen i 2003,[119] og tilføjelsen af dettyrkiske grand prix tilFormel 1-kalenderen i 2005.[120] Blandt andre vigtige årlige motorsportsbegivenheder, der bliver afholdt påIstanbul Park-banen, kan nævnes MotoGP Grand Prix of Turkey,FIA World Touring Car Championship,GP2 Series og Le Mans Series. En gang imellem erIstanbul ogAntalya også vært ved den tyrkiske afdeling af F1 Powerboat Racing-mesterskaberne, mens den tyrkiske afdeling afRed Bull Air Race, en konkurrence for fly, finder sted overDet gyldne Horn i Istanbul. Surfing, snowboarding, skateboarding, paragliding og andre ekstremsportsgrene bliver mere og mere populære hvert år.
↑Lewis, M. Paul (ed.) (2016)."Turkey".Ethnologue: Languages of the World. SIL International. Hentet 27. oktober 2016.{{cite web}}:|first= har et generisk navn (hjælp)
↑Balter, Michael (2004-02-27). "Search for the Indo-Europeans: Were Kurgan horsemen or Anatolian farmers responsible for creating and spreading the world's most far-flung language family? (Eftersøgning af indoeuropæerne: Var de kirgisiske rytter eller de anatolske jordbrugere ansvarlige for at skabe og sprede verdens mest udbredte sprogfamilie?)".Science.303 (5662): 1323.doi:10.1126/science.303.5662.1323.ISSN0036-8075.PMID14988549.
↑Wink, Andre (1990).Al Hind: The Making of the Indo Islamic World, Vol. 1, Early Medieval India and the Expansion of Islam, 7th-11th Centuries (Al Hind: Skabelsen af den indo-arabiske verden, bind 1, det tidlige middelalderlige Indien og udbredelsen af islam, 7.-11. århundrede). Brill Academic Publishers.ISBN90-04-09249-8.
↑Mango, Cyril (2002).The Oxford History of Byzantium (Oxfords Byzants-historie). Oxford University Press, USA.ISBN0-1981-4098-3.
↑Jay Shaw, Stanford; Kural Shaw, Ezel (1977).History of the Ottoman Empire and Modern Turkey (Det osmanniske imperiums og det moderne Tyrkiets historie). Cambridge University Press.ISBN0-5212-9163-1.
123Turkish Directorate General of Press and Information (2004-08-24)."Political Structure of Turkey". Turkish Prime Minister's Office. Arkiveret fraoriginalen 3. februar 2007. Hentet2006-12-14.
↑"Chronology of Turkey-EU relations". Turkish Secretariat of European Union Affairs. Arkiveret fra originalen den 15. maj 2007. Hentet2006-10-30.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: BOT: original-url status ukendt (link)
Wink, André (1990).Al Hind: The Making of the Indo Islamic World, Vol. 1, Early Medieval India and the Expansion of Islam, 7th-11th Centuries. Brill Academic Publishers.ISBN9004092498.
United Nations High Commissioner for Refugees (UNHCR), Directorate for Movements of Persons, Migration and Consular Affairs - Asylum and Migration Division (juli 2001)."Turkey/Military service"(PDF). UNHCR.{{cite journal}}:Cite journal kræver|journal= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
Geografi og klima
Turkish State Meteorological Service (2006)."Climate of Turkey". Turkish State Meteorological Service. Arkiveret fraoriginalen 10. januar 2007. Hentet2006-12-27.
.svg)
.svg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
